Foto: Line Ørnes Søndergaard

Hitler kan være en oplagt icebreaker

Den britiske kunstnerduo Jake & Dinos Chapman er blevet berømte for kunst, som er mere provokerende end køn. De vil gerne afmontere den aura af helligdom, der præger kunstverdenen.

I 2004 gik der ild i en lagerbygning i det østlige London. Bygningen var fuld af kunst, som opmagasineringsfirmaet Momart passede for en række gallerister, kunstnere og samlere.

For yndere af såkaldt britart var det et frygteligt tab. Omkring 50 værker af Damien Hirst gik op i røg, og det samme gjorde Tracey Emins meget personlige teltværk ’Everyone I Have Ever Slept With 1963-95’ (1995) og Jake & Dinos Chapmans ’Hell’ (2000), som bestod af langt over titusind bemalede miniaturenazister i et detaljeret apokalyptisk landskab under ni glasmontrer arrangeret i hagekorsformation.

Tracey Emin begræd offentligt tabet af sit lille telt og udtalte, at hun aldrig, aldrig ville kunne genskabe det, fordi det var blevet til under nogle særlige følelsesmæssige omstændigheder.

Men Chapman-brødrene havde ikke noget sentimentalt forhold til ’Hell’:

»Vi laver den igen ... det er bare kunst«, sagde de.

Nogle år senere stod version 2 færdig. Den var lidt vildere og hed ’Fucking Hell’.

Nu er der gået ti år siden branden, og Jake og Dinos Chapman har været i København for at åbne deres nye udstilling ’Come, Hell or High Water’ på David Risley Gallery i Bredgade.

Foto: SØNDERGAARD LINE ØRNES

Det lyder som en kliché, når det lige drejer sig om de to, men Chapman-brødrene siger det selv: De har tømmermænd efter en middag med galleristen. Nu er det dagen derpå, og vi sidder i et lille lokale, som støder op til udstillingen.

På pressefotos har de berømte brødre en upoleret britisk udstråling – tatoveringer, halskæder, isser, skægstubbe og ringe i øret. Og Dinos Chapman har engang sagt, at deres kunst ikke er et resultat af et samarbejde, men snarere af en konstant kamp mellem deres egoer. Hvem har lyst til at være i undertal mod Chapman-brødrene? Derfor har jeg taget min egen lillebror, Victor, med. Aldersforskellen er den samme, vi er bare noget yngre. Jeg præsenterer Victor som både min bror og »Jake & Dinos Chapman-ekspert«. Måske lidt overdrevet, men ikke helt løgn.

»I ligner ikke hinanden?«, lyder det melodramatisk fra den anden side af bordet.

»Det gør I heller ikke«, svarer vi.

Jake Chapman begynder straks at skrible løs på et lille stykke papir. Det er en test, der skal afgøre, om vi vitterlig er brødre. Vi består heldigvis.

Chapman-brødrene synes at acceptere konstellationen 2 x 2 brødre. De virker lettede og legesyge og taler ikke mere om den sag.

Der Führer

Ikke altid, men af og til er Adolf Hitler en god icebreaker, når man skal have en samtale til at flyde. I tilfældet Chapman er Hitler helt oplagt. I 2012 skabte Chapman-brødrene overskrifter i England, da de præsenterede et værk, der lignede en minigolfbane, hvor Hitler heilede, hver gang man ramte hullet ved hans skridt. En jødisk organisation fordømte værket og kaldte det smagløst.

Og på en af væggene i David Risley, ikke langt fra et værk med titlen ’Nein! Eleven’ (2012-13) hænger der seks akvareller, som angiveligt er malet af Der Führer selv i årene efter, at han blev afvist af kunstakademiet i Wien. Men akvarellerne er dateret 2008, for Chapman-brødrene har malet videre på dem – eller »forbedret« dem, som de kalder det. På en af dem har de tilføjet en barnlig sky og en mærkelig sort-hvid regnbue. Nu hedder den ’Jake und Adolf VI’ (og koster 212.000 kroner).

Hvordan ramlede I ind i Hitler?

»Mange af vores værker kredser om, hvad identitet betyder«, siger Jake. »Hvor meget kan et kunstværk være knyttet til en bestemt person? Hitler er måske den mest konkrete identitet, vi kender i dag. Og hans billeder er en myriade af stilarter – specielt fordi mange af dem er falske. Så hans værker er de mest skizofrene, malet af den mindst skizofrene person«.

Og så går I ind og ’forbedrer’ dem?

»Det værste, man kan gøre mod det menneske, som begik det værst tænkelige, er at male regnbuer på hans billeder«, siger Dinos.

På en anden væg hænger der nogle raderinger af Goya. Dem har Chapman-brødrene også tegnet videre på – eller »rettet til«. Det skabte en del ballade, da brødrene første gang udstillede deres bearbejdede Goya-værker for 12 år siden. Den prominente kunstkritiker Robert Hughes, som har skrevet et storværk om Goya, kaldte Chapman-brødrene for nogle »åndssvage klovne«, hvis navne i modsætning til Goyas snart ville være glemt.

Det er åbenlyst, at Jake & Dinos Chapman arbejder i et spændingsfelt, hvor provokation og forargelse spiller en hovedrolle. På den ene side tænker man, at det ikke kan være nogen nem opgave at forarge her i 2014, på den anden side er det tilsyneladende ikke så svært.

For nylig citerede britiske medier Jake Chapman for at sige, at det var »totalt tidsspilde« at tage børn med på kunstmuseum. At stille et barn foran et Jackson Pollock-maleri var en »hån« mod kunstneren, mente han. Det var godt stof. Billedkunstlærere og forskellige interesseorganisationer for børn kom op af stolene. Nu nuancerer Jake sit synspunkt. Han synes, at det er »fantastisk«, at børn kommer på kunstmuseum. Problemet opstår, hvis man forventer, at børn forstår for eksempel abstrakt ekspressionisme, bare fordi det ser enkelt ud, forklarer han. »Så reducerer man kunst til simpel æstetik«.

Jake & Dinos Chapman gik på Royal College of Art samtidigt, men havde egentlig ikke så meget at gøre med hinanden. Alligevel begyndte de at arbejde sammen i 1991, for de interesserede sig for de samme ting. De synes ikke, at deres kunst er chokerende, men de er på det rene med, at den er provokerende. De gør, som de gør, for at få folk til at tænke, siger de. Efter mange års erfaring udi provokationens kunst har de oparbejdet en træfsikker fornemmelse for, hvad der skal til for at skabe ballade og forargelse.

»Man kan ligesom lirke det frem«, siger Dinos og nævner ’Fuck Face’ (1994), som er kunstnerduoens første mannequinskulptur, der i et vist omfang ligner et barn, men har en penis i stedet for næse og et meget rundt hul som mund.

»Samtalen begyndte ikke med dukken, men med titlen. Hvordan laver man et værk ud fra et ord, som man ikke kan se for sig? Det brugte vi evigheder på at spekulere over. Fuck face er jo et ord, som bruges hele tiden i daglig tale«.

»På et tidspunkt arbejdede vi sammen med en rigtig sød, fin borgerlig dame, som driver et galleri«, siger Jake. »Flere af vores værker tog egentlig en bestemt retning, fordi vi gerne ville have hende til at sige titlerne højt«.

»Titlerne var totalt upassende for en kvinde af hendes sociale status«, siger Dinos.

»At høre hende sælge ’Two Faced Cunt’ (1995) over telefonen ...«, siger Jake og ler.

»Men hun vendte vores bestræbelser på at tilsøle hendes sprog til en sejr, fordi værkerne hurtigt steg meget i værdi. Hun brugte sproget, men hun tjente mange penge på at bruge det«, siger Dinos.

Tracey Emins telt

For tiden er Jake & Dinos Chapman også aktuelle med en udstilling på Jerwood Gallery i den sydengelske by Hastings, hvor de er vokset op. I et af lokalerne er loftet sænket til børnehøjden halvanden meter, så de fleste voksne skal ned i knæ for at se, hvad det er for et maleri, som hænger ensomt på væggen derinde. Minsandten – det er en A. Hitler.

Men der står også et telt: Tracey Emins meget personlige telt, hvor navnene på alle, hun har sovet sammen med siden 1963, er broderet på indersiden.

Teltet befinder sig i Hastings, men vi taler om det i København. Jake Chapman siger, at Tracey Emin ikke selv kunne genskabe sit telt, »fordi den manifestation af følelser, som hun forbandt med teltet, brændte sammen med teltet«. Og hvis hun forsøgte at lave teltet igen, ville det »underminere ærligheden og ægtheden i alle hendes værker«.

Jake Chapman fortsætter: »Egentlig mærkeligt, at det vil blive opfattet som uærligt at genskabe sit eget værk. Hvis man smadrer sin bil, skaffer man bare en ny. Men når det kommer til kunst, så vil det være en slags blasfemi. Film er løgn. Fotografi er løgn. Vi tror ikke helt længere på det, vel? Men med kunst er der en forventning om, at det fortæller en eller anden sandhed«.

Så I har genskabt Tracey Emins telt for hende, fordi I ikke bryder jer om den patos, der er omkring kunst – og særlig kunst, som er gået tabt?

»Vi genskabte Traceys telt af samme årsager, som vi genskabte ’Hell’. Der var opstået sådan et tomrum, hvor sørgmodige violiner spillede, og alle var åh, så kede af, at de her værker ikke længere fandtes. Men ’Hell’ var et værk, som var imod enhver form for nostalgi«, siger Dinos.

»Og de mennesker, som begræd tabet af ’Hell’, var de samme mennesker, som tidligere havde sagt, at det var en fucking rædsel«, siger Jake.

Så det var egentlig godt for ’Hell’, at det brændte. Værket blev en del af en performance, kan man sige.

»Præcis«, siger Dinos. »Hele pointen med at beskæftige sig med helvede er, at det er en endeløs, utaknemmelig opgave«.

Publiceret 17. november 2014

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce