Foto: Lionel Cironneau/AP Photo/AP

De åbne svenske hjerters far

Som borgerlig svensk statsminister stod Fredrik Reinfeldt i otte år bag EU's mest generøse asylpolitik. I 2014 ventes over 80.000 at ankomme til Sverige. I dette eksklusive interview forklarer Fredrik Reinfeldt tænkningen bag den svenske udlændingepolitik.

I dag er det halvanden uge siden, jeg besøgte Fredrik Reinfeldt i Moderaternas hovedkvarter i Riksdagens hovedkvarter i Stockholm. På det tidspunkt var det højsæson for kandestøberier om Sverigedemokraternas sindelag.

Svensk parlamentarismes dårlige samvittighed. Partiet, som Fredrik Reinfeldt gennem otte år som borgerlig svensk statsminister frasagde sig ethvert samarbejde med. Han har svaret høfligt, kultiveret og præcist. Lidt maskinelt. I 35 minutter. Først da han får det sidste spørgsmål, bliver han en anelse spids. Viser noget, der minder om følelser. Jeg har adresseret, at flere borgerlige danske toppolitikere umiddelbart efter det svenske valg i september klandrede Reinfeldt for at svigte det borgerlige Sverige ved at gå af, selv om flertallet af de svenske vælgere havde stemt borgerligt.

De henviste til, at de fire partier i Reinfeldts borgerlige allianceregering plus Sverigedemokraterna havde flertal. Jeg nævner, at for eksempel Claus Hjort Frederiksen (V) var fremme med den kritik, og spørger, hvad Reinfeldts svar retur er.

»Jeg tror, du skrev til mig, at du havde fulgt med i den svenske valgkamp«, begynder Fredrik Reinfeldt.

Han forklarer, at man skal søge mandat hos vælgerne ud fra en nøje forberedt strategi, hvilket i hans tilfælde alene drejede sig om alliancepartierne Moderaterna, Folkpartiet, Kristdemokraterna og Centerpartiet. Så kommer den. Fornægtelsen af Sverigedemokraterna. Den svenske udgave af Nyrups berømte punchline om Dansk Folkeparti som ikke-stuerene:

»Der findes ingen svensk borgerlighed, som indbefatter Sverigedemokraterna. Den svenske borgerlighed, som vi har forberedt, er den svenske alliance. Det er de fire partier. Sverigedemokraterna har i sin kerne udelukkende et formål: at mindske indvandringen. Det er ikke alliancens opfattelse. Et parti, som kun vil bruge sin politiske magt på ét enkelt spørgsmål, kan man hverken bygge noget langsigtet samarbejde på eller samarbejde med. Derfor er det ikke korrekt at beskrive det, som om svensk borgerlighed er en enhed. Det var heller ikke det, vi sagde til vælgerne«.

13 procent uden for indflydelse

Umiddelbart inden har jeg spurgt til, hvor holdbart det svenske politiske system egentlig er. Interviewet foregår 27. november. Altså inden denne uges kaotiske sammenbrud og udskrivelse af nyvalg. Jeg sigter til, at situationen i praksis er, at enhver regering i den nu afgående svenske Riksdag skulle finde 50 pct. ud af 87 pct. Sverigedemokraternas 13 pct. har ikke kunnet tælles med, eftersom de øvrige syv partier nægter at samarbejde med det indvandringskritiske parti.

Hvis Sverigedemokraterna vokser endnu mere, og I ikke skifter kurs i de ’gamle’ partier, kan situationen jo blive, at man skal finde 50 pct. ud af måske 70 pct. næste gang. Det bliver vel sværere og sværere at gennemføre den linje?

»Svenske vælgere ligner på det punkt vælgere i andre lande. Vi er gået fra et meget stabilt partisystem til, at vælgerne vil have mange nye partier. Nu er vi oppe på otte partier i Riksdagen. Vi er i gang med at få et niende (Reinfeldt sigter til partiet Feministisk Initiativ, der var tæt på at komme ind ved valget i september, red.). Men det er jo alene et praktisk problem for at gennemføre politiske beslutninger. Og den problemstilling kan jo blive imødegået af, at flere partier går sammen i alliancer. Man behøver heller ikke altid at nå 50 pct. Vi har ændret vores regler for at vedtage finansloven. Man kan også agere med relative majoriteter. Altså at det ene regeringsalternativ er større end det andet. På den måde kan man styre Sverige via mindretal«, svarer Fredrik Reinfeldt.

Hans efterfølger i statsministerstolen, socialdemokraten Stefan Löfven, kunne imidlertid ikke bruge det parlamentariske systems ventiler til noget, da Sverigedemokraterna i en historisk magtdemonstration nedstemte den rød-grønne regerings finanslovsforslag. Sat på spidsen demonstrerede partiet, at det borgerlige flertal, Reinfeldt nægter ethvert samarbejde med, rent faktisk findes.

Set fra København er situationen paradoksal i mange henseender. I sin sidste valgperiode gjorde Fredrik Reinfeldt for alvor den generøse udlændingepolitik til et politisk profilspørgsmål. I begyndelsen ved at indgå en yderst humanistisk samarbejdsaftale med Miljöpartiet med det formål at isolere de daværende riksdagsdebutanter hos Sverigedemokraterna mest muligt. I sommerens valgkamp ved med den historiske opfordring til det svenske folks åbne hjerter at gå til valg på EU’s mest åbne og dyreste flygtningepolitik. Som en borgerlig mærkesag.

»Hvis jeg har nogen kritik af venstrefløjens politikere i Sverige, så er det, at de meget ofte fremstiller Sveriges asyl- og migrationspolitik som en god gerning«, siger Reinfeldt for eksempel.

Siden valgnatten i september har han været afgående partiformand. Han har stort set ikke ytret sig i den svenske offentlighed siden. Derfor har jeg været spændt på, hvordan den kontrollerede mand monstro tager sig ud her på to en halv måneds afstand af regeringsmagtens tyngende åg. Reinfeldts eneste forhåndspræmis for interviewet har været, at han ikke ønsker at udtale sig om aktuel svensk indenrigspolitik. Da jeg ser ham, er det helt tydeligt, at efteråret ikke har forvandlet ham til en klassisk politisk ’has been’ med afslappet fløjlsbuks og tweedjakke.

Den marineblå habit, den velpressede hvide skjorte og det lyseblå slips fremstår præcis lige så skarpe som i valgkampen. Formelt og reelt forbereder Reinfeldt den interne proces frem mod valget af en ny formand for Moderaterna.

Han bevæger sig stort set hver dag til sit kontor på Mynttorget 1, hvor Moderaternas spidser holder til. Men han viser sig yderst sjældent i den svenske Riksdagssal eller i den svenske debat. Jeg begår en interviewteknisk fejl, da jeg spørger specifikt til Sverigedemokraterna.

Jeg kommer til at nævne partiets navn, umiddelbart inden jeg spørger, hvem Reinfeldt monstro anser for at være det svenske valgs vinder.

»Det lød som et straffespark«, siger han.

Griner lidt og fortsætter:

»Sandheden er vel, at alle partier gik tilbage eller lå stille. Bortset fra Sverigedemokraterna, som gik frem«.

800.000 kan ikke være racister

Du har sagt rigtig meget om, hvorfor du ikke synes om det parti og deres nazistiske og racistiske rødder. Men synes du egentlig, at alle de mennesker, der stemte på dem, er lidt racister eller nazister?

»Nej, det er klart, at de ikke er det. Der var jo 800.000, som stemte på Sverigedemokraterna. Her må man være opmærksom på, at der er en kerne og en historie i det her parti, som har den baggrund i Vit makt-rörelsen (en international højreekstremistisk bevægelse beslægtet med nynazisme, red.). De vælgere, som valgte at stemme på dem i valget 2014, kan ikke sammenlignes med det«.

Men er det i grunden ikke ret sundt for det svenske demokrati, at Riksdagen også har stemmer, der kan tale på vegne af alle de mennesker, der ikke synes om din indvandringspolitik?

»Jo. Men det indebærer jo ikke, at jeg skal tilpasse mig. Jeg har jo mine idealer og mine vælgere at gå ud fra. Lad os også konstatere, at netop når det gælder synet på indvandring, så ser vi et paradoks. Samtidig med at vi har fået et parti, der repræsenterer en indvandrings- og fremmedfjendtlig måde at se tingene på, er den folkelige accept af, at vi skal være et åbent samfund i forhold til vores omverden, snarere vokset i Sverige. Demokratiets styrke er, at der kan stå repræsentanter side om side«.

Foto: HENRIK MONTGOMERY/AP

Relationen mellem danske og svenske borgerlige politikere er også et paradoks. I foråret kunne oppositionsleder Lars Løkke Rasmussen (V) stort set ikke holde en tale uden at lovprise den svenske regerings resultater udi arbejdsmarkedsreformer og jobfradrag, der har løftet hundredtusindvis af svenskere på kanten af arbejdsmarkedet ud af en permanent tilstand af passiv forsørgelse. Omvendt slår stort set enhver dansk politiker til højre for Enhedslisten syv kors for sig, når man spørger dem, om ikke det kunne friste at skrue asylpolitikken sammen efter svensk forbillede.

Asylland nummer 1

Mellem 80.000 og 105.000 asylansøgere ventes i år at ankomme til Sverige, der i Fredrik Reinfeldts regeringstid har udviklet sig til at blive det land i EU, der tager imod suverænt flest asylansøgere og flygtninge. Alligevel er det altså stadig kun 13 pct., der er imod. Reinfeldt kalder det »ret åbenbart«, at EU-landene ikke optræder videre solidarisk med at fordele flygtningene blot nogenlunde jævnt.

Men at Stockholm er en slags udlændingepolitisk Omvendtslev af København, viser sig, når jeg spørger, hvorfor Sverige ikke bare siger stop.

Det virker så mærkeligt. Hvorfor siger I ikke, at nu har I taget nok i Sverige, eftersom I jo allerede har taget imod så uhørt mange flere end alle andre i EU?

»Ja, sådan er det. Men det rejser jo et andet spørgsmål. Hvad betyder ordet ’nok’? Er Sverige fyldt op? Er Norden fyldt op? Er vi for mange mennesker? Vi er 25 mio. mennesker, som bor i Norden. Jeg flyver ofte rundt over det svenske landskab. Det vil jeg anbefale andre at gøre. Der er uendelige marker og skove. Der er så meget plads, man kan tænke sig. Dem, der hævder, at landet er fyldt op, må jo vise, hvor det er fyldt op«.

Reinfeldt kigger op og bevæger sig retorisk mod pointe nummer to:

»Det, kritikerne mener, er, om det er praktisk muligt i det korte perspektiv. Men det handler for mig om, hvorvidt vi kan skabe flere job. Og ja, det kan vi. Hvis vi får nok tid. For vi har 300.000, som har fået job, mens jeg var statsminister. Mange af dem, der fik job, var født i udlandet. Kan vi bygge flere boliger? Ja, det kan vi. Vi lancerede et program i valgkampen, hvor vi ville forenkle forskellige regler og bane vej for mere boligbyggeri. For mig lander ordet ’nok’ om de praktiske, politiske forhindringer, som skal løses. Vi må ikke lande i en tankebane om, at vi er for mange mennesker. For det er jeg ikke enig i. Udfordringen for de fleste lande, også de nordiske, er at få flere ind i den arbejdsdygtige alder. For vi lever så meget længere, og det er en stor udfordring for velfærdssamfundet«.

Blandt ledende svenske socialdemokrater trives en interessant fortolkning af Reinfeldts appel til de åbne hjerter fra valgkampen. Den handler om, at den traditionelt snarrådige mesterstrateg Reinfeldt i august havde brug for ny dagsorden i valgkampen og derfor adresserede indvandringsspørgsmålet og dets enorme omkostninger. Det blev vitterlig en politisk gamechanger i valgkampen – og i den onde socialdemokratiske version valgte Reinfeldt at se stort på, at det som bieffekt for alvor lukkede Sverigedemokraterna ind i valgkampen.

Åbenhed giver et bedre samfund

Den tidligere statsminister ser anderledes på det. Naturligvis. Han svarer sådan her, når jeg spørger, hvorfor han sagde det med de åbne hjerter:

»Udgangspunktet er, at jeg har et ansvar for at skabe det bedst mulige samfund for menneskers muligheder for at vokse, stå på egne ben. Det er min overbevisning, at et samfund bygget på mangfoldighed er det bedste samfund, du kan skabe. Så mennesker, der kommer fra forskellige steder, skaber en slags smeltedigel, som bygger på, at vi skal lære os at tolerere og leve med hinandens forskelligheder. I et sådant samfund tror jeg, du får et spændende liv. Innovativt og godt. Dermed lægger jeg også kant til dem, som synes, at trygheden ligger i, at vi er ens, skal være homogene og holde dem væk, som er anderledes. Det er det vigtige udgangspunkt, som har ført Sverige til den konklusion, at vi skal stå åbne for vores omverden«.

