Over døren på Gl. Kongevej 9 i København hænger en lille, uanselig mindetavle. »I dette hus fødtes Asta Nielsen, Danmarks første stumfilmstjerne«, står der.
Men det er så også mere eller mindre, hvad der findes af mindesmærker over den største danske filmstjerne nogensinde. For mens hun blev, og stadig bliver betragtet som en af stumfilmens mest betydningsfulde pionerer i udlandet, blev hun aldrig rigtig accepteret i Danmark. Hun døde i 1972, 90 år gammel og næsten glemt.
Det vil forfatter og kunstner Eva Tind gerne gøre noget ved. I 2015 lavede hun en lysinstallation med Asta Nielsens navn på en gavl i Valby, og i sidste uge udgav hun den litterære og personlige portrætbog ’Astas skygge’.
»Jeg synes, hun fortjener en mere markant position i nutiden«, siger Eva Tind.
