Min drøm er at lave mere i Danmark
Navn:Bjarke Ingels, 39 år, stifter af BIG (Bjarke Ingels Group) Begivenheder: BIG ryger 3. december 2013 op på tredjepladsen på World Architecture 100-liste over ’de mest beundrede’ blandt andre arkitektfirmaer i verden (nummer 1 er Norman Foster). Blandt andet takket være projekter som Amagerforbrændingen og dens »pr-venlige« skibakke. BIG vinder projekter i hele verden, heriblandt et museum i Frankrig og Brooklyn Bridge Park i New York. BIG’s største tekniske triumf i Danmark, Søfartsmuseet i Helsingør, åbner og får topanmeldelser – »en genistreg«, skriver Politiken. Bliver i maj anklaget for at kopiere andres værker i en serie artikler i Jyllands-Posten.
Egentlig har det været et ret godt år, synes jeg. Paradoksalt nok går det godt for os stort set alle andre steder end i Danmark. Vi har fået en del store opgaver i Frankrig, og senest har vi vundet et museum for menneskekroppen i Montpellier. Vi kan ikke rigtig komme med til noget som helst i Danmark. Jeg ved ikke hvorfor. Det er et mysterium. Det ærgrer mig, for det er bare sjovt at bygge der, hvor man er fra, og jeg er født og opvokset i København.
Sheela, vores direktør, spørger også, hvorfor vores tegnestue skal ligge i København, hvis alle vores opgaver ligger alle mulige andre steder. Det er jo kun, fordi mine forældre bor her, og det er her, vi tilfældigvis er fra. Forretningsmæssigt giver det ikke så meget mening. Men hvis der var noget, jeg godt kunne tænke mig, var det at lave noget mere i Danmark. Jeg har ikke givet op.
Inden der går for meget tuderi i det, så har vi nogle projekter i Danmark. Et af årets highlights var at vinde Legos nye oplevelseshus i Billund. BIG har en legende tilgang til tingene, så jeg synes, det lå i vores skæbne. Så da Lego inviterede os til konkurrencen, holdt jeg en peptalk for teamet og sagde, hvis BIG var blevet åbnet med henblik på at realisere bare ét projekt, så var det det her! Det skulle vindes.
Hvis du spørger om det mest irriterende rent mediemæssigt, så var det Jyllands-Postens historier, hvor de anklagede mig og BIG for at lave plagiater. Det var i høj grad drevet af nogle tidligere medarbejdere, der havde ondt i røven, måske i skuffelse over deres manglende bedrifter på egen hånd. For er der noget, vi ikke gør, er det det.
Det var ikke rart at opleve et så ensporet og skævvinklet, så systematisk og usandfærdigt take down-forsøg. Hvor man overhovedet ikke havde chance for at komme ordentlig til orde. De fleste sagde, at jeg skulle droppe det. Men det var umuligt for mig at lukke munden, for jeg kunne ikke have, at der stod alle mulige ting uimodsagt. Og så må jeg sige, at det var fedt at mærke den opbakning, vi også fik fra nær og fjern – ikke mindst fra Politikens arkitekturanmelder, som efterlyste arkitekturanmeldere, som vidste, hvad de skrev om – med direkte adresse til historierne i Jyllands-Posten.
Den største oplevelse var helt klart at bygge Søfartsmuseet i Helsingør færdig. Jeg var 31, da vi fik oplægget til konkurrencen, og jeg var 39, da vi åbnede det. Det er også sjovt, fordi det er første gang, vi laver et kulturbyggeri herhjemme. Ellers er en stor del af det, der har skabt vores navn, nogle forholdsvis billigere boliger på Amager – VM-husene, Bjerget og 8tallet. De er lavet med bittesmå margener og med de billigste materialer, fordi det var det, der var budget til. Dem har vi vundet hæder og ære for, som om de var kulturbyggerier, og derfor er de også blevet sammenlignet med byggerier med anlægsbudgetter, der er fem gange større, end vi havde pr. kvadratmeter. Jeg har oplevet 8tallet blive sammenlignet med hovedsædet for en bank og hørt folk harcelere over, hvor er alt kobberet, og hvor er den in situ-støbte beton. Det giver jo ingen mening.
Men med Søfartsmuseet havde vi en langt større palet af virkemidler og vi kunne virkelig gennemgejle det. Selvfølgelig måtte vi give køb på nogle ting. Sådan er det ofte som arkitekt. Man oplever processen som en lang forfærdelig kamp, hvor man synes, man taber utrolig mange slag, og at det er ét langt kompromis, og til sidst kan du nærmest ikke holde ud at se på det lort, for du kan kun få øje på de ting, der ikke er, som de skal være.
Men så blev gulvet fejet og vinduerne pudset, og der blev tændt for udstillingerne. Der stod det og så pissegodt ud. Pludselig kunne selv jeg ikke få øje på nogen problemer. Hendes Majestæt indviede det med en rigtig fed tale og endte med at slå på madgongongen fra messen i skibet ’Jutlandia’ og sige »Så er museet serveret!«. Det er derfor, vi gør det – at opleve, når noget går fra alle modellerne og tegningerne og bliver til virkelighed.
Jeg har nu boet tre år i New York. Det er fantastisk. Men systemet er meget bøvlet. Min kæreste har netop fået lov til at flytte hertil efter et års kamp med myndighederne. I modsætning til, hvad man hører, er det faktisk overkommeligt at få opholdstilladelse til udlændinge i Danmark. Det er 100 gange mere bøvlet i USA. Vi har måttet omrokere 4-5 medarbejdere til Danmark, fordi de ikke kunne få forlænget deres opholdstilladelse i New York. Men kulturelt er amerikanerne jo helt sindssygt imødekommende og hurtige til at acceptere dig. Din nationalbaggrund anses mere som end form for flavour. De siger »oh, I’m also Danish«, bare fordi deres tipoldefar kom fra Danmark. Da museumskomplekset The Smithsonian i Washington annoncerede, at de havde valgt os til at lave deres masterplan, refererede de til mig som ’Danish born’ – danskfødte – ’Bjarke Ingels’. På det tidspunkt havde jeg boet der i to år! Det kan man lære noget af.
Man skal helt ned og kysse jorden i ydmyghed
Navn: Francis Cardenau, køkkenchef, 56 år. Navn:Jesper Boelskifte, sommelier, 42 år. Sammen med fire andre er de medejere af bøfkæden Mash og restauranterne Le Sommelier og Umami. Francis Cardenau har været primus motor bag Mash’s danske oksekød. Jesper Boelskifte er administrerende direktør for gruppen bag restauranterne. Begivenheder: Mash Steakhouse på Regent Street i London får prisen ’London Restaurant of the Year 2013’ i konkurrencen London Lifestyle Awards. Den har kun været åbnet i 10 måneder. Le Sommeliers aflægger i Københavns Lufthavn i Kastrup får prisen for bedste lufthavnsrestaurant i 2013.
Boelskifte: Vi gik ind i året uden at ane, hvordan det ville gå, og hvad vi skulle forvente. Opstarten af Mash i London var gået okay. Men i januar vågnede vi op til hverdagen. Der er nogle meget markerede sæsoner i London, mere end herhjemme, og januar er lavsæson. Vi dykkede big time i antal besøg – med 60 procent! Så tænker man jo ’shit, hvad er det, der sker, hvad har vi gang i’.
Men vi har jo haft de lange briller på fra starten af og vidste godt, at det ville være svært. Vi har aldrig været i tvivl om Mash, det konceptuelle og om, hvorvidt vi kunne performe. Vi leverer en service, som du sjældent finder i London – der er mange lækre, dyre steder fyldt med glitter and a lot of fancy stuff, men dårlig service og dårlig mad. Men vi viste ikke, hvordan det londonske marked ville tage imod os. Det er så anderledes mentalt og mediemæssigt.
Problemet var, at forretningen i London skulle være en succes. Vi kunne have sneget os under radaren, hvis vi havde åbnet i Stockholm eller München og ikke havde klaret det. Men i London, hvor hele verdens opmærksomhed er samlet? Så havde vi haft et problem. Så havde brandet Mash været dødt – nej ikke dødt, men det ville give os en stor udfordring at komme videre internationalt.
Cardenau: Vi skabte Mash en weekend på en brainstorm på Dragsholm Slot. Det var Jesper, der fandt på navnet. Han er god til den slags. Vi syntes, der manglede et godt, moderne, trendy bøfhus i København. Jeg havde jo arbejdet længe med Danish Crown om at udvikle noget bedre oksekød, helt fra da jeg drev Kommandanten (2-stjernet michelinrestaurant, red.). Da jeg kom til Danmark for 25 år siden, kunne man kun få én udskæring på restauranterne, og det var mørbrad. Så jeg tog fat i Danish Crown og sagde: »Nu har vi samarbejdet så mange år, nu er det på tide, at I hjælper os med vores nye koncept«. Det arbejde er endt i, at vi på Mash har udskæringer af dansk kvæg, der kan måle sig med det bedste i Europa.
Halvdelen af de bøffer, de sidder og spiser på Mash i London, er danske. Det er jeg meget stolt af. Jeg er godt nok franskmand, men jeg har boet længere i Danmark end i Frankrig og føler mig mere dansk.
Boelskifte: Det var først i efteråret, at vi vidste, at det var lykkedes. Det var, da vi var til kåringen af Londons bedste restaurant. Jeg sad sammen med hele holdet til uddelingen. Vi havde en klar fornemmelse af, at vi var i finalen ud fra de meldinger, vi havde fået tilbage fra flere jurymedlemmer. Men derfra og til at vinde. Da de sagde vores navn, røg vi op, så stolene fløj tre meter baglæns, og hoppede og skreg og dansede. Det var uden sammenligning årets største øjeblik. At vi så 14 dage senere vinder endnu en award for Londons bedste vinudvalg cementerede bare et fantastisk internationalt år. Vores wine director vandt guld til europamesterskabet for sommelierer, vores sushikok på Umami vandt sushi-verdensmesterskabet i Tokyo, vores hovedsommelier på Mash i Bredgade er blevet svensk mester, og vores nye Le Sommelier Bistro i Københavns Lufthavn er lige blevet kåret som verdens bedste lufthavnsrestaurant. Det har været så vildt.
Det giver tæv og kræver benhårdt arbejde at skulle åbne i udlandet. Jeg har lært, at man skal være ydmyg. Man skal ikke bare bukke sig, man skal helt ned og kysse jorden i ydmyghed, når man forsøger at komme ind på et nyt marked. Det er med til at holde os skarpe, når vi skal åbne de næste Mash-restauranter i udlandet – om det så bliver en, to, tre eller fire nye.
Cardenau: Vi har lært noget om, hvor mange penge det koster, og hvor smertefuldt det er at åbne op et andet sted, ha ha. Men hvis man ikke tager nogen risici, så sker der ikke noget. Vi har fået mange priser og gode anmeldelser, men vi mangler nogle af de tunge drenge – de store aviser. For det passer måske ikke ind i deres etik at rose en dansk bøf, når man ligesom herhjemme går op i lokale varer og deres egne kokke. Så nu må vi kigge på, om vi kan ændre forretterne og desserterne og give dem et klarere dansk stempel. Gæsterne ved jo godt, at Mash er dansk, og Danmark er nemt at sælge på grund af Noma og mange andre ting. Det er kendt som et land, der er til at stole på.
Det danske sprog er kærlighedens sprog. Jeg griner, når folk siger, at det ikke er så flot som det franske sprog. Det kan godt være, men jeg synes, at det danske sprog er meget præcist til at udtrykke, hvad du føler. Når italienere og franskmænd fra det sydlige Frankrig taler sammen, lyder det, som om de skændes. Det er ikke en pæn måde, der mangler respekt. I Danmark går man lige så meget op i menneskevelfærd som i dyrevelfærd.
Det begynder sgu at nærme sig et kærlighedsforhold
Navn:Kasper Salto, 46 år, møbelsnedker og industriel designer. Navn:Thomas Sigsgaard, 47 år, arkitekt. Stiftere af designfirmaet Salto & Sigsgaard. Designduoen har designet flere lamper. Kasper Salto kendes også for en række møbler skabt for Fritz Hansen. Begivenheder: Duoen slog igennem internationalt i 2013, da de skabte en serie nye stole og borde til FN-bygningens berømte Finn Juhl-sal i New York – en meget prestigefyldt opgave. Stolen til FN-sekretariatet, Council Chair, er nu sat i produktion af firmaet One Collection. Den koster 20.000 kroner og fås i diverse møbelbutikker verden over.
Thomas: Det hele startede med, at vi i 2001 begyndte at dele kontor. Kasper er møbelsnedker, og jeg er arkitekt. Vi sad der og hyggede os og snakkede om biler og damer. Og så pludselig en dag havde vi lavet en lampe. Vores firma er mere et forhold, vi har, end en handlingsplan, vi har lavet. Det er opstået af en interesse i et andet menneske og det fag, det menneske har beskæftiget sig med.
Kasper: Vi bruger enormt meget tid på at snakke. Så meget, så vi nogle gange glemmer at tænke på, at vores revisor også skal have noget at lave. Han skal også se på nogle tal en gang imellem. Det koster jo et eller andet at leve i Danmark, og der er vi måske ikke superstærke. Der er en, der sagde til os om et af vores kommende projekter: »Er det et hobbyprojekt?«. Vi sagde »Hvad snakker du om?«. Men måske er det hele et hobbyprojekt.
Thomas: Vi kan godt lide at tage den tid, det tager at vende alle dele af et problem. Vi gider ikke lave alt muligt. Det griser jo helt vildt at lave noget. Så som minimum må man jo prøve at lave noget, hvor man har tænkt sig rigtig godt om. Noget, der holder godt og er noget værd. Når vi taler om bæredygtighed, bruger vi en Porsche som eksempel, og så griner folk. For det er ikke det, man tænker på. Men det er sjældent, man smider sådan en Porsche væk. Det er noget, man plejer og holder ved lige i årtier.
Kasper: Vores største oplevelse var ikke åbningen af Finn Juhl-bygningen og at møde kendisser og Ban Ki-moon. Det var dagen før, hvor vi for første gang kom ind i bygningen og så, hvordan vores borde og stole passede ind i helheden. Det var en enorm oplevelse og en lettelse at se, at det hele passede sammen, at sprækkerne mellem bordene var fine, at træsorterne ikke stak ud. Alt spillede. Så vælder det op i brystkassen, og man bliver stolt og lettet på samme tid. Man bliver rørt. Det er jo en slags fødsel.
Det er blevet lidt nemmere at være Salto & Sigsgaard, efter at vi har lavet stolene og bordene til FN. Det er lidt nemmere at komme igennem med nogle ideer, når man er blevet blåstemplet. Vi er jo ikke blevet bedre – jo lidt bedre – men verden tror, at vi er kommet op på et andet niveau.
Thomas: Vi er ikke blevet rige af det. Ikke på penge. Men vi har fået meget pr.
Kasper: Vi prøver at smøre det på madpakken til børnene om morgenen. Det der pr.
Thomas: En dåse med pr, børn. Det er det, vi skal have i dag!
Thomas: Det er enormt vigtigt at være gode venner, når man skal diskutere så komplekse ting, som det er, når man designer noget. Man skal i hvert fald kende den anden rigtig godt. Når Kasper står og tegner et eller andet og så tøver lidt, eller den måde, han sådan kigger på – så ved jeg, hvad han tænker. Det begynder sgu at nærme sig lidt et kærlighedsforhold.
Kasper: Uden at vores koner behøver at være bange.
Thomas: Vi har fundet hinanden. Da vi var til fest forleden, var der en, der langt ud på natten spurgte mig: »Hvordan har I fundet hinanden?«. Og det tager jeg meget alvorligt, de få gange jeg er blevet spurgt om det. For det er fandeme heller ikke nemt – altså at finde den rigtige. Første gang, jeg blev bevidst om det, var, da vi holdt et foredrag for Diis for 150 udenlandske studerende. Bagefter kommer der en ret sød amerikansk pige hen og stiller sig lige foran mig, og jeg kan kigge lige ned der. Og så siger hun: »How do you know when you found the right one?«. For hun kunne bare se, at Kasper og jeg havde det godt sammen. Det er skidegodt nogle gange at tænke over. Det er vigtigt, at man holder det ved lige og ser signalerne og sådan noget. Hvis den ene går og er sur over et eller andet.
Kasper: Hvad har jeg lært det forløbne år? Det ved jeg ikke. Men en ting, jeg har tænkt over, er før og efter. Hvad sker der bagefter, når der er sket noget skelsættende, sådan som FN-opgaven var. Nu har vi det sådan her – hvordan har vi det så bagefter? Men der er faktisk ikke sket så meget. Det er ikke sådan, at vi er blevet kimet ned af de store designfirmaer. Det kan jeg egentlig meget godt lide. For man er også lidt bange for, at noget ændrer sig på en måde, man ikke havde forudset, og bare får det hele til at ryste. Man kunne være bange for, at nu får vi det så travlt, at vores forhold, for at blive i den terminologi, ændrer sig. Det kunne godt være, vi ikke kunne deale med det.
Hvis vi har nogen businessplan overhovedet, er det vel, at vi er nok ikke er til at have den store tegnestue med 10-20 ansatte. Det snakker vi tit om. Det kunne på den ene side være fedt at have nogen til at skitsere og til at ringe rundt til leverandører og så videre, så vi kunne bruge lidt mere tid lidt fremad. Men en af de ting, der holder os lidt tilbage, er, at vi bliver en form for administratorer. Vi elsker at tegne det, støbe det, måle på det, teste det. Det mister vi lidt, hvis vi skal ud og finde opgaver til tre ansatte. Så kan man ikke bruge ti år på en ting, man synes er sjov.
Thomas: Men noget af det, jeg har lært i det forløbne år, er at flyve. Jeg havde rigtig meget flyskræk. Jeg har lært, at hvis man synes, noget er skræmmende, skal man bare gøre rigtig meget af det. Så uden at have tænkt så meget over det: Måske kan man godt kaste sig ud i det med at få nogle ansatte, og så ville det ikke være så slemt.
Kasper: Ja, måske. Det er jo derfor, vi bliver ved med at diskutere det.
Du skal ikke gå i panik
Navn:René Redzepi, 37 år, kok, direktør og ejer af restaurant Noma. Begivenheder: Noma bliver i marts 2013 ramt af et stort udbrud af norovirus, der gør 80 gæster syge og skaber overskrifter i hele verden. Noma mister i april 2013 titlen ’verdens bedste restaurant’ og er nu på andenpladsen på San Pellegrinos ’World’s 50 best’. René Redzepi er i november 2013 på coveret af Time Magazine sammen med kokkene David Chang (Momofuku) og Alex Atala (D.O.M.). Overskriften: ’The Gods of Food’.Venter nu sit tredje barn med konen, Nadine.
For 2-3 år siden kunne jeg sætte en time af til at stå og fiske i havneløbet ud for Noma sammen med nogle af de andre kokke og tjenere. Der går masser af torsk herude, og fanger vi nogen, serverer vi dem på restauranten. Det kan jeg ikke i dag. Mest fordi der er så meget brug for mig i restauranten, selv om vi har flere folk ansat end nogensinde før.
Men også bare for at være der for gæsterne. Det er meget vigtigt for mange gæster, at jeg er der. Det er blevet en del af det at komme her at se giraffen. Men det accepterer jeg. Jeg måler altid alt op mod, hvad hvis det ikke var sådan. Og så siger jeg altid, at det er det værd. Vores arbejde med Noma, med Nordic Food Lab og med det store årlige kokkesymposium er alt for interessant og for fedt og sjovt til at begræde, at man for nogle gæster er blevet en giraf.
Men jeg savner selvfølgelig at kunne tage den time. Bare at stemple ud. Og sige nu kører jeg til Lammefjorden og er der de næste fire timer og går rundt og smager på ting.
Hvis jeg skal rangordne årets kriser, var det værste set ud fra et pr- og medie-synspunkt jo den norovirus, som ramte en masse gæster i marts. Det er det værste, der overhovedet kan ske for en restaurant – at folk bliver syge.
Dengang tænkte jeg, at det ville jeg ikke ønske for min værste fjende. I dag, ti måneder efter, ville jeg ikke være det foruden. For det gjorde ligesom noget ved vores hold, som jeg ikke troede, vi havde. Jeg troede ikke, vi kunne finde det næste gear, men den oplevelse gjorde, at vi fandt det. At personalet på den måde samlede sig og sagde: »Det her skal ikke ske på vores vagt«.
Jeg havde samlet personalet, og vi stod og spurgte hinanden, hvordan kunne det ske, og hvad skal vi gøre? Der var stilhed. Og så sagde en: »Chef, vi skal videre«. Thomas, tyskeren, sagde med rigtig fed accent: »Thees is the biggest moootivation for me eeeever«. Så var vi pludselig enig om, at den eneste måde, vi kan kæmpe os ud af det her på, er ved at blive lidt bedre end før. Aldrig i de ti år, jeg har været på Noma, har jeg oplevet sådan en stemning af samhørighed blandt de mennesker, jeg har arbejdet med i så mange år.
Jeg er sådan en ’lad være med at gå i panik’-person. Det er mit leveråd nr. 1. Du skal ikke gå i panik. Det er virkelig en meget god læresætning.
Det sværeste var, at som sædvanlig fik man meget kritik af kunder, men på en dårlig måde. Det var sådan noget: »Vi spiste hos jer for tre år siden, og to af os blev syge, giv os alle vores penge tilbage, eller vi går til Ekstra Bladet. Eller: »Vi skal spise hos jer om fire måneder, hvis I ikke giver os en overordentlig stor rabat, så afmelder vi vores bookning«. Det var der meget af. I dag kan man grine ad det, men når man er i det, er det ikke sjovt.
En af de store lærestreger fra året er, at kokkefaget ikke længere er et arbejdsfag på linje med at være svejser på B&W. Restaurantkokke er blevet en del af popkulturen på en hidtil uhørt måde. I dag kan restaurantkokke, der ikke har fjernsynsprogrammer, være på forsiden af Time Magazine, og det kan være en verdensnyhed på linje med bombningerne i Syrien, at en lillebitte restaurant på 40 kuverter får norovirus inden for deres dør. Det er en stor udfordring, for vi er alle sammen trænet i den gamle måde at være kok på. Da jeg startede på Pierre André i Ny Østergade, og den fik en michelinstjerne, var der en lille notits i Politiken. I dag står der reportere, fotografer og hele tv-hold ovre på Geranium i åndeløs spænding og hvisker: »Nu løfter han telefonrøret, hvad siger han? En stjerne kun? Åh nej«. Det er virkelig en ny sfære, vi træder ind i. Det udfordrer os til at nytænke tingene.
Jeg forstår ikke, hvorfor folk ser tabet af førstepladsen som en krise eller en nedtur. Hvad forventer folk? Vi har været nr. 1 i tre år, og nu er vi nr. 2. Det er jeg vildt glad for. Man kunne lige så godt være røget ned på 5.-pladsen, ja nogle gange springer folk 40 pladser. Det er jo helt vildt. Fat Duck var nr. 1 i nogle år, nu er de nr. 33.
Den største nedtur er, at min far er ret kræftsyg. Der er ikke noget, der kan sammenlignes med det. Ingen avisoverskrift kan måle sig med det. Det er svært, når ens forældre begynder at glide væk.
Noget af det værste ved Danmark er, at min far oplever meget racisme. Min far er en klassisk muslimsk udlænding, lille, tæt, skæg, med en lille kalot på og helt mørk. Det er svært, når min far kommer hjem, og folk har råbt »Heil Hitler«, eller »Fjern dig, perker«. Totalt dumme idioter. Af en eller anden mærkelig årsag sker det ofte i busser, når han er på vej ind til nogle af sine makedonske og albanske klubber. Det er ret bedrøvende. Jeg oplever det også selv ofte. »Skrid hjem til Balkan«, har jeg hørt mange gange. Folk har spyttet efter mig på gaden. Jeg svarer ikke noget. Når du har den restaurant og alle de ansatte, og du har børn – hvis du lader dig hidse op af den slags ting, bliver du jo skør.
Jeg er gladere end nogensinde. Min kone, Nadine, siger, at hun ikke har set mig smile sådan i mange år. Jeg har aldrig haft det så sjovt. Jeg kan mærke den der spirende ’nu skal vi kraftedeme vise dem’, som vi havde de første par år af Noma’s levetid, hvor folk vrængede ad os og sagde »Hvad fanden er det for et projekt« og kaldte os Restaurant Spækhuggeren. Jeg havde helt glemt den følelse, indtil jeg mærkede den igen.
Pædagogerne siger, at min 5-årige datter går og nipper til blomsterne, spiser guldstjerner, når de er i sæson, og bøgeblade. Det synes jeg er ret fedt. Jeg er helt vild med børn. Jeg har to, og vi har en tredje på vej. Jeg gad godt have mere end tre børn, meget mere end at få den tredje michelinstjerne til Noma. Men jeg tror, det bliver sværere at overbevise min kone, end det bliver at få den tredje stjerne!
Jeg elsker at lave mad til mine børn. Børn er jo langt mere kritiske end den værste michelinpræsident. Man serverer en skålfuld mad, kigger dem i øjnene og kan med det samme se reaktionen – vil de kun have hvid mad i denne uge? På den måde er jeg langt mere ængstelig, når jeg stiller en skål mad foran dem end foran en trestjernet michelinkok. For kokken spiser det jo, mens børnene bare afviser det med et »Aaaad, det er ulækkert««.
Der er noget helt galt i den her branche
Navn:Dan Stubbergaard, 39 år, arkitekt, stifter og ejer af et af landets mest succesrige arkitektfirmaer, Cobe. Begivenheder: Er i gang med at bygge det nye Nørreport Station i samarbejde med Gottlieb Paludan Architects. Arbejder med masterplanen for Københavns næste store beboelses- og erhvervskvarter, Nordhavn. Har i 2013 fået international opmærksomhed med sin børneby – en daginstitution på Christianshavn for 750 børn lavet som en lille landsby med ’rådhus’, ’museum’, ’brandstation’ og meget andet. Vandt opgaven til at bygge en af verdens største og mest avancerede forskningsfaciliteter, European Spallation Source i Lund.
I starten af året havde vi bestemt os for, at vi skulle flytte til større lokaler. Den slags er enormt dyrt, og jeg var ret ængstelig for, om det var det rette skridt. Denne branche er jo sindssygt konjukturfølsom. Du ved måske, hvad du skal lave om en måned eller to, men om tre kan alt ske. Det handler personligt lidt om mavefornemmelse, men også om en eller anden form for selvtillid. Tror man på sig selv og på sin virksomhed. Så sagde jeg: »Nu gør vi det sgu«.
Det er gået godt. Vi vandt en konkurrence om at bygge et af verdens største forskningscentre, European Spallation Source i Lund. En opgave, der varer de næste fire år. Det er som at plante et æbletræ og vide, at man kan plukke æbler mange år frem. Så dør man ikke af sult.
Men jeg har i år tænkt meget over, at der er noget helt galt i den her branche. Da vi flyttede herud til Papirøen på Christianshavn, regnede vi med, at den kommende bro fra Nyhavn snart ville åbne. Men så gik entreprenøren Pihl & Søn konkurs, og 2.000-3.000 mennesker mistede deres arbejde med et knips. Dagen efter stod jeg ved vinduet og kunne se alle håndværkerne, der stod og tømte byggepladsen nærmest over night. Hvad fanden sker der?
Der er noget rigtig usundt i byggebranchen, der også er rigtig usundt for vores samfund. Alle de virksomheder, der er presset helt i bund og må dreje nøglen om. Og så står der en halvfærdig børnehave, børnene ikke kan flytte ind i, eller en bro, der skulle være færdig for et år siden. Det nye Nørreport, som vi har tegnet, blev også ramt. Gudskelov var der to entreprenører på projektet, og den anden kunne tage over. Ellers havde folk risikeret at skulle gå i byggerod i årevis. Det er kernen i vores samfundsmæssige infrastruktur, der rammes. Det er forkert, at budgetterne altid er så pressede, og der er så mange kortsigtet økonomiske hensyn, når vi bygger ting, der skal stå i 100 år.
Vi skal helst ikke blive større end de 60 medarbejdere, vi er nu. At vokse er meget vanskeligt, og det er svært at fastholde en kultur og en atmosfære og at være inde i tingene. Jeg frygter at miste fornemmelsen for, at vi gør det rigtige, og om vi er 100 procent dedikerede i alt, vi gør. Det er frygten for at blive dårligere. Det er en stor frygt.
Det guddommelige ved at være arkitekt er, at man møder alle mulige mennesker. Man snakker med en børnehavepædagog om morgenen, om eftermiddagen sidder man med politikere i det såkaldte Udkantsdanmark, og om aftenen er man til møde med pengemænd, der kun tæller kroner og øre og kommer i deres Porscher og Mercedeser. Man får hele spændet. I år vandt vi konkurrencen om at bygge et nyt frivillighedshus på Blegdamsvej, et mødested for alle Røde Kors’ frivillige. Frivillige, der sidder i Røde Kors-butikker, besøgsvenner, folk, der lærer indvandrerkvinder at cykle – og så tænker man: Okay, det bliver jeg nødt til at være med i, for det der er helt fantastiske mennesker, der investerer deres tid til at hjælpe andre, og der er 25.000 af dem!
Det er gået op for mig, at jeg synes, at børnehaver og Røde Kors-huse er mere interessante end udelukkende at drømme om at bygge prestigekunstmuseer rundtom i verden. Fordi det er jo lige netop der, man som arkitekt gør en stor forskel. At bygge en børnehave, ikke kun som en arbejdsplads for pædagoger, men som en arbejdsplads for små børn, der skal starte deres liv de første par år. Vi har været med til at bygge et nyt kulturhus og bibliotek i Københavns Nordvestkvarter, der er blevet en dagligstue og et nyt centrum for mange mennesker i en centrumløs bydel med mange store sociale problemer. Hvor der ikke har været bygget noget i 40 år. Der kan arkitektur virkelig gøre en forskel.
Jeg har lært, at det er vigtigt at stoppe op og tænke på, hvad man har gang i, og hvor i verdenen du vil hen. Det har jeg lært både i forbindelse med at blive far i år, men også i forbindelse med at vokse og blive større og skulle tænke over, hvad er vores rolle som virksomhed og som arkitekter.
For mig er det i år blevet klart, at min interesse handler om den sociale rolle, arkitektur kan spille, og om at lave arkitektur i den lille skala, i menneskestørrelse, hele tiden tænke krop og menneske ind i vores arkitektur. Det handler ikke om en særlig form og æstetik. Jeg hader at diskutere, om ting er grimme eller flotte, hele det der akademiske skoleridt.
Jeg vil være bedre til at blande mig i den politiske debat. Vi er for dårlige til det. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke er nogen politikere, der melder lidt større visioner ud end det helt jordnære populistiske. At dansk politik stadig er så visionsløst. Og de ikke tør noget som helst.
Vi er et lille land på størrelse med Hamburg, så hvorfor tør vi ikke at eksperimentere mere med vores fællesskab og samfund?
Publiceret 5. januar 2014
