Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Martin Lehmann

Efter drabet ventede sult og overgreb

Først slog deres far deres mor ihjel. Siden blev de fire søstre slået, ydmyget og to af dem seksuelt misbrugt i en plejefamilie. Tilsynet med familien var sparsomt, og underretningerne samlede støv. Nu lægger to af pigerne sag an mod kommunen. Her fortæller en af dem sin historie.

Gården er skærmet fra trafikken med høje træer. Bag dem ligger det gule stuehus, gårdspladsen med perlegrus og haven, hvor der er sandkasse, gyngestativ og gamle frugttæer.

Her er kaniner, høns og et får, som børnene må ride på, hvis de har lyst.

Udefra ligner det et ideelt sted for fire hårdt prøvede søskende at vokse op. Hos en plejefamilie i udkanten af en landsby ved Skælskør på Sydsjælland. På gården ankommer 6-årige Sapran Hassna og hendes tre søstre en tirsdag i februar 1999. Den yngste søster er 4 og den ældste er 8 år.

Men opholdet bliver alt andet end ideelt. Mens pigerne er anbragt hos familien, bliver de udsat for vold og blufærdighedskrænkelse, og to af dem bliver udsat for seksuelle overgreb, noget plejefaren senere får 5 års fængsel for.

Men trods dommen føler Sapran Hassna ikke, at nogen har lyttet til hende og hendes søstre. Hun har stadig mareridt om plejefaren, selv om hun har søgt aktindsigt og gennemgået sin sag fra ende til anden.

»Nogle gange føler jeg, at jeg er 60 år gammel, fordi jeg har gennemanalyseret det hele. Men jeg bliver nødt til at prøve at forstå«, siger Sapran Hassna, som i dag er 22 år og universitetsstuderende.

Hun fortæller sin historie fra en sofa hos et forlag, fordi hun i samarbejde med en journalist udgiver en bog om sin og sine søstres historie. Nu vil hun selv vil fortælle, hvad der skete.

Politiken har ud over Sapran Hassnas selvbiografi læst dommen over plejefaren og en række akter i sagen. Hverken Slagelse Kommune, som sagen hører under, eller plejefaren har ønsket at udtale sig i artiklen, så dele af denne historie hviler udelukkende på Sapran Hassans forklaringer.

Sapran Hassna og hendes søskende blev udsat for vold og overgreb i den plejefamilie, hvor de var anbragt. Plejefaren fik senere 5 års fængsel. Nu sagsøger de kommunen for manglende tilsyn. Kilde: politiken.tv / tilrettelæggelse Kirsten Nilsson & Nima Hajazadeh

Den dag mor ikke kom

Historien begynder i 1990’erne på Center Sandholm, hvor hendes mor og far og to ældste søstre er kommet som asylansøgere. Sapran Hassna selv bliver født i asylcenteret.

Familien, som er statsløse palæstinensere fra Gaza, får asyl, og efter nogle år flytter de til en lejlighed i Tingbjerg i København. Der er nu fire piger, hvoraf den ældste har en udviklingsforstyrrelse.

Hverdagen er langtfra rolig. Faren har store psykiske problemer, er indlagt på psykiatrisk hospital og er voldelig. Selv om moren efter nogen tid bor alene med pigerne, husker Sapran Hassna, hvordan de i dagevis låser sig inde i lejligheden, når faren er vred. Hun husker, at hendes mor græder og er ulykkelig.

Men hun husker også sin mors stemme, og at de taler arabisk sammen. Og at hendes søster må få Nutella med på maden i børnehave.

Farens trusler bliver alvorligere, og han får polititilhold. På et tidspunkt kommer morens bror til landet, og Sapran Hassna husker, at han følger pigerne i børnehave, fordi moren ikke kan gå ud af frygt for faren.

En dag i 1997 forsvinder moren, efter at hun undtagelsesvis selv har afleveret sine børn. Søstrene bliver hentet i en hvid bil, som kører dem til et en akutinstitution. De kender stedet, fordi de har været der på aflastning, når moren har skullet på hospitalet med den handikappede søster, eller når moren har fået for mange bank af faren. På institutionen er to pædagoger, som søstrene er knyttet til – Mette og Mette – så det er ikke meget ulykkeligt i sig selv at komme her.

Men det bliver det. Moren bliver fundet dræbt på stranden i Tisvilde. Nogle børn har set hendes sorte hår i sandet. Slået ihjel af faren, i hvad aviserne kalder et æresdrab, men som er en syg mands desperate handling, fordi moren ville skilles.

Sapran Hassna husker, hvordan hun sidder på skødet af den ene Mette og leger med hendes lange hår og kigger i hendes grønne øjne, mens hun igen og igen de følgende mange måneder må få fortalt, at moren er død, og at det betyder, at hun ikke kommer igen. Hun husker, at de ligger i sengen sammen om aftenen, og at Mette aer hende, til hun overgiver sig til søvnen. Sapran Hassna er 4 år.

Søstrene besøger deres far enkelte gange i fængslet. Sapran Hassna husker, at hun må kaldes ind i lokalet til ham flere gange, før hun går ind og siger det, hun har øvet sig på: »Hvorfor slog du vores mor ihjel?«. Hun siger det på arabisk, og faren svarer, at det skal de ikke tale om.

Faren får senere en dom på 12 års fængsel og udvisning, og ingen af søstrene har siden set ham.

En lille gård uden for Skælskør

Søstrene bor 18 måneder på akutinstitutionen. En psykiatrisk rapport fastslår, at de er psykisk robuste, på trods af hvad de har været igennem, men det er svært at finde en plejefamilie, som er rustet til at tage sig af de fire børn på nu 8, 7, 6 og 4 år. Onklen har formelt fået forældremyndigheden, men han er ny i landet, kender ikke sproget eller systemet og føler sig ikke rustet til at være familie for de fire piger.

Familien på gården uden for Skælskør er dog klar. Den er godkendt som plejefamilie, men har ingen pædagogisk uddannelse. Faren er uddannet elektriker. Her er også to sønner.

Da familien får pigerne i pleje i 1999, omdannes den fra plejefamilie til et opholdssted, hvor plejemoren er direktør, og plejefaren er pædagogmedhjælper. Derudover er der penge til at ansætte en pædagog til at tage sig af pigerne.

Mette og Mette er skeptiske over for familien, fortæller de senere til Sapran Hassna. De synes, at moren lugter af alkohol, og de tvivler på, at familien er rustet til at tage sig af pigerne, men de oplever ikke, at deres tvivl bliver hørt.

Sapran Hassna husker godt den første tid hos plejefamilien. Hun husker, at der er frihed ved at bo på en gård, når de kan stå op og gå i stalden om morgenen.

Men plejefaren er hun skeptisk over for. Hun husker ham som en lille mand med topmave, gråt hår og pæne hvide tænder. Hun har svært ved at afkode ham, fordi han ikke viser, hvordan han har det, men bare holder hendes blik fast. Plejemoren, som har kruset orange hår og gule tænder, virker fraværende og ikke interesseret i pigerne.

Men tingene tager en drejning. Første gang plejemoren taler nedsættende til storesøsteren, får Sapran Hassna et chok.

»Du spiser grimmere end et dyr«, siger plejemoren. Og det indvarsler en helt ny tid. Hun husker, hvordan pigerne ikke må tale sammen under maden, og kommer de til at grine, bliver de sendt fra bordet uden aftensmad. I det hele taget skal de sidde pænt, og lillesøsteren på fem år bliver trænet i at sidde rankt ved at have bog oven på hovedet.

Maden er nøje portionsafmålt, og pigerne må ikke få mere, selv om de er sultne. Kan de ikke lide maden, bliver de tvunget til at spise den, efter den er blendet.

Plejemoren ryger cigaretter, mens resten af familien spiser, og hun drikker, hvad Sapran Hassna i mange år tror, er æblemost fra en karton, men som senere viser sig at være vin.

Den første vold kommer en dag, den ældste søster på otte år tager mod til sig og siger, at hun gerne ville flytte tilbage til Mette og Mette. Sapran Hassna husker, hvordan plejefaren tager søsteren over sit lår og slår hende tre gange hårdt bagi og skubber hende ned på gulvet.

Det skal blive første gang af mange, hvor de bliver straffet. Kollektiv afstraffelse som at løbe 30-40 gange rundt om huset efter skole. Eller straf af den enkelte med slag eller spark eller med knoerne under håret, så det ikke ses. Uforudsigelig og vilkårlig vold.

Ud over volden, der af Sapran Hassna bliver oplevet som orkestreret af plejemoren og udført af plejefaren, er der den psykiske vold. Verbale ydmygelser og latterliggørelse. Som dengang en af pigerne over for en besøgende bliver hængt ud og hånet, fordi hun ikke kan gøre rede for, hvad der kom først, hønen eller ægget, som en pædagog, der var ansat, giver som eksempel i en underretning.

De bliver også låst inde på deres værelser. De må tisse et bestemt antal gange om dagen. Og de bliver sendt ud i haven om vinteren i alt for lidt tøj. Fordi maden er rationeret, er de altid sultne, husker Sapran Hassna. De finder nedfalden frugt i haven, som de spiser. Og så sætter de sig tæt sammen for at holde varmen og taler om deres mor, som gav Nutella med i madpakken i børnehaven.

Pigerne bliver også spillet ud mod hinanden, oplever Sapran Hassna. Først den mindste, som kan få en slikkepind for at sladre om de andre. Sapran Hassnas jalousi er på et tidspunkt så stor, at hun kopierer alt, lillesøsteren gør, for også at blive favoritten. For hun higer stadig efter kærlighed og omsorg.

»Det er ligesom et dyr, der bliver slået, og som stadig kommer tilbage efter bare en lille smule opmærksomhed«, forklarer hun.

Og så lærer de ikke at græde. Eller at græde helt stille. For gråd er de ikke berettiget til, forstår de.

De taler aldrig indbyrdes om volden og om, hvad der sker i familien. Men to af Sapran Hassnas søstre bærer på en tung hemmelighed. De er for svære for plejefaren at knække med psykisk og fysisk vold. Så når de ligger alene på deres værelser om aftenen, kommer han ind og tvinger sig til samleje med dem. Første gang det sker, er de bare 6-8 år. Han kalder legen »at ride ranke«, og smerter, skam og skyld må de pakke væk, for hvis de nogensinde fortæller det til nogen, siger han, slår han dem og deres søstre ihjel.

Tro ikke alt, de børn siger

Udadtil siger plejeforældrene, at pigerne er grænseoverskridende og har brug for en fast hånd, som en af pædagogerne senere forklarer i sit vidneudsagn i retten. De har et usundt forhold til mad og vil overspise og blive overvægtige, hvis ikke plejeforældrene rationerer maden.

Sapran Hassna husker, hvordan folk, som kommer på gården, ikke siger plejeforældrene imod. Nogle griner sågar med, når plejefaren råber »perkertøser« efter dem, så til sidst tvivler pigerne på, hvad der er rigtigt. Måske er det deres skyld?

Der er ofte en pædagog ansat i dagtimerne, men Sapran Hassna husker, at det er sjældent, de skiftende pædagoger har noget med pigerne at gøre. Oftest laver de praktisk arbejde eller drikker kaffe med plejeforældrene i køkkenet.

Tilsynet med søstrenes hverdag i plejefamilien har kommunen udliciteret til et privat tilsynsfirma. Tilsynet er meget sporadisk – faktisk er der et helt år, hvor der slet ikke er noget tilsyn. Og de rapporter, den tilsynsførende skriver om børnene, bygger oftest på de statusrapporter, plejeforældrene selv skriver, og ikke på den tilsynsførendes egne observationer. Det oplyser plejeforældrene selv langt senere i en klage til kommunen.

Det er ellers den samme tilsynsførende, som følger pigerne alle årene. Sapran Hassna husker, at hun taler med hende to gange på de over fire år, hun er hos plejefamilien – lige da de er flyttet ind, og lige før de bliver fjernet. Og Sapran Hassna tør ikke at sige meget. Så hun nøjes med at sige til den tilsynsførende, at hun kunne tænke sig, at plejeforældrene var lidt sødere, og at de skældte mindre ud.

Og i behandlersprog bliver det til, at pigerne reagerer på, at der nu bliver sat tydelige grænser. I tilsynsrapporterne, som bliver fremlagt langt senere under retssagen mod plejefaren, kan man desuden se, at den tilsynsførende utvetydigt advarer mod, at man tager alt, hvad pigerne siger, for gode varer. De er jo traumatiserede af deres mors tragiske død.

»Den slags psykologiske vurderinger gør mig så rasende«, siger Sapran Hassna i dag.

»Da vores mor bliver slået ihjel, mister vi al troværdighed. Så er vi ikke længere almindelige børn, så er vi traumatiserede, og er du traumatiseret, er du psykisk ustabil, manipulerende og grænseoverskridende. Men det er altså store ord at tillægge et lille barn, og konsekvensen er, at alt, hvad du siger, bliver pakket ind i en masse psykologiske termer og begreber, som betyder, at det, de her børn siger, skal man ikke rigtigt tro på«, forklarer hun.

Derfor får plejefaren også ret, når han siger til dem, at ingen vil tro på dem, hvis de fortæller, hvordan de har det.

Samtidig bliver de isoleret fra omverdenen. Sapran Hassna husker, Mette og Mette er på besøg en enkelt gang, og de fortæller senere, at plejefaren holder dem væk, mens han til pigerne siger, at pædagogerne ikke længere gider at se dem. Onklen besøger de nogle gange i weekenden, men ifølge Sapran Hassna elsker plejefaren at sige, at onklen har glemt dem og snart rejser ud af landet og aldrig kommer tilbage.

Langsomt, men sikkert mister de deres arabiske modersmål, og fortiden forties i en grad, så Sapran Hassna glemmer sin mors navn.

Pigerne er for svære for familien

På en måde bliver plejeforældrenes ord, om at pigerne er grænseoverskridende og har brug for en fast hånd, til sandhed. De har det nemlig svært i skolen. De er opmærksomhedssøgende, svarer igen, og fordi de altid er sultne, stjæler de mad eller penge. Så fra skolen begynder advarslerne at tikke ind hos tilsynet.

Først om Sapran Hassnas storesøster, som kommer til skolepsykologen. Allerede i april 2001 – da pigerne har boet hos familien i to år – skriver psykologen til den tilsynsførende, at hvis pigen har »bare minimalt ret i kritikken af plejefamilien og i, at hun ikke trives hos dem, kan dette være endnu en årsag til hendes manglende udvikling«, og hun anbefaler derfor, at pigen flyttes til »et følelsesmæssigt mere neutralt miljø«. En advarsel, hun gentager igen fire måneder efter. Udenat det får nogen følger.

Samme efterår er der en episode i Sapran Hassnas lillesøsters klasse, som får hendes klasselærer til at lave en underretning. Lillesøsteren er fræk, lige indtil læreren siger, at hun vil ringe til hendes plejefar, så vender pigen helt om. Hun kysser lærerens sko og trygler hende om ikke at ringe. Læreren tager en snak med pigen og får ud af hende, at pigerne ofte bliver slået. Underretningen får ingen konsekvenser.

Sapran Hassna kender ikke til underretningerne, og da storesøsteren bliver fjernet fra plejefamilien i efteråret 2001, er det ikke på grund af plejeforældrenes opførsel. I stedet begrundes flytningen til et opholdssted med, at hun har for store problemer til, at hun kan rummes i plejefamilien.

De tre øvrige piger bor stadig hos plejefamilien, selv om deres onkel klager til Skælskør Kommune. Sapran Hassna husker, at han på et tidspunkt, hvor de er på besøg hos ham, tager dem med på kommunen for at fremvise blå mærker. Men onklen bliver ifølge Sapran Hassna ikke taget alvorligt på kommunen.

På et tidspunkt opdager en pædagog i fritidshjemmet, at lillesøsteren har blod i underbukserne. Der bliver ringet efter plejefaren, som tager pigen med til lægen. Hun er faldet i stalden og har slået sig, forklarer han. Men lægen skriver en underretning til kommunen. Den 8-årige pige spreder benene på en påfaldende måde, og hun har klare tegn på et seksuelt overgreb. Det får ingen konsekvenser.

I sommeren 2003 flytter onklen til Slagelse Kommune, som dog beholder tilsynet hos det private firma. I løbet af vinteren ser en ny sagsbehandler på sagen og sætter spørgsmålstegn ved, om pigerne er det rette sted. Sagsbehandleren konstaterer, at den tilsynsførende kun har talt med pigerne én gang. Men tiden går, og kommunens bekymring for pigerne gentages i en henvendelse til tilsynsfirmaet om foråret. Bekymringen går på, om opholdsstedet kan løfte opgaven i forhold til pigernes behov.

Tilsynet er på det tidspunkt så fraværende, at plejefamilien selv henvender sig til Slagelse Kommune og klager over, at firmaets tilsynsfrekvens er »utilstrækkelig og uansvarlig«.

