Tag ikke fejl: Martin Zandvliet vil underholde.
Han er, som et særsyn uden for den mest trætte del af mainstream, ikke bange for følelser, selv de store af dem. Og han er ikke bleg for en happy eller i hvert fald som minimum en håbefuld ending.
Det så man måske ikke lige komme, da man først hørte om ’Under sandet’, Zandvliets store kritikerhit fra festivalen i Toronto i efteråret.
En film, der fortæller den sande historie om, hvordan danskerne lod purunge tyske soldater, der ellers var på vej hjem efter kapitulationen i 1945, med deres liv som indsats rydde de miner, nazisterne havde gravet ned i sandet ved Vesterhavet. Om hvordan vi udsultede dem, drenge helt ned i 14-15-års alderen, de sidste af hankøn, der var tilbage, efter at deres fædre og bedstefædre var omkommet ved Østfronten. Om hvordan vi chikanerede dem og hævnede os på dem.
