Jeg befandt mig i Kobane i september sidste år, da krigerne fra Islamisk Stat nærmede sig. Vi vidste, at de var på vej, for i løbet af nogle uger havde de erobret stribevis af små landsbyer i området omkring Kobane. Mange var døde, og de havde plyndret sig gennem byerne. Vi vidste, at de ville komme med tunge våben, som de havde beslaglagt efter erobringer i Irak og andre steder i Syrien. Jeg er leder af det kurdisk-syriske parti PYD og var i Kobane til en række politiske møder om revolutionen, der skal munde ud i et demokrati, hvor alle etniske grupper kan leve fredeligt sammen. Og der var ingen mulighed for at komme væk, da Islamisk Stat nærmede sig. Min position betød, at jeg på den kurdiske side blev den politiske leder af slaget om Kobane. Vi forberedte os grundigt på angrebet fra Islamisk Stat. Vi rykkede soldater ud til fronten foran byen og placerede flere forsvarsenheder rundt i Kobane, så de ikke bare kunne løbe os over ende. Vi lavede nogle bælter, som Islamisk Stat skulle trænge igennem for at erobre byen. De kom rullende i tanks ind i byen og affyrede i hundredvis af granater. Det gik hårdt ud over civile, vi prøvede at beskytte dem ved at flytte dem til de kvarterer, som vores militser kontrollerede.
Egentlig havde Islamisk Stat forventet, at de ville kunne tage Kobane på ganske få dage, fordi de var overlegne på våben og udstyr. For at svække og chokere byen sprang de 38 bilbomber de første dage, men vi overraskede dem. I en hel måned kæmpede vi og holdt stand med de midler, vi nu havde til rådighed. Vores våben var mere primitive, men det vigtigste våben var vores overbevisning. Soldaterne fra militserne og os i den politiske ledelse vidste, hvad Islamisk Stat ville gøre med alle i byen, hvis det lykkedes dem af erobre den. Vi havde set, hvor brutalt de har opført sig mod andre etniske grupper i Irak og Syrien. Hvis vi ikke holdt stand, ville de sætte gang i et folkedrab i byen. Mange ofrede sig i kampen for byen. Her taler jeg ikke kun om soldater fra de kurdiske militser og fra den frie syriske hær. Frivillige greb også til våben for at forsvare byen. De var klar over, at det ville koste mange af dem livet, men alligevel holdt de stand.
Jeg tvivlede aldrig på, at vi ville vinde. Da der var gået en måned, kom konflikten højt på verdensdagsordenen, og det kunne vi selvfølgelig mærke. Det gav os høj moral til at kæmpe videre. Som den politiske ledelse havde vi flere opgaver. Vi skulle først og fremmest beskytte de civile så godt, vi kunne. Desuden var vi hele tiden i dialog med alle militære enheder og andre ansvarlige i området for at vurdere, hvad vi skulle stille op. Jeg bar ikke uniform, men var en del af folket. Men for at forsvare mig selv mod angreb fra Islamisk Stat bar jeg min Kalashnikov-riffel over skulderen. Når man bliver angrebet, så forsvarer man sig. Og det gjorde jeg også.
