Foto: Finn Frandsen

Forfatter: »Jeg har det ligesom en automekaniker, der har fået en tandlægepris«

44-årige Ane Riel får med romanen ’Harpiks’ prisen for årets bedste krimi- og spændingsroman, selv om hun ikke betragter sig som krimiforfatter.

Nogle få sider inde i Ane Riels seneste roman ’Harpiks’ skriver en mor et brev til sin datter.

Den lille pige er bogens fortæller og historiens omdrejningspunkt.

I brevet skriver moren, at hun ikke helt ved, om man kan kalde deres liv et eventyr eller en gyser, og at det måske i virkeligheden er lidt af begge dele.

De få linjer står i brevet som et PS til den lille pige, men de kunne også sagtens læses som en besked til bogens læser. Måske endda som en advarsel om, at de nu får serveret en historie, som på overfladen kan tage sig tilforladelig, ja, næsten nostalgisk, ud, men som dybest set er en fortælling om nogle strandede skæbner, som alle gode viljer til trods går lige ind i mørket. Det er en fortælling, hvor læseren dårligt nok når at opdage, at grusomhederne er undervejs, før de står på siden.

Som antydet er 44-årige Ane Riel en forfatter, der ikke er så nem at sætte i bås. Hun debuterede i 2013 uden at have været en del af det litterære miljø før da. Til gengæld kom hun med en broget baggrund som exam.art. i kunsthistorie, forfatter af en række børnebøger og en længere ansættelse på Storm. P. Museet. Derudover har hun i årevis været en del af det danske jazzmiljø.

»Når jeg skriver i dag, trækker jeg på alt det, jeg læste som barn og som ung, på mange års interesse for musik og derudover på et sammensurium af ting fra Jørgen Ryg til Osvald Helmuth og Storm P.«, siger hun.

Det er ikke helt så skørt, som det måske lyder. Tænk på Jørgen Ryg i den berømte rolle fra ’Syg og munter’. Tænk på Osvald Helmuth, der nostalgisk slentrer langs med havnen, mens han syngende drømmer sig ud til fjerne strande. Og læg dertil nogle skæve oneliners fra Storm P. Så er vi ved at være der. Hvis vi ellers husker at tilsætte grusomhederne, for de er der også.

Skæve historier

Det grusomme bliver til gengæld fortalt så skævt, at en anmelder fik associationer til filmen ’De grønne slagtere’ under læsningen af Ane Riels debutroman ’Slagteren i Liseleje’.

Her kan vi lige så godt få endnu et paradoks afviklet. Riels første roman fik prisen som årets bedste spændingsdebut, og for et par uger siden blev det afsløret, at hendes anden roman, ’Harpiks’, får prisen som årets bedste, danske roman i genren for krimi og spænding. Hun er desuden indstillet til DR Romanprisen.

»Jeg er enormt glad og taknemmelig for krimipriserne, men samtidig ret forundret. Jeg har det ligesom en automekaniker, der har fået en tandlægepris. Jeg anede ikke, jeg vidste noget om tænder, og så lykkedes det mig alligevel at lave to gode overmunde. Her gik jeg og troede, at jeg rodede med gamle biler«.

Ane Riel kan godt se, at hun alene med titlen på sin debutroman kunne forlede nogen til at synes, der var tale om en krimi, og der forekommer da også dødsfald i bogen.

»Jeg var lidt bekymret for, om det var en bog, som ville lande mellem to stole. Romanlæserne ville måske styre uden om den i den tro, at det var en krimi, mens krimilæserne ville synes, det var verdens mest kiksede krimi«, siger hun.

Efter sin første udgivelse brugte hun fire måneder på at fortælle vidt og bredt, at hun altså ikke havde skrevet en krimi, hvorefter bogen fik en krimipris.

Foto: FRANDSEN FINN

»Det var åbenbart lykkedes mig at få klemt en balle op på hver stol, for både krimilæsere og romanlæsere så ud til at kunne lide bogen. Og nu også ’Harpiks’«.

»Jeg er virkelig glad for, at ’Harpiks’ også er blevet nomineret til DR Romanprisen, for det bringer tingene i balance. Jeg føler mig accepteret i begge lejre«.

Elendig krimilæser

»Jeg er selv en elendig krimilæser. Når Agatha Christie introducerer den 20. mulige gerningsmand i en historie, har jeg for længst glemt de 19 foregående. Jeg er i det hele taget ikke god til at huske handlinger og da slet ikke komplicerede plots. Det er personerne og stemningerne, jeg er interesseret i. Og sproget, ikke mindst. Jeg har stor respekt for krimigenren, men vil alligevel nødig hegnes ind som krimiforfatter. Det føles begrænsende. Hvad nu, hvis jeg næste gang har lyst til at skrive en roman på 600 sider om en mand, der sidder og glor på et egern?«.

I forfatterens nye, prisbelønnede roman sker der dog en hel del mere end det. Historien udspiller sig på en fiktiv dansk ø engang i 1970’erne, da telefonerne ikke var mobile, men meget stationære og lavet af bakelit. På øens spids, som kun kan besøges via en smal tange, bor den særeste familie. Faren i familien producerer juletræer, men han har som reaktion på tab i livet udviklet en samlermani, så både hus og omgivelser er ved at sprænges. Det samme er hans kone, som med årene vokser sig så stor, at hun kun kan ligge i sin seng på første sal og skrive beskeder til familien. Og vidnet til det hele er familiens lille datter, som faren lyver død, så han slipper for at sende hende i skole. På den måde kan han holde sin familie isoleret.

Jamen, der er ikke noget, der er normalt med mig!

Familiens historie fra øen fortælles for det meste af den lille pige, som oplever utrolige ting i et næsten uvirkeligt lys. Hvis nogen eksempelvis dør, er forklaringen, at døden i virkeligheden er det bedste for dem. Også selv om man hjælper dem lidt på vej.

Gyser fortalt af barnet

»Ja, man skal købe præmisserne for historien. Men sådan er det jo også med H.C. Andersens eventyr. Hvis man ikke accepterer, at hunde kan have øjne så store som møllehjul, får man ikke noget ud af hans eventyr. Min historie handler om ekstreme mennesker i ekstreme situationer, men de grundlæggende følelser er nogle, vi alle sammen kan genkende. Jeg vil ikke retfærdiggøre bogens forbrydelser, men hvis jeg kan forstå og have sympati for de her mennesker, kan læserne måske også. Med ’Harpiks’ ville jeg forestille mig sindet på et barn, som oplever noget meget grusomt, men samtidig føler sig elsket. For mig var det et eksperiment: Kunne jeg beskrive barnets oplevelse af så ekstrem en situation? Ville man tro på, at barnet har så stor tillid til forældrene, at det godtager alt, hvad de præsenterer det for? Min historie handler ikke om et barn, som er blevet mishandlet eller misbrugt. Den slags er der skrevet nok om. Dilemmaet for pigen i min roman opstår først, da hun finder ud af, at hendes og familiens univers nok ikke helt ser ud, som det gør hos andre mennesker«.

Ane Riel spekulerer ikke selv så meget over, om hendes historier er realistiske.

»Jeg tænker heller ikke på genrer eller forlag eller læsere under skriveprocessen. Det eneste, jeg tænker på, er, at jeg ikke må begrænse mig selv«.

Når hun skriver, tænker hun, at alt kan ske. Hun skriver på sin fornemmelse, og hun bruger sine mange år i det danske jazzmiljø som et redskab. Det er musikalske redskaber, der guider hende igennem historierne.

»Det handler om klang og rytmik og om at undgå falske toner i teksten. Til gengæld må der godt være nogle skæverter og temposkift, der skaber energi og dynamik i sprog og handling«.

Men hvordan finder man overhovedet på at skrive om en isoleret familie på en ø, hvor faren har samlermani og moren vokser ud over alle bredder, mens forskellige personer forsvinder ud af denne verden?

Sagen er, at det gør man slet ikke.

»Jeg vågnede en nat og havde nogle sætninger kørende rundt i hovedet på mig. Det var nogle sætninger i jeg-form, og stemmen kom fra en lille pige, som jeg ikke kendte. Jeg måtte stå op for at få ordene ud af hovedet, og inden jeg gik i seng igen, havde jeg skrevet de tre-fire sider, der står som de første i ’Harpiks’. Det mærkelige er, at jeg allerede dér har præsenteret personerne, stedet og en flig af dramaet. Det blev så mit afsæt«.

Er det normalt, at det er sådan, det foregår for dig?

Ane Riel slår en latter op.

»Jamen, der er ikke noget, der er normalt med mig! Det hele kører for fuldt knald oppe i hovedet. Jeg får hele tiden ideer, og jeg har åbenbart også en forestillingsevne, så jeg kan få dem skrevet ind i nogle historier«.

Foto: FRANDSEN FINN

For Ane Riel selv er det nyt, at hun skriver mørke og grumme historier. Da hun skrev børnebøger under navnet Ane Brahm Lauritsen, var historierne meget mere kontrollerede, og hun havde ingen planer om at skrive for voksne.

»Tanken gav mig præstationsangst. Jeg anede heller ikke, at jeg kunne skrive om grusomme ting. Når jeg skriver i dag, presser jeg mig ud i situationer, hvor jeg ikke bryder mig om at være, og jeg kan godt både græde og gyse, mens jeg skriver«.

Aalbæk: Skriv en roman

At hun begyndte at skrive voksenromaner, var lidt af et tilfælde. Hun har altid vidst, at hun kunne skrive, men der kom altid noget andet ind foran. Eksempelvis har hun i mange år været blæksprutte for sin mand, jazztrommeslageren Alex Riel.

»En dag blev jeg overtalt til at indsende en tekst til en novellekonkurrence, og da jeg først var begyndt, kunne jeg slet ikke holde op«.

Det var der, det grumme begyndte at dukke op. På novellens fem sider boblede det frem med alt fra nazisme til mord og kannibalisme. Det indbragte hende ingen priser, men nogle af hendes venner mente, teksten lignede ideen til en film. Efter en kort tøven mailede Ane Riel sin tekst til Zentropachef Peter Aalbæk, som hun og Alex Riel kender. Svaret fra Aalbæk handlede slet ikke om film.

»Du skal da skrive en roman, sagde han. Det gjorde jeg så. Og efter ti sider var jeg sikker på, at jeg skulle skrive romaner i resten af mit liv«.

Publiceret 5. februar 2016

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce