Jacob Grønlykke står ved en køledisk i Løgismoses lokaler på Langelinie, et stenkast fra Den Lille Havfrue, og kigger på Løgismoses 90-kroners kyllinger, som selskabet importerer fra Frankrig. Det er kyllinger, der har gået rundt i en skov uden indhegning i det meste af deres liv, og hvor racen er udvalgt for sin smagskvalitet.
»Herhjemme er racerne udvalgt efter, hvor hurtigt de kan vokse. Smag indgår ikke i overvejelserne – heller ikke for mange af de økologiske. Vores vision er, at vi får landmænd til at lave noget lige så godt i Danmark«, siger den 54-årige tidligere bestyrelsesformand og medejer af et af tidens mest succesrige fødevarevirksomheder, Løgismose, kendt ikke mindst for sin succesrige serie af gourmetprodukter i Netto.
Nu har Grønlykke endelig musklerne til rent faktisk at gøre det. I november 2014 fusionerede Løgismose med Claus Meyers virksomheder i et nyt selskab kaldet L+M ApS. Vel at mærke med den britiske kapitalfond IK Investments Partners som hovedaktionær. I et land, hvor kapitalfond rimer på pengegriskhed, lød det ildevarslende i nogens ører. Men ifølge Grønlykke er formålet det modsatte.
Det nye kapitalstærke selskab ønsker at revolutionere fødevareproduktionen. Det skal knytte landmænd direkte til sig, opbygge slagterier, lave regionale mejerier, så den enkelte gårdmands mælk kan komme ud til forbrugerne, og rigtige stenmøllerier til at fremstille sit eget stenformalede mel uden om de store spillere. Vel at mærke til ’relevante priser’, som han kalder det.
»Vi vil genopfinde Danmark som landbrugsland og igen pege på landmanden som den afgørende aktør«, lyder mantraet fra Grønlykke. Og her er kyllingen en af de basisvarer, som på et eller andet tidspunkt har taget en helt forkert sidevej.
»På en eller anden måde er kyllingen et sindbillede på forfatningen af dansk fødevareproduktion, for der har man taget enhver skam ud af livet og fremstillet et produkt, hvor opvækstbetingelserne og spisekvaliteten er fuldstændig horribel, og hvor de, der producerer det, ikke tjener penge på det. Hvis der så i det mindste sad nogle bagmænd et eller andet sted og blev stinkerige, men det er der ikke engang. Alle kører med underskud. Det er et stort orgie i meningsløshed – ikke mindst fordi vi som mennesker bliver fattigere af at spise så trist mad«, siger han.
Fødevareindustrien er som Sovjet
Jacob Grønlykkes forældre, Svend og Lene, var på flere måder med til at rejse det finere danske køkken. De begyndte at importere gourmetvarer, grundlagde restauranterne Falsled Kro og Kong Hans Kælder og hev franske kokke til landet, der uddannede den næste generation af danske kokke. Da Jacob Grønlykke overtog tøjlerne efter farens død i 1999, var niveauet voldsomt på vej op.
»Nu kan du samle 2.000-3.000 virkelig kapable danske kokke, så vi er en gastronomisk supermagt. Men der er to ting, der står tilbage: Vi har stadig ikke nogen madkultur i Danmark, på trods af at fødevareministeren går og bilder sig selv ind, at vi har en madkultur, vi bare skal genfinde. Det er lykkedes at skabe en kultur i storbyen, hvor man namedropper lækre fødevarer, og det er blevet et socialt badge at hænge ud i Torvehallerne. Men det står ikke på et sundt fundament af en egentlig madkultur«, siger han.
»Det andet er, at fødevareproduktionen i mellemtiden er blevet ringere og ringere. Mit bedste billede på det er Sovjetunionen omkring dets kollaps. De havde samlet hele eliteforskningen omkring rumforskning, computer og våben på en stor, isoleret halvø. De var på niveau med USA, men der var ingen afsmitning ud i samfundet. Det er lidt det samme med dansk gastronomi. Det er fuldstændig indkapslet. Der er ingen afsmitning til det, der foregår i fødevareproduktionen«.
Jeg synes, at udbuddet af varer i supermarkedet er markant anderledes, end det var for 10 år siden. Der er da mere, der ser ambitiøst ud?
»Jo, der er mange flere grøntsager, der kommer fra spanske områder, hvor illegale indvandrere bor i containere, og hvor der bruges ekstremt megen kunstgødning. Men de basale ting, der definerer et måltid; kødet, fjerkræet og fisken, det er jo meget, meget ringere, end det var for 50 år siden«, mener Grønlykke.
Netto var første skridt
Det er her, Grønlykke ser det nye selskabs mission. Den del af rejsen, der handlede om at hæve toppen af dansk gastronomi, er slut for hans vedkommende, og på sin vis irriterer det ham, at vi mødes i Løgismoses dyre højgastronomiske butik på Toldboden i København. For Løgismose er på vej et andet sted hen, væk fra »at køre efter det omvendte Bilka-slogan – vi vil være dyrest«, griner han. For egentlig har højgastronomien aldrig tændt Grønlykke.
»For mig er mad noget, der iscenesætter samvær og glæde, og tit gør det der højgastronomiske det modsatte – det iscenesætter en højtidelighed. Og højtidelighed og mad sammen er noget af det mest latterlige, der overhovedet findes«.
Du står ikke derhjemme med sousvide-udstyret og pacojetten og kokkererer?
»Nej. Og det er derfor, jeg føler, at opgaven er så fundamental, for jeg kan godt lide at købe en fisk og stege den, eller købe en kylling og putte den i ovnen og så lave en salat. Folk behøver ikke at kunne lave fin mad. Fødevareproducenterne skal bare producere nogle gode råvarer, for har du det, så laver du per definition god mad. Hvis du skærer en god tomat i otte skiver og putter noget god olie og eddike på, så har du en god tomatsalat, men hvis det er nogle lortetomater, så kan du intet stille op«.
Hvordan gik det op for dig, at det ikke gav nok mening at sælge franske pølser og vine?
»Det var for en 5-6 år siden. Det var bare en tanke om, at det på en eller anden måde var absurd, at vi havde verdens bedste kokke med Noma og Rasmus Kofoed. Hvorfor spejler det sig ikke ud i det landbrugsland, som ikke er et landbrugsland mere. Det er et selvindlysende paradoks«.
Samtidig havde Løgismose, der drev et lille mejeri, oplevet, at supermarkederne ikke var til at få i tale.
»De var jo vant til, at der kommer en fra Arla med en stor salgskurv med hele sortimentet og et stort markedsføringstilskud til at stille varerne på hylden. Vi løb panden mod en mur. Hvis vi ville prøve at lave det om, blev vi nødt til at finde en samarbejdspartner, hvor alt det der bullshit stopper. Der var Netto det oplagte valg«, siger han.
Netto fik eneret til Løgismoses produkter på et tidspunkt, hvor lavprissupermarkeder aldrig havde haft den slags produkter. Løgismose fik til gengæld med ét slag hyldeplads i hele landet.
Den revolutionære chef
Jacob Grønlykke har en måde at tale på, et sprogbrug, der minder mere om en revolutionær marxist end en chef for en gourmetvirksomhed. Han kalder andelsselskaber for »sørøverskibe, der driver et stort pyramidespil«, og landmænd for »stavnsbundne gældsslaver« og taler om de underliggende strukturer.
»Hvis medierne prøvede at gå regnskaberne for dansk fødevareindustri igennem for de seneste 30 år, vil I finde ud af, at det er et pyramidespil, hvor regningen bare er blevet skubbet ned til landmanden, der har optaget større og større lån. Dansk landbrug er i en økonomisk dødsspiral, og løsningen synes altid at være at producere endnu mere flere grise. Nu er vi kørt ned ad det spor i 30 år, måske vi skulle lave nogle svin, der smager godt, så vi kan tjene nogle flere penge på dem«.
Til en stor konference om madkultur for nylig stod han fra talerstolen og fremlagde sin egen matematiske lovmæssighed for, hvorfor det står så skidt til: G>S – ’Grådigheden er større end stoltheden’.
»Nu har jeg besøgt over 100 større fødevarevirksomheder, og ikke ét sted har jeg mødt en fødevarevirksomhed, der serverer det, de laver, eller er stolte over det. Kommer du på en fødevarevirksomhed i Italien eller Frankrig, starter du altid med at smage produkterne og sidde og diskutere, hvad de lægger vægt på. Det er det kompas, der er forsvundet fra fødevarebranchen«.
Er det seriøst din oplevelse, at man aldrig smager på tingene?
»Ja. Nu sad jeg også i regeringens fødevareinnovationsudvalg, og der snakkede man hele tiden om kvalitet, og jeg tog for givet, at det var, hvordan ting smagte, men kvalitet i dansk fødevareerhverv er reproducerbarhed og fødevaresikkerhed. Det der med, at det skal smage godt, er fuldstændig ude af ligningen. Indkøberne i supermarkederne lægger langt mere vægt på prisen end på smagen af produkterne, og de, der producerer, smager slet ikke på produkterne. De kunne lige så godt bare lave kopper«, siger han og vifter med sin kaffekop.
Muskler til ny struktur
For to uger siden godkendte Konkurrencestyrelsen fusionen mellem Løgismose og Meyer-koncernen, og dermed er der skabt landets største virksomhed i gourmetsegmentet med mere end 800 ansatte. For Jacob Grønlykke giver fusionen – der er et delvist salg af begge virksomheder til IK Investment – mening på mange planer. Det er en måde at sikre virksomheden på og lave et generationsskifte i ordentlig tid. Der er også mange penge i det. Hundredvis af millioner til deling blandt familiens fem brødre, hvoraf Jacob og broren Mikael, ligesom Claus Meyer, dog geninvesterer en betydelig del i det nye fælles selskab.
Bliver du mangemillionær på handlen?
»Det ved jeg sgu ikke, det må vi lige se«, siger Grønlykke.
Han glider af på spørgsmålet, om salget er drevet af et ønske om personlig vinding. Det handler, siger han, om at sikre et godt generationsskifte, en handlekraftig og målrettet professionel ledelse, og om at få en konstruktion, der har store økonomiske muskler.
»Det afgørende her er, at det, Løgismose og Claus Meyer har kunnet gøre hver især, har været på klistermærkeniveau. Hvis vi i fremtiden skal være medejere af for eksempel et kyllingeslagteri, er det en investering på 80-100 millioner. Det kan vi jo knække halsen på som familiefirma«, siger han.
Mission passion i landbruget
Missionen for det nye L+M er at tage livtag med landbrugsproduktionen. At opdrætte kyllinger i stil med de fritgående franske, bygge slagterier, lave pølser og pålæg selv, lave en ægte stenmølle, der kan male koncernens eget mel, knytte mælkebønder til sig, der laver fantastiske mejeriprodukter. Det skal ikke være idyl, men »superrationelt, mekaniseret og pakket af robotter, men sat op på en måde, hvor håndværket er intakt – hvor der går kokke rundt i produktionen«, siger han.
»Vi ser for os, at når organisationen er stærk nok, skal firmaet udbydes som folkeaktie. Når forbrugeren ejer vores virksomhed, har han eller hun en enorm interesse i at forstå den strukturforandring, der skal til«, siger han. I praksis kunne der være tale om en børsnotering, hvor aktien i så fald udloddes i små portioner a f.eks. 1.000 kroner.
»Vores vision og håb er at orkestrere den folkeaktie, så vi får verdens største smagepanel. Vi har hele tiden 30 nye produkter i pipelinen, og det kunne være sjovt, hvis der f.eks. var 200.000 medaktionærer, der tre-fire gange om året smagte tingene og sagde, det er en god idé. Så kunne man gå til detailhandlen og sige »vores 200.000 medaktionærer synes, det er en fed idé«. Du får en helt anden involvering, og forbrugeren får også et større incitament til at sige okay: »Det koster godt nok 30 kroner, men jeg ved, hvordan det er lavet, og jeg er med på upsiden, hvis det går godt for det produkt«. Det er den vision, vi har, og det kan vi ikke gøre alene«.
Men en kapitalfond kan jo i længden vise sig at have nogle andre visioner om indtjening og måske kræve af jer, at I skruer lidt ned for kvaliteten, og at æblerne lige så godt kan være fra EU som fra Fejø. Er det ikke en risiko, at jeres store vision bliver afsporet af nogle pengemænd?
»Jo, det havde været en risiko, hvis der havde været tale om to virkelig slappe brands. Men det, de har betalt penge for, er brandenes værdi. Det øjeblik, de siger, at nu putter vi noget mere vand i vores produkter , så er de i gang med at udvande deres egen investering.
Der er ingen garanti for, at kapitalfonden ikke gennemtrumfer en anden strategi. Men Grønlykke tror det ikke. Meyer og Løgismose kunne have bevaret aktiemajoriteten, men ifølge Grønlykke er et af formålene netop at få en målrettet professionel ledelse, der kan sætte retning og holde kursen uden slinger.
»Vi er jo passionerede og følelsesdrevne og totalt på zigzagkurs i alle mulige retninger. Så åbner vi et hotel i Tivoli og andre vanvittige ting. Men det er der ikke råd til på den her rejse. Når vi nu er enige om at forsøge at forandre strukturerne i fødevareindustrien, er det godt at sige, at så gør vi sådan og sådan, og så er det kun det, vi gør. Den medicin er sindssygt svær at tage for sådan nogle typer som os. Indtil videre har vi været sådan nogle pauseklovne i fødevarebranchen«.
»Nu er vi nødt til at vise, at vi kan være en spiller, der siger, at nu skal strukturen forandres. Vi har vist det i det små med Netto, at man kan lave detailhandel på en ny måde; nu må vi vise, at man også kan producere fødevarer på en ny måde. Men hvis det skal lykkes, kræver det først og fremmest, at der igen kommer til at stå respekt om landmanden, og at landmanden genvinder passionen i sit arbejde. I enhver god fødevare er det altid landmanden, der er helten. Vi andre er bare med til at iscenesætte ham«, siger han.
Publiceret 26. januar 2015
