Foto: Finn Frandsen

Når man arver en lever følger der et vist ansvar med

David Wagner er helt inde og pille ved organerne i sin roman ’Lever’, der kommer på dansk i næste måned, og hvor den prisbelønnede tyske forfatter skriver om sin egen levertransplantation. Også en litterær bog om tarmsystemet er på vej.

Telefonen ringer lidt over frokost på en sommerferiedag. Den unge dødsmærkede mand tager den, og stemmen i den anden ende siger: Vi har et passende organ til Dem.

I måneder har den tyske forfatter David Wagner både håbet på og frygtet det opkald: For er det nu, han endelig kan blive rask og forblive sit barns far, eller er det nu, han skal dø?

Så tager han sin rejsetaske, sætter sig ind i sygetransporten og lader sig køre til den berlinske Virchow-klinik.

Tasken har været pakket i månedsvis, alligevel glemmer han hjemmeskoene og må på sygehuset trække et par gummihandsker på fødderne.

Historien fortalte den prisbelønnede forfatter, da han tidligere i år var inviteret til København af Goethe-instituttet for at tale om sin selvbiografiske roman ’Leben’, der i næste måned udkommer på dansk med den finurlige titel ’Lever’ – der både henviser til det organ, han endelig fik, og det, at han lever.

Romanen er en blodstyrtende og absurd historie om Wagners lange rejse tilbage til livet. Mens han står på ventelisten, samler han for eksempel på sære dødsannoncer. Og om natten på afdelingen gør han sig tanker om, hvem der måtte dø, så han kan leve videre.

»I sagens natur kan jeg ikke takke det menneske, der har givet mig sin lever. Jeg kan heller ikke takke personens pårørende, for det er strengt anonymiseret, når man modtager et organ. Så jeg følte mig også moralsk forpligtet til at fortælle historien. Man kan sige, at bogen også er en slags takkebrev til alle organdonorer og deres familier. For jeg er her jo kun, fordi nogle var meget generøse«, siger David Wagner, der, mens han taler, på hver side af sig har en rask og en syg lever i sprit, som Medicinsk Museion i Bredgade har rullet frem i dagens anledning.

Ind i maskinrummet

Forfatteren er glad for sin nye lever. Men også mystificeret. For den har ændret ham. En lille, men mærkbar forandring er, at han ikke længere bryder sig om søde sager. En større er en ny, klar fornemmelse af ansvar:

»Jeg bærer leveren videre for den, der ikke kunne længere«, siger han og ligner lidt en ringbærende hobbit med en opgave foran sig.

»Faktisk spørger jeg ofte mig selv, hvad jeg rent biokemisk er nu. Er jeg en anden?«.

David Wagner ser rask ud, og han har det godt, måske så godt, som han nogensinde har haft det, for han har været syg af autoimmun hepatitis, siden han var 12. Allerede som dreng vidste han, at hans lever ikke ville holde livet ud. Og senere som ung i Berlin kunne han opføre den perfekte brandert til festerne, for at drikke rigtigt gik ikke.

Forfatteren læser højt af sin bog på tysk med rolig, lav stemme og morer sig indimellem over sin egen tekst, der underspillet og med ironisk distance fortæller om angsten, underkastelsen, hverdagen på sygehuset, ensomheden og den særlige sindstilstand, man befinder sig i, når man lever i et ingenmandsland.

»Når man befinder sig i dette mellemrige med døden på den ene side og livet på den anden, lærer man ikke kun, at livet er værdifuldt. Man lærer også, at døden kan være det. Livet er jo egentlig anstrengende«, smiler han inde i fuldskægget.

David Wagner er naturligvis langtfra den første, der skriver om egen sygdom. Susan Sontag skrev om sin kræft, for eksempel, Siri Hustved om sin tilstand i ’Kvinden, der rystede’, og den svenske forfatter Henning Mankell, der har fået konstateret kræft, skriver fortløbende her i Bøger om sin angst og kemobehandling. Når det kommer til de psykiske lidelser står forfatterne i kø med beretninger om fastspænding og svær medicinering: Beate Grimsryd, Bjørn Rasmussen, Delphine de Vigan for at nævne et par stykker. Og med bøger som Giulia Enders’ om tarmsystemet (’Darm mit Charme’, omtalt i Politiken 21.7.) og nu David Wagners ’Leben’ er vi helt inde og rode i organerne.

Foto: FRANDSEN FINN

Ph.d. i nordisk litteratur Benedikte F. Rostbøll, der beskæftiger sig med kroppen i litteraturen og blandt andet har udgivet ’Skrevet med blod’ (2008), ser en bevægelse ind i kroppens maskinrum.

»Kroppens mysterier og sygdommens natur har altid fyldt i litteraturen«, siger forskeren, der er enig i, at man nu begiver sig helt ind i kroppen. Både når den er rask og altså også syg.

»Ser man skematisk på det, opfatter man kroppen indefra i 1980’ernes litteratur og udefra i 1990’erne, hvor der er en form for had til kroppen. Nu går man helt ind og meget direkte til værks«, siger forskeren, der hæfter sig ved, at: »Den fremmedgørelse af kroppen, der var i litteraturen i 1990’erne – kroppen som et biologisk monster – har man forladt. Nu afviser forfatterne ikke kroppen, de udforsker den: Olga Ravn, Bjørn Rasmussen, Giulia Enders, David Wagner ... Det her med nærmest at dissekere kroppen, undersøge den og måske håbe på, at den kan afgive svar på de grundlæggende, eksistentielle spørgsmål«, siger hun og tilføjer, at:

»Det ligner et opgør med den dualistiske tankegang, hvor man har kroppen som det lave og det metafysiske og hjernen som det høje. Der sker en opskrivning af ellers uglesete eller oversete kropsdele«.

Vi kommer heller ikke uden om det selvoptagede i at skrive om sin egen krop og sygdom, påpeger hun.

»Det er et selvstudium. Forleden hørte jeg om en kvinde, der lagde statusopdateringer op under hele fødselen. Tiden fra før 1970’erne, hvor kroppen var privat, er helt forbi«, siger Benedikte F. Rostbøll, der tror, at: »Det med at gå ind i kroppen, som var den et atlas eller et laboratorium, er en ny tendens«.

Professor i tysk filologi ved universitetet i Mannheim, dr. Antje Wittstock hæfter sig ved skiftet fra de ’fine’ organer til de mere ordinære eller skjulte.

»Hjernen og hjertet betragtes stadig som ’privilegerede’ organer, hjemsted for følelser og fornuft, men noget forrykker sig, og vi får andre organer ind. Organer, der tidligere var kedelige – eller tabuiserede – og derfor især behandlet på det burleske og obskøne litterære område, behandles nu seriøst«.

Kroppens synlighed i offentligheden, både i reklamen og på de sociale medier, inspirerer også litterære forfattere, mener hun.

Den største pris

Så tilbage til David Wagner.

Er der ikke lidt Facebook over at dele sin sygdom på den måde?

»Selv om Facebook giver mulighed for at kommunikere alt, håber jeg, at jeg har konverteret stoffet til noget mere end en opdatering. Jeg ville ikke begå en autopatologi, ingen medlidenhedsvækkende sygehistorie. Jeg ønskede noget, der vil give enhver læser en følelse af liv«, siger David Wagner og føjer til, at han ud over livets mirakel blev inspireret af hospitalet som ingenmandsland.

»Jeg ville skrive om dette mærkelige limbo, hvor patienten kun kan ligge og ligge. Han har masser af tid og er på en måde ikke længere blandt de levende. Og så gør et hospital alle mennesker til historiefortællere. Du ved: Så længe man fortæller, er man ikke død endnu. Det er intenst. Ens eget liv, og de andres liv, oplever man på ny«, siger David Wagner, som sidste år, da han modtog Leipziger Buchmesses store pris for ’Lever’, lod proppen blive på champagnen.

Den egentlige pris, sagde han, havde han jo allerede fået:

»Og den er jeg rigtig, rigtig glad for«.

Publiceret 26. august 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce