0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Jeg er mere end bare et pretty face og Medinas ekskæreste

Han har 150.000 følgere på Instagram, og de unge piger elsker ham. Nu udkommer Christophers andet album, hvor det 22-årige danske popidol vil anerkendes som kunstner og ikke en, der laver »teenagelort«.

Dit første album udkom i 2012 og fik en blandet modtagelse af anmelderne, der kaldte det alt fra »forrygende« til »kedeligt«. På dit nye album, ’Told You So’, har du arbejdet med producerparret Nordsø-brødrene. Hvordan har det haft indvirkning på pladen?

»Frederik og Fridolin Nordsø (brødrene fra The William Blakes har blandt andet produceret musik for Fallulah og Outlandish, red.) har en kæmpe andel i det her album, men fra starten har de sagt, at der ikke er nogen, der bedre kan lave en Christopher-plade end mig selv. Det her er mig. Det er mit værk, og det står i ret stor kontrast til mit første album«.

Du var 20, da du i 2012 udgav ’Colours’. Det blev startskuddet til en popkarriere og 150.000 følgere – især teenagepiger – på Instagram. Men den plade var altså ikke dit værk?

»Jo, men jeg var også bare grøn og usikker. Denne gang har jeg været med i de vigtige beslutningsprocesser. Med det nye album har jeg langt mere en ejerskabsfølelse. Det kommer også til udtryk, når jeg spiller live. Der er kommet smæk på, og hvert et ord er noget, jeg på et tidspunkt har følt. Folk får virkelig et indblik i, hvem ham her gutten med nudelhår anno 2014 er«.

Du har om dit nye album sagt, at du nu endelig føler dig hjemme i dit musikalske udtryk, og at du har rykket dig gevaldigt. Er du flov over det gamle?

»Det betyder virkelig noget for mig, at folk kan se, at jeg nu mener det seriøst. At jeg har sat mig ned, øvet mig og gennemgået en udvikling, hvor jeg er blevet bedre til at synge og skrive tekster. Albummet er blevet af højere kvalitet. Men nej. Mit første album var godt, i forhold til der hvor jeg var dengang«.

Du har dyrket din fanskare på de sociale medier. For nylig lagde du et billede op og spurgte dine fans, hvilken frisure du skal have. Det kastede knap 2.000 kommentarer af sig. Hvordan hænger det sammen med, at du vil lægge afstand til teenageidolet Christopher?

»Det dummeste, man kan gøre, er at lave et desperat forsøg på at komme ud af den der rolle, for jeg vil for alt i verden beholde mine fans. Men teenageidol er ikke umiddelbart et kvalitetsstempel. For selv om det ikke er et negativt ladet ord for mig, har jeg da klart været bange for, at det skulle få nogen til at sige: ’Det der gider jeg ikke lytte til, for det er bare et eller andet teenagelort’«.

»Uden de 13-17-årige piger ville jeg ikke have haft samme momentum. Men når man laver musik og er så ambitiøs, som jeg er, vil man gerne have det ud til så mange som muligt. Pigerne vil stadig stå på første række, men fyrene skal stå på anden og forældrene på tredje. Og på Spotify kan jeg heldigvis se, at halvdelen af dem, der har lyttet til singlen ’Told You So’, er fyre. Til at starte med var det kun 30 pct.«.

[billedhjul-1]

Hvis du vil væk fra teenageidol-imaget, hvorfor står du så med bar overkrop på albumcoveret?

»Hvad ville alternativet være? At jeg stod i læderjakke og med en hat på? Et cover skal fange din opmærksomhed, og jeg synes, at den måde, jeg kigger ind i kameraet på, rimelig meget skriger ’Told You So’ – jeg er tilbage«.

Hvor kommer det behov fra?

»Jeg har ikke taget et bevidst valg om, at jeg ville lave en mere voksen plade. Jeg er bare blevet ældre. Det første album lavede jeg, da jeg var 18. Nu er jeg 22 og har rykket mine grænser. Dengang havde jeg lyst til at synge »du er så smuk, som du ligger der i lyset fra vinduet, imens der lugter af kaffe«. Nu har jeg lyst til at sige: »Jeg elsker at have sex med dig, det er for vildt«.

Pladeselskabet har inden interviewet sagt, at du ikke svarer på spørgsmål om din ekskæreste Medina. Hvorfor?

»Vi er jo ikke kærester mere, og det her er en måde for mig for at vise, at jeg er Christopher. Jeg er ikke bare Medinas kæreste«.

Men helt ærligt: Forholdet til Medina har da også gavnet dig?

»Jeg tror, at jeg i manges øjne har fået sådan en underdogrolle, fordi jeg blev kendt som hendes kæreste. Folk tænker: ’Er han bare et pretty face, eller laver han musik?’«.

»Men når jeg så får lov til at stå til DMA ved siden af Mads Langer og sige: »Hey. Det er mig, der har lavet den der sang, I kender fra radioen og synger med på«, så har det en dobbelt wow-effekt. ’Årh shit, jeg troede bare, han var whatever’, tænker folk måske, og sådan kan man virkelig få nogle til at vende på en tallerken«.

»Men selvfølgelig har det (forholdet til Medina, red.) haft indflydelse. En enorm. Og jeg vidste da også godt, da jeg blev forelsket i hende, og vi blev et par, at jeg var ’mister nobody’, og hun var ’pop queen of Denmark’. Men jeg kunne godt lide den rolle, for jeg havde stadig ’Told You So’ til gode og vidste, at min tid nok skulle komme«.

»Nu har jeg mulighed for at vinde folk og overbevise dem om, at jeg er mere end bare et pretty face«.

Publiceret 22. marts 2014

Læs mere:

Annonce