Foto: Jes Larsen, Territorium

Det begyndte med en drøm om at blive indianer

Eske Willerslevs banebrydende dna-forskning har ændret vores historiske viden om mennesker og dyr på afgørende vis. Men naturvidenskab kan ikke gøre os lykkelige, siger den 44-årige professor i genetik.

»Det er jo fandeme fantastisk!«, nærmest råber han tværs over Atlanten. Kraftudtryk og grin blander sig med fagudtryk fra molekylærbiologiens verden. Fra den anden side af Jorden taler Eske Willerslev begejstret og energisk. Om forhistorisk dna, men også om karma og åndelighed og den spiritualitet og tro, der har hjulpet ham gang på gang.

Vi skyper mellem Californien og København en dag, hvor det er solfyldt morgen ovre hos ham og skumringstime her. Begejstringen får næsten min iPad til at vibrere.

Om kort tid udkommer bogen ’Han gør det døde levende’, hvori Eske Willerslev, en af verdens førende genetikere, fortæller om sit pionerarbejde med at uddrage ny viden af ældgammelt arvemateriale og den enorme passion og ambition, som driver ham. Og som har forvandlet ham fra en »en anybody til en somebody«, som han selv siger det.

Allerede som 33-årig blev han professor i molekylærbiologi og den ild, som har gjort ham til et verdensnavn, får både næring fra drengedrømme og fra den vindermentalitet, som han sammen med sin tvillingebror, Rane, der er professor i antropologi, fik indpodet af faderen, der lærte de to brødre at leve efter mottoet ’En Willerslev gi’r aldrig op!«.

Eske Willerslev var den første til at læse generne fra et fortidsmenneske. Det var ham, der fandt ud af, at der både i iskerner og ganske almindelig jord gemmer sig dna fra fjerne tider. At vi bogstaveligt talt vader rundt på arvemateriale fra fortiden. Hans resultater, som hver gang har affødt enorm opmærksomhed verden over, har bl.a. slået fast, hvorfor mammutterne uddøde, hvem der var de første folk i Amerika, og at de australske aboriginere var blandt de første, der udvandrede fra Afrika.

»For mig er det helt vildt at være med til! Tidligere sad man med to stykker sten, og sagde: Gud, de ligner hinanden. Og så fortalte man en historie om folk, der kom fra øst og vest og måske havde kendt til hinanden. Før kunne vi kun spekulere, nu kan vi beskrive begivenhederne temmelig præcist. Jeg synes, alt det der med, at vi genetikere arbejder med livets byggesten, er fint, men for mig er det vigtigste, at jeg er med til hele denne store genbeskrivelse af fortiden«.

Tidligere i sin karriere var Willerslev optaget af bakterier og »mere naturvidenskabeligt nørdede ting«, og det var han glad for, men det, som altid har interesseret ham mest, er, hvorfra de første mennesker kom, hvor de vandrede hen, og hvordan de er beslægtet med hinanden.

»Det er barnedrømmen, der går i opfyldelse, at være med til at finde ud af sådanne ting. Jeg føler næsten, det er skæbneagtigt, at jeg er med lige præcis dér, hvor vores forståelse af fortiden eksploderer, og at jeg selv er med til at sprænge den i luften. Jeg er som født til at gøre lige det her«.

Budskaber fra fortiden

Da Willerslev som studerende undersøgte en iskerne fra Grønland, fandt han 66 forskellige svampe, alger og et koglebærende træ. Nyheden gik verden rundt. Da han læste generne i en hårtot fra en ’palæoeskimo’ fra Grønland, lykkedes det ham, selv om dna’et var ødelagt, at påvise, at de oprindelige grønlændere kom fra Sibirien.

I hænderne på ham og hans kolleger forvandles ældgammelt dna til kodede, men dechifrerbare meddelelser fra fortiden. Og det for alvor utrolige er, at forskernes mirakelkunst gør det muligt at spå om fremtiden.

»Jamen, det er sådan, det er! Den eneste, vi kan, hvis vi vil sige noget om, hvordan vi tror det kommer til at gå fremover, er at studere fortiden. Det er her, mange af svarene gemmer sig. Fortidsforskning, som mange vil betragte som noget kuriøst eller bare sjovt, er ekstremt vigtigt. For eksempel i forbindelse med udviklingen af medicin mod diabetes, men også alle mulige andre sygdomme«.

For Eske Willerslev, der lyder, som om han betragter sit fag som en kampsport, gælder det om at komme først med sidste nyt om fremtiden – via fortiden. Det er en hardcore videnskabsmand, der taler, men selvbevidstheden går hånd i hånd med en mere ydmyg stemme, som igen og igen betoner vigtigheden af at stole på sin mavefornemmelse og være klar over sine begrænsninger.

»Når jeg har haft succes med det, jeg har lavet, er det ikke, fordi jeg er særlig klog. Selv om folk tror det, fordi de ikke forstår, hvad det der genetik går ud på. Jeg tror også, at folk, der ved noget, jeg ikke aner en brik om, er pissekloge. Sagen er, at jeg altid har taget fat i emner, hvor der var stor sandsynlighed for, at vi ikke havde fat i den rigtige forklaring. For eksempel om udvandringerne fra Afrika. Det gælder 90 procent af det, jeg har lavet. Når jeg så kommer ind i billedet med tal, med statistisk power, er der jo en kæmpe sandsynlighed for, at jeg kan fortælle en historie, som er mere troværdig end den gængse«.

Det er netop de hårde data, som gemmer sig i dna, der har gjort genetikeren til en nøglefigur i vor tid. Man behøver bare se en krimi i tv, hvor retsgenetikere opklarer forbrydelser ved hjælp af morderes sæd, hår eller blod. Det bruges også i forbindelse med familiesammenføring til Danmark, hvor man har brug for at vide, om folk faktisk er i familie med hinanden, i udviklingen af planter og afgrøder ved hjælp af genmanipulering, og det vil i fremtiden kunne bruges til at skabe transgene mennesker, som er blevet udstyret med egenskaber, der ikke kommer fra deres biologiske forældre. Genetik og molekylærbiologi har en lige så høj status i vor tid, som fysikken havde det i første halvdel af det 20. århundrede, mener Eske Willerslev.

»Altså, det er hos os, på det genetiske felt, tingene rykker inden for naturvidenskaben. Det er kombinationen af, at folk ikke rigtig forstår den her komplicerede videnskab, samtidig med at de kan se, at det bruges til vigtige ting, der gør genetikken så powerful. Det er derfor, min røst får en større plads i den offentlige debat end f.eks. min tvillingebror, Ranes. Han er antropolog. Han kan fortælle spændende historier og være klog, men det har jo ikke den samme power«.

Allerede som 21-årig var Eske Willerslev, som også er en stor eventyrer, med sin bror på ekspedition i Sibirien. Deres far opdrog dem til at kunne klare sig i naturen, hvad bogen om Eske er fuld af kostelige eksempler på. Og det var en tysklærer, der mente, at han burde tage tysk på B-niveau, der fik ham til at ville klare sig i skolen no matter what:

»Jeg ville ikke være sådan en fucking looser. Det kunne godt være, at jeg ikke var så klog som de andre, men dum var jeg ikke, så jeg læste bare tre gange mere på tingene og endte med at få 11 i tysk på A-niveau!«.

Efter sejren over tysklæreren – og sig selv – kiggede Eske sig ikke tilbage i uddannelsessystemet, men den basale faglighed har aldrig været nok for ham. Han ville aldrig have haft succes som genetiker, hvis ikke han altid havde fulgt sin mavefornemmelse:

»Verden er gigantisk, det gælder om at vælge det helt rigtige at forske i – det, som betyder noget, det, som kan ændre vores forestillinger. Her bruger jeg 100 procent min intuition, altså føles det rigtigt? Siger min mavefornemmelse mig, at her er noget, vi ikke har givet opmærksomhed nok?

Sådan havde han det med Australiens aboriginere. Den etablerede videnskab var helt overbevist om, at aboriginerne ’bare’ var en gruppe asiater ligesom hankineserne, »men der havde jeg jo den her gut feeling, som er helt barnagtig. Jeg ser på de her mennesker og tænker, at de kraftstejleme ikke ligner kinesere! Faktisk er der nogle arkæologer, der har tænkt det samme, men dem har man bare grint af. Jeg tænkte: Kig på de her mennesker, de må have deres egen historie i udvandringen fra Afrika. Og det var så det, jeg endte med at påvise«.

Sådan bliver man indianer

Willerslevs arbejde har både ført ham i nærkontakt med sibiriske shamaner, nordamerikanske indianere og australske aboriginere, og noget af det, han i sin forskningskarriere har været mest stolt over, kom ud af mødet med crow-indianerne i Montana, som endte med at optage ham i deres stamme: »Altså, som dreng, helt op i teenageårene, var min største drøm at blive indianer. I min videnskabelige karriere, beslutter jeg så, at jeg vil sekventere (dna-analysere, red.) det ældste skelet i Amerika, som er af en indianerdreng, der døde for 13.000 år siden, for på den måde ligesom at komme til at arbejde med min drengedrøm. Men da jeg så møder dem, som jeg altid gerne har villet være del af, vil de i begyndelsen overhovedet ikke have noget med mig at gøre! De er modstandere af genetik, men alligevel ender det med at jeg bliver indianer. Altså, dér føler jeg, at det bliver helt skæbneagtigt, det er så emotional«.

For Nordamerikas indianere ville resultatet af dna-analysen have afgørende betydning, fordi den ville afgøre, om de var de første oprindelige folk i Amerika. Willerslev fik deres accept af, at han brugte det gamle skelet i sin forskning. Efter at have besøgt alle relevante stammer og forklaret, hvad det var, han ville gøre, og hvorfor det var vigtigt, endte han med at få deres velsignelse, selv om indianerne ikke kunne vide, om hans resultat ville bekræfte deres egne forestillinger.

»Mange naturvidenskabsfolk ved ikke, hvordan man nærmer sig oprindelige folk. Jeg tager ud og taler med dem, for karmaen skal være god. Og det interessante er, at jeg på forhånd fik at vide, at både aboriginerne og indianerne ville være negative og antividenskabelige, og at det ville være dødfødt at besøge dem. Men sagen er, at de jo forstår fornuft som os andre. Du skal bare forklare, hvad du vil, og hvad du gør, på en ordentlig måde. De ændrer holdning, hvis du inviterer dem til Danmark og de kan se, at det er nogle almindelige studerende, der sidder og forsøger at finde ud af, hvordan verden hænger sammen, og ikke nogle onde FBI-agenter, eller hvad ved jeg«, siger Eske Willerslev.

»Præmissen er selvfølgelig, at de skal acceptere, at det er de videnskabelige resultater, der tæller«.

Så da du undersøgte det gammelt indianerskelet, var der risiko for, at resultatet ville forhindre dig i at blive indianer?

»Ha ha, når jeg sidder med en indianerstamme, som siger: ’Vi vil gerne have, at du viser, at dette skelet er vores forfader’, må jeg svare, at jeg er videnskabsmand, og at jeg er nødt til at lade mine data bestemme. Men spillerummet ligger jo i den måde, du præsenterer dit resultat på. Fortællingen er afgørende. I Amerika talte resultatet for sig selv. Indianerne var direkte efterkommer efter kontinentets første beboere, som kom fra Sibirien via Bajkalsøen. Med hensyn til de australske aboriginere kunne man ud fra vores resultat godt lave sådan et monkey-indeks over, hvor ’primitive’ folk er. Men for mig er den rigtige fortælling, at aboriginerne var de første menneskelige opdagelsesrejsende. At de var de første, der forlod Afrika for at begive sig ud i en ukendt verden«.

Det guddommelige

Jo mere man taler med Eske Willerslev, jo længere væk kommer han fra det traditionelle billede af en videnskabsmand. Mens de allerfleste naturvidenskabsfolk afviser at udfylde sprækkerne i den etablerede viden med guddommelighed, mener han mennesket har brug for religion og åndelighed.

»Jo dybere du kommer ned i videnskaben, des klarer bliver det for dig, hvor lidt den kan forklare. Når du sidder med sådan noget som livets oprindelse og de helt store spørgsmål om, hvordan liv opstår, har en shaman fra de mongolske stepper efter min bedste overbevisning et lige så godt bud på det, som vi videnskabsfolk har. Let’s face it: Den naturvidenskabelige forklaring på skabelsen er jo lige så svær at tro på som den guddommelige«.

»Jeg er godt klar over, at der er nogen, især videnskabsfolk, der vil blive skidesure på mig, når jeg siger det, men sagen er, at jeg synes, jeg er videnskabelig i min holdning til det åndelige eller guddommelige. Fordi det for en videnskabsmand drejer sig om at kende begrænsningerne i sit eget felt og at blive ved med at være åben over for, at verden kan være skruet anderledes sammen, end vi tror. Hvis en videnskabsmand kun føler sig komfortabel i sin egen sikkerhed, hører nysgerrigheden op, så hører selve din drivkraft bag at ville bedrive videnskab op«.

Det vildeste eksempel på Willerslevs egen vilje til at gå ud af sin komfortzone handler om Nin Puabi eller dronning Shubad, ’rumdronningen’ fra Irak. Skelettet af hende blev fundet i en gammel grav i Irak i 1920’erne sammen med en skriftrulle, hvori hun blev omtalt som ’kvinden fra stjernerne’. Siden var hun blevet hovedperson i en teori om, at nutidens mennesker skulle være en blanding af rumvæsener og tidlige mennesker. Willerslev blev spurgt, om han ville teste, om der var dna i rumdronningens skelet, som stammede fra andre steder end jordkloden.

»Min chef og folkene på mit center sagde: »Eske, du er sindssyg! Du gør det bare ikke, du kompromitterer dit renommé«. Men pointen er, at man nogle gange skal turde. Tænk på, hvad der ellers bliver brugt ressourcer på at forske i. Der sidder videnskabsfolk og forsker i røvhullet på en skøjteløber, eller hvad ved jeg, som kun interesserer fem andre mennesker. Og så har du en alternativ teori om menneskets opståen, som har millioner af tilhængere rundtomkring i verden, men som ikke er videnskabeligt accepteret, men som faktisk kan afgøres videnskabeligt. Hvorfor skulle man ikke gøre det? Da jeg var yngre, var det at bedrive videnskab ligesom at spille skak. Man var underkastet nogle regler, der afgjorde alt. Men må også turde tænke ud af boksen. Vi skal også turde forholde os videnskabeligt til vilde postulater«.

Din test viste, at ’rumdronningen’ var 100 procent human. Tænk, hvis du havde fået et andet resultat!

»Så havde alle sagt, at ham Eske Willerslev altid er gået mod strømmen, og man ville have givet mig en nobelpris. Nu blev historien bare, at Eske Willerslev er skør, men pointen er, at du skal tage chancer, også hvis du vil lave videnskabelige gennembrud. Et gennembrud ligger jo i, at man har gjort noget, ingen andre ville gøre eller troede på«.

Lykken ligger i det åndelige

I Willerslevs åbenhed over for det religiøse indgår også, at han ikke mener, at mennesker overalt på Jorden og til alle tider ville have været religiøse, hvis ikke det havde været, fordi det giver en evolutionær fordel. Men hvad mener han, moderne mennesker får ud af religion?

»For mig handler det ikke om at tro på bestemte religioner, men om, at jeg er åben over for det guddommelige. En accept og forståelse, som du ikke på nogen måde finder i naturvidenskaben. Den ser verden som et mekanisk fænomen, og det har givet os en hel masse gode ting, men for at være fuldendte mennesker skal der mere til end det, og det, der skal til, er åndelighed«.

Eske Willerslev har flere gange selv oplevet kraften i selv at tro:

»Hvis du har været helt derude, hvor det har været rigtig slemt, svævet mellem liv og død, og det har det både i forbindelse med ekspeditioner i Sibirien og depression, kender du værdien af at tro. Det er det eneste, du har. Det eneste, du sidder tilbage med, er din fucking tro. Du sidder og beder og kan mærke, at du får styrke fra det, du mærker, at det giver dig noget. I de virkelige hårde situationer er det min tro, der har holdt mig gående, det er kraftstejleme ikke min videnskabelige opfattelse af verden, som har reddet mig«.

Hvad har vi vesterlændinge at tro på?

»En af de store kriser i den vestlige verden i dag, også i et land som Danmark, er troen på naturvidenskaben som det redskab, der skal producere lykke i form af vækst, erkendelse og teknologi. Når vi ser så mange depressive mennesker og så mange folk, som har det skidt, tror jeg, at vi har forladt sansen for det åndelige og spirituelle. Den er der hårdt brug for«.

Publiceret 10. april 2015

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce