Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Karla Gowlett/Karla Gowlett

»I en perfekt verden var jeg en heteroseksuel hvid mand, der ikke anede noget om noget«

Den danske komiker Sofie Hagen er rykket til London for at dyrke sin standupkarriere i et land, hvor politisk korrekthed ikke er et fyord. Hvor man ikke sparker nedad. Og hvor man på en og samme tid kan være feminist, sjov og glad for sin tykke krop. I februar optræder hun i København.

Shakespeare’s Pub. Stedet er præcis så ægte britisk, som navnet antyder. Der bliver serveret store skummende øl og chips kl. 11 om formiddagen ved Londons Victoria Station. Kvinden, jeg møder derinde, er dansk. Det er bare de færreste danskere, der ved, hvem hun er.

For Danmark nåede nemlig knap nok at få øjnene op for Sofie Hagen, før hun var videre.

Hun har en lilla top på med en sort kjole ud over, briller med sort stel og snorlige pandehår. Vi skal tale om politisk korrekthed, priser og at være blevet kendt i udlandet uden at være det i Danmark. For 4 år siden åbenbarede det britiske comedyunivers sig for Sofie Hagen på en ferie.

En ferie, der endte med, at hun måtte ringe hjem til sin mor og sige: »Jeg tror, jeg er flyttet til London«.

Udklækket i Danmark

Sofie Hagen er feminist og fedmeaktivist. Tidligere socialrådgiverstuderende og spiseforstyrrelsesramt. Datter af en mor, der er fabriksarbejder, og en far, der ikke var der.

Men mest af alt er hun komiker. Hendes prisvindende show, ’Bubblewrap’, som betyder bobleplast, har kørt i 16 dage i et udsolgt Soho Theatre i London. Et show, der kickstartede Sofie Hagens karriere, og som gør, at hun i dag lever af comedy.

Men selv om hendes komikerkarriere er udlevet i London, blev den udklækket i Danmark, da Sofie Hagen begyndte at opsøge det københavnske standupmiljø, hvor hun tog til alle open mic-arrangementer, hun kunne komme i nærheden af.

»Alle kunne genkende mig til sidst, fordi jeg bare ligesom var der hele tiden«.

Til sidst greb standupkomikeren Niels Forsberg fat i Sofie Hagen og overbeviste hende om, at nu skulle hun selv i gang.

»Man kan se på folk, når de gerne vil det. Og Niels kunne godt se på mig, at det ikke var nok for mig bare at sidde der og lytte«.

»Han sagde: Du laver 5 minutter næste tirsdag«.

Og det gjorde hun så.

Sofie Hagen havde aldrig tænkt over, hvordan komikere gjorde det. Var sjove på en scene. Men da det gik op for hende, at deres jokes var nogle, de havde skrevet på forhånd, blev hun tændt. Hun havde selv skrevet hele sit liv, alt fra digte til artikler og noveller.

»Jeg skrev straks 16 sider med jokes, som egentlig ikke var jokes. Jeg viste dem til standupkomikeren Torben Chris, og han gik det hele igennem og sagde: Det her er sjovt. Det her er ikke sjovt. Det her er lidt sjovt«.

Selv om man måske skulle tro det, er første gang på scenen ikke den værste for en standupkomiker.

»Første gang er altid okay, fordi folk ved, at det er din første gang. Anden gang er også fin, for der er man stadig ’den nye’. Men tredje, fjerde, femte gang er forfærdelige. Der er man pludselig lige med alle de andre, de lige har set, og så er der no mercy«, siger Sofie Hagen.

Det føltes ikke naturligt. At stå der på scenen. Men hun blev ved med det. Hun kunne godt lide at skrive jokes, og folk i det danske standupmiljø holdt fast i, at hun havde potentiale og talent.

Noget ved siden af standuppen

Sofie Hagen havde aldrig troet, at hun skulle komme til at leve af comedy.

»Det var aldrig mig, der var destined til at blive kendt. Jeg skulle være socialrådgiver eller pædagog. Det var aldrig meningen, at det skulle være andet end det«.

Sofie Hagen droppede i en årrække ind og ud af alle de uddannelser, hun kunne komme ind på gennem frit optag. Når man er droppet ud tilstrækkelig mange gange, må man nemlig ikke søge ind på almindelig vis længere. På 5 år nåede hun at droppe ud og ind af socialrådgiveruddannelsen, den internationale socialrådgiveruddannelse, pædagoguddannelsen og universitetsuddannelserne i finsk, græsk og russisk. Dengang boede hun på Øresundskollegiet i København og brugte det meste af sin tid på at gå til open mics og skrive jokes.

Da Sofie Hagen skulle starte på uddannelsen i russisk, var det dagen efter Zulu Comedy Galla. Hun væltede ud af sengen i gallatøj og kom halsende til universitetet.

»De andre kom i nyt tøj og med nye tasker, helt klar på, at det her var deres uddannelse. Jeg kom løbende ind i lokalet med et højlydt ’undskyld!’ og forsøgte at tage noter«.

»Jeg ville bare gerne lave et eller andet ved siden af comedyen. Men alligevel endte comedy altid med at fylde for meget«, siger Sofie Hagen.

Et anderledes kunstnerkollektiv

Det var en ferie i London, mens hun studerede finsk, der for alvor satte det hele i gang.

Kunne man?, tænkte hun og gik i gang med at undersøge mulighederne for at flytte til London. Hun havde lejet et airbnb-værelse i 10 dage, men da hun først havde set, hvad Londons comedymiljø havde at byde på, begyndte hun at lede efter en lejlighed.

»Efter at jeg havde prøvet et par open mics, var det, som om det hele åbnede sig. Der var tusindvis af open mics, comedy nights, komikere. Det var et kæmpe univers af comedy. Bare efter at have set det kunne jeg ikke rigtig være derhjemme længere. I starten var min plan, at jeg ville tage til London en gang om måneden. Men anden gang, jeg tog derover, endte jeg med at blive«.

Hun flyttede ind på et værelse i Manor House i det nordlige London, hvor hun kunne blive boende i halvanden måned. Hun levede af sin danske SU og af en opsparing.

»Jeg prøvede at være deltids i begge lande, men det kunne jeg ikke. Jeg forsøgte stadig at studere i Danmark, men jeg dumpede alle eksamener, og så droppede jeg til sidst ud«.

Hun tog tilbage til Danmark og ryddede ud på sit kollegieværelse og tilbage til London igen for at flytte sammen med tre andre komikere i et »faldefærdigt lortehus« i det sydlige London. Sofie Hagen boede i et skab, der var stort nok til en lille seng, og hvor el og gas-måleren hang på væggen og larmede.

»Det var en slags kunstnerkollektiv, men ikke på den måde, som når det er malere eller filmfolk, der bor sammen. Alle var lidt mærkelige og halvdeprimerede«.

Aftenerne gik med at lave shows, og dagene gik med at komme hen til showet. Tit gik Sofie Hagen hen til klubben til fods, fordi hun ikke havde råd til togbilletten.

»Hvis man fik et betalt show i Cambridge, hvor man kunne komme derop med en bus, der tog 8 timer, og som kostede 10 pund, og fik 30 pund for showet, så havde man måske tjent 5 pund, når man kom hjem«.

En god agent

Komikertilværelsen var ren overlevelse, og Sofie Hagen levede af havregrød og brugte al tiden på at skrive jokes og blive bedre. Indtil hun fik en agent.

»Jeg lavede et show, og der kom en lillebitte mand hen til mig efter showet og sagde: »Du har sikkert allerede en agent, men jeg har et lille firma, her er mit kort, hvis du skulle være interesseret«. Sofie Hagen tænkte først whatever. På det tidspunkt havde hun snakket med andre agenter, som hun ikke kunne lide, fordi de var alt for amerikanske og overfladiske:

»De sagde: »Åh, du er en stjerne. Vi elsker dig! Du bliver kæmpestor. Du skal på tv!«, og jeg tænkte bare nejnejnejnejnej«.

Men da hun slog den lille mand med visitkortet op på nettet, viste han sig at være en af de mest indflydelsesrige agenter i England, Brett Vincent, der blandt andet repræsenterer den kendte australske komiker Jim Jeffreys.

Show med succes

Sofie Hagen rykkede op på et niveau, hvor folk begyndte at behandle hende pænt. Ifølge hende selv, fordi timingen var rigtig, og hun kom i spil på et tidspunkt, hvor der var behov for komikere som hende.

»Det er mærkeligt, for det sker i ryk. I starten tjener man ingenting på det. Og så kommer man op på 200 kroner per spot. Så begynder man at åbne shows, som er det sværeste, og få et par tusind. Og så lige pludselig sker der et ryk, hvor man begynder at tjene 2, 3, 4 tusind kroner per show. Og pludselig laver man shows, hvor de giver én et hotelværelse og sender en taxa efter én«.

Succesen startede med onemanshowet ’Bubblewrap’. Et show, der med Sofie Hagens egne ord handler om at være teenager, have en depression, om boybands og tissesex.

Det er også det show, der gjorde, at hun fik prisen for bedste nye komiker ved Foster Edinburgh Comedy Award i efteråret 2015 ved byens comedyfestival, der er verdens største.

»Det var fuldstændig surrealistisk og underligt. Jeg blev nomineret sammen med en gruppe folk, jeg ser op til, og som er mine venner. Jeg kunne bedre lide bare at være nomineret. Da jeg vandt, var det ligesom bare mig alene«.

Prisen gav hende dog muligheden for at opføre showet på Londons prestigefulde Soho Theatre. Hun opførte seksten udsolgte shows, hvilket ifølge hende selv er »ret mange«. Til sidst måtte hun sige nej til at lave flere for at få tid til andre projekter.

Feminist med et men

Sofie Hagen har to comedy-podcasts, som hun laver ved siden af sine shows. Det ene, ’Comedians Telling Stuff’ er ifølge hende selv et nicheprogram for comedynørder. Det andet er et liveoptaget podcast, ’The Guilty Feminist’, der for nylig har haft premiere, og som allerede er blevet downloadet næsten 20.000 gange.

Sofie og medværten Deborah Frances-White indleder hver udsendelse med at komme med en indrømmelse om, hvad de gør forkert som feminister.

Jeg er feminist, MEN ... Jeg sagde engang til en mand: Hvad skal jeg ændre ved mig selv for at få dig til at elske mig?

Jeg er feminist, MEN ... Nogle gange er jeg træt af, at mænd kun vil have sex med mig på grund af min personlighed.

»Det handler om, at man gerne vil være en god feminist, der går helt ind i kvindesagen, men at man samtidig bedst kan lide at barbere sine ben hver dag«.

»Eller at man kan lide Suspekt! Hvorfor kan man lide det? Det burde man ikke«.

I dag er feminismen central for al Sofie Hagens standup, men for 4 år siden vidste Sofie Hagen ikke, hvad feminisme var.

»Jeg kan huske, at min mor engang spurgte mig, hvad feminisme er. Og ingen af os havde nogen idé om det«.

Før Sofie Hagen kom til London, havde hun, hvad hun kalder den danske hvad-har-de-at-brokke-sig-over-attitude over for feminisme, hvor man ruller øjne ad dem, der brokker sig, og hvor feminismen gerne er noget, man skal pakke væk.

I England derimod er der ifølge Sofie Hagen ikke nogen, der løfter et øjenbryn, hvis man stiller sig op og siger, at man er feminist. Og Sofie Hagen fik ikke den forventede reaktion fra folk omkring sig, når hun luftede sit danske synspunkt.

»Jeg fik en helt anden reaktion herovre end derhjemme, når jeg talte om de her ting. Og da jeg kunne mærke, at jeg fremstod som en idiot, begyndte jeg at google. Læse artikler og bøger. Det, der er med feminismen, er, at så snart man sætter sig ind i det, så indser man, at man har været en kæmpe idiot«.

»Nu er jeg ovre i den helt anden ende af spektret, og når jeg tænker tilbage på de jokes, jeg lavede, og de ting, jeg sagde dengang, så er det pinligt at tænke tilbage på, hvordan jeg har set ud i intelligente menneskers øjne«.

Men Sofie Hagen mistede også kontakten med store dele af comedymiljøet i Danmark, da hun sprang ud som feminist. Og i dag mener hun ikke, at hun ville kunne have en karriere som feministisk komiker i Danmark.

»Se på en som Sanne Søndergaard. Hun får hele tiden at vide, at hun skal stoppe med at snakke om feminisme. Jeg ville ikke kunne bo i Danmark og gennemleve det, som Sanne Søndergaard gennemlever som feminist. Tag et kig på hendes facebookside: Hun får dødstrusler og voldtægtstrusler daglig«.

»Ja altså, det er jo ikke, fordi det er sjovt! Der er ikke noget som helst sjovt ved at være feminist. I en perfekt verden var jeg en heteroseksuel hvid mand, der ikke anede noget om noget«.

Forskellig politisk korrekthed

Og ifølge Sofie Hagen er der bedre grobund for den type ærlige standup, hun gerne vil lave, i miljøet i England end i det lille standupmiljø i Danmark, hvor alle helst skal ligne alle.

Den største forskel er dog, hvordan man joker om de svære ting. For selv om alt kan være sjovt, har man i Danmark og England helt forskellige tilgange til emner som feminisme, kropsaktivisme og racisme.

»Herovre er der respekt for den politiske korrekthed. Det er ikke et skældsord. Den bliver ikke mødt med en dyb sukken og et åh, man må da heller ikke sige noget mere. Herovre har de fundet ud af, hvordan man joker om de her ting. Det handler om, om man sparker op eller ned, og herovre er folk stoppet med at sparke nedad, fordi det simpelthen er for ucharmerende og 90’er-agtigt«.

Ifølge Sofie Hagen er der for eksempel meget få fat-jokes tilbage i britisk comedy. Ligesom de, der vinder priser og optræder på de store scener, er dem, der er bevidste om alvoren i de problemstillinger, de joker om.

»Der er en høj grad af anerkendelse af eget privilegium. Hvis man er hvid, anerkender man, at man er heldigere end dem, som ikke er. Hvis man er en mand, anerkender man, at man er heldigere end dem, der ikke er«.

Sofie Hagen selv bruger comedyen til at gøre nogle af de ting, hun tidligere havde svært ved at acceptere om sig selv. Åbenhjertigt og ærligt joker hun om at være tyk, at kunne lide at være det.

»Jeg er en tyk kvinde, der står på en scene og snakker om de ting, jeg oplever diskrimination på baggrund af. For hver 15-årige pige, der sidder et sted og ser en reklame om, at man skal være tynd for at være glad, skal der være et helt hold af tykke mennesker, der fortæller hende, at sådan behøver det ikke at være«, siger Sofie Hagen, der selv har lært at holde af sin tykke krop efter 14 år med en spiseforstyrrelse.

»Som tyk skal du helst være en undskyldning for dig selv. Folk ved slet ikke, hvad de skal gøre, når en tyk person er glad, spiser og har det fedt, får sex og har et fedt job. Der er mange, der bliver rasende«.

Indtager Danmark

I februar skal Sofie Hagen for første gang opføre ’Bubblewrap’ for et dansk publikum. Et show, der blev så hurtigt udsolgt, at der måtte opsættes et ekstra show til det danske publikum.

Men showene er på engelsk. Både fordi det ville være et helt andet show på dansk, men også fordi engelsk ifølge Sofie Hagen er et nemmere sprog at være sjov på, selv om det tog tid at lære at få timingen og intonationen på plads.

»Det er faktisk nemmere at lave en smuk sætning og en perfekt punchline på engelsk, selv om det krævede øvelse at få det helt på plads. Dansk er så kluntet; det er mega svært at være sjov på dansk. Rytmen holder ikke, det er svært at have en sjov intonation. Til gengæld kan man hurtigt falde ned i den fælde på engelsk, at noget lyder som en joke, men som egentlig ikke er særlig sjovt. Men for mig handler det om at være mig selv, uanset på hvilket sprog«.

Men at blive stor på den danske scene er heller ikke hendes ambition. Hun har nået det, hun skal i Danmark, mener hun. Hun har optrådt til Zulu Comedy Galla og på Comedy Zoo. Hun har været med i enkelte comedyprogrammer på TV 2 Zulu.

»Hvis jeg skulle have karriere i Danmark, hvor der er så få medier og så få steder, så ville jeg ikke kunne sige nej til noget. Ikke engang realityshows. Ikke engang, når de ringer fra noget i stil med: ’Hjælp! jeg er en kendt person i junglen’. Eller noget med Emil Thorup«.

I England er Sofie Hagen nået dertil, hvor hun godt tør sige nej. Men hun aner stadig ikke, hvad der skal ske med fremtiden. Hun har gang i fire komedieserier, tv-projekter, tekstfortatterjob og endda en bog. Alt sammen er dog noget, hun ikke må sige noget om endnu.

Hun tror ikke, det er slut, men hun tør heller ikke håbe på, at det bliver ved for evigt.

»Man kan jo egentlig sige, at jeg allerede har ’klaret den’. Det at kunne leve af at optræde er mere, end jeg nogensinde havde drømt om. Så selv hvis det ikke kommer videre end det her, vil jeg være mere end tilfreds. Jeg er holdt op med at tro på, at jeg ved, hvad der sker«.

Publiceret 1. februar 2016

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce