Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Melissa Kühn Hjerrild/Melissa Kühn Hjerrild

Han ejer kunst for mange millioner: »Det er filantropi. Fuldstændig. Jamen, det er det!«

Jens Faurschou tænker større end andre på den danske kunstscene. Når andre gallerister og kunsthandlere satser på Kødbyen, satser han på Beijing. Han tjente en formue på Munch og er tæt på Ai Weiwei. Han viser spektakulære udstillinger. Gratis. Og er nok landets største kunstsamler. Nu vil Faurschou bygge kunstcenter på Papirøen. Måske åbner han også i New York. Hvad går det hele ud på?

Faktisk ved vi ikke voldsomt meget om Jens Faurschou, da vi med en sludfyldt vind i ansigterne går ud ad den kaj i Nordhavn, hvor han har ombygget et pakhus til en art tempel for kunsten. Og her taler vi altså ikke om kunst af den trivielle, middelmådige slags. Vi taler om det bedste. Superliga.

Jo jo, vi ved godt, at Faurschou er en af de store. At han og hans tidligere kone, Luise, drev galleri midt i København. At han også har noget kørende i Beijing. Og at folk i miljøet slår en ærefrygtig tone an, når de taler om ham. Som var han en kunstens Don Corleone.

Vi ved, at han benævner sit tempel en foundation. Og at han nu om dage bare vil vise den største kunst for alle. Gratis.

Vi ved, at han kalder sit udstillingssted for filantropi.

Filantropi? Lad os være ærlige: Ordet får os til at studse. Vi slår det op: »Filantropi: Uegennyttig og menneskekærlig indstilling eller handlemåde, især en sådan, der kommer til udtryk ved økonomisk støtte til ubemidlede«. Okay.

Vi skubber den store glasdør op og træder ind i pakhuset til en ung kvinde bag en hvid skranke. Hun hilser professionelt overstrømmende. Vi drejer om et hjørne og slentrer gennem en hal fyldt med solsikkefrø – 15 tons for nu at være præcis – en utællelig mængde håndmalede porcelænsfrø anbragt af kineseren Ai Weiwei i en langstrakt, pertentlig rektangel på gulvet.

For enden af solsikkefrøene venter Jens Faurschou.

»Jeg var meget involveret i de solsikkefrø«, siger han. »Vi udstillede en lille del af dem før Ai Weiweis udstilling på Tate i London«.

Han har næsten hvidt hår og skæg og er i mørkeblå pullover og slidte, men velpudsede Prada-sko med velcrolukning. Han fører os ind i et møderum, hvis ene væg er af glas, så man har en strålende udsigt til containerkranerne på den anden side af havnebassinet.

Den modsatte væg byder på et endnu mere imponerende syn: Robert Rauschenbergs knoglestruktur.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA

Seks røntgenbilleder af den store amerikanske popkunstners indre er sat oven på hinanden, så puslespillet bogstaveligt danner skelettet i det enorme billede, som Rauschenberg skabte i sine sene år. Et mere end nøgent selvportræt. Fyldt med zebraer, en spejlvendt version af Botticellis 'Venus' fødsel', parasoller fra Florida og meget andet.

Vil vi have kaffe? Jo tak. Faurschou sætter en assistent på opgaven og tilføjer sit eget ønske: »Et glas af den grønne te – den kinesiske«.

Faurschou er ikke videre kendt i bredere kredse i Danmark, og på en måde er det derfor, vi er her.

Vi vil gerne vide, hvordan han har skrabet så mange penge sammen, at han kan vise kunst til folk uden at tage noget for det. Hvorfor går han og tumler med tanken om at bygge kunstcenter på Papirøen? Hvad foregår der i Beijing? Og hvordan kan det være, at han kalder dette sted for Faurschou Foundation, et navn, som mere end antyder, at der er tale om en fond, når det er et aktieselskab?

En verdensrekord med Munch

Næppe nogen kunstner har betydet mere for Faurschous forretning end den norske maler Edvard Munch. Vi spørger, hvordan det gik for sig?

»Der er vi så henne i slutningen af 90'erne. Der var en udstilling nede i Lugano ...«, begynder Faurschou.

Selv om det var en hverdag, stod der en lang kø foran museet i den lille schweiziske by på grænsen til Italien. Men endelig slap Faurschou ind.

»Og som kunsthandler kigger man altid først på de her labels under billederne for at se, hvem der ejer dem. Jeg troede, at alle Munch-billeder af betydning var ejet af museer. Men nu kunne jeg se, at der var billeder som 'Vampyr' og 'Melankoli' og 'Madonna' på private hænder. Det imponerede mig ...«.

Faurschou fik med andre ord færten af en god forretning. Han drog til Oslo og fik sig en snak med kunsthandler Kaare Berntsen. Ham kom man ikke uden om, hvis man ville handle Munch.

»Mit held var – man skal også være heldig – at mange af de billeder på det tidspunkt var på tredje generations hænder i Oslo«.

Når man er ude i tredje generations arvinger, er der flere, der skal dele de efterladte værdier. Og »så sidder malerierne løsere«, forklarer han. Det er nemmere at dele en klat penge end at skære et maleri over i to, tre eller flere dele.

Han har vel været med til at sælge omkring 15 Munch-malerier, mener han. Han og Berntsen fik sat yderligere skub i interessen, da de udgav det første samlede katalog over Munchs cirka 1.900 malerier, i fire bind. Selv Museum of Modern Art i New York fik øje på malerierne og lavede en udstilling.

Og Faurschou solgte et af nordmandens hovedværker, 'Melankoli' – der forestiller en grublende mand på en gråtonet strand – til »en af New Yorks bedste samlere«.

»Det var på det tidspunkt det dyreste Munch-maleri, der nogensinde var blevet købt, så jeg satte en verdensrekord«.

Hvad kostede det?

»Lige på den anden side af 10 millioner dollar. På det tidspunkt – jeg tror, det var i 2001 – var auktionsrekorden 8 millioner for 'Pigerne på broen'«.

Hvor meget fik du selv i lommen?

»Arh ... hæhæ ...«, undviger Faurschou. »Jeg kan stadig huske, hvor jeg lavede handlen. Jeg gik op og ned ad Madison Avenue med mobiltelefonen og snakkede dels med Norge og dels med samleren. Og fik enderne til at mødes ...«.

Du kan garanteret godt huske, hvad du selv fik ud af det?

»Ja, det kan jeg da. Det var det største beløb, jeg nogensinde havde tjent på et billede«.

Sådan begyndte det

På en måde begyndte det med en annonce i avisen, hvori der stod: 'Regnskabskyndig yngre mand søges', fortæller Faurschou fra den anden side af det runde bord.

Annoncen var indrykket af Knud Pedersen, indehaver af Kunstbiblioteket og i 1960’erne det idérige og dynamiske omdrejningspunkt for den københavnske udgave af Fluxus-bevægelsen. Jobbet var perfekt for Jens Faurschou, som lige var flyttet fra Odense til København og skulle tjene nogle penge, mens han læste på Handelshøjskolen.

Han førte regnskab og overførte lånerkartoteket til en computer. Og så myldrede det med unge kunstnere omkring Knud Pedersen.

»Det var et skægt sted at være ...«.

I sommeren 1984 tog Faurschou på ferie i New York. Knud Pedersen foreslog, at han prøvede at sælge et skab, han længe havde haft stående, fyldt med Fluxus-værker – nu han var derovre.

De havde flere gange haft besøg på biblioteket af en mand fra New York, Jon Hendricks, som havde skrevet en bog om Fluxus og virkede interesseret i at købe skabet på vegne af en samler i Chicago. Nu skulle Faurschou prøve at lukke handelen.

»Skabet var fyldt med ragelse. Det var bare kastet derind ...«, siger Faurschou.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA /Melissa Kühn Hjerrild

Hendricks tog den unge regnskabsfører med på bar i Soho, hvor de fik lidt at spise. Da handelen var på plads – det var hurtigt klaret – bad Faurschou amerikaneren give sit bud på, hvad kunst er for noget. Hendricks greb en blyant og tegnede en streg på papirsdugen.

»Det her er din mentale grænse, sagde han. Hver gang du ser noget, der flytter den grænse, så ...«.

Faurschou har det med at efterlade sætninger uafsluttede bag sig. Der opstår hele tiden huller, som vi selv må prøve at udfylde.

»... det er ikke, fordi det er en særlig vidtfavnende definition, men det er rigtigt. Kunst skal flytte noget«.

Var det der så din første kunsthandel?

»Det var min første kunsthandel«.

Har du en Alechinsky?

En uge inden rejsen til New York havde Jens Faurschou mødt Luise, som studerede moderne kultur og kulturformidling. Det følgende år blev de kærester, og ikke længe efter giftede de sig og åbnede sammen Galleri Faurschou i Store Strandstræde, en sidegade til Nyhavn.

De havde nærmest lige slået døren op, da en jyde trådte ind i galleriet bærende på et billede af den fremtrædende Cobra-maler Pierre Alechinsky. Han spurgte, om ikke Faurschou havde lyst til at have værket i kommission. Fint nok, sagde Faurschou og stillede maleriet ud i baglokalet.

Det her sted er ren tilsætning, Det er galimatias, men det er skønt

»Der gik så 14 dage, så kommer der en dame ind, i pels. Så siger hun: »Har du en Alechinsky?«. Så siger jeg: »Selvfølgelig har jeg det«. Og hun siger: »Det var da et pragtfuldt billede. Det vil jeg gerne købe« ... Det kostede 145.000 kroner. Er du sindssvag, det var mange penge på det tidspunkt ...«, siger Faurschou.

Deres hotteste kunstner i galleriet var i disse tidlige dage en islænding, hvis værker kostede omkring 10.000, så det var lidt af et spring.

»Jeg tænkte: What? Er der nogen, der har så mange penge?«.

Parret fik en lille flok gode kunstnere i stalden – Christian Lemmerz, Nina Sten-Knudsen, Erik A. Frandsen, Michael Kvium. Men fra 1990 og de næste fem år var det alt andet end en fest at være i den københavnske galleribranche.

»Den var umulig. Du kunne ikke sælge noget«, konstaterer Faurschou, som løste problemet på den anden side af sundet. Da det svenske ejendomsmarked brød sammen, og flere banker gjorde det samme, var der pludselig masser af kunst til salg. Billigt.

»Hvis man kom derover og kunne betale – dung! Jeg solgte Warhol derovrefra, jeg solgte Poliakoff, jeg solgte Picasso, masser af Picasso’er. Den største handel, jeg lavede, som var den sjoveste, det var omkring 2004. Det var en pakke på fem Picasso’er og to Miró’er. Og det var altså gode billeder«.

»Der er jo altid nogen, der kan finde nogle penge, hvis det bliver billigt nok. Ikke her, men i USA. Og Tyskland. Jeg havde en velhavende mand i München, en investor, som sagde: »Nej, det er sgu for billigt det her, så det køber jeg« ...«.

Jens Faurschou banker rytmisk i mødebordet med knoerne.

Vis os lige din samling ...

Faurschou samler selv på kunst. Især siden anden halvdel af 90'erne. Og siden han og Luise i 2012 lukkede galleriet inde i byen og flyttede til Nordhavn, har samlingen været motoren i Faurschous virksomhed, som han efter skilsmissen fra Luise nu står for alene.

Vi forsøger at lirke ud af ham, hvor betydningsfuld hans samling er. Det går lidt trægt i starten.

»Jeg er ikke en rigtig samler. Jeg er som nogle af de andre samlere rundt omkring i verden, der har et udstillingssted og en stor samling. Og sælger noget fra en gang imellem for at kunne købe noget andet ...«.

Men hvor stor en samler er du?

»Jamen, stor ...«.

Nu opstår der jo nemt myter om en person som dig ...?

»Især i Danmark, ikke ...«.

Jo ... Men kan vi ikke få lov at se din samling, så vi selv kan danne os et overblik over, hvor stor den er?

»Jamen, hvad vil du gerne se? Jeg har dem derude ...«.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA /Melissa Kühn Hjerrild

Han slår ud med hånden mod et magasin, der må befinde sig et sted bag Robert Rauschenberg.

»Vi har også et magasin ude i byen, og så har vi værker stående ude på nogle af transportstederne ...«.

Han peger på den monumentale Rauschenberg.

»Det vil jeg kun sælge til Museum of Modern Art. Jeg lovede Rauschenberg ... Han tog min hånd og lagde den til hjertet og sagde: »Pas godt på det!«. Når man har fået lov til at købe sådan et topværk af en kunstner, så føler man også et vist ansvar for det ...«.

Han remser andre af kunstnerne i samlingen op: Louise Bourgeois, Cai Guo-Qiang, Danh Vo, Shirin Neshat, Bill Viola, Ai Weiwei ... ikke mindst Ai Weiwei. Faurschou har måske ikke den største, men sikkert den mest betydningsfulde Ai Weiwei-samling i verden.

Nogle gætter på, at din samling er cirka 700 millioner kroner værd?

»Det er svært at sige. Det kommer jo an på, om det er en god eller en dårlig dag ...«.

Han vil ikke nærmere ind på det.

Men i dansk sammenhæng er du en stor samler?

»Ja, jeg tror ikke, der er nogen i kongeriget Danmark, der har købt så meget kunst ind, som vi har i de senere år«.

Penge betyder ingenting

Vil du stadig kalde dig for kunsthandler?

»Jeg er kunsthandler, men jeg driver ikke længere galleri, hvor jeg repræsenterer kunstnere og står for at sælge deres værker ...«.

En gallerist er en slags impresario for en lille skare aktive kunstnere. En kunsthandler handler typisk med værker af døde kunstnere eller værker, der allerede befinder sig på markedet.

Så hvis jeg nu gerne vil købe 50 kilo af Ai Weiweis solsikkefrø, som du har liggende derude ...?

»Nej, du kan ikke komme ind fra gaden og købe et værk. Det er ikke en salgsudstilling. Det gør jo, at jeg har en frihed til at lave udstillinger, og det giver os et godt forhold til kunstnerne, at de bare kan få lov at udfolde sig. Der er ikke nogen i Danmark, der har et rum som det derude ...«.

De, der kommer, er til gengæld interesserede ... Og det er da sjovere at have besøg af interesserede end folk, der kommer for at gå i cafeen, ikke?

Faurschou rådgiver og sælger til nogle få store samlere, men udfører ikke længere aktivt salgsarbejde, siger han.

»Og det her sted er ren tilsætning, Det er galimatias. Men det er skønt. Det er den største fornøjelse at lave udstillinger. Og at købe et fantastisk værk, pffuuufff, det er skønt«.

Når du køber et fantastisk værk, tænker du så også på, hvor meget du kan få for det, når du sælger det igen?

»Nej, ikke på det tidspunkt. Det er ikke en Joachim von And gemt i mig, overhovedet. Det derude er jo en gave til København! Det kan måske lyde underligt, men penge som sådan betyder intet for mig ...«.

Ja, det lyder underligt ...?

»Men det gør de virkelig ikke. Nu ved jeg godt, I før har skrevet, jeg går i dyre sko, og det her er ganske vist Prada ...«.

Han hiver op i buksebenene og fremviser sine sko.

»... og de har faktisk kostet kassen, men jeg købte dem i Milano i 2009. Det er god økonomi at købe kvalitetssko, de holder meget længere. Og jeg lover jer, de sidder på mig året rundt, undtagen når det er sommer ...«.

Fonden er et aktieselskab

Når man jonglerer med store millionbeløb, kan det ske, at nogle bliver sure.

I Faurschous regnskaber får vi øje på en tvist med arvingerne efter en tidligere leverandør. Arvingerne har rejst et krav på 16,3 millioner kroner mod Faurschou A/S, som har gjort et modkrav på 41,1 millioner gældende den anden vej.

Faurschou afviser at kommentere.

Men ellers efterlader et hastigt blik på regnskaberne ikke ligefrem et indtryk af big business. En stribe af selskaberne i koncernen giver underskud, og forrige år var det kun frasalget af nogle ejendomme i Taastrup, der sikrede de øvrige selskaber mod også at gå i rødt.

Det er især udstillingsstedet i Nordhavn, der sætter til.

Hvis ikke vi vidste, du havde en kunstsamling, ville vi sige, at der bliver tæret på depoterne, ikke?

»Åh ja, absolut. Jeg bruger penge fra samlingen til det her«.

Du skal ikke tjene penge på driften af de selskaber?

»Næ ... altså nej. Det gjorde ikke noget, hvis det var tilfældet, men det koster altså kassen at køre det herinde«.

I kalder det en foundation, men det er jo ikke en fond?

»Nej, men det er Tryg-fonden heller ikke«, svarer Jens Faurschou

Vi troede faktisk, det var en fond, fordi ordet ligesom signalerer noget andet end et aktieselskab, som det i virkeligheden er?

»Jo, men det var for at adskille det, for netop at sige: De udstillinger, vi laver her, er ikke kommercielle«.

Får du særligt gunstige vilkår, når du skal ud og handle kunst, hvis du er en foundation og ikke en almindelig kunsthandel?

»Nej. Det er mere dig som besøgende. Du forventer at komme ind et sted, hvor der ikke er noget salg. Så slipper vi også for, at dem ude foran bliver spurgt om prisliste og den slags«.

Vi tænker bare, at hvis man gerne vil have folk til at tro, at udstillingsstedet er filantropi ...

»Det ER filantropi! Fuldstændig. Jamen, det er det!«.

Det er bare ikke voldsomt mange mennesker, der benytter sig af det filantropiske tilbud. På en rigtig god dag finder måske 50-100 mennesker vej gennem Nordhavns virvar af byggekraner og plankeværker, oplyser Faurschou.

»Men de, der kommer, er til gengæld interesserede ... Og det er da sjovere at have besøg af interesserede end folk, der kommer for at gå i cafeen, ikke?«.

Det kinesiske eventyr

Af regnskaberne fremgår, at også selskabet bag stedet i Kina tilføjer den hjemlige koncern et millionunderskud.

»Jo, absolut«, siger han. »Men vi burde få støtte af den kinesiske stat, for vi laver de flotteste udstillinger i Beijing«.

Det er snart 10 år siden, de overtog en gammel fabriksbygning i Beijings kunstkvarter og begyndte at vise kunst til kineserne og andre, der kom forbi.

»Luise og jeg havde talt om, at vi godt kunne tænke os at lave et sted uden for Danmark. Og vi blev enige om, at i Beijing kunne vi gøre en forskel. Hvis vi åbnede i Berlin eller New York eller London, ville vi bare være another one ...«.

De åbnede med Rauschenberg. Og Jens Faurschou tænkte, at Ai Weiwei – verdens utvivlsomt mest berømte kinesiske kunstner – ville være glad for udstillingen, så han hentede ham.

Altså, de vil bygge boliger på 90 pct. af arealet. Den bedste beliggenhed i København. Jeg synes, det er ...

»Han er altid åben, meget sød. Så sagde jeg: »Nu skal du altså over og se den her udstilling«. Han sagde: »Okay, så kører vi nu«. Han så rummet og syntes, det var flot. Der ville han gerne udstille ...«.

Og det er frem for alt det, stedet i Beijing handler om: at kunne vise store kunstnere, som Faurschou ville have svært ved at lokke til København. Eller London, Berlin, New York, hvis han åbnet der. Mellem alle de andre.

»Det betød, at vi overhovedet fik adgang til de værker. Beijing er superinteressant for vestlige kunstnere«.

»Men tror I, vi kunne sælge noget? Nej. Man kommer ikke lige til Kina og sælger en hel masse. Men så købte vi noget selv. Vi købte faktisk en del«.

Du siger, det er lige meget, om I sælger noget i Kina, så længe I selv køber noget?

»Nej, nej, du misforstår mig. Det ville have været vidunderligt at sælge en hel masse. Men når man nu ikke gør det, kan man lige så godt lave nogle flotte udstillinger. Og få adgang til at købe noget ... Altså i kunsthandel laver du ikke pengene, når du sælger et værk. Du laver pengene, når du køber det«.

Det gælder altså om kun at købe det bedste af det bedste. At have et godt øje.

Hvad er der med den her Papirø?

De seneste to år har Jens Faurschou engageret sig i endnu et udstillingsprojekt i København. Få hundrede meter længere mod syd ligger Christiansholm, som mange blot kalder Papirøen.

Når området rømmes i 2018 for at give plads til nye bygninger, ser Faurschou helst, at omkring 15.000 etagekvadratmeter afsættes til udstillingsstedet Copenhagen Contemporary.

Han har derfor allerede nu stiftet fonden bag. Den tidligere ARoS-direktør Jens Erik Sørensen er på forhånd ansat som direktør, Det Kgl. Teaters tidligere chef Erik Jacobsen, der blev fyret i 2013, er bestyrelsesformand, mens Faurschou selv er næstformand.

Indtil videre har Faurschou alene betalt festen, men en række fonde støtter nu pilotprojektet, som Copenhagen Contemporary starter på øen i august.

Hans drøm er et udstillingssted med plads til de helt store samtidskunstværker, som hverken Louisiana eller Statens Museum for Kunst har plads til.

Det kunne, nævner han, eksempelvis være værker fra hans egen samling såsom Cai Guo-Qiangs kolossale bådværk ’Reflection’ eller Louise Bourgeois’ forvoksede edderkop ’Crouching Spider’.

»Jeg vil gerne have, at vi i København får et sted, hvor man kan komme og se sådan nogle ting«.

Hvorfor?

»Fordi vi danskere trænger til det. Vi får for lidt«, siger Jens Faurschou.

»Bare vi dog kunne tænke lidt større herhjemme, ikke? Tænk hvis vi havde politikere med visioner«, fortsætter han og banker energisk i bordet, hver gang han sætter tryk på en stavelse.

»Det har vi ikke. Vi har nogle mørkemænd, som ingen visioner har – overhovedet. Jeg frygtede, at det gik, som det gik, at vi ville få en Venstre-regering, som var afhængig af Dansk Folkeparti. Det er det værste scenarie, du overhovedet kunne forstille dig. At man så valgte at gøre det, at man som den største looser i kongeriget Danmark vælger at tage magten ...«.

Nu er det Lars Løkke, du taler om?

»Ja, han vælger at tage magten og sælge ud af værdierne. Jeg havde meget respekt for ham før. Jeg havde meget respekt for ham, da han fløj på første klasse for eksempel, for jeg ved, hvad det kræver at skulle flyve fra den ene ende af verden til den anden og hjem igen ...«.

Nå, men vi var ved at tale om visioner i forbindelse med Papirøen ...

»Ja, der er jo heller ingen visioner for Papirøen. Altså, de vil bygge boliger på 90 procent af arealet. Den bedste beliggenhed i København. Jeg synes, det er ...«, siger Jens Faurschou, men stopper sætningen halvvejs og lader i stedet en hovedrysten færdiggøre budskabet.

Planen om at erobre Papirøen betyder ikke, at han overvejer at lukke sin foundation i Nordhavn.

»Jeg har det sjovt med det her. Om det bliver ved med at være sjovt, vil tiden vise ... Jeg har også ambitioner om at åbne andre steder i verden ...«.

Hvorhenne?

»Min største drøm er New York. Og faktisk har en stor ejendomsudvikler – en af de største – spurgt, om vi har lyst til at lave udstillinger på et højt niveau. Det betyder ikke, at det bliver til noget. De snakker også med andre ...«.

Foto: KÜHN HJERRILD MELISSA /Melissa Kühn Hjerrild

Det skulle i givet fald være i Chelsea, afslører Faurschou, det mest vibrerende kunstområde på Manhattan.

Handler det om, at man skal tage sig mere sammen, når man udstiller i New York?

»Simpelthen ... og så er det sjovt at være et sted, hvor der sker en hel masse«.

Ligesom i Nordhavn?

»Jamen, her kommer til at ske noget«, insisterer Jens Faurschou. »Der kommer altså en metrostation lige hernede ... om to år. Det er forudseende, du ...«.

Publiceret 26. marts 2016

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden

Annonce