Foto: FRANDSEN FINN

Hun tog til Afghanistan for at skrive om krigen. Og fandt kærligheden

Dy Plambeck har skrevet noget så sjældent nu om dage som en roman om kærlighed i krig. Bogen ’Mikael’ trækker på hendes oplevelser i Afghanistan, hvor hun fandt den mand, der snart bliver far til hendes barn.

Da Dy Plambeck tog til Afghanistan, var det for at sende krigsreportager hjem til en dansk avis, men nu kommer der også en roman ud af opholdet hos de udsendte soldater. Og en baby.

Bogen er ude 15. august, barnet et par uger senere, og de har allerede meget med hinanden at gøre.

»Ønsket om at forstå krigen hænger også sammen med, at jeg skal have barn med en mand, der har været i krig. Det bliver en del af barnets historie, og på den måde kommer krigen til at fortsætte og bliver ved med at være nærværende, ikke kun i vores lille familie, men i hele vores samfund. Fordi vi nu har vidner til krigen i form af soldaterne«, siger Dy Plambeck, der har talt meget med sin kæreste, Henrik, som hun mødte derude, om, hvordan man fortæller om krig. Romanen ’Mikael’ er et bud på det.

Med reference til Joseph Conrad blev turen til Afghanistan en rejse ind i mørkets hjerte for Dy Plambeck. Helt derind, hvor det 5. bud – ’Du må ikke slå ihjel’ – er ophævet.

»Det er en sætning, der er indbygget i vores sprog, i vores lovgivning, i enhvers opdragelse«, siger forfatteren, der ville vide, hvad der sker med en, når man har været sendt i krig. Når man har slået nogen ihjel

»Jeg tror, at mange, også soldater, har en forestilling om, at når man har taget et andet menneskes liv, må noget ændre sig i en. Jeg mødte en soldat, der sagde, at han havde haft netop den forestilling, men at han oplevede, at han var præcis den samme som før, efter at han havde taget en andens liv. Og at det faktisk var det, der var det svære«.

Dy Plambeck blev både skræmt og fascineret af Afghanistan.

»Camp Viking er bygget op som en dansk provinsby, bare med telte og containere i stedet for huse. Der er posthus, politistation, kirke og et supermarked, hvor man kan købe familieguf, fladskærme, Cohiba-cigarer og Kalles Kaviar på tube. Og i cafeen Kuffen kan de pårørende bestille en kage, som så bliver sendt ud til soldaten«, siger Dy Plambeck og ruller kontrasten lidt rundt i tankerne.

»Det der med at sidde og spise drømmekage og bagefter køre ud i pansrede køretøjer – måske med det bevidste formål at nedkæmpe fjenden, som jo betyder at slå fjenden ihjel ... Det skaber en helt anden situation, hvor den civile verdensorden er nedbrudt, selv om den ser intakt ud på overfladen«.

Savner krigen

Og så opdagede hun derude, at soldater, der har været udsendt flere gange, kan længes tilbage til netop det rum. Til Afghanistan.

»Savnet af krigen så jeg som noget meget reelt. Men hvorfor har man en længsel efter et sted af sådan en art? Det ville jeg gerne undersøge. Min roman handler ikke om de store krigsoperationer og om, hvad de pansrede køretøjer hedder, jeg ville hellere beskæftige mig med krigen som sindstilstand«.

Hun opdagede også, at krigen stoppede sproget. Dels hendes eget i en midlertidig skrivekrise. Dels og ikke mindst soldaternes, de optager et andet sprog end det, deres pårørende taler og forstår.

Foto: FRANDSEN FINN

At have føling med fjenden betyder således kamp. At beskyde fjenden, til han ændrer karakter, betyder at skyde på fjenden, til han er såret eller dræbt. Og rense op betyder at sørge for, at der ikke er flere levende fjender tilbage.

»Det, soldaten oplever, ligger uden for det civile sprogs rammer. Det betyder også, at når han kommer hjem, kan han have svært ved at tale med sin familie og sine venner. Det var den bevidsthed, jeg ville forsøge at give et sprog«.

Det der med pigen og soldaten

’Mikael’ er også noget så sjældent som en krigsroman om kærlighed. En genre, der ellers har ligget lidt død. Den handler om oversergenten Mikael og journalisten Becky, der mødes under Mikaels tredje udsendelse til Afghanistan i 2011. En kærlighedshistorie udvikler sig, men krigen har kun et mål: at fortsætte. Og det får konsekvens for alle.

»Det er en roman, der på den måde tager fat i de der store klicheer, som man kender fra Hemingways ’Farvel til våbnene’ og ’Hvem ringer klokkerne for’, alt det der med pigen og soldaten. For mig blev det også virkelighed, fordi det blev en del af min egen historie: at jeg tog til Afghanistan og mødte den mand, jeg nu skal have et barn med, hvilket var en meget vild oplevelse. Det, at kærligheden faktisk kunne blomstre i et krigsunivers, som er fyldt med granater og død og skygge og ødelæggelse ...«.

Dy Plambeck skriver fiktion, men har hentet inspiration i sine egne oplevelser. Og kæresten Henrik var en af de soldater, hun interviewede derude, og da han lidt senere kom hjem på orlov, fandt de sammen. Efter udsendelsen, som var hans fjerde, stoppede han i øvrigt som soldat og studerer nu engelsk litteratur på Københavns Universitet.

»Da jeg blev kæreste med Henrik på hans leave, var der to måneder, til han skulle tilbage til Danmark. Krigen blev et bjerg, som vi måtte hen over for at kunne være sammen«.

Kæresten havde været udsendt tre gange, uden at der var sket ham noget, men nu kørte det pansrede køretøj, han sad i, på en IED, en improviseret sprængladning.

»Heldigvis slap han med skrammer, men der gik det op for mig, at krigen kan ramme alle«.

Ændrede hun holdning til krigen undervejs?

»Jeg tror ikke, at man kan tage til Afghanistan uden at blive påvirket af det. Det er, som om sandet, man har med sig hjem, ikke kan børstes af. Det klæber til huden, ligesom krigen gør. Det var ikke traumatiserende for mig, det var bare en stor oplevelse, selv om det nok er et mærkeligt udtryk at bruge«.

Foto: FRANDSEN FINN

I Danmark har vores engagement i Afghanistan næsten synligt opdelt befolkningen. Ude på vejene ser man de der lidt ældre ægtepar, der kører rundt med gule sløjfer bag på bilerne, og i tv ser man de kulturradikale, som mest har været imod. Hvor er hun selv at finde?

»Jeg synes, det er meget ’sjovt’ med den der intellektuelle modvilje. Da jeg skulle af sted, var flere i min omgangskreds meget imod det på den der aggressivt pacifistiske ’når soldaterne selv tager af sted, må de selv om, hvis de bliver slået ihjel’-måde. Hvis man oversatte det til andre debatter – indvandrerdebatten for eksempel – ville alle jo sidde og ryste på hovedet. Da jeg så kom derned og mødte nogle af de 600 soldater, der var udsendt på det tidspunkt, så jeg jo, at de var 600 meget forskellige mennesker«.

Du havde ikke en bestemt politisk holdning til krigen, før du tog af sted?

»Jeg tog derned med et åbent sind og har i romanen forsøgt at komme uden om det politiske. Det har ikke interesseret mig at tage stilling til, hvorvidt Danmark fører en forsvarlig krigspolitik. Jeg er forfatter, ikke ekspert i militærhistorie ...«.

Forfattere, biskopper og skuespillere mener ellers altid gerne noget om krig?

»Ha-ha, jeg mener bestemt noget, men man skal også underbygge sine meninger, og jeg vil meget nødigt udgive mig som ekspert på krigen i Afghanistan, fordi jeg har været der i 14 dage og skrevet en roman. Det at skildre krigens bevidsthed syntes jeg var meget mere interessant«, siger Dy Plambeck og uddyber:

Ind i mørket

»Jeg ville belyse krigen fra forskellige vinkler; hvordan det er muligt at længes tilbage til den, samtidig med at man oplever den meningsløshed, der er i, at en soldat mister benene i en vejsidebombe, at en lille afghansk pige ikke kan reddes, eller at en flok køer får skudt klovene af og skræmt løber videre på stumperne. Jeg synes, det politiske kan spærre for hele den historie«, siger Plambeck, der da er »spændt på Carsten Jensens store Afghanistan-roman, som han kommer med engang i efteråret. Den er vist meget politisk. Jeg ville bare et andet sted hen«.

Foto: FRANDSEN FINN

Før hun skrev, læste Dy Plambeck ’Stålstormen’, ’Farvel til våbnene’, ’Intet nyt fra Vestfronten’ og en del faglitteratur om krig, men som største inspiration nævner hun Joseph Conrads ’Mørkets hjerte’.

»Det med at sende en fremmed ind i et univers, hvor civilisationen er svag. Jo længere man kommer ind, jo mørkere bliver det«, siger hun og husker mørket:

»I Afghanistan fandtes det i den massive træthed, der ligger over det land, over mennesker og dyr og over selve landskabet, der står der som et tavst vidne til krigen. Landskaberne betyder meget i romanen, de kommer til at afspejle krigen ligesom dromedarerne, som dukker op uden varsel ud af ørkenen. Som om det hele var et teaterstykke, der udspilles for dem«.

Publiceret 2. august 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce