Foto: Miriam Dalsgaard

Vi lyver for at få sandheden frem

Det er dét, teatret gør, mener Elisa Kragerup: Lyver for at finde det sande. Hun er en af dansk teaters mest roste instruktører – senest med sit stykke om Tove Ditlevsen. Hvad er det, hun kan, og hvad tænder hun på?

Så gjorde hun det igen, Elisa Kragerup. Stod frem med en forestilling, der har gjort anmelderne nærmest lykkelige. Denne gang er det Tove Ditlevsen-forestillingen ’Tove!Tove!Tove!’, der har fået superlativerne til at trimle omkring som lykkelige kegler. Vi mødes hjemme hos Elisa Kragerup. Altså ikke hjemme i lejligheden på det ydre Nørrebro, men i Skuespilhusets kantine, hvor skuespillere og scenearbejdere sidder og sludrer over klirrende kaffekopper. Skuespilhuset er i dén grad blevet den 35-årige instruktørs andet hjem.

Her har hendes opsætning af blandt andet Ovids ’Metamorfoser’ gjort Det Røde Rum til en scene omgærdet af elektrisk knitrende forventning.

Hendes ’Romeo og Julie’ med Danica Curcic som Julie og Steffen Aarfing som scenograf var så rørende, så sjov og så visuelt vital, at hendes debut på den notorisk svære Store Scene er blevet en af Skuespilhusets mest roste opførelser. Og blot få måneder senere er der nu premiere på Tove Ditlevsen-forestillingen lavet med truppen Sort Samvittighed.

I morgen drager Tove-truppen på turné, men Elisa Kragerup når kun at trække vejret i en god uges tid, inden hun skal i gang med noget helt andet. ’Markedet’ er et nyskrevet stykke af manden, de kaldte Claus Beck-Nielsen. Det nye ’beckwerk’ handler om vore dages politisk-mentale virkelighed, hvor Markedet har overtaget hele butikken og går sine egne uransagelige veje, som Gud gjorde det tidligere.

Elisa Kragerup gyser lidt ved tanken om, hvor svært det bliver. Men smiler samtidig under det kulsorte pagehår. Det er sådan, det skal være. Svært er sjovt.

Kroppen som sprog

Men hvad er det, der trigger Elisa Kragerup, hvad enten teksten er af Ovid, Shakespeare, Goethe eller Anne Linnet?

»Teaterarbejde er en mulighed for at fordybe mig i, hvad det vil sige at være menneske. Når jeg bliver tændt af et stof, er det, fordi jeg kan mærke det i min krop. Når det vækker en fysisk fornemmelse«, siger hun. Det tror jeg gerne efter at have set ’Metamorfoser’, hvor Peter Plaugborg og de andre skuespillere kun iført ganske lidt ålede rundt i vand på gulvet og fortolkede de gamle myter med deres kroppe.

»I det fysiske finder jeg både det højere og det dybere i det at være menneske. Det man ikke til hverdag beskæftiger sig så meget med«, siger Elisa Kragerup.

Kroppen er et sprog, der kan bruges til at fortælle de forvandlingshistorier, hun har fundet i ’Metamorfoser’, men også genkender hos Shakespeare og Tove Ditlevsen. Og i de skuespillere, der så ofte viser sig at rumme noget andet, end man gik og troede. At give sine skuespillere fysiske udfordringer er nok et af hendes kendetegn som instruktør, indrømmer hun.

Hun kredser om identitetens potentiale for forvandling. Det var skuespilleren Søren Sætter-Lassen, der efter Kragerups opsætning af Shakespeares ’Sonetter’ foreslog hende at kigge nærmere på Ovid og de fysiske og erotiske transformationer i ’Metamorfoser’.

For mig er der ikke noget mere virkeligt end teater. Ikke noget mere virkeligt end kroppe på en scene, som gestalter noget

»Som barn elskede jeg de gamle græske myter. Det er jo ting, vi ikke får set i virkeligheden. Men det var også det, der gjorde det pirrende for mig at sætte det på scenen. For mig er der ikke noget mere virkeligt end teater. Ikke noget mere virkeligt end kroppe på en scene, som gestalter noget. Da jeg begyndte på ’Metamorfoser’, var jeg i tvivl om, det overhovedet kunne lade sig gøre. Kan man se for sig, at Ikaros’ vinger brænder og han styrter ned? At en kvinde forvandler sig til en bjørn af sorg over at miste sit barn?«.

Elisa Kragerup var i tvivl. Som hun altid er det i begyndelsen. »Alle historierne skulle forholde sig til det punkt, hvor noget forvandler sig«, fortæller hun om arbejdet med ’Metamorfoser’. Det lyder som en metode. At identificere forvandlingspunktet. Ligesom det er en metode at holde processen åben i begyndelsen, så skuespillerne kan byde ind og kollektivet være med til at skabe.

»Det kan være sindssygt nervepirrende. Jeg får altid sådan et crash på et tidspunkt, hvor jeg ikke synes, jeg kan overskue det. Hvor jeg har hørt på så mange meninger, at mit hoved er svulmet til to meters tykkelse«.

Usikkerheden undervejs udgør et pirrende rum, hun holder af at befinde sig i. Når blot usikkerheden på et tidspunkt, typisk når alt ser mest sort ud, viger for den pludselige vished om, at nu har hun fundet det greb, der gør forestillingen mulig og virkelig. Evnen til at få øje på grebet, som forløser og forvandler en forestilling, er noget, Elisa Kragerup i sjælden grad synes at have blik for.

Myterne er en slags kollektivt urteater, hvor man opfører figurer, der udtrykker sider af mennesket, som synes relevante til alle tider. Et katalog over mulige skæbner. En skæbne, men også en mulighed for at realisere sig selv.

»Vi må ikke så gerne tro på skæbne i vores tid. Fordi vi har det frie valg«, siger Elisa Kragerup.

Men som mennesker har vi en kerne, mener hun, der driver os frem til et sted, hvor vi siger til os selv, at det er lige præcis hér, vi skal være og blive os selv.

»Mange af de historier, jeg har været optaget af, handler om længsel efter at blive den, ’jeg’ virkelig er. Det tror jeg, mange kan genkende. Det var for mig kernen i ’Romeo og Julie’. At nu står jeg et sted i livet, hvor jeg skal definere mig selv fra mit eget perspektiv og ikke fra mine forældres. Og hvor svært det kan være, hvis ikke omverdenen vil det samme. Jeg har hørt et radioprogram, hvor man spurgte døende, hvad de fortrød. Mange af dem svarede, at de fortrød, de havde lyttet til andre i stedet for at lytte til sig selv. Hvordan bliver længslen i os vakt, og hvordan rummer vi den, vi virkelig er? Dét er dramaet!«.

Gammelklog som 8-årig

Elisa Kragerup har haft teatret inde på livet fra en tidlig alder. Hendes far var kapelmester på en række teatre. Som barn spillede Elisa med i flere stykker på Nørrebro Teater og Betty Nansen. Da hun som 8-årig af Ude og Hjemme blev spurgt, hvordan det var at spille skuespil, svarede hun, at »det gælder om at gøre et godt stykke arbejde«. Det var noget, man legede, men der var samtidig en dyb alvor omkring det, fortæller hun stadig fascineret. Dengang som nu.

»Instruktørens rolle er at sætte rammerne for legen, så man skaber det bedst mulige sammen«, siger Kragerup, der godt kan genkende sig selv fra barndommen. Også dengang kunne hun godt lide at være den, der definerede spillets regler.

Hun begyndte at instruere, da hun gik i 3. g på Skt. Annæ. Efter det fulgte Studenterrevyen og nogle søgende år. Elisa Kragerup studerede musikvidenskab og derpå film- og medievidenskab, mens hun lavede revy.

Sin åbenbaring fik hun, da hun lavede Tisvilde Revy i den lille togvogn, hvor den københavnske kulturelite hver sommer slår sine sommerfolder.

»Det var en sommerdag i 2002, hvor solen bankede ned på metalskroget, og det var ca. 45 grader varmt. Det var tre dage inden premieren, og alt var helt tilspidset. Og lige dér ramte det mig så, at det er dette her, jeg skal lave! O.k., tænkte jeg. Hvis det er sådan, jeg har det, når det hele koger, så må jeg jo finde ud af, hvordan jeg kan blive ved med det«, husker Elisa Kragerup.

Og så gik hun ellers i gang.

Om den rigtige scenografi siger hun, at den skal være »ufuldkommen uden skuespillerne«. I nogle opsætninger er scenografien nærmest installationskunst, hvor der i virkeligheden ikke er behov for mennesker. »Men en god scenografi kalder på mennesker, kalder på liv«. Hun kan godt lide at arbejde med scenografer, som tør arbejde med at afstå. Et rum skal kunne fortælle noget, men det må ikke fortælle det hele. »Det kan godt kræve balls at lave noget helt enkelt«, fastslår hun.

Elisa Kragerup bliver tiltrukket af en tekst, der rummer muligheden for at føre hende selv et nyt sted hen.

Samtidig føler hun, hun skal vise sin respekt for materialet ved at gøre noget ved det, noget som forvandler det. Hun skal hverken reproducere sig selv eller teksten. Uanset hvor sakral teksten er, bør teatret ikke være et museum, men et eksperimentarium.

At lyve for at tale sandt

»Selvfølgelig er det helt vildt forskelligt at sidde med Shakespeare og Tove Ditlevsen, men der er noget i begge dele, som klinger på samme måde inden i mig. Jeg bliver meget inspireret af Tove Ditlevsens ærlighed, som til tider er meget ubekvem. Den hudløshed, med hvilken hun udleverer sig selv og sit liv, er meget befriende«.

»Vor tid er fuld af selvfremstillinger og bekendelser, som ikke er ærlige. Tove Ditlevsen gjorde det bevidst og iscenesat, men ærligt. Hun sagde, man undertiden må lyve for at få sandheden frem. Det citat elsker jeg. At lyve for at fortælle noget sandt. Det er jo dét, teatret er. Vi lyver. Men gør det forhåbentlig for at få noget frem, som er mere sandt!«.

Tove Ditlevsen lavede med ’Vilhelms værelse’ en slags autofiktion, længe før Knausgård, og risikerede ikke så lidt mere. Tilrøget, hærget og elsket af folket hængte hun sit liv ud til offentlig tørring og beskuelse.

Man har et behov for at blive elsket, men har også et behov for at afprøve, hvor langt man kan gå og stadigvæk blive elsket

»Jeg tror, det var befriende for hende, men jeg tror også, det var en test. Man har et behov for at blive elsket, men har også et behov for at afprøve, hvor langt man kan gå og stadigvæk blive elsket. Det er meget genkendeligt for mig«, siger Elisa Kragerup med et lille smil.

»Mit arbejde er en kæmpe ventil for mig. Det er meget virkeligt for mig, når vi arbejder på scenen. Der kommer jeg i kontakt med de sider af mig selv, som måske gør, jeg kan være lidt mindre dramatisk i mit private liv«.

Nogen dramadronning er hun ikke uden for scenen. Men sårbarheden og det følsomme barn i Tove Ditlevsen har hun ikke svært ved at genkende. Tove Ditlevsen, der fortalte, at alting gik ind i hende og ikke kunne komme ud igen. Når livet pifter lige ind, må man have en ventil.

Når man iscenesætter drama 10 timer om dagen, er det så ikke svært at lade være med at piske en stemning op, når man kommer hjem?

»Nej! Jeg elsker at læse. Eller høre en god podcast, mens jeg vasker op«, siger Elisa Kragerup og ligner slet ikke en, der det næste øjeblik kunne finde på at lave en scene.

Der er stille i kantinen med de store glasruder ud mod havnen. Vi ser op fra de to lænestole i hjørnet. Holder de andre vejret? Næ, de er bare gået tilbage til arbejdet. Dramaet venter i kulissen. Men foreløbig glitrer solen i havnebassinet. Virkelighedens tæppe er trukket for.

Publiceret 9. marts 2015

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce