Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Miriam Dalsgaard

Et sår der aldrig heler

Det er tyve år siden, danske FN-soldater i Kroatien blev fanget i krydsild mellem kroatisk og bosnisk-serbisk militær. To unge danskere mistede livet, og flere blev hårdt såret. I dag slås nogle af soldaterne stadig med efterveerne og en modtagelse i Danmark, som var under al kritik.

Kapitel I

Da Jimmy Heüser vågner, er det eneste, han kan huske, en hylende lyd.

»Hørte I det«, siger han. Nogen mumler i mørket. Han døser hen.

Anden gang, den 26-årige konstabel kommer til bevidsthed, er han klar over, at noget er galt med ham, at han er såret. Han besvimer igen.

Der skal gå mange dage, før Jimmy Heüser finder ud af, hvad der er sket. At en serbisk panserbrydende granat har ramt den bunker af sandsække, han og hans kollegaer fra den danske FN-styrkes Hold 8 i Kroatien befinder sig i. Det cirka 14 cm lange projektil, der er affyret fra enten en panserværnskanon eller en kampvogn, har ramt i toppen af bunkeren, er brudt gennem det 20-30 cm tykke lag af sandsække, som var det et stykke vådt papir, har ramt en af de stålbuer, der bærer sækkene, og er fortsat gennem bunkeren med en hastighed på flere hundrede meter i sekundet, videre ud gennem den modsatte ydervæg af sandsække og tømmer og gennem en beholder med jernbolte, inden projektilet er endt i en bunke vinkeljern.

Den slags granater har ingen sprængladning. Men de forvandler alt, de trænger igennem, til en dødbringende sky af splinter og fragmenter og skaber på grund af deres ekstremt høje hastighed et voldsomt lufttryk omkring sig. Alene trykket kan afstedkomme svære skader på kroppens indre organer.

For tredje gang vågner Jimmy Heüser, og nu kan han mærke, at han får hjælp. Der er folk i gang med at forbinde ham. Han prøver selv at hjælpe til. Og besvimer.

Fem timer tidligere, om formiddagen 18. september 1995, er chefsergent Axel Schollert midt i en telefonsamtale med en ven hjemme i Danmark. Pludselig hører han en hvislende lyd i luften oppe over Camp Dannevirke - Hold 8’s stabskompagnis lejr, der ligger i udkanten af den lille by Dvor. Den ligger i et område, der hedder Krajina, tæt på grænsen til Bosnien.

»Det lød sgu som en artillerigranat«, siger Schollert, der er artillerist. Han og vennen fortsætter samtalen. Sekunder senere detonerer granaten ovre på den anden side af floden Una, der løber tæt forbi lejren og danner grænse mellem kroatisk og bosnisk-serbisk territorium. Og lidt efter hvisler det igen to gange hen over lejren.

»Ved du hvad«, siger Axel Schollert, »jeg skal lige finde ud af, hvad der foregår. Jeg ringer om lidt«.

Der skal gå 14 dage, før han får ringet tilbage.

Hold 8 har opholdt sig i Krajina i cirka en måned. I begyndelsen af august var den kroatiske hær rykket ind i Krajina og trængte den krajina-serbiske hær tilbage. Siden havde der været fredeligt i området. Så fredeligt, at det er blevet besluttet at flytte danskerne fra Krajina til Østslavonien. Siden har holdet været i fuld gang med at pakke sammen og afmontere bunkere og sikringsanlæg. Man er også holdt op med at køre spejderpatruljer, hvilket ellers har været fast rutine for at bevare overblikket over, hvad der foregår i området.

Det skal vise sig at være en uheldig disposition.

Fordi opgaven i Kroatien er en FN-mission, er de danske soldater underlagt stramme regler for, hvornår og hvordan man må forsvare sig. Man må kun skyde i selvforsvar og kun, hvis man 100 procent sikkert kan identificere, hvem der angriber. Hvilket selvsagt kan være problem, hvis man for eksempel bliver angrebet med langtrækkende artilleri.

Der befinder sig i alt 800 danske soldater i Krajina, fordelt på flere lejre. I Dvor er der cirka 180 mænd og kvinder. Men da granaterne begynder at hvisle hen over Camp Dannevirke, er der kun det halve antal i lejren. Resten af mandskabet er sendt ud på en lang gåtur. Eller Danbat-march, som det hedder.

På alle forsvarets missioner i udlandet afholder man fra tid til anden marcher - for at holde folk i gang og samtidig vise flaget. To dage i forvejen havde den ene halvdel af Hold 8 været ude for at gå de cirka 25 km med ti kilos oppakning. Mandag formiddag befinder anden halvdel sig så totalt ubeskyttet ude i terrænet, hvor alle typer af kroatiske skydevåben pludselig brager løs mod de bosnisk-serbiske linjer.

Der går et stykke tid, før serberne ovre på den anden side af Una-floden begynder at besvare ilden. Men da det sker, bliver Axel Schollert og de andre i lejren hurtigt klar over, at dette ikke bare er tilfældige skyderier. Det er regulær krig. Og stabsregimentet er fanget som en lus mellem to negle.

Også Jimmy Heüser er ude at marchere mandag fra tidlig morgen. Han har været udsendt til Balkan en gang tidligere og har derfor prøvet at gå Danbat-march før. Han går sammen med tre kollegaer, de har taget sig god tid, er sakket agterud i forhold til de andre marchdeltagere og danner bagtroppen. Pludselig møder de en meget lang kroatisk militærkolonne.

Det er tydeligt, at kroaterne er klar til krig. Soldaterne er malet med sløringsfarve i ansigtet, og de har det udtryk i øjnene, som soldater har, når de skal i kamp.

Kampklare soldater midt i et FN-område? Hva’ sker der lige her, tænker Jimmy Heüser.

De fire danskere er kun let bevæbnede. De er ikke decideret bange for kroaterne, men alligevel en smule nervøse for at skulle gå gennem flokken af flere hundrede soldater, der stirrer på dem.

Danskerne aftaler, at Jimmy skal skælde og smælde på dansk, mens de passerer. Og det virker. Kroaterne tør op og begynder at grine, og danskerne slipper igennem uden at blive generet.

Men hvad er det, der foregår?

Selv om Hold 8 i et par uger ikke har kørt egentlige spejderpatruljer, har de danske soldater alligevel bemærket, at noget har været i gære. Når de har bevæget sig rundt i området, er de stødt på masser af lastbiler og blokvogne med militære køretøjer, og flere steder har kroaterne været i gang med at grave stillinger. Danskerne har også noteret sig, at kroatiske militssoldater er blevet erstattet med regulære kampenheder. Og at der er blevet kørt broslagningsudstyr og pontoner frem mod floden Una.

Soldaterne har rapporteret til ledelsen, hvad de har set. Men tilbagemeldingen har været, at kroaterne blot har forberedt en øvelse, og der bliver derfor ikke taget særlige forholdsregler eller indført nogen form for alarmberedskab. Bedst illustreret ved, at chefen for Hold 8, oberst Jørn Jensen, rejser hjem til Danmark fredag 15. september og overlader kommandoen til sin næstkommanderende. Og at Hold 8 først lørdag og siden mandag tidligt om morgenen ved 6-tiden bliver kørt 25 km ud i landskabet. Ud blandt de kampklare kroater.

I løbet af formiddagen kan de marcherende danske soldater høre, at det begynder at buldre ude i det fjerne. Og inde i Camp Dannevirke i Dvor, hvor man sidder på første parket til den kroatiske beskydning af de serbiske stillinger ovre på den anden side af Una, går man i alarmberedskab. Folk får besked på ’at gå i hullerne’, man forsøger at komme i radiokontakt med soldaterne ude i terrænet, og lastbiler bliver sendt ud for at hente de marcherende soldater hjem i sikkerhed.

Da kroaterne angreb de bosniske serbere blev det filmet af danskerne i Camp Dannevirke. Da serberne skød igen, ramte mange af granaterne den danske lejr. Kilde: politiken.tv / Klip: Henrik Haupt

Eller sikkerhed er måske så meget sagt. For nu er serberne for alvor begyndt at besvare ilden.

Den 22-årige korporal Martin Petersen er cirka 11 km fra Camp Dannevirke, da han bliver samlet op af en lastbil. Da han og en flok kammerater kører ind i lejren, fløjter granaterne bogstavelig talt om ørene på dem. Et par mortérgranater slår ned foruroligende tæt på mændene, som hopper ned fra ladet og styrter ned i deres bunkere. Martin Petersen er ingeniørsoldat, så han løber ind i den ene af ingeniørernes to – den, der hedder Gul 2.

Martin Petersen ved godt, at når det begynder at brage løs, som tilfældet er her, har det høj prioritet at komme tilbage til ens lejr. Det er her, man kan forsvare sig, det er her, man bedst kan søge dækning. Men lige nu føles det at køre ind i lejren som at komme fra asken til ilden.

Granaterne falder over Camp Dannevirke i byger på cirka ti minutter, afbrudt af kortere eller længere pauser. Et par steder er kroatiske kampvogne kørt helt tæt på indhegningen rundt om den danske lejr. Derfra skyder de hen over danskerne over mod de serbiske stillinger. Martin Petersen kan mærke, hvordan Gul 2 ryster, hver gang den kampvogn, der er tættest på, fyrer løs.

Serberne forsøger samtidig at uskadeliggøre de kroatiske kampvogne. Og når de skyder efter dem, kan de ikke undgå at ramme den danske lejr. Desuden er flere af danskerne efterhånden helt sikre på, at det ikke kun er fejltræffere, der rammer Camp Dannevirke. Serberne skyder også direkte efter danskerne. Selv om lejren klart og tydeligt er markeret som en FN-lejr, med hvide køretøjer, FN’s logo og lyseblå flag overalt.

Dieseltanke bliver ramt og brænder, så en tyk, kvælende røg lægger sig over lejren. Køkkenet bliver ramt. Beboelsescontainere på stribe og lastbiler. Et stort telt bryder i brand.

Da danskerne efter nogle timer har talt omkring 350 granatnedslag i lejren, opgiver man at tælle videre.

Alt er kaos.

Jimmy Heüser ogde tre, han går sammen med, bliver efter et par timer samlet op af en spejderpatrulje og kørt til en depotlejr og derfra videre til Camp Dannevirke i en pansret mandskabsvogn. De har fået besked på, at lejren er under angreb, og at de skal gøre sig klar til kamp. De begynder at smøre deres geværer og taler om, hvor lidt kampudstyr de har med. Og hvor ubehageligt, det er at skulle i kamp med en lyseblå hjelm, der nærmest er selvlysende.

Da de når frem, og bagklappen går ned, får de besked på at skynde sig ned i bunkerne og afvente ordrer. Jimmy Heüser er, som Martin Petersen, ingeniørsoldat og løber ind i ingeniørernes anden bunker, Gul 1.

Pulsen er høj, men som minutterne går, og intet sker, begynder stemningen i bunkeren, hvor der sidder 15 mand, at blive lidt mere afslappet. Jimmy Heüser beroliger sig selv med, at når ikke de er blevet ramt, er det nok fordi, at hverken serberne eller kroaterne sigter efter dem. Nogle af de danske soldater begynder at rense deres våben.

Den her rider vi af, tænker Jimmy Heüser.

Efter en time får soldaterne i Gul 1 besked på at lægge sig ned. Den danske lejr bliver nu ramt af ikke kun mortérgranater, der så at sige drysser ned fra oven i en stejl bue, men også af såkaldt ’fladbaneild’ – altså granater affyret af kampvogne og kanoner. Alle lægger sig på briksene på nær to mand, Robin Bargholz og Michael Madsen. De har fået tjansen som beredskabsmænd og har til opgave at løbe ud og hjælpe, hvis der er andre bunkere, der bliver ramt. Så de to sidder på en bænk, der står op af bunkerens ydervæg.

Klokken 14.43 indtræffer katastrofen. Granaten rammer Gul 1. I den rapport, som efterfølgende bliver skrevet om træfferen og dens konsekvenser, står der:

»Et sådant projektil afgiver ikke mange, om nogen, splinter. Det virker alene ved sin kinetiske energi. Derimod har det ved sit anslag genereret et antal sekundære projektiler fra gruset i sækkene og fra stålbuen. Disse sekundære projektiler er blevet trukket med ind i anlægget, og jeg formoder, at det er disse sekundære projektiler, der har forårsaget skaderne på personellet (…)«.

Projektilet rammer bunkeren lige over de to beredskabsmænd. Ingen af dem bærer hjelm, og begge får voldsomme kvæstelser i hovedet. Michael Madsen dør efter kort tid, Robin Bargholz er livsfarligt såret.

Jimmy Heüser ligger på briksen lige over for de to. Projektilet passerer hen over ham i en afstand på cirka en meter. Han bliver ramt af et fragment i hovedet, en lunge klapper sammen på grund af lufttrykket, venstre arm bliver svært læderet, højre ben halvt revet af og hovedpulsåren revet over. Desuden bliver hans krop ramt af masser af små metalsplinter fra stålbuen.

Yderligere syv mand i Gul 1 bliver lettere såret.

Ovre i Gul 2-bunkeren bliver man hurtigt klar over, at nabobunkeren er ramt.

Der bliver råbt på flere sanitetstasker. Det må være alvorligt, når det ikke er nok med deres egne, tænker Martin Petersen. Lidt efter kommer den officer, som har været ovre med tasker, tilbage. Der er sårede derovre, siger han. Han nævner ikke hvor mange og hvor alvorligt, men mændene i Gul 2 kan godt fornemme, at det står slemt til. Også fordi at nogle af de sårede åbenbart skal evakueres med det samme – selv om lejren stadig er under heftig beskydning.

Lidt efter dukker de folk fra Gul 1, som ikke er blevet såret, op i Gul 2. Nogle af dem ser ud til at have det okay, konstaterer Martin Petersen, men er der er også nogle, som har det skidt. Rigtig skidt, endda. Martin Petersen overhører ingeniørsoldaternes chef give ordre til, at de psykisk hårdest ramte skal væk fra bunkeren. Moralen kan, vurderer chefen åbenbart, ikke holde til, at nogle af soldaterne bryder sammen for øjnene af resten.

En af de evakuerede er smurt ind i blod, fra fingerspidserne og langt op af armen. Martin Petersen kan ikke få øjnene fra ham. Lugten af blod, den søde jernagtige lugt, breder sig bunkeren. Nogen tager et par kartoner med vand og begynder at skylle mandens arme. Det ser ud som om, han har stået med armene nede i en spand fyldt med blod.

Det er noget lort, det her, tænker Martin Petersen. Det slipper vi sgu ikke levende fra.

På Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland sidder chefen for Kongens Artilleriregiment Jesper Helsø på sit kontor, da han får melding om, at den danske lejr i Dvor har været under angreb, og at folkene er gået i bunkerne. Kort tid efter hører han, at der er sårede. Og to omkomne: Michael Madsen og Robin Bargholz, som ikke har overlevet sine kvæstelser.

Det er Kongens Artilleriregiment, der er Hold 8’s ’opstillende regiment’, som det hedder. Og Jesper Helsø kender instruksen for regimentschefen, når den slags sker: Det er hans opgave at fortælle de pårørende, at deres søn eller datter er død.

Robin Bargholz kommer fra Glostrup. Hans forældre er skilt, og det er Robins far, der står som kontaktperson. At fortælle en far eller en mor, at deres søn er død i tjenesten er ikke en opgave, Jesper Helsø har prøvet før. Det er heller ikke noget, han er forberedt på. Godt nok er danske soldater fra tid til anden omkommet i FN-tjeneste, og det er ikke mere end få uger siden, at en soldat på det foregående hold i Kroatien blev dræbt af en kroatisk granat. Men det hører alligevel til sjældenhederne.

Så inden han begiver sig af sted, skriver han en dosmerseddel: Præsentation. Venlighed. Hvad er der sket? Og: Bliv der. Så længe, de vil have, du bliver der, noterer han. Og tænker:

Selv om du er i uniform, så kom som mennesket Jesper Helsø. Ikke som oberst Helsø.

Han har en officerskollega med til Glostrup, så de er to om at overbringe den forfærdelige nyhed.

De ringer på. Det er faren, der åbner døren. Jesper Helsø siger ikke noget, han står der bare.

»Åh nej«, siger Robin Bargholz’ far så.

»Jo«, svarer Jesper Helsø stille.

I løbet af natten mellem 18. og 19. september stilner kampene i Kroatien af. Men om morgenen begynder det hele forfra.

Det er ikke kun Camp Dannevirke ved Dvor, der bliver ramt. Også andre danske lejre i området tager træffere og melder om sårede.

Flere gange i løbet af det halvandet døgn, angrebene står på, identificerer danskerne, hvem der beskyder dem, og når de kan det, må de ifølge FN’s regler godt forsvare sig. På et tidspunkt kan man inde fra Camp Dannevirke klart og tydeligt udpege en serbisk luftværnskanon, som skyder direkte ind i lejren. En befalingsmand for et af de danske panserværnshold spørger lejrens leder om lov til at besvare ilden og nedkæmpe den serbiske kanon. Men fordi man ikke kan angribe serberne uden at skyde hen over nogle kroatiske soldater, som er på vej op mod den serbiske stilling, siger han nej.

Flere gange beder danskerne FN’s hovedkvarter i Zagreb om flystøtte. Danskerne udpeger med præcise koordinater blandt andet en bosnisk-serbisk kampvogn og flere mortérer, der skyder direkte mod de danske lejre. Men FN-bureaukratiet maler langsomt, og sigtbarheden når at blive så dårlig, at målene ikke længere kan ses præcist nok fra luften. Så til danskernes enorme frustration kommer der ingen hjælp fra FN.

Først hen på aftenen 19. september er beskydningen stilnet så meget af, at det efter den danske ledelses opfattelse er forsvarligt at evakuere lejrene. Evakueringen går planmæssigt, og efter halvandet døgn, hvor de danske soldater har frygtet for deres liv, kan de ånde lettet op. Men omkostningerne har været store: to dræbte og 14 sårede, heraf flere alvorligt. Desuden er omkring 30 soldater mere eller mindre brudt psykisk sammen.

Bataljonens chef, oberst Jørn Jensen, anmoder Hærens Operative Kommando hjemme i Danmark om, at der bliver sendt krisepsykologer ned til Kroatien. Onsdag 20. september ankommer to psykologer til Zagreb. De danske soldater er blevet evakueret til en by i den nordlige del af Krajina, hvor der er fredeligt. Men officielt er det et krigsområde, og de to psykologer nægter at rejse ind i et krigsområde. Så de danske soldater må tage til Zagreb, hvis de vil have psykologernes hjælp.

Som i øvrigt efter flere af soldaternes opfattelse ikke er ret meget værd. Psykologerne kender ikke det store til forsvaret og da slet ikke noget til, hvad det vil sige at have været udsat for noget så voldsomt, som Hold 8 har oplevet. Tre dage senere, om lørdagen, rejser psykologerne tilbage til Danmark, og et nyt hold psykologer bliver sendt til Kroatien.

Dagen efter bliver det besluttet, at de danske soldater, som har det værst, skal sendes hjem. Det sker i flere omgange, og det skal hurtigt vise sig, at lige så uforberedte, danskerne havde været på at blive angrebet i Kroatien, lige så uforberedt er forsvaret hjemme i Danmark på at tage imod traumatiserede soldater.

Et hold lander i Billund, hvor det bliver modtaget af en officer, som siger velkommen og derpå fortæller, hvor busserne holder parkeret. Og det er så det.

Bataljonen bliver spredt for alle vinde, og der går flere uger, før alle de hjemvendte får tilbudt psykologhjælp. To soldater begår selvmord inden for den første måned efter hjemkomsten. For dem kommer tilbuddet alt for sent.

Den dræbte Robin Bargholz’ søster Mia er stewardesse og bor i Ishøj med sin mand. 18. september om aftenen har hun besøg af en veninde, da telefonen ringer. Det er en af hendes fars venner.

Hun skal komme ind til Glostrup til sin far, siger vennen.

Nej, det har hun ikke tænkt sig, svarer Mia Bargholz, hun sidder og hygger sig med en veninde. Så hun skal ingen steder.

Farens ven insisterer. Mia Bargholz bliver ved med at nægte. Til sidst er han nødt til at fortælle den unge kvinde, hvad der er sket.

Det er ikke mere end tre uger siden, hun tog afsked med Robin på Flyvestation Værløse. Stemningen havde været helt afslappet. Bortset fra Mias mand syntes familien faktisk, at det var lidt skørt, han tog af sted. Men det var det, Robin ville. Han var minør, og det område, de skulle ned til, var hårdt plaget af miner. Så han ville ned og hjælpe. Han elskede kammeratskabet i forsvaret. Og selvfølgelig lå der også en god portion eventyrlyst bag hans beslutning.

At man som FN-soldat kunne risikere at ende midt i en krig, man kunne dø af, var ikke noget, nogen havde talt højt om.

Mia havde givet Robin en kasse med forskellige ting, han kunne få brug for i Kroatien, med. Lakrids og andre danske specialiteter. Notesblokke og kuglepenne, så han kunne skrive ned, hvad han oplevede. Nu får hun at vide, at han død.

Mia sætter sig ned på gulvet og skriger.

Robins mor Ena er på ferie på Kreta med sin mand, da hun får beskeden om sin søns død. Så der går det meste af et døgn, før familien er samlet i Glostrup.

23. september lander et af forsvarets Herkules-fly i Værløse med de to kister om bord. Dagen efter bliver familien Bargholz spurgt, om de vil se Robin.

Glem det, siger Mia, som både er meget impulsiv og meget talende. Det er for makabert, synes hun. Men der går ikke mere end en time, så ombestemmer hun sig. Selvfølgelig skal hun med ind på Retsmedicinsk Institut, hvor Robins lig ligger. Hun skifter mening, fordi hun simpelthen ikke kan tro, at det er hendes bror, der er død. Det kan ikke være ham, der ligger derinde. Hun bliver nødt til at se ham med sine egne øjne.

Først går hendes mor ind i kapellet sammen med sin mand og en præst, der har været sammen med familien de seneste dage. Da de kommer ud, går Mia og hendes far ind til Robin.

Dér ligger han. Med en stor bandage om hovedet. Og et lille plaster i panden. Mia kan ikke få øjnene fra det plaster. På en måde virker det helt surrealistisk. Robin er død af svære skader i hovedet, og så har han fået noget, der nærmest ligner et børneplaster, sat i panden.

Det er næsten tragikomisk, tænker Mia. Og det er, som om det plaster gør det ellers helt ubærlige i at stå ved siden af sin døde lillebror en lille smule nemmere at bære.

Kapitel II

Den hårdt sårede Jimmy Heüser var tæt på at dø af sine skader, men overlevede. Efter nogle dages behandling på først et dansk feltlazaret, så et amerikansk militærhospital og senere universitetshospitalet i Zagreb blev den bevidstløse dansker fløjet hjem og indlagt på Rigshospitalet.

I en periode blev han holdt kunstigt i koma. Jimmy Heüser ved ikke, hvor mange gange han blev opereret, mens han var i koma, men det var mange. Da han vågnede, lå han på intensiv afdeling og gennemgik i ugerne derefter endnu flere operationer. En måned efter, at han slog øjnene op, blev han udskrevet til en hverdag og et liv, som var forandret for altid.

Hjemmeplejen i København var ikke sen til at fortælle ham og hans kæreste, at man forventede, at parret selv sørgede for at skifte Jimmys forbindinger og rense hans sår. Efter en uge måtte kæresten på apoteket for at købe forbindinger.

Psykologhjælp fik han ikke noget af. Man havde behandlet hans fysiske skader, men hvad der foregik inde i hovedet … det måtte han selv rode med. Efter nogen tid begyndte han at få søvnproblemer. Og når han endelig faldt i søvn, havde han mareridt. Han prøvede flere gange at få bevilget psykologhjælp hos forsvaret, men fik afslag hver gang. Indtil sidste år. 19 år, syv måneder og tolv dage skulle der gå, før han fik tilbudt hjælp til at håndtere sine psykiske problemer. I dag er Jimmy Heüser diagnosticeret med Post-Traumatic Stress Dissorder (PTSD).

På trods af skaderne ville han gerne i gang med en eller anden form for arbejde. Kunne man mon finde et skånejob på kasernen? spurgte han sin arbejdsgiver. Det kunne man ikke. Og i 1997, halvandet år efter begivenhederne i Kroatien, blev Jimmy Heüser afskediget fra forsvaret.

»Før vi tog af sted, havde forsvaret aldrig fortalt os, at det ville ske, hvis vi blev alvorligt såret«, siger Jimmy Heüser i dag.

Vi sidder i køkkenet i den Frederiksberg-lejlighed, hvor han nu bor med sin datter og kone - den samme kvinde, der tog afsked med den unge Jimmy, da han rejste til Kroatien i 1995, og som han blev gift med i 2000.

»Så sad jeg der, på kontanthjælp i Nordvest. Som invalid i kløerne på kommunen«, siger han.

I 1999 tildelte Frederiksberg Kommune ham mellemste førtidspension. At han ikke fik den højeste skyldtes, at hans tab af arbejdsevne kun blev fastsat til 65 procent. To år efter bedømte Arbejdsskadestyrelsen arbejdsevnetabet til 80 procent, og siden har Jimmy Heüser forsøgt at få ændret sin pension til den højeste sats. Men først Frederiksberg Kommune og siden Ankestyrelsen har afvist ham med henvisning til, at der – uagtet Arbejdsskadestyrelsens vurdering i 2001 og uagtet at han nu også har fået konstateret PTSD - ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen. Jimmy Heüser vil gerne lægge sag an mod kommunen, men han opfylder ikke betingelserne for at få bevilget fri proces, og han har ikke råd til selv at betale for at føre sagen.

»Jeg er vred over meget af den behandling, jeg har fået. For eksempel at jeg så hurtigt blev udskibet til det civile. Man kunne godt have forsøgt at finde noget arbejde til mig i forsvaret«, siger han.

I 2001 var Jimmy Heüser med til at stifte Kammeratstøtteordningen – en græsrodsbevægelse og et netværk, som hjælper danske soldater, der har gjort tjeneste i udlandet. I dag er han formand for Veteranvagten, en anden ngo, som også arbejder for at forbedre forholdene for veteraner.

Og behandlingen af veteraner er med tiden blevet bedre, konstaterer Jimmy Heüser. Erstatningerne for sårede er steget, og der er bedre tilbud til veteraner med PTSD end dengang, Hold 8 kom hjem og kun fik tilbudt sporadisk psykologbistand – hvis de overhovedet fik tilbuddet.

Men det harmer ham, at han, som fysisk blev så hårdt såret, har fået meget mindre i erstatning end de, som har fået konstateret psykiske skader.

Og selv om han nu har fået det bedre, har det, der skete 18. september for 20 år siden, ikke sluppet ham. Hverken fysisk eller psykisk.

»Jeg har stadig mareridt. Og det er altid det samme: Jeg får en medalje af en serbisk general for at have slået mig selv ihjel. Eller også beskyder jeg som serbisk soldat bunkeren for at slå mig selv og mine kollegaer ihjel. Det hænger slet ikke sammen. Men det er jo det åndssvage ved mareridt«.

I 2012 udgav Center for Selvmordsforskning en rapport om selvmordstanker og selvmordsadfærd blandt tidligere udsendte danske soldater. En af rapportens hovedkonklusioner var, at der ikke har været flere selvmord blandt alle tidligere udsendte end i befolkningen som helhed. Men FN-missionerne i Kroatien skiller sig ud. Rapporten forklarer det blandt andet med, at mange af soldaterne på de hold, der oplevede de etniske udrensninger og de voldsomme overgreb mod civilbefolkningen i Kroatien og Bosnien i årene fra 1992 - 1995, følte en meget stor afmagt.

FN-mandatet tillod i mange situationer ikke, at soldaterne blandede sig i kamphandlingerne – heller ikke, når der blev begået krigsforbrydelser mod civilbefolkningen. Og fornemmelsen af magtesløshed er på Hold 8 helt sikkert blevet forstærket af, soldaterne heller ikke fik lov til at forsvare sig, da de blev direkte beskudt af det serbiske militær. Havde de fået lov til det, kunne det måske have forhindret, at deres to kammerater mistede livet.

Jesper Helsø, dengang regimentschef for Hold 8’s opstillende regiment, Kongens Artilleriregiment, havde selv fornemmet magtesløsheden. I første halvdel af 1995 var han FN’s chef i Bihac-området, og der oplevede han flere gange, hvordan resultaterne af de etniske udrensninger, de store flygtningekaravaner, blev beskudt, og kvinder, børn og gamle blev slået ihjel.

I dag er Jesper Helsø pensioneret efter en karriere i forsvaret som blandt andet chef for Hærens Operative Kommando, Forsvarsstaben og til sidst som Forsvarschef. Om sine oplevelser i Bihac siger han:

»Det gik op for mig, at der var noget i gang, som ikke helt stemte med det humanitære mandat, FN var sendt til Balkan med. Det var ikke en ’hvide biler’-operation«, siger han med henvisning til, at alle FN’s køretøjer var malet hvide.

»Og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var lykkelig for at komme ud af Bihac efter det, jeg havde oplevet og rapporteret om«.

Efter at have overbragt den sørgelige nyhed var Jesper Helsø meget sammen med Robin Bargholz’ familie i dagene frem til begravelsen. Da den var overstået, begyndte Hold 8 at komme til Danmark – i spredt fægtning. Og modtagelsen af soldaterne var, mener Jesper Helsø i dag, elendig.

»Den måde, vi tog det kompagni hjem på … den var ikke engang til 03. Den var til 00«, siger han.

Soldaterne opholdt sig i kort tid på Sjælsmark Kaserne, de afleverede deres udstyr, fik et par småbriefinger om efterreaktioner, blev spurgt om der var nogen, der havde brug for at tale med en læge og så ellers farvel og tak. Frem til 2009 begik i alt fem soldater fra Hold 8 selvmord.

»Men for pokker, vi vidste jo ikke bedre. Og i dag har forsvaret heldigvis fået rettet rigtig meget op på det. I dag vil jeg mene, at modtagelsen af soldater, der har været udsendt, er til et 11-tal«, siger Jesper Helsø.

Oplevelserne i Bihac og med Hold 8 prægede for altid hans holdning til den danske indsats på internationale missioner.

»FN spillede fallit på Balkan. Srebrenica. Sarajevo. Tuzla. Bihac … FN spillede fallit. Det er det, vi skal huske«.

For det er ikke nok bare at sige, at soldaterne skal kunne forsvare sig selv, mener Jesper Helsø.

»Selv under en humanitær operation kan man komme til at skulle virke som fuldt professionel kampsoldat. Allerede, da man sendte den første bataljon af sted til Bosnien nogle måneder efter Hold 8's oplevelser, i januar 1996, var mandatet skarpere. Blandt andet blev der nu opstillet tungt artilleri i lejrene, og soldaterne var bedre uddannet og udrustet«.

De fordele havde Hold 8 og deres forgængere i Kroatien ikke. Det betalte soldaterne en høj pris for. Og betaler den dag i dag.

»Der er flere med PTSD blandt Balkan-veteranerne end blandt andre udsendte. Og der går stadig her 20 år efter nogle af dem rundt med PTSD, som venter på at få deres sag afgjort ved Arbejdsskadestyrelsen«, siger Jesper Helsø.

For nogle år siden afholdt Garderforeningen i anledning af FN-dagen et arrangement i Silkeborg. Taleren, en højtstående dansk officer, havde i andet halvår af 1995 været udstationeret ved FN’s hovedkvarter i New York.

Aha, tænkte Axel Schollert og Martin Petersen, der i dag begge bor i Silkeborg-området, det var da interessant. Så da der efter foredraget var mulighed for at stille spørgsmål, spurgte de, om ikke taleren kunne fortælle lidt om, hvad der egentlig skete i FN-hovedkvarteret den dag, de danske FN-soldater i Krajina blev angrebet og to mand slået ihjel.

Ingenting, svarede officeren. Jo, der blev holdt morgensamling, hvor man blev orienteret om, at danskerne var under angreb.

Og hva’ skete der så? ville de to forbløffede veteraner fra Dvor vide.

Ja, så gik man ud på sine kontorer, svarede officeren.

»Vi kiggede på hinanden. Og så forstod vi, hvorfor den flystøtte aldrig kom«, siger Axel Schollert.

»Ja«, siger Martin Petersen, »man kunne næsten høre det for sig: 'Skål. Og skal vi så se at komme videre'. Det var underligt«.

De to ser hinanden og andre veteraner hver anden uge, når de mødes i fællesskabet ’Bag krigens ansigter’ – et uformelt netværk af tidligere soldater og pårørende, hvis formål er at hjælpe veteraner med blandt andet psykiske problemer.

Forskellige undersøgelser har anslået, at ti procent af soldaterne på et hold som Hold 8 får diagnosen PTSD.

»Men jeg er bange for, at det ikke kan gøre det«, siger Martin Petersen, som er gift, har to børn og arbejder som fængselsbetjent. »De ti procent er måske dem, som har fået hjælp af det psykiatriske system. Men der er også en del, tror jeg, som stadig holder det for sig selv«.

Han er selv psykisk ramt, men i relativ mild grad. Han er plaget af angstanfald, og det skal der nu ’kigges på’, har han besluttet.

»Du kan jo se på mig, hvor bevæget jeg bliver, når jeg fortæller om det, der skete i Dvor. Men jeg er også sikker på, at os, der ikke røg tilbage til Danmark lige med det samme, er sluppet nemmere igennem det, fordi vi i dagene efter havde hinanden at tale med. Det har reddet mange. I modsætning til dem, som blev sendt hurtigt hjem, og som ikke havde nogen at tale med - de sårede, dem, der var brudt sammen, og dem, der skulle bære kisterne. Det er dem, der har haft det sværest, tror jeg«.

Axel Schollert, der blev pensioneret i 2007 som 60-årig, tænker tit på begivenhederne dengang. Men han har aldrig haft psykiske problemer, som har været behandlingskrævende. Hvilket også han tilskriver, at han har haft mulighed for at tale med især sine gamle kollegaer om sine oplevelser. Til gengæld har han tit undret sig over, hvor lidt forsvaret fra officielt hold har interesseret sig for, hvordan det er gået soldaterne fra Hold 8.

»Første gang, jeg hørte fra forsvaret om det her, var i marts 2007, hvor jeg fik at vide, at jeg kunne ringe og få en samtale med en psykolog, hvis jeg havde brug for det. Og det var jo immervæk nogle år efter«.

Både han og Martin Petersen mødes hvert år 18. september med flere kollegaer fra Hold 8 på Skive Kaserne, hvor en del af ingeniørsoldaterne hørte hjemme.

»Det gælder for alle missioner, der har haft tab, at der er et behov for at mødes. Hvor det er helt i orden, at man græder. Og hvor det er lige så meget i orden, at man griner«, siger Axel Scollert, som medgiver, at forsvaret i dag er blevet meget dygtigere og meget bedre end dengang til at tage sig af dem, der har været udstationeret, og som har haft voldsomme oplevelser.

»Men dengang hvervede man nogle unge mennesker til at gå i krig - skriv under her - og så tog man sig ikke af dem bagefter. Man gjorde ingenting«.

Det er en lille ting, nærmest en bagatel. Men den plager stadig en gang imellem Robins mor Ena Bargholz:

»I alle årene, når Robin skulle et eller andet, sage jeg altid til ham, at hvis han kom galt af sted, så fik han en røvfuld. Han er altid kommet hel hjem, når jeg har sagt det. Men jeg fik ikke sagt det til ham, da han tog af sted til Kroatien«.

Nogen tid efter, at Robin var død, fik Ena Bargholz besøg af en psykolog fra forsvaret, som ville høre, om hun havde brug for hjælp. Det syntes Ena Bargholz ikke, at hun havde.

»På det tidspunkt var jeg bare så vred på Robin. Virkelig gal. Over at han var død fra mig«.

Psykologen gav Ena Bargholz sit kort og sagde, at hun bare kunne ringe, hvis hun fik brug for hjælp. Det gjorde hun små to år senere. I forbindelse med sit arbejde var hun på et kursus, der blandt andet berørte, hvordan man håndterer sorg. Og så brød Ena Bargholz fuldstændig sammen.

»Da jeg kom hjem, ringede min mand til psykologen. Hun kom med det samme, og jeg gik hos hende i halvandet år. Der skulle åbenbart gå den tid, inden jeg gav mig selv lov til at sørge«.

Ena Bargholz har altid politisk været modstander af, at danske soldater skal kæmpe i andre lande og dø der.

»Og så er det netop det, der sker for min søn«.

Robins søster Mia Bargholz har aldrig følt behov for at tale med psykologer om tabet af sin bror. Hun var heller ikke vred på Robin som sin mor. Til gengæld har hun følt en stor vrede mod det system, der havde ansvaret for soldaterne.

»Det der med, at det var FN, og at de ikke måtte skyde igen og bare skulle gå i bunkerne … og den manglende flystøtte … det gjorde mig vred. Det var ikke noget, vi fra begyndelsen fik noget at vide om af forsvaret. Men vi har fundet ud af hen ad vejen ved at tale med soldaterne«, siger hun.

20 år efter Robins død har familien lært at leve med tabet. Men der er stadig ting, der rammer hårdt. For eksempel når tanken om, at om to år er det længere siden, Robin døde, end han nåede at leve, melder sig.

»Da han havde været død i syv år, kollapsede jeg totalt ved juletid. Hvorfor det lige netop skete der? Det ved jeg ikke«, siger Mia Bargholz. »Og for nogle år siden, da mindesmærket på Kastellet over de faldne soldater var blevet indviet, nævnte dronningen det i sin nytårstale. På den ene side var jeg stolt over, at Robins navn stod på mindestenen. På den anden side ramte det, så jeg måtte ud på toilettet og tørre øjnene«.

Mia Bargholz smiler.

»Og lægge ny makeup«.

Publiceret 25. oktober 2015

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce