Det er sket et par gange om året, de 25 år Gorm Greisen har været overlæge på neonatalafdelingen på Rigshospitalet, at en journalist ville høre, om lægerne behandler for meget på for tidligt fødte børn. For hvor meget behandling skal man udsætte et lille, bitte barn for, uden at vi ved, hvilke handikap barnet kan få? Hvor går grænsen for, hvem der skal overleve?
»Der er stor interesse, og så kommer de ligesom dig og spørger«, siger den 64-årige overlæge.
Han har rejst sig fra computeren på sit kontor, som han deler med afdelingens sekretærer. Han er i grå ulden sweater, og døren står åben ud til mellemgangen, hvor et barn leger med glad stemme. Men trods det uformelle er Gorm Greisen autoriteten på området, og nu er han også ny formand for Det Etiske Råd med retten til at råde os om liv og død.
»Jeg har aldrig set et interview, hvor en børnecancerlæge fik spørgsmål om, hvor meget lidelse et sygt barn skal gå igennem og med hvilke mén. Selv om det er de samme etiske spørgsmål, de læger står med. Der er tilsyneladende en holdning om, at det er værre at miste et 2-3-årigt kræftsygt barn, end det er at miste ved fødslen. Måske fordi barnet endnu ikke har noget navn. Jeg tror simpelthen, at et større barn er mere menneske for os«.
