Foto: Miriam Dalsgaard

Von Trier tørlagt, nøgen og på røven

Stort set alle Lars von Triers film er blevet til på en cocktail af alkohol og andre rusmidler. Men nu er Trier ædru, og ingen tørlagt kunstner har nogensinde præsteret noget interessant, mener den 58-årige instruktør, der efter tre års selvpålagt tavshed for første gang åbner munden om skandalen i Cannes, tankerne bag ’Nymphomaniac’, rusen som genvej til kreativitet – og så selvfølgelig om Hitler.

Helt nære sig kan han selvfølgelig ikke. Så ædru bliver Lars von Trier nok aldrig. Og da vi efter interviewet sidder ved spisebordet i stuen hjemme hos instruktøren og prøver at få en idé til et videoklip til Politikens hjemmeside, sker det.

»Eller skulle jeg tage et stykke tape af munden?«, foreslår han som en reference til de fotos, han under sin offentlige tavshed har optrådt på med tilplastret taletøj.

»Har vi sådan noget almindeligt gaffatape, skat?«, råber han til sin kone, Bente, der står i det åbne køkken.

Kort efter sidder han med en fed sort streg i skægget. »Det klæber godt«, kommer det gennem klisteret.

»Og hvad med denne her?«.

Da jeg løfter blikket fra blokken, sidder instruktøren med et lille sort gaffa-skæg over smilet.

»Nej, Lars!«, lyder det ude fra køkkenet. »Du starter bare et bål igen. Jeg orker ikke mere. Og for dig, der har mistet din humor, er det jo ikke sjovt«.

»Det er totalt gentagelsestvang«, tilføjer hun henvendt til mig:

»Han er jo besat af Hitler«.

Trier fanger mit blik.

»Se«, kommer det slukøret.

»Vi skulle bare have gjort det selv«.

Ærlighedssyge

I 90 dage har Lars von Trier ikke foretaget sig andet end at undlade at drikke og hver dag gå til møde hos Anonyme Alkoholikere. En præstation, der i AA anses som det første store ryk, som gerne følges af en trang til at træde frem med sit nye ædru jeg. Og Trier er som forvandlet, siger hans kone: stille, sart og tilbagetrukket.

»Men humoren ...«, tilføjer hun.

»Den er væk!«.

Det mærker man nu ikke som gæst i huset. Hverken legebarnet, drillepinden eller den kroniske provokatør synes at være dampet af i takt med promillen. Men noget er der sket med Lars von Trier. Han har mistet stedsansen. I sit liv og i sin kunst. Står rådvild og glaner rundt i sit projekt. Uden selv at tro sig i stand til at skabe noget af kvalitet uden de rusmidler, der – siger han – har givet ham adgang til en kunstnerisk parallelverden og gjort det legende let at træffe de mange valg, et manuskript stiller sin forfatter over for.

Efter tre års selvpålagt mundkurv åbner Lars von Trier for første gang munden. Kilde: politiken.tv / Peter Vintergaard

»Nu står jeg og skal gøre et forsøg på at holde mig i live ved at fjerne de forskellige rusmidler, men samtidig skal jeg prøve at holde den kreative linje, som jeg har lagt. Og det tror jeg simpelt hen ikke kan lade sig gøre. For ingen kreativ udfoldelse af kunstnerisk værdi er nogensinde blevet udført af forhenværende drankere og narkomaner«.

De kunstnere, Trier selv har sat størst pris på, har »alle vandret rundt i stoffer«, siger han.

»David Bowie havde absolut sin bedste tid, da han brugte stoffer mest. Det har altid været en måde at nå til parallelverdenen på. Kreativitet er på en måde at søge parallelverdenen. Men...«, siger han.

»Det må jeg prøve at se, om jeg kan bearbejde. Og det gør jeg blandt andet ved at give det her interview«.

I tre år har Lars von Trier ikke ytret sig offentligt, efter at han i 2011 på det skandaløse pressemøde i Cannes udtrykte sympati for Hitler, blev erklæret persona non grata og senere meldt til politiet i Frankrig for racistiske udtalelser.

»Det har været vidunderligt at holde kæft«, siger han og sidder med et lille smil, før han signerer udsagnet:

»Så slap jeg også for at udtale mig om kvaliteten af andre af Zentropas instruktørers film«.

Han savner dog at tale i filmmiljøet. På skolerne især. Men når han nu bryder tavsheden så eftertrykkeligt, skyldes det nok især et træk, som i offentligheden tolkes som en trang til selviscenesættelse, men som hans venner har en anden diagnose for: ærlighedssyge. Trier siger, hvad han tænker. Privat og offentligt. Uanset konsekvenserne. En mild form for Tourettes syndrom kaldte hans ekskone det i spøg.

»Det er da mærkeligt!«, siger han, som om det også er nyt for ham.

»Fordi alle andre ligesom har det med at holde på hemmelighederne«.

Trier kan ikke lide at gøre noget gedulgt. Det var også tydeligt under de mange samtaler, vi førte, da jeg skrev en bog om hans liv og film. Han er på samme tid mere maske end de fleste. Og mere menneske. Altid broderende på en lille skruet karrikatur af skiftevis sin egen facade. Og gæstens. For det næste øjeblik slet ingen at have. Når Trier lægger kortene på bordet, er det hele stakken. Og, siger han:

»Nu vil jeg altså gerne lægge forholdene omkring min kreative udfoldelse frem«.

At der også er et terapeutisk sigte med interviewet, bliver gradvis tydeligere. At Trier også forsøger at trække så fed en streg mellem sig selv og sit gamle liv, at han dårligt kan tillade sig at liste baglæns tilbage over den igen.

»Jeg har fornemmelsen af en livskrise. Fordi jeg ikke ved noget som helst. Andet end at jeg skal være ædru og et sødt og rart menneske for min familie«, siger han.

»Og det er åbenbart vigtigt at få talt med dig om det. For det er sgu en lidt ensom proces at gå til 90 AA-møder, specielt marginaliseret, fordi jeg ikke køber den store sandhed med Gud. Og at stå her med mine overvejelser om film og tv-serier. Skide ensomt«.

Menigmanden Lars Trier

Lars von Trier findes i to udgaver. Det offentlige billede af en excentrisk avantgardist, der fra sin udpost på det kunstneriske overdrev udspekuleret har manipuleret med vores følelser i sine film og med kryptiske happenings sat sig selv i scene som middelmådighedens store, angrebslystne undtagelse.

Og så er der personen Lars Trier. En høflig, korrekt og lidt nørdet familiefar med en drenget begejstring for emner, de færreste får øje på i tilværelsens afkroge. Fra fluefiskeriets hemmeligheder til den psykologiske betydning af, om man først klipper neglene på sin venstre eller højre hånd.

En selvironisk, evigt angstplaget midaldrende mand, der skyer sociale sammenkomster og jævnligt mener at kunne konstatere, at døden igen indhentet ham i skikkelse af en ond sygdom.

At det er menigmanden Lars Trier, der holder til i huset på toppen af en bakke ved Mølleåen i Nordsjælland med sin kone, deres teenagetvillinger og de mindre flamboyante sider af sine særheder, mærker man straks ved ankomsten. I perlegruset for enden af den lange indkørsel holder hans bordeauxrøde Volvo-stationcar. En trillebør står lænet op ad et skur og blotter sin gule bug. Og lidt derfra afventer drivhuset bedre årstider.

Døren i huset går op, længe før jeg når frem, og ud træder Trier i en sort T-shirt, med briller og fuldskæg. »Kan du ikke lige tage den opvaskemaskine med dig«, bjæffer han med et muntert nik mod en udtjent hvidevare, der ligger skrottet på plænen.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

Sådan kender jeg ham. Som en drillepind, der ustandselig løsner fæstet under éns sko. Og sine egne. Så egoet intet har at holde sig til. Men det er bare hans måde at signalere fortrolighed på. Og i det frie fald er der fred og ingen fare.

»Hvorfor laver vi det her interview«, spørger jeg, da vi har taget plads ved spisebordet i den store stue, hvor et hjørne af glas åbner for udsigten over åens sivklædte løb.

Vi ser på hinanden.

»Det kan være, at jeg skal tage mig en kop te«, siger han så.

»Nu du lægger så hårdt ud«.

På bordet står en køkkenrulle og en hvid tekande. Fra et af drengenes værelser høres en svag guitarklimpren, og med mellemrum krydser en teenager i strømpesokker tavs gennem stuen. Mere hverdag kan det dårligt blive.

At man er på besøg hos »verdens bedste filminstruktør«, som han selv har sagt, er sværere at aflæse i inventaret. Ud over den hvide Bodil-statuette , som Bente har reddet fra skraldespanden, og som har fået en ydmyg plads yderst i køkkenvinduet. Bag røremaskinen.

Her går en mand ved navn Lars Trier så og lever sit lille lavpraktiske liv i skyggen af den store instruktør med det lille, overlegne ’von’ skudt ind som en excentrisk kile. Og det er den almindelighed, han prøver at redde, forstår jeg. Om nødvendigt på bekostning af instruktørens originalitet.

Menigmanden Trier taler helst om alt andet end film og deres dybere mening, og der skal kæmpes for at undgå, at interviewet kun kommer til at bestå af hans små indlagte flugtforsøg ud i alt fra Sammy Davis Jr.s fattige opvækst, glæden ved omsider – efter 90 dage på beroligende medicin – igen at måtte køre bil og dagens i særklasse alvorligste tema: at familiens tv-signal og internetopkobling er kaput.

»Men ...«, giver han den med affekteret resignation.

»Så er der jo litteraturen tilbage«.

Angsten har han stadig. Sin forbandede ocd. Og den daglige frygt for dødelige sygdomme. I dag er medicinen bare på recept. F-U-C-K står der også stadig tatoveret på fire af den ene hånds fingre. Men budskabets oprørske robusthed underløbes en smule af hændernes vedholdende rysten, og når han fletter fingrene på bordet, så der opstår et ekstra lille mellemrum af hud mellem bogstaverne, er det lige før, at provokationen bare bidrager til hyggen.

Tatoveringen besluttede han sig for at få, da han og hans kone så en film, hvor Viggo Mortensen bar en magen til.

»Så sagde jeg: »Sådan en vil jeg også gerne have«. Så sagde Bente: »Så skal du også have det««, nærmest synger han.

Og det har været en succes.

»Vi har en købmandsbutik, hvor en helt ung ekspedient, en pige, da jeg havde tastet dankortet ind, kom til at sige: Vil du have tatoveringen med hjem?«.

Smutvej til parallelverdenen

Druk under optagelserne begyndte for alvor med indspilningen af ’Breaking the Waves’ i Skotland i 1995, fortæller han. Allerede på færgen til Dover kvalte han et angstanfald i en halv flaske vodka og tre beroligende benzodiazepiner.

»Alkohol er jo verdens bedste drug. Og jeg har altid brugt det som selvmedicinering mod alle de dumme angster, som bliver ved med at poppe op. Det virker fuldstændig præcist, men i længden desværre negativt. Og hvis det er angstdæmpende den ene dag, er det angstskabende den næste«, siger han.

Under optagelser har han brugt alkohol til at tage sin angst. For når 100 mennesker står og venter, kan han ikke blive liggende i sengen, forklarer han. Men med tiden eskalerede det, og til sidst mistede hans kone troen på, at han nogensinde kunne holde op, siger hun, da Trier og TDC-operatøren er forsvundet ned i kælderen for at besørge vigtigere ærinder.

»Han skal jo tale igen. Blande sig og være med og foretage sig nye ting. Så han ikke lever i erindringen som Lars, der drak«, siger hun.

Så dukker »Lars, der drak« op igen og tager plads ved bordet.

»Åh, ja«, siger han. »Nu ville det gøre godt med en håndbajer«.

Under optagelserne til ’Melancholia’ gik det »fuldstændig amok i fester«.

»Vi gav den en skalle hver aften. Jeg husker det som sindssygt morsomt. Og når du hver dag arbejder helt op til, hvad du kan, har du også brug for at komme ned igen«, siger han.

Da Trier holdt op med at drikke, fik han beroligende medicin, som han nu er trappet ud af, fortæller han over den frokost, hans kone stiller på bordet .

»I morgen kan du køre bil«, siger hun.

»I dag, faktisk. Klokken 12«, siger han.

»Det er nu«.

»Tillykke«, siger hun.

Anderledes målrettet har han brugt rusen, når han skrev sine manuskripter. Isoleret sig i dage- eller ugevis og sat sig op ved at drikke en flaske vodka om dagen og indtage »mit rusmiddel«, som han siger. Sådan fik han adgang til en parallelverden og fjernet enhver tvivl, så han i rasende fart kunne bevæge sig igennem den labyrint af valgmuligheder, ethvert manuskript udgør.

»Sådan skrev jeg manuskriptet til ’Dogville’ på 12 dage. Det var 278 sider«.

Manuskriptet til hans seneste film, ’Nymphomaniac’, er det første, han har skrevet uden rusmidler.

»Men det tog mig også halvandet år. Også fordi jeg delvis er depressiv og næsten ikke kan tage mig sammen til noget. Det blev til ganske små pip. Så hvad tids- og livsforbrug angår, har det været et smart regime, jeg har kørt før«.

Hvorfor vil du ikke fortælle, hvilket rusmiddel du tog?

Han ser længe på mig.

»Jeg synes, vi skal lade den ligge der«.

De fleste mennesker har en slags filter, som sørger for, at måske 80 procent af de indtryk, som konstant banker ind i sindet, glider uden om bevidstheden, har en psykiater fortalt Lars von Trier. Men hos særligt modtagelige personer fanger filtret måske kun 60 procent af indtrykkene. Og selv forestiller Trier sig, at det er i de ekstra 20 procent, at en kunstner henter sit materiale. Og måske er det den margen, rusen udvider.

»Du lukker ned for filteret og får adgang til parallelverdenen. Det svarer lidt til at være på shamanrejse, som jeg jo også har brugt, og som traditionelt ofte er foregået på rusmidler. Så rusen har altid været en måde at nå til den verden på. Og de oplevelser har fuld gyldighed. Jeg tror på en måde, at kreativitet er at søge den verden«.

Ikke ved at drikke sig vaklende i vodka. For så sker der ingenting, siger Lars von Trier, der med tiden raffinerede »cocktailen«, som han siger.

»Du må afveje de forskellige medikamenter, der står i dit medicinskab. Og jeg har arbejdet meget disciplineret med det. Det rusmiddel, jeg har taget, når jeg skrev, har jeg netop ikke brugt i alle mulige tilfældige situationer«.

Fik du ideer, du ellers ikke havde fået?

»Det er jeg fuldstændig sikker på. Og det hjalp mig til at træffe beslutninger«.

Skrivekrampe opstår, når man kommer i tvivl om, hvad vej man skal gå i sin tekst, forklarer han.

»Fordi flere muligheder ser lige indbydende ud. Men som jeg havde sat mig op med alkohol, og hvad der ellers fulgte, var jeg helt klar til at træffe beslutninger og bare gå videre. Og det er jo tvivlen, der tager tid. Når man stopper op og tænker: Jeg kunne jo også gå den anden vej. For mig var det bare: højre, venstre, ligeud. Det lod al tvivl tilbage. Og det er jo fantastisk«.

Medmindre du valgte forkert, vel?

»Det gjorde jeg ikke. Det var kun den overflødige tvivl, jeg kom til livs«.

Hvad vil du sige til dem, som herefter vil gå i druk og dope for at få originale ideer?

»Jeg kan ikke anbefale det til nogen. Det er da pissefarligt og dumt på alle måder. Jeg har jo heller ikke selv lyst til at dø af at være alkoholiker. Det er klart, at parallelverdenen koster, men jeg havde sindssygt meget glæde af det«.

Det lyder som en reklame for misbrug ...

»Der er tale om brug, ikke misbrug. For jeg har haft et formål, jeg kan stå inde for. Og hvis jeg har drukket en flaske vodka eller taget et gram narkotika for lidt i forhold til at optimere min kreativitet, var det en forbrydelse. Over for mig selv og værket. For så har jeg ikke gjort mit yderste«.

For tyndt til et interview

Og der har vi problemet. Nu da kaffe er Triers stærkeste stimulans, frygter han, at hans yderste ikke længere er nok.

»Jeg ved ikke, om jeg kan lave flere film. Og det plager mig. For hvad skal jeg ellers gøre med mig selv? Jeg kan ligesom kun eksistere, hvis jeg producerer et eller andet«, siger han.

Hele sin karriere har Lars von Trier haft en fornemmelse af den kurs, han fulgte i sine film. Som en af flere spejdere sendt ud for at kortlægge en ø. Og skal det lykkes, må hver spejder konsekvent følge sin egen kurs. Ellers når ingen frem til kysten, og så bliver øen aldrig kortlagt. Derfor har Trier, som han siger, sat sig for altid at gå stik vest.

»Problemet er bare, at jeg for første gang ikke rigtig er klar over, hvor vest er. Og det er noget lort«.

Da du for år tilbage fik en depression, sagde du vist også, at du ikke vidste, om du kunne lave flere film ...

»Årh, det siger jeg hele tiden. Patetisk!«, griner han. »Ligesom Bergman hele tiden lavede sin sidste film, og Frank Sinatra holdt alle sine afskedskoncerter. Men ...«, siger han.

»Holdt Sinatra op med at drikke? Det tror jeg ikke. For det tvivler jeg på, at karrieren havde holdt til«.

Står du i et valg mellem mennesket Lars Trier og instruktøren Lars von Trier?

»Det gør jeg jo. Og foreløbig har Lars Trier fået hovedstolen«.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

Tror du virkelig, at du måske har lavet din sidste film?

Han vrider sig lidt i stolen.

»Jeg kommer vel til at lave film«, siger han så. »For jeg bliver endnu mere angst og dum af ikke at stå op om morgenen«.

Hvordan frygter du, at dine film bliver?

»Jamen, at de ikke bliver gode nok«, kommer det med spæd stemme.

»Og alene den angst burde jo få mig til helt at holde mig fra det, ville jeg have sagt i mine yngre dage. Fordi den gør dig umodig. Jeg tror, de bliver dårlige. Og hvis de skal være dårlige, skal de være rigtig dårlige. Ikke sådan noget pjat«.

Er du bange for at lave kedelige film?

»Kedelige er fint. Det er værre, hvis jeg finder en eller anden glansbilledgud og laver små muntre og specielt opbyggelige film med en lykkelig slutning. Og det værste, jeg kan forestille mig, er den slags film, som i rigt mål bliver lavet af andre af landets instruktører. Så hellere lave noget fuldstændig uforståeligt«.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

Hans værste skræk er at falde for den klassiske fristelse: at lave »gammelmandsfilm«, som han siger. At slutte karrieren som sit eget ekstranummer i en magelig æresrunde, hvor man uden vovemod gentager sine bedste tricks for et stadigt bredere publikum.

»Som de dårlige film, Bergman lavede til sidst, og som de fleste får lavet til sidst«, siger han.

»I ’Fanny og Alexander’ tog han alle de ting, han kunne, og peppede det voldsomt populistisk op. Hold kæft, hvor var den rædselsfuld. Ren spekulation. Det er muligt, at folk, som ikke kender resten af hans værk, følte sig godt underholdt, men jeg kan jo se, hvad det er for film, de forskellige ting stammer fra, og det er gode film«.

Er ’Nymphomaniac’ da en gammelmandsfilm?

»Det synes jeg ikke«.

Er din bekymring så ikke lidt tynd?

»Jamen, det kan da være ...«, ironiserer han med krænket mine, »... at det her er for tyndt til et interview«.

Alle forstår Hitler

Så er der heldigvis anderledes tyktflydende materie at kaste sig over. Som skandalen på pressemødet i Cannes i foråret 2011, hvor Trier under præsentationen af ’Melancholia’ chokerede ved på sit skoleengelsk at rode sig ud i nogle halvkvædede betragtninger om jøder og Hitler.

»Det var det første pressemøde, jeg har været ædru til, og det er åbenbart livsfarligt«, siger han.

I normalberuset tilstand går instruktøren nemlig et skridt længere frem.

»Ligesom med skydning og tennis, hvor du skal slå igennem. Ellers fungerer det ikke. Specielt en tennisserv nytter det ikke at stoppe midt i. Og jeg slog ikke rigtig igennem. Jeg var for venlig, fordi jeg var ædru, så jeg tøvede og fik ikke ført mine pointer igennem«.

Hvad Lars von Trier vist nok forsøgte at sige, var, at han, indtil han troede, at han var jøde, indtil han i en alder af 33 år fik at vide, at hans far, som var halvt jøde, ikke var hans biologiske far. Det var en mand af tysk afstamning.

På pressemødet valgte Trier nu en, mente han, mere lige vej til målet. Nemlig at sige, at han længe troede, at han var jøde, men så fandt ud af, at han »i virkeligheden var nazist«. Og da han netop havde set filmen ’Der Untergang’ om førerens sidste dage i Berlin, tilføjede han lige, at han forstod Hitler.

»Vi har jo alle sammen set 100 timer med nærbilleder af Hitler«, lyder forklaringen i dag.

»Og fordi det er ham, vi ser, opstår der et såkaldt Stockholmsyndrom, tror jeg. Hitler var en klovn. En fuldstændig umulig klovn, der har begået de værste krigsforbrydelser nogensinde. Men det er ham, vi får ansigt på, ikke de seks millioner jøder. Når man tænker på Anden Verdenskrig, er det ham, man tænker på. Og så bliver man nysgerrig på ham«.

Den Hitler, som i ’Der Untergang’ hekser rundt med sine store planer i den lille bunker i Berlins ruiner, følte Trier for.

»Det er jo sørgeligt. Man er fascineret af Hitler på samme måde som af Hannibal the Cannibal, som jo heller ikke...«, siger han og vejer ordene med et lille smil, » ... er et af Guds bedste børn«.

Hvad er det, du forstår ved Hitler?

»Hans kamp for at gå til højre og venstre på de rigtige tidspunkter. Jeg forstår godt, at han må være kynisk, hvis hans krig skal gå op. Selv om han jo er mere end kynisk. Og selv om jeg på ingen måde sympatiserer med hans projekt. Sådan føler jeg bare også som arbejdsgiver, når jeg er kynisk over for mine skuespillere for at få dem til at præstere. Ligesom Hitler var over for sine generaler, som han ville have til at gøre det modsatte af, hvad de ville«.

Du genkender diktatorens tilbøjelighed til at gå planken ud?

»Ja ja. Og så skal man sige, at vi slås til sidste mand ved Stalingrad. Vel vidende, at så bliver hele banden slået ihjel«.

Alt dette og Triers livslange fascination af nazisternes storladne iscenesættelse og af naziarkitekten Albert Speer forstod mange af de fremmødte journalister godt, mener instruktøren. For de kendte hans film og hans forkærlighed for at lege på tærsklen til det unævnelige. Derfor spurgte de ikke.

»Men jeg kunne godt have brugt spørgsmålet: Hvad mener du egentlig? For så var alting faldet på plads«.

Skandalen

Senere på dagen vendte journalisterne tilbage med ordrer fra deres redaktører om at ’gå på ham igen’.

»For da var udtalelsen kommet ud i korte statements og blev opfattet på en helt anden måde«, siger Lars von Trier, der nu stadig ikke selv fattede alvoren.

»For jeg vidste jo godt, at jeg ikke var nazist. Men franske journalister, fornuftige mennesker, jeg har kendt hele mit professionelle liv, kom og sagde: »Min redaktør har bedt mig spørge ...«. Og jeg skulle også sige, at Albert Speer var en dårlig arkitekt«.

Trier forlod filmfestivalen som persona non grata. I Danmark var der ikke mange, der tillagde ham nazistiske sympatier, men en iransk vicekulturminister gav ham straks sin varme støtte, og også andre forstod at passe hans tågesnak ind i deres kram.

»Jeg skal lige vise dig det her ...«, siger han og forsvinder ud ad en dør.

»Det er Simon Wiesenthal Centret, der har lavet en hitliste over verdens 10 værste antisemitiske udtalelser«, siger han, da han vender tilbage og lægger listen på bordet.

»Og der var jeg nummer 5«.

Da Trier i oktober 2011 på anmodning af fransk politi blev afhørt af Nordsjællands Politi, holdt det endegyldigt op med at være sjovt. »På baggrund af denne alvorlige sigtelse må jeg forstå, at jeg ikke ejer evnen til at udtrykke mig utvetydigt«, lod han meddele. Og: »Jeg har derfor besluttet, at jeg fra i dag afholder mig fra enhver offentlig udtalelse«.

Trier var skræmt fra vid og sans.

»Jeg havde det ikke godt med udsigten til fem år i fængsel i Marseille«, siger han og futter ud i køkkenet.

»Jeg ville jo stort set være død efter tre-fire døgn«, kommer det derudefra.

Frygtede du virkelig det for alvor?

»Du ved, jeg er ikke så svær at ophidse«, siger han. »Og fordi straframmen var så høj, risikerede jeg, hvis jeg nægtede at rejse til Frankrig, at blive lagt i håndjern, kørt til Vestre Fængsel og fløjet til Frankrig«.

Sagde din advokat ikke, at det var helt utænkeligt?

»Nej, for det var ikke helt utænkeligt. Det gjaldt om at få de franske myndigheder til at forstå min personlighed«.

Hans kone mente, at han skulle fortælle, at hans fire børn alle har jødiske for- og mellemnavne.

»Aj, det er for tykt, sagde jeg. Men så gjorde jeg det, og det var noget af det, de lagde mest vægt på. Usandsynligheden af, at jeg var antisemit, når jeg havde så mange jødiske referencer«, siger han, da han vender tilbage med kaffen.

Og endnu en gang nøder mig med Incos færdigbagte pain au chocolat, som – lyver han – »Bente selv har bagt«.

»Du kan jo se de billeder derovre«, nikker han mod et ægtepar i to forgyldte rammer, Salomon og Ethel Trier, hans stedfars jødiske ophav, som i 1700-tallet kom til København fra Trier i Tyskland.

»Jeg er jo jøde i hjertet«.

Længe var tavsheden en gave.

»For de spurgte jo altid om det samme«, siger han.

»Og så slap jeg også for at udtale mig om ’Nymphomaniac’«.

Nymfoman ved et tilfælde

Egentlig var det alt andet end den store udforskning af tilværelsens liderlige lethed, Lars von Trier havde i tankerne, da han besluttede at lave sin fem en halv time lange film om nymfomanen Joe, der har levet sit liv i sine lysters vold. På bekostning af alt, hvad vi andre har kært. Og mens en anmelder mente, at filmen tydeliggør »menneskets tragiske grundkonflikt« mellem natur og intellekt, var Triers eget afsæt en smule mere lavpraktisk.

»Det startede lidt som en munterhed til Peter Aalbæk«, forklarer han.

»Jeg sagde, at jeg havde to film, jeg kunne lave. Den ene hed ’Lort i liggesåret’. Den anden hed ’Nymfomanen’. Jeg havde kun titlerne. Og så skulle han vælge ud fra det«.

Instruktøren var begyndt at læse romaner igen og fik den tanke at overføre et af litteraturens greb til film. Digressionerne. Alle de mange små afstikkere, en forfatter kan tage fra historiens hovedspor, mens filminstruktøren værsgo må marchere den lige vej frem mod sit dramaturgiske klimaks.

»Jeg læste temmelig meget, da jeg var ung. Og så i 30 år læste jeg ikke en bog. Men det startede jeg så på, og det var skidesjovt. Dostojevskij og alt muligt«.

I romanen ’Doktor Faustus’ skrev Thomas Mann, at nu vil der ske noget voldsomt, men at det er hans privilegium som forfatter at bestemme, hvordan og hvornår det skal omtales, forklarer Trier.

»Og det bliver ikke nu«, tilføjer han med en lille snedig latter. »Og så pladrer han i en eller anden retning«.

Sådan opstod rammehistorien, hvor nymfomanen Joe og den aldrende, asketiske bogorm Seligman under genfortællingen af Joes lystfulde livshistorie forvilder sig ud på nogle gevaldige omveje og ind i blindgyder, hvor de giver efter for Seligmans små mentale besættelser af alt fra fluefiskeri over Bachs polyfoniske musik og til skønheden ved Fibonaccital.

Og hvad netop de udflugter havde af ærinde i filmen, gav sig selv.

»Jeg ville bare gerne lave en film, som bestod af alle de ting, jeg selv sætter pris på. Så jeg samlede alt muligt, jeg kan lide og ved noget om, og proppede det ind i en pornofilm«, siger Trier.

Hvor godt afstikkerne virkede, kom bag på ham selv. Og på flere anmeldere. Måske, mener Trier, fordi dramaturgien i mainstreamfilm er blevet så raffineret, at selve historien kan fortælles hurtigt, og den mest overraskende vej mellem to punkter derfor er den længst tænkelige.

»Det kan godt være, at nogen stadig synes, det er sjovt med en historie, der bare sidder lige i skabet. Altså: Hvem gjorde det? Butleren. Jeg er ligeglad med målet. Men vejen derhen er interessant og må meget gerne gå via en masse digressioner. Jeg kan også godt lide, at man er i instruktørens vold og ikke rigtig ved, hvor man skal hen. Nå! Så sætter vi en lille menu sammen, og vi starter med noget om ... fluefiskeri«.

»Men jeg kom ikke i biografen for at se noget om fluefiskeri!«, protesterer han.

»Nej. Netop! Man vedtager bare, at fluefiskeri er interessant. Og næsten alt, hvad man dykker ned i, bliver jo spændende. Digressioner er vidunderlige. Jeg kan godt lide, at man går ud i ting om helikoptere, og jeg ved fandeme ikke hvad, fordi Seligman tilfældigvis lige har læst en bog om et eller andet«, siger han og tilføjer lavmælt:

»Idiot«.

Hvad ville du med selve historien om nymfomanen?

»Ja, den måtte jo så underlægge sig alt det andet«.

Du ville ikke udforske noget i menneskelivet eller seksualiteten?

»Nej. Publikum må gerne, hvis de synes, at de får hjælp til det af filmen. Jeg ved godt, at den ikke blev særlig liderlig pornografisk set. Men selvfølgelig var jeg nysgerrig over for det kvindelige sexliv i alle dets afskygninger. Og det er vel ... fair nok«.

Hvad siger ’Nymphomaniac’ om kvinders seksualitet?

»Det ved jeg sgu ikke«.

Men du HAR set filmen, ikke?

»Jo«, griner han.

»Temmelig mange gange. Og selv om det går ad helvede til, godkender den alligevel den kvindelige seksualitet, vil jeg tro. Eller ... håbe«.

Hvordan oplever du Joes liv?

Han ser på mig.

»Nu udtaler jeg mig jo ikke offentligt«, griner han.

Alle filmens erotiske historier er inspireret af virkelige hændelser. Fra en natlig konsultation, hvor kvinder står i kø til en omgang masochistisk underkastelse, over et væddemål om, hvem der kan dyrke sex med flest fremmede i løbet af en togtur, og til mødre, der giver afkald på deres børn for at dyrke lidenskaben. Historier, instruktøren selv er faldet over i sit liv eller har researchet sig til i interview med kvinder.

At Zentropa ville udsende en kortere, censureret version, var han indforstået med. For ellers kunne projektet ikke finansieres. Men ikke at hans egen version først kom ud langt senere og ikke blev markedsført lige så massivt.

»Jeg ville ikke selv være med til at lave den korte, for det er svært at gøre noget dårligere, end man synes, at det kan gøres. Og jeg har ikke set den, for det ville bare ærgre mig«, siger han.

Triers egen udgave af ’Nymphomaniac’ blev, til instruktørens overraskelse, endnu bedre anmeldt end den kortere.

»Jeg frygtede jo, at de skulle sige: Arh, så var der heller ikke mere. Men det vigtige for mig er at slå fast, hvad for en version jeg har lavet. Og der står jeg midt i fissen der«, siger han og peger på dvd’en med ’Nymphomaniac’, der ligger på bordet imellem os, hvor Trier står i en kæmpemæssig gylden parentes i et hvidt jakkesæt iført sommerhat og med hænderne i lommerne – som en stiliseret vagina med kunstnerens ansigt som selve følsomhedens bebrillede centrum.

Ja, der står du jo godt ...

»Jeg kan ikke stå bedre«.

Er der virkelig ikke mere i det tema for dig, end at vi mænd synes, at kvinders liderlighed er interessant, fordi når den er til stede, kan vi få afløb ...

»... for vores egen?«, griner han.

»Jamen, det kan være, at der netop ikke er andet interessant i filmen. Måske er det derfor, at alle digressionerne bliver spændende. Det var nærmest restmateriale, vi tvivlede på ville fungere«.

»Rent praktisk var det en fordel, at Seligman kunne afbryde Joes historie og sige: »Hov hov! Det lyder usandsynligt«, forklarer han.

»Og hun så kunne svare: Hvem fortæller historien, dig eller mig? Det er jo sådan noget, man som instruktør har lyst til at sige til publikum, hvis de mener, at filmen er urealistisk. Og så siger Joe: »Hvad tror du, at du får mest glæde af: at tvivle på historien eller at tro på den?««.

Han ser op.

»Det er fuldstændig lige som i AA«.

En slavefilosofi

Netop der begynder Lars von Triers trængsler i Anonyme Alkoholikere. Med hans tro på historien. I dette tilfælde erkendelsen af, at »en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage«, som der står i det andet af de 12 trin, man skal tilbagelægge på sin vej til ædruelighed. Og længere ad den trappe kom Trier ikke.

»Jeg vidste, at AA er det eneste, der virkelig virker. Og første trin nåede jeg lige: at jeg er magtesløs over for alkohol. Men allerede på andet trin skal man smide alt, hvad man har i hænderne, over til Gud. Jeg troede, at al den åndelighed var nemmere at holde ud, men der er sindssygt meget Gud-snak, og det går mig i den grad på«, siger han.

»Så endnu en gang er jeg marginaliseret som Lars ’Hittegods’, der prøver at klamre sig til gruppen eller livet«.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

Lars von Trier har hele sit liv forelsket sig i ritualer, regler og rammer. Og underkastet sig skiftende regimer. Fra barndomshjemmets obligatoriske frisind over den katolske kirkes morallære og til hans egne filmiske dogmer. Men altid anbragt sig yderst i geleddet. Og derfra straks indledt sit oprør.

»Nu må jeg ikke forråde mødehemmeligheden i AA, men jeg kan fortælle om den store bog, der ligger til grund. Og den kan jeg slet ikke holde ud«.

»Jeg har altid haft det meget svært med grupper, men de mennesker i grupperne er sindssygt kærlige og følsomme. Så jeg er virkelig, virkelig glad for gruppen. Og det er den helt rigtige flok for mig, fordi den også består af tosser. Du kan gå ind til et AA-møde hvor som helst i verden og føle dig virkelig velkommen. Du er velkommen som en ny person. Som det altid burde være mellem mennesker, men jo aldrig er. Men så er der trinnene ...«.

Så dem følger du ikke?

»Det kan jeg jo ikke! Hele mit liv har jeg været ateist, selv om jeg forsøgte lidt med katolicismen, men det gik jo også i lort. Så meget kan der ikke vendes om på mig. Heldigvis er der højt til loftet i AA, så jeg kan sikkert blive ved med at gå og være sær i et hjørne. Det eneste, der kræves, er et ønske om at holde op med at drikke alkohol«.

En tid forsøgte han at fortolke Gud som »en stillingsbetegnelse« i stedet for som navnet på den himmelske fader. En højere magt af ubestemmelig beskaffenhed. Naturen måske.

»Men altså, jeg kan ikke se, at naturen kan have en interesse i, om jeg drikker eller ej«, siger han.

Grundlæggende går det ud på at give de udfordringer, man ikke selv magter, videre, forklarer han.

»Og det er en superdejlig tanke. Men i bund og grund er det jo en slavefilosofi, hvor man sådan flagellantisk skal underkaste sig og moralsk laves fuldstændig om. Og jeg kan meget godt lide mig, som jeg er«.

Triers problemer i AA er nu også lidt samfundets skyld, forstår jeg.

»Hvis AA blev drevet i en videnskabelig ånd, var det blevet udviklet. Men det kan ikke reformeres. Det står i vedtægterne. Og teksten er fra 1933. Men det er det eneste, der rigtig virker. Og det offentlige sundhedssystem har svigtet totalt ved at være fraværende på det marked. Alle psykiatere og læger anbefaler, at man går i AA«, siger han.

»Det svarer til, at du får en henvisning til Indre Mission«.

Så du har droppet de sidste 11 trin?

»Foreløbig har jeg bare ... udskudt dem«, siger han.

»På ubestemt tid«.

At falde om på stranden

Det er så det nye dogme for dogmets egen fader. Mere berygtet end elsket måske. Han er måske mere fortegnet som figur end egentlig forstået. Men en slags fadder til vovemodet i dansk film. Og ophavsmand til en sværm af vendinger i dagens danske sprog. Fra ’dogme’ og ’benspænd’ over ’jävla danska’, ’det er uhyggeligt’ og ’direktøren for det hele’. For ikke at tale om hele den håndholdte bølge.

»Jeg havde regnet med, at der skulle komme en åbenbaring, når jeg blev ædru, i form af en film, et væsentligt brud med de andre, jeg har lavet, som skulle falde ned fra himlen ligesom dannebrog«, siger han.

For tiden overvejer han at kaste sig ud i en engelsksproget tv-serie, men har endnu ingen historie, kun en titel: ’The House that Jack Built’.

»Det er et hus, som Jack har bygget, men Jack er der ikke. Ligesom når suppen står varm tilbage på bordet. Jeg forestiller mig at lave den som en metaserie, hvor der også er en historie om mig, der instruerer nogle til tider vrangvillige skuespillere. Men ...«, sukker han.

»Jeg kan ikke finde ud af, om det er for populistisk, når nu alle andre også laver tv-serier«.

At tv-serier er så populære, skyldes netop, at der er langt mere tid, mener han. Også til afstikkere.

»Og dem tror jeg, der er meget mere fut i. Digressioner kan jeg godt bruge igen. Jeg synes også, at det er skønt at sidde med en tyk bog. Det har et eller andet dejligt over sig, selv om man ved, at man først når frem til historiens slutning til sidst. Og især, at hvad der sker i denne her bog eller film, ikke er noget, vi bestemmer i plenum. Det er noget, forfatteren bestemmer. Og man skal ikke regne med, at vi følger de slagne dramaturgiske skridt, som vi efterhånden alle kender så godt, at man næsten kunne klare sig med en synopsis«.

Hvad har du ellers af ideer?

»Jamen, ingen«.

I Politikens anmeldelse af ’Nymphomaniac’ skrev Kim Skotte, at den ligner fuldendelsen af dit projekt, og spørger, om filmkunsten og du har mere at sige hinanden?

»Det bliver i hvert fald svært at matche ’Nymphomaniac’ provokatorisk«, griner Lars von Trier.

»Fordi nu må det seksuelle være udtømt. Og hvor går man hen?«.

Mod vest ...

»Ja ...«, siger han.

»Men hvor er vest?«.

Måske er du kommet til stranden ...

»Nej, der må være plads til at gå videre. Ellers kunne jeg lige så godt opgive det hele. Jeg skal jo falde død om lige før stranden, ikke?«.

»Det er ligesom meningen«.

Publiceret 29. november 2014.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce