Nogle få sider inde i Ane Riels seneste roman ’Harpiks’ skriver en mor et brev til sin datter.
Den lille pige er bogens fortæller og historiens omdrejningspunkt.
I brevet skriver moren, at hun ikke helt ved, om man kan kalde deres liv et eventyr eller en gyser, og at det måske i virkeligheden er lidt af begge dele.
De få linjer står i brevet som et PS til den lille pige, men de kunne også sagtens læses som en besked til bogens læser. Måske endda som en advarsel om, at de nu får serveret en historie, som på overfladen kan tage sig tilforladelig, ja, næsten nostalgisk, ud, men som dybest set er en fortælling om nogle strandede skæbner, som alle gode viljer til trods går lige ind i mørket. Det er en fortælling, hvor læseren dårligt nok når at opdage, at grusomhederne er undervejs, før de står på siden.
