Jeg tænker på, hvornår jeg sidst identificerede mig selv som ung. Og det har jeg givetvis aldrig gjort. Til gengæld var der sådan et skift, hvor jeg lige pludselig identificerede mit tidligere jeg som ungt. Jeg opdagede, at jeg havde været ung. Det skift indtraf, tror jeg, efter 9. klasse. Jeg fik en enorm lede ved mine venner og deres dekadente ungdomssværmeri. Konkret følte jeg mig svigtet af mine veninder. Vi kunne kun snakke om drenge og fester. Måske var det i virkeligheden tabet af barndom, jeg begræd på det tidspunkt. Jeg følte mig enormt svigtet.
Mit raseri mod de andre gik måske også på, at de havde en samfundsduelighed, som var vanvittig irriterende, når man lige pludselig opdagede, at man var ukapabel til alt muligt. Det vakte mit raseri at se studenter i studentervogne, fordi det var så totalt samfundsdueligt at gennemføre gymnasiet. Jeg undlod at starte i gymnasiet, selv om det var planen, og jeg var indskrevet. Jeg havde intens ulyst til det, jeg på det tidspunkt identificerede som et ungdomsliv.
Jeg synes ikke, ungdomslivet kunne rumme, hvem jeg nu end var, og hvor jeg nu end befandt mig. Samtidig kom jeg til at idealisere det voldsomt, fordi jeg fik bevidsthed om den der figur, jeg lige havde været, som var ung og ikke havde haft leden ved det.
