En dag, da Halfdan Pisket var omkring 9 år, gik han rundt på fritidshjemmet og ventede på sin far. Hans forældre var skilt, han boede hos sin danske mor og så kun sin far hver anden weekend, så han glædede sig meget til at blive hentet af ham. Faren dukkede ikke op til den aftalte tid. Det var der ikke noget nyt i, men da han endelig kom, var der noget helt galt. Han havde følgeskab af to mænd, der så temmelig »ariske« ud.
»Jeg vidste med det samme, at det ikke var hans venner, og at nu var det virkelig, virkelig vigtigt ikke at sige noget«, fortæller Halfdan Pisket.
Mændene var ganske rigtigt civilbetjente, og de havde netop anholdt hans far. Da de ikke kunne få kontakt til Halfdans mor, tog de både far og søn med på politistationen.
»Min far røg straks i en detentionscelle, og jeg blev proppet ind i et stort, tomt kontor. Lidt efter kom en politikvinde ind, som skulle sidde sammen med mig og få tiden til at gå. Hun spurgte, om jeg havde nogen lektier for, og så hjalp hun mig med dem. Jeg kan huske, at hun var bedre til mine lektier, end mine forældre var. Da vi var færdige på stationen, spurgte min far mig, om jeg havde »sagt noget«. Det havde jeg ikke, og det fejrede vi med at gå ud og spise is, og jeg lovede ham, at jeg ikke ville fortælle min mor, hvad der var sket«.
