Oj då ... er den stående replik i Roy Anderssons film ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’. En umiskendelig sagtmodig svensk reaktion. På dansk vel nærmest ’uhadenda’, ’ups’ eller ’det var noget værre noget’.
Og det er noget værre noget. Det med tilværelsen. Som den former sig og kan køre af sporet fra det ene øjeblik til det andet. Livet behandler ikke altid menneskene særlig pænt. Menneskene behandler for den sags skyld heller ikke altid hinanden særlig pænt. Og så er der sort uheld. Som kan ligne sort humor til forveksling.
Som nu scenen, hvor en korpulent mand er drattet død om i færgecafeteriet. Der er ikke noget at stille op. Men hvad skal man stille op med det store glas fadøl og den overdådige rejemad, manden lige forinden har nået at købe og betale? Efter nogen tøven melder en herre sig som frivillig arvtager til fadøllen. En øl er trods alt en øl. Men Dødens Rejemad skal ingen nyde noget af! Slut på scene. Hvad kan man sige? Andet end ...
»Jeg kan godt lide at gøre lidt grin med døden«, indrømmer Roy Andersson. »Selv om den er så ubønhørlig. Ingen undslipper døden. Derfor skubber vi den foran os. Men at gøre grin med døden er en måde at håndtere dødsangsten på«.