I maj 2004 skriver tilsynet til Slagelse Kommune, at søstrene har et behandlingsbehov, som overstiger plejefamiliens evne. Det betegnes dog ikke som en hastesag. Så først tre måneder efter tager den tilsynsførende en snak med pigerne. Her fortæller de, at plejefaren kalder dem ludere og siger til dem, at de »ville slikke jeres onkels pik, hvis I fik en slikpose«. Pigerne er nu 10 og 11 år gamle. I rapporten fra samtalen skriver den tilsynsførende, at man skal være forsigtig med at tage pigernes ord for pålydende.

Først i december opsiger Slagelse Kommune samarbejdet med tilsynsfirmaet, og i begyndelsen af 2005 fjernes to af pigerne fra plejefamilien, da deres problemer er for svære for familien at klare. Den sidste pige, som er handikappet, bor der endnu et år.

Foto: MARTIN LEHMANN

Dømt skyldig i alle forhold

Årene efter er hårde. Søstrene bliver flyttet fra opholdssted til opholdssted. De bliver institutionsbørn – lærer at bande, at ryge og stoler ikke på nogen. De lærer ord som »magtanvendelse« og »fastholdelse« og lærer at finde deres plads i hierarkiet blandt de andre børn.

Den ældste søster bliver diagnosticeret med posttraumatisk stress-syndrom og har svært ved at passe ind. Under retssagen beskriver en garvet pædagogisk leder søsteren som det mest skadede barn, han har mødt de 10 år, han har arbejdet med misbrugte børn.

Sapran Hassna fortæller, at søsteren på en periode på syv måneder flyttes 25 gange. På et tidspunkt placeres hun på et opholdssted kun fire kilometer fra plejefarens hjem, selv om hun siger, at han har forgrebet sig på hende. Ledelsen mener dog ikke, at man skal »dyrke sagen«, fortæller en pædagog senere i retten.

Der går år, før storesøsteren og senere lillesøsteren fortæller en pædagog, hvad de har været udsat for i plejefamilien. Begge pigers underliv er sandsynligvis så ødelagt, at de ikke kan få børn.

Retssagen er i byretten i 2008, og dommen stadfæstes i landsretten i 2009. Det bliver opgivet at rejse tiltale med plejemoren, som også bliver fritaget for at vidne mod sin mand. Plejefaren erklærer sig ikke-skyldig og forklarer i retten, at han aldrig brugte straf i opdragelsen. Han stiller sig helt uforstående over for, at pigerne anklager ham, men han gætter på, at pigerne er så skadede af deres tidlige opvækst, at de overfører deres problemer på andre. »Måske er det et råb om hjælp«, siger han.

Andre ting er dog sværere for ham at forklare, eksempelvis medgiver han, at hans ægtefælle har haft et alkoholproblem. Han fortæller i retten, at det begyndte i 2006, og han kan ikke forklare, hvorfor han i 2007, efter at han selv har tilkaldt politiet, fordi han ikke kan styre sin ægtefælle, siger til politiet, at hun har haft problemet i fem til seks år.

I retten vidner også flere pædagoger, som har været ansat, flere af dem i kort tid. De har ikke set vold og overgreb, og flere mener, at pigerne fik nok at spise. Til gengæld vidner et andet plejebarn, som i en periode bor hos familien sammen med pigerne, og også flere af de fagpersoner, som skrev underretninger i løbet af årene. Og naturligvis pigerne selv.

Da retssagen begynder, er Sapran Hassna 14 år og bor på institution. Hendes kendskab til retssystemet kommer især fra amerikanske film, hvor offeret kommer til orde og retfærdigheden sker fyldest. Men virkeligheden er langt fra filmene. Hun oplever, at deres vidneudsagn bliver prøvet af i mindste detalje.

»Vi havde jo ingen beviser. Jeg kan huske, at jeg ønskede, at jeg kunne gøre min hukommelse til et videobånd, så alle kunne se det. Jeg fik ikke lov at fortælle noget af det, der var sket. Hver gang jeg begyndte på noget, blev jeg afbrudt af en forsvarer, og så blev det hele hevet fra hinanden, så det var slet ikke en følelse af, at jeg blev hørt«, siger Sapran Hassna i dag.

Men plejefaren bliver dømt for alle de fire forhold, han er tiltalt for. Voldtægt af plejebørn i alderen 7-11 år, blufærdighedskrænkelse, lussinger, knytnæveslag og vold. Kun frifindes han i at have fået lillesøsteren til at »sutte på hans kønslem«.

Det bliver set som en skærpende omstændighed, at plejefaren havde børnene »betroet« til opdragelse, som det hedder i dommen. Plejefaren får fem års fængsel, bliver frataget retten til at arbejde med børn under 18 år og retten til at bo sammen med børn uden politiets tilladelse. Han afsoner tre år og fem måneder og er et år derefter under kriminalforsorgens opsyn.

Plejefaren bliver også dømt til at betale erstatning. Søstrenes advokat har søgt om 300.000 kroner i erstatning til dem hver, men beløbet bliver kraftigt reduceret.

»Da vi anlagde sagen, lød 300.000 kroner af mange penge. Men så var vi til et møde hos advokaten, som sagde, at jeg måske kunne regne med 70.000 kroner. Lige der var jeg udmattet af retssagen, så jeg tænkte, at lidt penge var bedre end ingen. Men der tog jeg fejl«, fortæller Sapran Hassna.

Da dommen faldt, lød erstatningen på 70.000 kroner til lillesøsteren, 30.000 kroner til storesøsteren og 10.000 kroner til Sapran Hassna. Da hun fik pengene fire år senere, kort før sin 18-års fødselsdag, ville hun bare af med dem så hurtigt, hun kunne, så de blev brændt af på en bytur.

»Det er de penge, jeg har været mest ked af at modtage i hele mit liv. Det ville være en mild underdrivelse at kalde det en hån«.

Sapran Hassna fortæller i sin bog, at hun har regnet på, hvad plejefamilien har tjent på at have hende og søstrene boende. Plejefamilien fik 199.000 kroner om måneden og dertil et årligt tillæg på 30.000 kroner til at købe oksekød, fordi pigerne som muslimer ikke måtte få svinekød. Hun fortæller også, at søstrene skulle have modtaget cirka 450.000 kroner i tab af forsørger fra sin far, men de penge indgår i betalingen til plejefamilien. I alt bliver det omkring 13 millioner kroner i alt.

Og selv om nogle af pengene skulle bruges til løn til de pædagoger, som var der, så mener Sapran Hassna stadig, at der er en eklatant skævhed i forhold til deres erstatning. Hun har regnet ud, at hendes egen erstatning svarer til 4,57 kroner om dagen.

Principiel retssag om ansvar

Det har taget Sapran Hassna år at beslutte at stå frem. Først ved retssagen gik det op for hende, at der var pædagoger, lærere og andre, som kunne se, at noget var galt, og som henvendte sig til kommunen. Ikke mange i forhold til, at de er fire søskende. Men de var der – de blev bare ikke hørt.

Nu lægger Sapran Hassna og hendes storesøster sag an mod Slagelse Kommune, som i dag også rummer det tidligere Skælskør Kommune. De har fået fri proces og får støtte fra Børns Vilkår til den principielle retssag, som for første gang skal fastslå, om en kommune kan drages til ansvar for at svigte sin tilsynsforpligtelse.

For retten til beskyttelse mod umenneskelig og nedværdigende behandling blev krænket, når kommunen ikke greb ind over for omsorgssvigt og seksuelle krænkelser, som det lyder i stævningen.

Slagelse Kommune har afvist at indgå forlig, og deres advokat argumenterer i sit svar på stævningen for, at sagen er forældet. Pressechefen i Slagelse Kommune, Svend-Erik Kristensen, oplyser pr. mail, at borgmester Stén Knuth (V) ikke vil kommentere sagen, før der er et resultat af retssagen. Borgmesteren ønsker ikke »at udtale sig, kommentere eller indgå i spekulationer om kommunens rolle i en sag, som ligger 15 år tilbage, i en tid da han ikke var borgmester, og i en kommune som ikke længere findes«.

For Sapran Hassna er retssagen vigtig, for den kan betyde, at kommunen kommer til at stå til ansvar.

Og hun bliver gal, når hun læser, at kommunen mener, at sagen er forældet – for så forholder de sig ikke til ansvaret for det manglende tilsyn og til underretningerne, som ingen reagerede på.

»Men jeg bryder mig virkelig ikke om udtrykket »et plaster på såret«, for vi får aldrig vores barndom igen«.

Artiklen bygger på sagsakter, dommen mod plejefaren, processkrifterne for den nye retssag, interview med Sapran Hassna og bogen ’Forbandede barndom’ af hende og journalist og forfatter Birgitte Wulff, som udkommer på People’s Press 1. februar. Politiken har gennem familie forsøgt at få plejefaren i tale, men har fået at vide, at han ikke ønsker at medvirke til artiklen.

Publiceret 31. januar 2016

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce