De to mænd står bøjet over pastadejen iført kokkeuniform og smalstribet forklæde. Med sikker hånd trykker de forsigtigt kanten af raviolien med tommelfingeren og dypper indimellem fingerspidserne i en skål vand.
»Kommer du over i aften«, spørger den ene.
Han opruller hele menuen, blandt andet thaikarry, kammuslinger, lam og bagte grøntsager. Og så opremser han vennernes navne. Et godt hold, forstår vi.
»Jeg har taget mit gamle bordfodbold frem, mate«, siger han.
Et par gule våde karklude bliver slynget, og de to går overstadigt til angreb på hinanden med rutinerede svirp. De er unge, kåde og ubekymrede, skal vi forstå. Og de har det vildt sjovt. Da de forlader restauranten, har de lagt deres uniform, og den ene får et lille knytnæveslag på skulderen.
»Kom over, så hurtigt du kan«.
Scenen er fra første sæson af BBC’s madlavningsserie ’The Naked Chef’ fra 1999, der katapulterede den ene af de to unge englændere, Jamie Oliver, mod international berømmelse. Og den repræsenterer et paradigmeskift i europæisk kønskultur. Det mener Jonatan Leer fra Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet, der i dag stiller op til pre-defence af sin ph.d.-afhandling ’Ma(d)skulinitet – maskulinitet i moderne europæisk mediemad’.
For jo, nok har der været mandlige tv-kokke siden fjernsynets ungdom. Men her kunne seerne opleve enten en mand iført kokketøjet eller levemanden, le gourmand, der docerede til kameraet i tv-studiet. Med Jamie Olivers indtog i populærkulturen udfoldede madprogrammet sig i stedet som en social scene, hvor han nu lavede mad til sine gæster. Og programmet kom til at handle om noget ganske andet.
»Madlavning blev mandelavning«, siger Jonatan Leer.
Han forklarer:
»Jamie Oliver lignede et medlem fra rockgruppen Oasis. Han smed netop uniformen i begyndelsen af programmet og lavede rigtig drengerøvsmad til sine venner fra Essex eller sin onkel Allens børn. Han overtog de klassiske kvindelige omsorgsroller, og madprogrammet blev et sted, hvor man kunne udleve nye maskuline idealer«.
Kvinderne tilbage i køkkenet
Tv-kokken Jamie Oliver åbnede ifølge forskeren for utraditionelle måder at være mand på i ’The Naked Chef’. Men der gik ikke mange år, før man kunne høre hans skotske kollega Gordon Ramsay råbe fuck mod fornyelsen. Han tonede frem på skærmen i 2004 i Channel 4’s ’Ramsay's Kitchen Nightmares’, hvor han i hvert afsnit besøgte en nedtursramt restaurant og fik banket disciplin ind i restauratøren – iført sin hvide dobbeltradede kokkejakke. Gordon Ramsay havde sat sig for at geninstallere traditionen.
»Han repræsenterer både en traditionel måde at lave mad på og nogle traditionelle maskuline værdier. Det, han kræver, er et tydeligt hierarki i køkkenet, og at ordenen bliver genoprettet«, siger Jonatan Leer.
Siden har Gordon Ramsay optrådt i nye programformater, men kønsprojektet bliver ved med at være det samme. I programserien ’The F Word’, der begyndte i 2005 og kører på femte sæson i England, har Gordon Ramsay arbejdet med en ’Få kvinderne tilbage til køkkenet’-kampagne. Her fremstiller han sig selv som en social entreprenør, der blandt andet forsøger at forbedre to enlige kvinders situation ved at lære dem at lave mad.
»Gordon Ramsay ser det som en måde at genoprette orden også uden for restaurantkøkkenet, hvor kvinderne i samfundet, som han ville sige det, skal tilbage til deres ’naturlige’ rolle. Jeg mener, at han revitaliserer nogle arkaiske former for maskulinitet«.
Tabermand på stenalderkost
Den bidske Gordon Ramsay er måske nok den mest ekstreme af de europæiske tv-kokke, der gør madlavningen til et traditionelt kønsprojekt. Men han er langtfra den eneste, mener Jonatan Leer. Kokkenes indtog i populærkulturen skal, ifølge forskeren, ses i sammenhæng med begrebet tabermand, og at maskuliniteten har været beskrevet som i en krisetilstand.
»Der er stor forskel på en Jamie Oliver, en Gordon Ramsay, en Claus Meyer og brødrene Price. De giver os deres individuelle bud på, hvordan madlavning kan bruges til at lege med og forhandle maskulinitet«.
En dansk ekstrem er, ifølge Jonatan Leer, mediekokken Thomas Rode, der har været med til at udbrede stenalderkosten her i landet.
»Stenalderkosten, mener jeg, er et ideologisk projekt om at restaurere en meget stereotyp maskulinitet, hvor man dyrker den muskuløse mandekrop igennem hård motion og en kost, som man hævder, er autentisk«, siger Jonatan Leer.
Men, understreger forskeren, arkæologiske udgravninger af stenaldermenneskets bopladser viser, at deres diæt var langt mere rig på kulhydrat, end den moderne version af stenalderkosten prædiker.
Også den dansk mediekok Claus Meyer, der har præget dansk madkultur siden begyndelsen af 1990’erne, repræsenterer, ifølge Jonatan Leer, i dag et ønske om at vende tilbage til en førmoderne tidsalder. Det ser han i Claus Meyers nye nordiske køkken, hvor buletang, ramsløgsmayo, skvalderkålspesto kan læses som en reaktion på globaliseringen. Nu skal jorden og manden være i balance.
»I Claus Meyers nye nordiske køkken taler han om ’den nordiske orden’ og om at gå tilbage til jorden. Det, mener han, skal ske igennem maden. Samtidig er der ingen kvinder i det nye nordiske køkken. Dem, der repræsenterer bevægelsen, er mænd, og det er dem, der fremstilles som ordensgenoprettere«, siger Jonatan Leer.
Og han nævner forsiden af Time Magazine i marts 2012, hvor René Redzepi fra restaurant Noma iført sweater og vindblæst hår sad på knæ, så det så ud, som om han nærmest blev skudt op af den danske muld.
Price-brødrenes flugt
Mediekokkenes leg med fortidens mandeidealer har, mener Jonatan Leer, flere forskellige repræsentanter her i landet. Også brødrene Price har i DR’s ’Spise med Price’ optrådt som traditionsdyrkere.
»Mens Jamie Oliver havde nye venner på besøg og scorede point på den sociale scene, forsøger brødrene Price at flygte fra den sociale scene til et sommerhus, hvor der næsten aldrig kommer gæster. Her skaber de en form for homosocial legestue (en legestue forbeholdt mænd, red.), hvor de leger med familiemyterne og deres afdøde far, hans gryder og suppeopskrifter får en plads«, siger Jonatan Leer. Han forklarer:
»De bruger madlavningen til at flygte fra den nære familie og det sociale og praktiske liv og skaber et fantasirum, hvor nostalgi spiller en rolle«.
Du mener ligefrem, at der er tale om en psykologisk regression på tv?
»Ja, men det er mere komplekst. Der er behov for at skabe et maskulint frirum, og det kan tolkes, som om det frirum ikke findes i det normale liv. Det er et sted, hvor der skal kompenseres for alt det, man skal forholde sig til i hverdagsfamilien, hvor det er børnene og pligterne, det handler om«.
Jamie Oliver som reaktionær
Tilbage står drengen ved fodboldbordet, den unge Jamie Oliver, som den eneste, der brugte tv-genren til at forhandle sig frem til en ny maskulinitet. Men det er ikke her, den voksne mand Jamie Oliver står i dag. Og det er Jonatan Leers pointe:
»Hos Jamie Oliver handler det nu om en klassisk maskulinitet«.
I madprogramserierne, der er produceret de senere år, kaster Jamie Oliver sig oftere over sociale projekter og giver sig selv rollen som social entreprenør. Det ser man især i Channel 4-serien ’Jamie's Ministry of Food’ fra 2008, hvor han tager til den kriseramte nordengelske by Rotherham i South Yorkshire, der har rekord i fedme. Ligesom The Ministry of Food under Anden Verdenskrig gav husmødrene gode råd om madlavning, giver Jamie Oliver nu socialt belastede kvinder gode råd.
»I den serie bruger han madlavning til at disciplinere folk og forsøger at reetablere traditionelle kønsroller og bygger videre på historien om, at kvinderne ikke længere kender deres plads«, siger Jonatan Leer.
I et afsnit besøger Jamie Oliver en fattig familie, hvor moderen for tredje gang på en uge serverer takeaway, og børnene sidder i stuen på gulvet foran fladskærmen. Forskeren fortsætter:
»Jamie Oliver konfronterer moren, og fedmen bliver fremlagt som et moralsk problem og tegn på en større krise: Familien hænger ikke sammen, fordi kvinden ikke tager forsørgerrollen på sig, lyder præmissen«.
Mandens passive rolle i familien bliver derimod ikke problematiseret, forklarer Jonatan Leer: »Det bliver Jamie Oliver, der kommer på besøg og tilbyder en moralsk genoprustning og giver den gode mad tilbage, som kan løse deres sundhedsmæssige problem«.
Du ser bevægelsen mod de traditionelle kønsroller som større tendens. Hvad handler den om?
»Jeg mener, at der er stor forskel på 1990’erne, hvor man kiggede ud i verden, og i dag. Dengang var der en tro på, at vi havde alle muligheder til at forhandle vores individuelle identitet. Det har vi ikke længere«.
11. september 2001 markerede slutningen på det sorgløse årti, mener Jonatan Leer. Siden fulgte både økonomisk og kulturel krise.
»Man ser det i de store identitetsdebatter i Europa, der føler sig under pres. I Danmark har vi haft værdidebatten og kulturkanondebatten, der satte fokus på, hvad der var rigtig dansk. Den kulturelle krise betyder, at der er en usikkerhed om identiteten og en interesse for at redefinere os selv. I Europa kigger vi indad og søger mod gamle dyder, hvor mad hjælper med at genoprette orden. Vi dyrker mormormaden og Madmen-look. Vi er vendt tilbage til nogle traditionelle strukturer og til en fortælling om, at det var bedre førhen«.
Du mener, at Jamie Oliver er blevet mere reaktionær, og at det skyldes tidsånden. Kan det ikke bare skyldes, at han er blevet småborgerlig med alderen?
»Jo, det kan det sagtens«, siger forskeren og ler: »Men jeg vil mene, at han har fulgt kulturens udvikling fra at være eksperimenterende og legende til at være reaktionær og bekymret. Han er en individuel mand. Men han er også udtryk for en kulturel tendens«.
Madmænd
Køkkenet er et værksted. Og køkkenudstyr er værktøjet. Det mener de fire mænd bag den mest læste danske madblog til mænd, Gastromand.dk - fra venstre Klaus Kjeldsen, Mads Schytte, Anders Damm og Brian Lambæk Hansen.
»Det er fedt med noget udstyr, der kan skyde med ild og røg og har et display, man kan trykke på«, siger Anders Damm.
Inspirationen til Gastromand er universet i den amerikanske tv-serie 'Mad Men', der tager sin begyndelse i de tidlige 1960'ere. »Sofistikerede drengerøve«, kalder han seriens mandlige hovedpersoner:
»I stedet for at drikke bajere og se fodbold, drikker de Old Fashions og ryger cigarer. Når chancen byder sig, bruger vi også jakkesættet til at dresse op«, siger Anders Damm.
Holdet bag Gastromand, der havde over 175.000 unikke besøgende i november, mener ikke, at de er blevet skubbet ud i et feminint rum, men at de har erobret køkkenet på maskuline præmisser.
»Bliver der flamberet noget i køkkenet skal du se mændene flokkes derud. Det er ildens tiltrækningskraft. Cupcakes, det nægter vi. Jeg forbinder dem med nuttede piger i pyjamas«, siger Anders Damm.
Det siger andre bloggere
»Da Jamie Oliver tonede frem på skærmen i 1990’erne, blev jeg fanget af den stemning, han skabte, hvor vennerne væltede ind til kongemad. Den stemning ville jeg gerne selv skabe ... Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og deres placering i høje stillinger, som førhen blev domineret af manden, har nok presset os til at gå til kødgryderne. Og så kan vi lige så godt konkurrere og gøre det rockstjerneagtigt«.
Thomas Farsinsen, Manden bag bloggen Madfar.dk
»Når jeg surfer rundt mellem andre blogs af mænd, kan jeg se, at vi har et fællesskab. Vi går efter tunge madretter og ser i højere grad madlavning som en udfordring og går op i udstyret ... Hele kageverdenen … jeg skriver ikke om den! Ved tebirkes sætter jeg grænsen. Tebirkes er det tætteste på kage, jeg nogensinde kommer på at lave«.
Søren Hartvig, manden bag bloggen Gourmand.dk
Publiceret 16. december 2013