Reinfeldt er kun nået halvt igennem sit svar. Anden del handler om bøvlet og besværlighederne. At det koster masser af penge og giver en hulens bunke praktiske problemer, når der arriverer mange med fremmed herkomst på kort tid.

»Mange mennesker skal på kort tid have en bolig. Skolerne skal fungere i de kommuner, hvor der begynder rigtig mange børn. Hvordan klarer vi på kort tid at løfte så mange mennesker ind i det svenske samfundsliv? Med opfordringen til at åbne svenskernes hjerter ville jeg sige til det svenske folk, at det nu handler om at stå op for vores tradition. Det er en urolig verden lige nu. Der kommer mange mennesker til Sverige. Lad os vise, at vi er forberedte på det. Og i den betydning åbne vore hjerter. Det var det, jeg forsøgte at sammenfatte«.

I de afsluttende tv-dueller spejlede Fredrik Reinfeldt ofte sin vision for Sverige i traditionelle indvandringslande som USA og Storbritannien. Han brugte billedet med smeltediglen og talte passioneret om »mångfallssamhället«, som han holder så meget af. Men, indvender jeg, der er jo enorm forskel på en nordisk velfærdsstat som den svenske og de britisk-amerikanske. I den angelsaksiske verden findes ikke noget, der blot minder om det skandinaviske serviceniveau med sprogskoler, boligsikringsordninger, socialhjælp. I Norden har vi omvendt heller ikke de lave startlønninger, der findes i for eksempel USA.

Reinfeldt svarer, at han blot har sagt, at dele af USA er værd at spejle sig i, og at en by som New York eller for den sags skyld de amerikanske kyststater er »fascinerende«, fordi de er bygget på en grundidé om, at folk har kunnet komme fra forskellige steder.

»Men man kan også pege på Canada eller Storbritannien, Holland, Tyskland. Med det vil jeg sige, at nogle af vores mest veludviklede og bedste økonomier har ofte tidligt været lande, der har stået åbne for indvandring og for, at mennesker kunne komme fra forskellige dele af verden. De er helt enkelt attraktive, og den attraktion fører til, at mennesker vil komme dertil. Men for mig har det hele tiden handlet om, at ideen om åbenhed skal rummes inden for rammerne af en svensk, nordisk model. Det vil sige, at her har vi ikke valgt en strategi, som peger mod lavtlønsjob«.

Kritiske røster

I Danmark beskrives den svenske debat om indvandring, som om der stort set ikke eksisterer kritik af den svenske udlændingepolitik uden for de sverigedemokratiske cirkler. Men i svensk presse findes adskillige fremtrædende stemmer, der kritiserer det politiske establishment for at stikke hovedet i busken i forhold til de følsomme spørgsmål på asylområdet. Under overskriften ’Hold op med at sove jer væk fra migrationsudfordringerne’ beskyldte Expressens lederskribent Anna Dahlberg 1. november Riksdagens udlændingepolitiske flertal for »at skabe et parallelsamfund, hvor nytilkomne forsøger at finde veje rundt på et lukket bolig- og arbejdsmarked«. Videre skrev hun:

»For ultraliberalister kan dagens orden måske nok have sin charme. Madrasser på gulvet og sort arbejde til lave lønninger viser jo, at markedet selv løser dette problem trods politikernes mislykkede forsøg. Og vel er det bedre at leve i et beskidt proletariat i Sverige end at være tvunget til at være tilbage i krig og nød. Men hvis det skal være Sveriges svar på migrationens udfordringer, må vi tale åbent om det«.

Foto: JENS MEYER/AP

En uge senere trak Svenska Dagbladets politiske chefredaktør, Tove Lifvendahl, blank i en kommentar betitlet ’Volumenspørgsmålet findes i virkeligheden’. Her gjorde hun gældende, at flere og flere af de nytilkomne »gror fast i miljøer, der ikke er værdige, og som får os til at skamme os over, at ’hjælpen’ er så elendig«. Der er, skrev hun, mange, som er stolte over, at Sverige gør mere end mange andre, men som samtidig oplever det som urimeligt, at det skal være tilfældet på ubestemt tid. Lifvendahls konklusion lød:

»Sverige ville være bedre tjent med, at de politisk valgte ledere formulerede en gennemtænkt holdning til spørgsmålet. Fra de traditionelt regeringsbærende partier, Moderaterna og Socialdemokraterna, er der pinefuld tavshed«.

I Danmark har der gennem en årrække hersket noget nær bred konsensus om, at antallet af asylansøgere har betydning for samfundets evne til at integrere nytilkomne befolkningsgrupper. Den diskussion føres også i Sverige. Men Fredrik Reinfeldt er yderst skeptisk. Direkte adspurgt om, hvorvidt antallet af flygtninge har en betydning for et samfunds mulighed for at integrere dem, som allerede er i landet, svarer han:

»Nej, det er jeg slet ikke sikker på. Jeg tror, at integrationen bliver lettet af, hvis der fra begyndelsen er mange mennesker i landet, som har foretaget den samme rejse. Det er lettere at komme fra Syrien til det svenske samfund, hvis der allerede er nogen, som har gjort det tidligere. Så findes der landsmænd, som så at sige hjælper til med integrationen. De udformer ofte deres eget etniske arbejdsmarked, som mange taler om. Vi ser syrere, som bliver arbejdsgivere. Somaliere og irakere. Der er tværtimod meget, der taler for, at hvis der er en højere andel, som er her fra begyndelsen fra andre lande, så hjælper det snarere integrationen«, siger Fredrik Reinfeldt.

Ja, der er problemer

Hans synspunkt har dog en nuance mere. Den tidligere statsminister frabeder sig at negligere problemerne med de mange indvandrere, der strømmer til Sverige i disse år. Hans opfordring om de åbne hjerter var ledsaget af adskillige eftersætninger om, hvad integrationsindsatsen koster det svenske samfund.

Reinfeldt nikker, da jeg fortæller om en reportage fra valgkampen, der beskrev integrationsproblemerne i den lille kommune Borlänge nordvest for Stockholm. Reportagen beskrev indvandrere, der hverken kunne læse eller skrive på noget sprog, og en alarmerende boligsituation med tusinder af somaliere, syrere og irakere i en endeløs boligkø, mens de bor otte eller ti personer i to- eller treværelses lejligheder. Helt anderledes end da Borlänge for 20 år siden havde masser af tomme lejligheder og god plads til at tage imod den tids mange flygtninge fra Balkan-krigene.

Det fungerer jo ikke længere, siger jeg til Reinfeldt, der svarer:

»Det er sandt, at der er kommet vældigt mange på kort tid. Og at det indebærer store problemer. Da jeg tiltrådte som statsminister, var der mange, der kom fra Somalia og Afghanistan. Når jeg nu kigger på ugestatistikken, er det gået kraftigt ned for Afghanistan. Nu er det kun Syrien, der går opad. Det er også sandt, hvad du beskriver om det overskud af boliger, vi havde i mange kommuner efter den svenske krise i 1990’erne. Nu har vi snarere mangel på boliger i store dele af landet. Men det er jo efter år, hvor vi har bygget for lidt. Men nu har vi opmuntret til at bygge flere boliger og ændret reguleringerne. Boligbyggeriet har i år taget ret kraftig fart i Sverige igen. Det er nødvendigt, at der gøres mere på den bane«.

Jeg spørger videre. Til kompetencerne hos dem, der kommer hertil.

Jeg talte jo med lærere og elever på sprogskolen SFI’s første niveau. Eleverne var analfabeter. Nogle havde været i Sverige ganske længe. Lærerne talte jo om, hvad de dog skulle gøre. Og at der næppe ville være plads til dem på et højtudviklet arbejdsmarked som det svenske. Hvad skal de mennesker gøre? De kan jo ikke alle klippe hinanden og køre taxa alle sammen.

»Det er jo mennesker, vi taler om. Mennesker er kapable. Mennesker formår meget. De er begavelser, som det er muligt at udvikle. Alle har ikke fået den start i livet med skole og udviklingsmuligheder, som vi er vant til i de nordiske lande. Jeg er enig i, at mange af de grupper, der er kommet fra Afghanistan og delvis også fra Somalia, har en lille og kort uddannelsesbaggrund«, siger Fredrik Reinfeldt og taler videre om en fantastisk integrationsvilje hos stribevis af afghanske flygtningedrenge, han har mødt.

Det afgørende er, mener han, at sende de rigtige signaler til flygtninge og indvandrere:

»Så længe vi er tydelige med, at man i Sverige bliver mødt af en arbejdslinje og en integrationsidé, som handler om, at man skal have et arbejde, og at alle slags arbejde er nødvendige, så er jeg overbevist om, at vi kan løfte vældigt mange mennesker ind på det svenske arbejdsmarked«.

De obligatoriske spørgsmål om de danske integrationspolitiske ideer er vi hurtigt forbi.

»Vi har ikke den regel i Sverige. Det er vel svar nok«, svarer Reinfeldt, da jeg spørger, hvad han mener om den danske 24-års regel og tilknytningskravet.

Han tilføjer, at hvis der er noget, han har lært sig efter sine år i politik, så er det, »at jeg ikke synes, at svenskere og danskere skal pege fingre ad hinanden«. Han har dog ikke det mindste imod at sige, hvad han mener om SR-regeringens lovforslag om kun at give midlertidig opholdstilladelse til krigsflygtninge, der ikke er individuelt forfulgt.

»Vi ræsonnerer ikke sådan i Sverige. Vi synes snarere, at ved tidligt og tydeligt at give permanent opholdstilladelse – og her er Sverige alene i EU – så sender vi et signal om, at nu skal du påbegynde et nyt liv i det her land. Dermed mener vi, at man som ny i landet fundamentalt skal indstille sig på, at her kan jeg blive. Folk føler sig trygge ved, at de får en sådan besked. Det giver anledning til at tillære sig det svenske sprog. Man slider hårdere med at komme ind i det her samfund. Hvis beskeden alene er, at du kun er her midlertidigt og kun får besked en gang om året, så vil folk mentalt indstille sig på det og være nervøse på grund af uvisheden. De bliver usikre på, om de virkelig må blive. Det er vores erfaring«, siger Fredrik Reinfeldt.

Farlig udlægning af islam

Han bor i et land, hvor debattører lige så ofte beskylder danske meningsdannere for at have fået muslimer på hjernen, som danske debattører har beskyldt ham for at være en verdensfjern, politisk korrekt halalhippie. Men Reinfeldt er ikke på krigsstien.

»Jeg søger ingen konflikt med hende«, svarer han, da jeg spørger til et par af Pia Kjærsgaards udtalelser om ham. Om den danske debat om muslimer svarer han, at han må advare, når en verdensreligion som islam generelt bliver koblet sammen med ordet ’problemer’.

»Det er jo en kollektivisering af en verdensreligion, som er meget farlig«, siger Reinfeldt og nævner, at der da bestemt er problemer med ekstremisme i Sverige.

»Men det her land har oplevet religiøs ekstremisme koblet til flere af verdensreligionerne. Det viser, at mennesker i religionens navn indimellem begår voldshandlinger mod sig selv eller mod andre, som vi må være meget opmærksomme på«.

Vi slutter, hvor vi begyndte. Med Sverigedemokraterna. Reinfeldt er af den opfattelse, at svenske vælgere ikke adskiller sig synderligt fra alle mulige andre. At så mange valgte at stemme på Stefan Löfvens banemænd hos det indvandrerkritiske parti, er udtryk for en tendens, som er bredere end snæver indvandrerkritik.

»Konflikten vokser frem mange steder i Europa. Også i Sverige. Den handler om centrum mod periferi. Centrum i Stockholm eller København udgøres ofte af en slags politisk elite. En type af mennesker, der opleves som meget ens. Ofte omfatter den også medierne, der ses som meget konforme og kun accepterer visse opfattelser. Eliten adskiller sig fra periferien. Her synes man ikke, at fremtiden bor. Folk synes ikke, at der bliver lyttet til dem. Visse politikere, både i Danmark og i Sverige, har fundet et toneleje at tale til periferien på. Vi ser en stor udfordring med Ukip i Storbritannien. En ny bevægelse i Spanien vokser frem på samme måde. En slags anticentrum-bevægelse. Det er en konflikt, man skal tage alvorligt«, siger Fredrik Reinfeldt.

Det var den bevægelse, der fældede Stefan Löfven i onsdags. Sverige går til valg i marts. Uden Fredrik Reinfeldt. Det er i hvert fald, hvad han har sagt. Selv om de åbne hjerters far ligner sig selv fra tiden i Statsministeriet.

Publiceret 7. december 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce