Jeg er ved frisør for nogle dage siden. Så kommer en gut ind, jeg kan høre ham, men ikke se ham. Du ved, hvordan man kigger ligeud og ikke drejer hovedet, når man er til frisør. Jeg aner ikke, hvem det er. Så sidder vi og snakker lidt, som man altid gør. Fjernsynet kører, og de viser nogle billeder fra Gaza, hvor der bliver bombet løs. Så siger min frisør, Ingeborg: »Hold da op. De går godt nok til den«.
Jeg siger: »Ja, de må simpelthen styre sig. Det er for drabeligt det der«. TV 2 News har skruet op for blusset, de viser døde børn og alting.
Lige pludselig lyder det fra højre: »Jeg har ikke en skid sympati med de palæstinensere. De er selv ude om det. De kan lade være med at stemme på en terrororganisation«. Alle de klassiske ting.
Så siger jeg: »Jeg har umiddelbart sympati med børn, der får bomber i hovedet«.
Han gentager, at de selv har stemt på Hamas.
Jeg svarer, at vi ikke skal give børnene skylden for, hvad deres forældre stemmer. Jeg siger også alt det klassiske, du ved. Det vi nu siger.
Så siger han: »Du kan gå ned og spørge børnene, hvorfor deres forældre stemmer på Hamas«.
Jeg svarer, at det har jeg gjort. Det blev til otte programmer på DR, som han selv kan gå ind og se.
Det kører i hårdknude. Til sidst spørger han: »Er du aktivist eller journalist?«.
Jeg vender mig om og kigger på ham.
Så tænker jeg lidt. Det er sjældent, at folk, der er vokset op det her sted, bliver kaldt aktivister. Alle mine barndomsvenner er enten læger eller økonomer nu. Da tænkte jeg umiddelbart: aarrh. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg helst ville være. Journalist eller aktivist. Så svarede jeg:
»Jeg er fra Risskov«.
Det har været mit svar til mange ting. Jeg gider ikke sidde og forklare folk, hvad det vil sige at være fra Risskov. Det vil du aldrig forstå, hvis du ikke er herfra. Sådan er det bare.
De råbte »svin, svin, svin« ind over hegnet, den dag Peter Falktoft flyttede til Risskov. Og så smed de et æble efter ham:
»Det starter helt og aldeles her for mig. Den dag vi flyttede ind, det er det første, jeg kan huske«, fortæller Peter Falktoft i haven foran det hus, hvor han flyttede ind sammen med sin mor i Risskov, da han var 5 år. Det er et gammelt badehotel, som blev bygget om til lejlighedsbyggeri.
Nu er han 28 år, og det er ham, der råber ind over hegnet til hele Danmark. Det er lykkedes ham at skabe en stemme, som kan sige ting, man ellers ikke ville sige. Nogle hader det, fordi de finder det arrogant og dumt.
Andre er vilde med det, fordi det udvider grænserne for, hvad man kan sige, og hvem man kan angribe. Som kontrast til de evindelige optællinger af muslimer i taberstatistikker lavede han en dag på P3 en løs sammentælling af jøder ansat i toppen af Danmarks Radio – og konstaterede, at jøderne sidder på Statsradiofonien. Som kommentator på P3 under de olympiske lege i London jublede han på norsk, da Danmark vandt guld. Det var ubehageligt at høre, hvordan vores guldglæde er akkurat lige så anstrengt overdreven som den norske jubel, vi plejer at gøre grin med:
»VI ER DANMARK«, råbte han på norsk.
Sammen med sin kollega Esben Bjerre satte han med et tre minutters indslag ild i den kampagne for, at Allan Simonsen skulle vinde ’Vild med dans’, der var ved at ødelægge hele meningen med TV 2’s fredagsunderholdning. Danmark var i alarm, og de kloge spurgte sig selv, hvad meningen var med noget så dumt. De fik ikke noget svar.
For Peter Falktoft er lige præcis intellektuel nok til at kunne vrænge ad de intellektuelle, mere har han ikke brug for. Han er blevet kåret til den bedste radiovært i Danmark, og ’Monte Carlo’, som han lavede på P3 med Esben Bjerre, havde over 1 million lyttere om ugen. Indtil de for et par måneder siden pludselig besluttede at stoppe. Ved den lejlighed erklærede han, at han var færdig med radio i Danmark. Der var ikke flere udfordringer for ham, så nu vil han lave tv.
»Jeg kan kende alt, hvad jeg tror, jeg er som person, herfra«, siger Peter Falktoft i haven og peger op på det hus i tre etager i Stationsgade, hvor han voksede op med sin mor. Hans far boede efter skilsmissen et andet sted i Risskov, men Peter Falktoft var mest hos sin mor.
Det var to drenge fra kvarteret, som råbte efter ham over hegnet, da han flyttede ind:
»De tyrede et æble mod mig. Jeg var så bange. Men de endte med at blive mine barndomsvenner«.
En jargon
Jeg ved godt, hvad Peter Falktoft taler om, når han taler om Risskov. Jeg er selv vokset op 300 meter længere oppe ad bakken 10 år tidligere. Da jeg hørte ham i radioen første gang, fornemmede jeg toner, forskydninger og fraseringer i hans sprog, som jeg ellers aldrig bemærker hos andre. Jeg genkendte hans tendens til at tage almindelige talemåder ud i de overdrivelser, hvor enhver kan høre, hvor latterlige de egentlig er. Det grinede vi meget ad i Risskov.
Efter at jeg havde hørt Peter Falktoft i radioen, gik det op for mig, at Risskov ikke bare er en privilegeret, beskyttet forstad til Aarhus med lange uddannelser, dyre huse, en fin lille skov og en behagelig sandstrand, hvor man synger danske sange og drikker rødvin i papkrus ved bål i lyse sommernætter. Risskov er også en jargon.
Nu har jeg inviteret ham til hans barndomshjem for at få ham til at forklare, hvad der er så særligt ved Risskov. Og hvad det har betydet for ham:
»Prøv lige og kig dig omkring«, siger Peter Falktoft. Hans mor er for længst flyttet fra lejligheden i Stationsgade, men Inger, som stadig bor i ejendommen, har givet os lov til at sidde i haven og snakke. Hun smiler, da hun siger, at hun selvfølgelig husker Peter. Han peger mod vandet, mod skoven og op mod himlen, som om den er særlig her.
»Man bliver opdraget med, at man er et hak bedre end alle andre, når man er fra Risskov. Det ved jeg godt, at folk fra Hasseris i Aalborg og Klampenborg og andre også tænker. Det er lokalpatriotisme, og det er vi danskere gode til. Og vi fra Risskov er de bedste, altså os på den rigtige side af Grenåvej og i yderste potens på den rigtige side af Strandvejen. Selv når du kommer i gymnasiet og videre ud i verden, så glemmer du aldrig, at du er fra Risskov«.
Falktoft forklarer, at han lige har ansat en programmedarbejder, udelukkende fordi hun er fra Risskov:
»De rigtige jøder i Danmark, det er os fra Risskov. Det er sådan, det er«.
Ballademager
Men Risskov er også et sted, hvor man holder øje med hinanden og markerer sociale forskelle. I gamle dage syntes vi fra gamle Risskov, at vi repræsenterede dannelse og humanisme, mens vi regnede dem fra nye Risskov for åndløse nyrige i store biler, som vi kaldte potensforlængere. Vi så ned på dem i kolonihaverne, fordi vi mente, de var småborgerlige, og det blev regnet for en beklagelig fejl, at dem fra Vejlby på den anden side af Grenåvej havde samme postnummer som os.
Alle priserne på kaminhylden, kæresten, Frederiksberg, det vante liv i København. Alle de fans på Facebook, alt pisset. Det er væk lige nu.
Risskov kan også være et fordømmende sted?
»Det er også ligusterfascistisk, helt klart. Der er et hierarki på sådan nogle villaveje. Der er nogle, som alle lytter til, og nogle, som man godt kunne være foruden. Og jeg tror, vi tilhørte sidstnævnte kategori. Det er langt hen ad vejen gamle penge og høj uddannelse, som udmærker den her del af Risskov. Og vi havde ingen af delene. Vi boede på 78 kvadratmeter derinde. Det er meget mindre end kasserne heromkring i villakvarteret. Min mor var stewardesse, indtil jeg blev 14. Hun var helt flad, indtil hun kom med på børnetøjsbølgen i 90’erne, hvor folk begyndte at promovere sig selv på det tøj, deres børn havde på, og ikke kun det, de selv havde på. Vi var en ufaglært familie, som blev nyrige«.
Personlig var Peter Falktoft det sorte får i kvarteret. Han legede med de børn, som var flere år ældre end ham selv, og når han overførte de samme lege til sine jævnaldrende, blev det for meget.
»Jeg var en ballademager. Hver gang der var en, som begyndte at græde et eller andet sted herude, var jeg under anklage. Sådan var det også i skolen. Hver gang der var noget i klassen, var det min skyld. Det var det også nogle gange, det er der ikke tvivl om. Men ikke altid. Forældremøderne handlede om mig halvdelen af tiden, og så var der to andre punkter bagefter«.
Vi bliver afbrudt, da Peter Falktoft får øje på en mørkhåret fyr, som går rundt i naboens have med en baby på maven. Peter Falktoft rejser sig, omfavner ham, og de snakker lidt sammen, inden han kommer tilbage:
»Det er Tue og hans barn. Han er den yngste af to brødre. Han fik lutter 13-taller og strøg ind på medicin. Han er sådan en, der bliver sat til at undervise de nye og får stipendium til Harvard og allerede er professor i reumatologi. To børn og stadig kæreste med den smukkeste pige på Risskov Skole«.
Tue gik tre klasser over Peter Falktoft i skolen. Han blev forgudet af Peters forældre – og af alle andre:
»Han har aldrig sat en fod forkert, og han var den bedste til fodbold. Jeg susede over til ham hver morgen. Han var jo stor, så han sov længe. Tit sad jeg bare og ventede på, at han vågnede. Han er på mange måder alt det, jeg aldrig har været eller bliver. Han er så fagligt dygtig«.
Efter et par timer i haven går vi Peter Falktofts gamle skolevej. Han siger hele tiden ’vi’, når han fortæller, hvordan han stod op og gik op ad bakken gennem og videre op mod Risskov Skole.
Hvad er det for et ’vi’, du taler om?
»Det er vel mig og min stamme«, siger Peter Falktoft med et smil, inden han korrigerer sig selv:
»Men jeg var faktisk meget alene. Jeg gik rundt og jonglerede alene eller skatede alene. Og jeg spillede sindssygt meget ’Championship Manager’ på min computer. Så indimellem hørte man lyden af en bold oppe fra taleinstituttet. Det kunne man høre i hele kvarteret. Så stormede vi derop og spillede hele aftenen«.
En ridse i lakken
Vi går igennem Psykiatrisk Hospital, som ligger midt i gamle Risskov.
»Vi havde en manddomstest, som var lidt Risskov-pendanten til spartanerne, der sendte deres børn ud i kulden for at slå en ulv ihjel. Ellers var de ikke spartanere. Vores test var, at man skulle sprinte igennem Psykiatrisk Hospital midt om natten. Der var så mytisk uhyggeligt, som der overhovedet kunne være«.
Der er nogle pletter på træerne omkring hospitalet, hvor barken er skrællet af:
»Vi sagde til hinanden, at det var de tossede, som gnubbede sig op ad træerne om natten«.
Hvad tror du Psykiatrisk Hospital betyder for Risskov?
»Det gør Risskov skørt. Det kan aldrig blive helt pænt, når vi har det store tossehus i midten. Det har været en ridse i lakken. Kan vi ikke dække det lidt til? Nej, det kan vi ikke. Lige fra jeg var lille, har man sagt: Der ligger jo for milliarder dernede! De bedste grunde i byen! Og nu er de begyndt at sælge noget af det fra. Den etniske udrensning er i gang. Jeg tror gerne, man ville have, at det ikke var der. Man vil gerne have de skøre ud«.
Hvordan ville du have det, hvis de flyttede Psykiatrisk Hospital fra Risskov?
»Du ville selvfølgelig være imod det, fordi du er fra Politiken. Jeg vil bare ikke have, at de ændrer så meget som en gren i Risskov. Jeg bliver rasende over alle forandringer her«.
Falktoft husker en anden episode, som udfordrede det privilegerede Risskov. Det var dengang, multikulturalismen kom til den hvide forstad:
»Da Misal startede inde i b-klassen, var der ramaskrig. Det blev aldrig sagt højt, men der var ramaskrig. Vi kan da ikke have en Misal inde i b-klassen! Og Helmi og hans storebrødre Ahmed og Tahar! De var stærkere end os, de var bedre end os til fodbold«.
Det var dengang, kommunen begyndte at flytte børn fra belastede skoler for at integrere dem i velfungerende institutioner:
»Misal var tyk«, fortæller Peter Falktoft:
»Hans forældre havde en kiosk. Jeg kan huske, dengang vi havde været lidt efter Misal. Pludselig holdt der en sort Honda Civic ude foran Risskov Skole – med Misals storebrødre i. Vi var nødt til at gemme os helt oppe på loftet, hvor vi lå på nogle brædder og kiggede ned og ventede på, at de kørte igen. Vi troede, vi skulle dø. Det var mit første møde med muhamedanerne: en Honda Civic, der holdt dernede for at banke mig og drengene. Det var voldsomt«.
Hvordan oplevede Misal det?
»Jeg mindes, at Misal faktisk var ked af, at hans storebrødre var kommet. Han gik i den allermest homogene klasse; der var ikke plads til noget som helst derinde. Det var den rene, homogene trivsel«.
Det var ifølge Peter Falktoft ikke den eneste gang, Risskov blev anfægtet af multikulturalismen. Det var ikke populært blandt boligejerne ved vandet, da dem med anden etnisk herkomst begyndte at komme med bus nummer 12 til stranden i Risskov:
»Der var ikke nogen, der sagde noget højt, men jeg datede mange piger, som boede i første og anden række ned til vandet. Deres forældre blev meget bekymrede for deres boligpriser og deres døtre, da muhamedanerne begyndte at komme på stranden«.
Falktoft kigger over kanten på sine solbriller og tilføjer:
»Da havde de jo den fordel ved Den Permanente, at der var så meget nøgenbadning, at det holdt de mere troende væk«.
Duften af skolegård
Som en kaserne troner Risskov Skole for enden af Skovagervej. Først ser man toppen af den autoritære bygning i røde mursten. Efterhånden som man nærmer sig, ser man mere og mere af bygningen, indtil man til sidst står foran den enorme bygning og er meget lille.
Peter Falktoft siger selv, at han bliver overvældet af gensynet med den gamle skole. Men han taler stadig roligt og griner lidt ad sig selv, mens han fortæller:
»De har fået nye vinduer. Så er der tilbygningen, og de har fået nye baner. Tiden går sin gang, ikke. Men duften er den samme. Kender du det? Duften af vådt græs om sommeren. Duften af den her skolegård ... kombinationen af asfalt og lidt jord. Så forsvinder hele ens liv et øjeblik«.
Vi går ind over den del af skolearealet, som hedder ’den store skolegård’. Den er kun for de store klasser. Peter Falktoft kigger op ad den store bygning:
»Det er en tur tilbage, som man siger. Alle priserne på kaminhylden, kæresten, Frederiksberg, det vante liv i København. Alle de fans på Facebook, alt pisset. Det er væk lige nu«.
Der er varmt og tomt i skolegården, det er sommerferie. Peter Falktoft taler videre:
»Den er lidt skræmmende også, skolen. Den troner sig jo op. Jeg var jo lille, men stærk. Skolen var enorm. Når du får at vide, at du ikke er egnet til gymnasiet, når du får at vide, at du er ordblind, at du er en dårlig indflydelse, og at du gør andre kede af det. Du føler, dit liv slutter, hver gang du får dårlige nyheder fra en voksen, når du er barn. Hver gang. Det skaber næsten en smag i munden. Den kan jeg smage, nu jeg står her igen«.
Peter Falktoft var et problembarn på Risskov Skole. Da han gik i 4. klasse, fik han at vide, at han var ordblind og skulle være glad, hvis han lærte at læse et ord om ugen. Så fik han alle Jumbobøgerne af sin far i en sommerferie, på den betingelse at han prøvede at læse dem alle. Det gjorde han, og efter sommerferien var han blandt de bedste til at læse. I 8. klasse orkede hans mor ikke mere brok. Hun tog ham ud af skolen og flyttede ham til den private Kochs Skole. Der gik han i 14 dage, inden han blev smidt ud:
»Der var en, der truede mig med en saks, og så smed jeg en stol i hovedet på ham. De havde en laissez-faire-udgave af Herlufsholm kørende, hvor 9.-klasserne skulle opdrage på 8.-klasserne, og der var fælleskøkken. Der var sådan en gut, en hvid mand med rastahår, et forfærdeligt arrangement, der trak en saks på mig, og så forsvarede jeg mig med en stol. Det blev lynhurtigt min skyld. De gik meget op i den homogene trivsel. Der var et fremmedlegeme på skolen, og det var mig«.
Det ville være nærliggende at flytte videre til Strandskolen, som også ligger i Risskov. Men der kunne han ikke komme ind:
»Jeg oplevede tit, at mit rygte løb i forvejen. Så selv om de ikke havde mødt mig, havde de hørt om mig. Og vi var taget derned en aften, fordi der var nogle, som ville banke vores ven. Vi forsvarede ham, og så var jeg ligesom i registeret på Strandskolen. Eller også havde de fået filen fra Risskov Skole«.
Han kom i stedet på Rudolf Steiner-skolen, men det fungerede heller ikke. Efter to måneder traf han efter eget udsagn sin første selvstændige beslutning:
»Jeg sagde til min mor: Hvis du ikke får mig væk herfra, bliver jeg aldrig til noget. Du skulle danse dine følelser ud. Der var folk, som ikke kunne et ord engelsk eller læse i 8. Og man fik at vide, at man skulle spille på et instrument. Jeg var ikke til en eneste musiktime. Man gik bare rundt. Du lærte intet, intet. Jeg sagde til min mor: Det her går ikke. Så fik hun mig ud på Sølystskolen«.
Man skulle i landbrugspraktik på Sølystskolen, og man blev sendt uden for døren, hvis man lavede ballade. Det fungerede for Peter Falktoft. Efter 9. klasse ville han gerne på Katedralskolen:
»Det var min store drøm, derinde gik Tue, og jeg ville alt det samme som ham. Men jeg fik at vide, at jeg ikke var egnet«.
Peter Falktoft blev i stedet anbefalet en karriere som kørelærer. Men han valgte at tage 10. klasse, inden han endelig kom ind på Katedralskolen:
»Der fik jeg en dansklærer, Poul Ørum, som for første gang gav mig glæde ved at lære noget og ved at gå i skole. Alle de andre lærere havde været narrehatte«.
Peter Falktoft kigger op på den store Risskov Skole:
»Jeg ser lidt mit liv som en film. Og jeg synes, det er forkert, at jeg ikke afsluttede min skolegang her på Risskov. Det passer bedre, men sådan skulle det ikke være«.
Vejen tilbage
Jeg var et dydsmønster på Risskov Skole, jeg fik fine karakterer og kom på gymnasiet og fik fine karakterer og kom videre til universitetet, inden jeg fik job på Dagbladet Information. Det er den lige vej fra det humanistiske Risskov, men jeg er ikke så stolt over Risskov som Peter Falktoft. Jeg har aldrig tænkt, at vi var en særlig stamme, men blot bemærket, at jeg ofte mødte folk fra Risskov, som det er gået godt.
Hvordan kan det være, at du ikke hader det her sted?
»Jeg tror, det hele er lidt skæbnebestemt. Jeg er meget, meget godt tilfreds med den, jeg er blevet i dag. Og jeg ville nødig have det anderledes. Derfor tænker jeg, at alle de hak, jeg har fået, og den modstand, jeg fik, har gjort mig til den, jeg er i dag. Det kan være, hvis det hele var gået dårligt, eller mit liv slår en bane, så jeg ender ude i hegnet, at jeg vil sige, at det også var alle de forbandede svins skyld«.
»Mine forældre er mere sure over det, end jeg er. De følte, at jeg blev dårligt behandlet. Nogle gange af omgivelserne, andre gange af skolerne. Min mor er i dag rigtig glad for, at det er gået mig godt. Det fryder hende virkelig, og det skal være hende vel undt. De er også forældre, så det var aldrig mig, der var noget galt med. Det elsker jeg dem kun for«.
Vi går videre fra skolen ned mod fodboldklubben VRI. Et par yngre fyre på vej ned for at bade stopper og spørger høfligt, om de må tage et billede med Peter Falktoft. De siger, de godt kan forstå, hvis han er træt af det. Men de får begge taget deres billede sammen med ham og stikker videre ned mod stranden. Peter Falktoft fortsætter sit svar på spørgsmålet om, hvordan han ikke hader Risskov:
»Man kan gøre to ting, når man bliver kuet. Enten kan du bukke under for det, eller også kan du vise dem, at det er dem, der tager fejl. Jeg havde det sådan fra en meget tidlig alder: Det skal fandeme være løgn. For man bliver jo pakket ind i en kasse. Så er du ordblind, så skal du til specialundervisning. Så kan du blive kørelærer. Du er ikke helt så fin som de andre. Du kan vælge at acceptere det og gå ind i din rille og blive kørelærer. Eller du kan sige: Fuck det. Jeg valgte så den anden dør«.
Hvor er din selvtillid kommet fra?
»Det er ikke selvtillid. Jeg sidder jo ikke og er Thomas Blachman. For mig er det trods. Jeg er tit nervøs. Jeg er tit usikker på mig selv, men jeg kunne aldrig drømme om at vise det. Og hvis jeg gjorde det dengang, havde jeg tabt. Mine venner var tre år ældre, og jeg var lidt boksepuden. Så skulle man slås lidt mere for det. Alt hvad jeg har opnået, det er trods. Det er ren og skær trods«.
Det sidste stykke af vejen ned til Den Permanente går gennem skoven. Han slår ud med armene under træerne og fortæller mig, hvordan verden hænger sammen. Jeg kommer i tanke om noget, som det vist er Bourdieu, der har skrevet: Dem, der har kæmpet sig op nedefra, er tit praktiserende sociologer. De har skullet gennemskue sociale sammenhænge og koder for at overkomme dem.
Vi kommer ud af skoven og står foran den gamle badeanstalt i træ med aflukkede afdelinger til nøgenbadning for mænd og kvinder og så den fælles strand for familierne i midten. Peter Falktoft vil i vandet.
Hvad har du ellers lavet her?
»Damer«, siger han og griner ad sig selv. Og ad mig:
Hvad skulle man gøre for at score pigerne i Risskov?
»Det er jo delt ind i faser, og der tror jeg ikke, Risskov er unik – selv om det smerter mig at sige det. Der er en periode, hvor du skal være uinteresseret. Så er der en periode, hvor du skal være den bedste til fodbold. Og så er der en periode, hvor du skal have de mest markerede kindben, og så er der en periode, hvor du skal være eftertænksom. Og så ...«.
»... så kommer den fede periode, hvor du simpelthen bare skal være stiv«.