Det er 11. august om formiddagen, og Linda P kan ikke mærke sine ben. Om et øjeblik skal hun på scenen som et af de første indslag på den sidste dag af årets Skanderborg Festival. Ude under bøgetræerne står tusindvis af mennesker og venter på, at hun kommer ud og får dem til at grine. Som hun altid gør, når hun griber en mikrofon og begynder at tale.
Men hun kan ikke få sig selv til at gå ud til dem. For mens hun står der bag scenen, siger hendes krop stop. Det ringer for hendes ører. Det føles, som om hun er ved at falde om. Og hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet mere end to timer i træk. Så Linda P er nødt til at give op.
»Da arrangøren kom hen til mig og sagde, at nu havde hun taget mig af, var det, som om mine knæskaller forsvandt under mig. Jeg kunne simpelt hen ikke stå på benene mere. Det var mit livsstykke, det her. Hvis ikke jeg kunne optræde, var der ikke mere«.
Da Ibyen møder Linda P en eftermiddag i januar, er det ved at være et halvt år siden, hun fik et angstanfald bag scenen på Skanderborg Festival og efterfølgende måtte sygemelde sig med stress og udskyde den turné, som ellers skulle have bragt hende rundt til udsolgte sale overalt i landet. I stedet begyndte hun at se en psykolog. Gå ture. Fodre ænder. Sove. Slukke sin telefon. Og gøre noget ved alle de dæmoner, som bragte hende så langt ned i knæ, at hun var bange for, hun aldrig ville kunne stå på en scene igen.
