Søren Kam var en af de mest kontroversielle danske nazister, som Danmark aldrig fik stillet for retten. Han deltog som SS-soldat i udryddelses-krigen på Østfronten. Herhjemme var han under besættelsen med til at myrde en redaktør. Efter krigen gemte Kam sig i Tyskland og undgik udlevering. Nu viser det sig, at han for 30 år siden skrev sine erindringer, som dog skulle gemmes til efter hans død. Kam blev 93, og på tirsdag udkommer ’Et liv uden fædreland’. De to historikere Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen har i bogens noteapparat sat en række af Kams påstande og beskrivelser ind i en historisk sammenhæng og sammenholdt Kams oplysninger med den nyeste forskning på området. Noterne kan læses i bunden af denne artikel.
Vi var nu klar over, at vi havde nået den højeste uddannelsesstandard, og at vi sikkert snart ville komme til indsats. Der gik de vildeste rygter, på det tidspunkt var krigen i Afrika på sit højdepunkt, feltmarskal Erwin Rommel kæmpede med genial strategi mod en stor engelsk overmagt, og der var nogle hos os, som »vidste«, at vi skulle til Egypten for at komme ham til undsætning. I begyndelsen af juni 1941 blev vi med alle vore køretøjer transporteret med jernbanen fra Tuttlingen i Sydtyskland til Schlesien i nærheden af Guhrau, hvor vi atter lå i privatkvarter i to uger. Stadigvæk hed det sig, at vi skulle til Afrika, men at vejen gik gennem Rusland, og at vi måtte være forberedt på, at det kunne komme til kamp med russerne. Det troede vi ikke rigtigt på, der eksisterede jo en »ikke-angrebstraktat« med dem.
Den 18. juni 1941 satte division Wiking sig i march og overskred rigsgrænsen til det besatte Polen. Vi kørte kun om natten, fuldstændig uden lys, og den 20. juni nåede vi demarkationslinjen, som var fastlagt efter Polenfelttoget mellem Tyskland og Sovjetunionen. Her forsvandt vi i mægtige skove sydøstligt for Lublin. Det var strengt forbudt at opholde sig udenfor skovene, og det var en enestående præstation, at det lykkedes den tyske generalstab at føre 140 divisioner med hundredtusinder soldater frem til grænsen, uden at russerne mærkede det. Nu blev der uddelt informationsblade om den russiske armé, dens måde at føre krig på, mandskabs- og officerstjenestegrader. I en lysning i skoven blev mit kompagni kaldt sammen, og vores kompagnichef, Hauptsturmführer (kaptajn) Eberhardt, med delte os, at angrebet på Sovjetunionen ville begynde natten til den 22. juni 1941. I skæret af en lommelygte læste han befalingen fra den »oberste Befehlshaber der Wehrmacht« Adolf Hitler (øverstkommanderende for værnemagten) til alle soldater på østfronten, og således blev det for første gang nævnt, at angrebet på Sovjetunionen nu ville begynde. Idag ved man nøjagtigt gennem udsagn af KGB-general Sucherow, at Sovjetunionen ikke var så uforberedt, som man hidtil har påstået. Overfor de tyske armeer stod ikke mindre end 184, mest store, russiske enheder, som ventede på det rigtige øjeblik til at starte et storangreb på Vesteuropa. At det drejede sig om angrebsarmeer, er klart bevist gennem den kendsgerning, at de overhovedet ikke var indstillet på at forsvare deres land, og at de trak sig tilbage, så snart de blev angrebet.1) De hundredtusinde russiske krigsfanger, som blev taget til fange de første uger, er også bevis for, at russerne var opmarcheret til Bereitstellung til angreb.
Den 22. juni før daggry, kl. 3.15, brød helvede løs, og de tyske armeer gik til angreb på Sovjetunionen. Det skulle blive en morderisk krig, som til slut førte til Tysklands undergang.
