Jeg har besøgt Søren Ulrik Thomsen flere gange, og ved første blik ser tiden ud til at have stået stille i den 59-årige digters lille københavnerlejlighed med udsigt over det tidligere Kommunehospital.
Det gamle skrå skab med råglaslåger hænger på køkkenvæggen over for gaskomfuret. I arbejdsværelset står det lyse arkivskab med jalousilågen foran det gamle skrivebord. På den lave reol står en Olympia Splendid 33-skrivemaskine som en installation ved siden af den lille globus, der i toppen har påmonteret et sølvmalet fly, der kunne have optrådt i en filmsekvens hos Hitchcock. På hylden nedenunder står en lille Marshall-højttaler og en lav, gul Coca-Cola-kasse. I træ.
Alligevel er noget helt, helt anderledes, og det er ikke billederne, der fylder alle vægge.
Ud mod gangen hænger stadig plakaten, fra 7. marts 1992, da han læste op med Per Højholt, Dan Turèll, Henning Mortensen og Peter Laugesen ved et arrangement, de kaldte ’Det indre rums kosmonauter’.
