Da Quentin Tarantino engang skulle præsentere sin hypervoldelige, postmoderne ’Pulp Fiction’ for en fyldt sal, bad han dem, der kunne lide ’Resten af dagen’, Merchant-Ivorys tilbageholdte, kyske filmatisering af Ishiguros roman, række hånden op.
»Så fuck af med jer!«, råbte Tarantino til dem.
Den bløde pastorale idyl i de store værker, der fra 1970’erne og frem blev instrueret af James Ivory og produceret af Ismail Merchant, var dog kun særdeles tilsyneladende. Hvis en sky gled hen over Solen i en sommerlig badescene i ’Værelse med vindue’, parrets måske berømteste film, var det noget, der gjorde nas, men på den kultiverede, subtile facon, der mere har karakter af uheldssvanger forudanelse end ketchup-splatchok. De tilbageholdte åndedræt i valmuemarken, både kysk og seksuelt.
I andre nyklassiske film som ’Maurice’, ’Howards End’, ’Hede og støv’, ’Europæerne’ og ’Kvinderne fra Boston’ blev de mest rystende udsagn fremført med stiv britisk overlæbe. Langt de fleste af filmene handler om det, man eufemistisk kalder ’polite society’, og som Ivory selv er den første til at sige: »Der var ingen udbredt høflighed under overfladen«. Og klukler.
