Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Arkivfoto: Finn Frandsen

Mikael Josephsen: Poesi er mindst lige så godt som alkohol

Mikael Josephsen, aktuel med digtsamlingen ’Knæk’, er alkoholiker og bosat i Svendborg, så han befinder sig i udkanten af det litterære miljø. Men han vil være en medstemme til København, ikke en modstemme.

Mikael Josephsen bestiller en cola light. Inden han tager en tår af det duggede glas, tjeneren stiller på bordet, piller han et lille brev snus ud, som har siddet under hans overlæbe.

»Det er i stedet for smøgerne«, siger han med mild stemme og smiler en sort tand i undermunden frem. »Jeg ryger kun en eller to om dagen nu«.

Det er ikke uden grund, at den står på cola light og snus for den 54-årige digter og forfatter fra Svendborg. Nærmest hele sit liv har han været afhængig af Rød Cecil, stoffer og ikke mindst alkohol. Han har været inde og ude af den psykiatriske afdeling så mange gange, at han har opgivet at tælle. Så nu er han nødt til at holde sig clean, fortæller han.

»Ellers dør jeg sgu. Mine organer kan ikke holde til en tur til«.

En knækket mand

På cafébordet foran ham ligger hans nye digtsamling, ’Knæk’, med kittelhvidt omslag. Digtsamlingen beskriver hans sidste indlæggelse på en lukket afdeling i julen 2014 og er blevet modtaget med rosende anmeldelser.

»Nu står der godt nok julen 2014, men egentlig er den baseret på alle de gange, jeg har været indlagt. Alt det, jeg kan huske«, siger han.

Digtene er hårde og tragiske, men ikke uden en vis humor. Det er imidlertid ikke, fordi det på nogen måde er sjovt at være indlagt.

»Det er mere en groteskhedens humor, for hvordan skal man ellers reagere? Der er ikke morsomt, men absurd at ligge med abstinenser og ikke vide, om rotterne, der kravler under dynen, er virkelige eller ej, at ligge og skide og pisse i sengen og tigge om sprøjter, som kan give bare tre kvarters ro«.

Derudover fortæller Mikael Josephsen, hvordan han ofte er blevet mødt med en vis skepsis, når han har været indlagt.

»Som misbruger kommer man ind nederst i hierarkiet. Der er sådan en forestilling om, at man bare kunne lade være med at drikke eller tage stoffer«.

Faktisk holdt han sig fra stoffer og alkohol i mere end 20 år. Men han faldt i igen, da han forrige år oplevede »krise på krise«: Han blev skilt fra sin kone, hans mor døde, han skrev to mislykkede manuskripter, hans børn havde problemer, angsten og depressionen sneg sig ind på ham.

Hvis du drikker to guldøl, har du det jo bedre allerede 5 minutter senere

»Og så en dag vågner jeg op inde på den psykiatriske. Jeg kan aldrig rigtig huske, hvordan jeg ender der; dagene flyder sammen, når du drikker. Jeg kan kun huske første gang, jeg går ned for at købe alkohol. Men så ligger jeg der og kigger ind i den hvide væg og tænker: Aldrig mere. Og så har jeg heller ikke drukket siden«.

Alkohol mod angst

Denne solrige dag på kanten til sommeren er Mikael Josephsen klædt i en mørk lidt slidt jakke, sorte bukser og en sort T-shirt. Om halsen hænger et kors. Hans fingre bevæger sig frem og tilbage i små hurtige ryk.

»Jeg er stadig medicineret. Det kommer jeg til at være resten af mit liv. Jeg får to slags angstdæmpende og antidepressive midler, og de fungerer som vidundermidler for mig; jeg kan slet ikke undvære dem«.

Det er netop på grund af angsten, at han altid har været tiltrukket af sprutten og stofferne.

»Alkohol tager angsten, som F.P. Jac sagde. Hvis du drikker to guldøl, har du det jo bedre allerede 5 minutter senere, og man kan få dem overalt. Man behøver ikke gå på apoteket eller noget. De der første par genstande på en varm dag som i dag, når de rammer maven, det føles jo helt fantastisk«.

Problemerne opstod allerede i barndommen for Mikael Josephsen. Han voksede op i et rækkehus i Nærum med en psykopatisk og alkoholiseret far, der tævede sin kone og terroriserede sine børn.

»Hele min familie er psykisk syg. Min søster og jeg var indlagt samtidig, som jeg også skriver om i digtsamlingen«.

»Jeg begyndte at ryge hash som 12-årig, og det hjalp de første par år. Og så blev jeg teenager, og der drak og røg jeg selvfølgelig i weekenderne. Det gjorde alle andre også, så dengang anså jeg det ikke som et misbrug. Men jeg drak mig altid fuldere end de andre«.

Misbruget og de jævnlige indlæggelser stod på, indtil han fyldte 32. Der kom han ind i et behandlingsforløb og blev ædru. Og så begyndte han at koncentrere sig om at skrive digte.

Ingen pynt

Poesien var og er stadig en kæmpe forløsning for Mikael Josephsen. Det er mindst lige så godt som alkohol, faktisk bedre, siger han og klukker varmt.

»Det der med at læse et digt højt for sig selv, som man lige har skrevet, og som man synes fungerer – det er noget af det bedste, jeg ved«.

Det var ikke mindst C.V. Jørgensens musik og tekster, der allerede som ung gjorde Mikael Josephsen interesseret i sproget. Og det er netop musikkens mere umiddelbare og direkte følelser, han gerne vil skrive frem i sin poesi.

Hvis nu det her interview fører til, at jeg sælger lige så mange digtsamlinger som Yahya Hassan, køber jeg et lille hus oppe i Småland, og så vil jeg gå rundt og digte om træer og skovsøer

»Altså, jeg læser meget gerne den mere intellektuelle og formorienterede litteratur. Jeg kan bare ikke selv skrive sådan. Jeg kan godt lide en tilladt følelse i litteraturen, lidt ligesom når vi hører musik. Når du hører musik, går det øjeblikkeligt i kroppen; hvis der er gode tekster, går det også i hjernen«.

Da Mikael Josephsen kom ud fra den psykiatriske afdeling sidste år, begyndte han på Forlaget Gladiators forfatterskole. Her forsøgte han at skrive om sine erfaringer fra den lukkede. Men det fungerede ikke rigtig, fortæller han.

»Så sagde Hans Otto Jørgensen, som underviser der, til mig, at jeg skulle droppe metaforerne og bare skrive. Det gjorde jeg, og så blev digtsamlingen færdig på to måneder. Jeg slog hjernen helt fra og skrev, hvad jeg havde oplevet«.

Digtsamlingens titel, ’Knæk’, henviser altså ikke bare til det psykiske knæk, Mikael Josephsen har oplevet så mange gange. Den henviser også til digtenes form; de er lige så upyntede som en hospitalsgang – ikke ulig det, man engang kaldte for knækprosa.

»Det er selvfølgelig en meget udskældt og latterliggjort genre, men det var den eneste rigtige til den her digtsamling«.

»Men jeg vil da meget gerne skrive billedrig naturlyrik på et tidspunkt«, siger han så og griner.

»Hvis nu det her interview fører til, at jeg sælger lige så mange digtsamlinger som Yahya Hassan, køber jeg et lille hus oppe i Småland, og så vil jeg gå rundt og digte om træer og skovsøer«.

Tro

Ikke kun poesien, også religionen har hjulpet Mikael Josephsen. Han betegner sig selv som troende kristen, men vil ikke tilhøre nogen kirke.

»Nej, så er der alle mulige dogmer. Jeg tror ikke på mirakler og jomfrufødsler og den slags. For mig handler troen om kærlighed, om at tvivle og om den kraft, der driver plantens grønne lunte i blomst«, siger han med en reference til den walisiske digter Dylan Thomas.

Man er nødt til at oversætte det, der står i Bibelen, mener Mikael Josephsen. Hvis man gør det, er der er masser af tekststeder, man kan bruge til noget.

»Da Jesus gjorde de blinde til seende, kurerede han ikke bogstaveligt dem der ikke kunne se. Han fik folk til at se. Se, hvad der er vigtigt i livet. På mange måder synes jeg, at poesien gør det samme. Får os til at se livets mirakel«.

Og så er den nytestamentlige etik beundringsværdig:

»Tænk rent faktisk at tænke på andre, være ydmyg og vende den anden kind til. Det er jo revolutionerende«.

En del af udkanten

Mikael Josephsen har flere velmodtagne udgivelser bag sig fra både Borgens Forlag og Gyldendal. Alligevel er han aldrig rigtig slået igennem. Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen måtte i sin anmeldelse af ’Knæk’ (27. maj, 4 hjerter) da også indrømme, at han ikke havde hørt om digteren før.

»Jeg skriver jo lidt i udkanten af det litterære miljø, og jeg bliver enormt irriteret over, at det er de samme digtere, som bliver nævnt i medierne igen og igen. For der er også andre stemmer«.

Af samme grund har han for nylig været med til at stifte litteraturtidskriftet uDkAn t. Det er åbent for alle, også etablerede forfattere fra København, men bestræber sig på at publicere mindre kendte forfattere fra provinsen.

Han understreger, at han ikke har noget imod de forfattere, som får meget opmærksomhed. uDkAn t er en medstemme til København, ikke en modstemme, som han siger. Det er mere mediernes uvilje mod at beskæftige sig med hele Danmark, han er træt af.

Nogle dage er jeg ligefrem glad

»Det er jo ikke sådan, at de københavnske forfattere står herinde på Rådhuspladsen i en stor klump og forsøger at holde andre ude. Jeg har aldrig følt, at nogen forfattere har holdt mig ude. Tværtimod er alle dem, jeg har mødt, ufatteligt søde alle sammen«.

Han trækker på skuldrene og siger:

»Jeg tror altid, kunstnere mener, de får for lidt opmærksomhed. Det er jo sådan lidt ’se mig, hør mig’. Men det er da bare mærkeligt, at jeg får de der fine anmeldelser hver gang, men så er jeg glemt igen 14 dage efter«.

Vi ses

’Knæk’ ender med, at jeget og søsteren begge bliver udskrevet nytårsmorgen. De sidste ord er et »vi ses«. Skal det forstås sådan, at Mikael Josephsen tror, han vender tilbage til den lukkede?

»Det ved jeg ikke. Det kan også være, vi bare ses til kaffe en dag«, siger han og tømmer sin cola light.

»For jeg har det meget bedre i dag. Nogle dage er jeg ligefrem glad. Hvis jeg kan holde mig fra sprutten, kan jeg også holde mig fra indlæggelse«.

Publiceret 3. juni 2016.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce