Dumdristighed. Den islandske nationalkarakter afspejler sig i dumdristighed, siger Einar Már Gudmundsson. »Der er en forventning om, at vi kan klare alt. Men den stemning kan også flyde over i massehysteri«.
Foto: Peter Hove Olesen

Dumdristighed. Den islandske nationalkarakter afspejler sig i dumdristighed, siger Einar Már Gudmundsson. »Der er en forventning om, at vi kan klare alt. Men den stemning kan også flyde over i massehysteri«.

Det farlige er, at vi tror på det

Island er ved at genopbygge sig selv efter finanskrakket i 2008. Lige nu spejler landet sin nationale identitet i fodboldlandsholdet, som dyster ved EM i Frankrig. Men med de - alt for - store forventninger følger risikoen for et nyt kollaps, vurderer en af ønationens mest kendte forfattere, Einar Már Gudmundsson.

Vi betragter os selv som konger. Vi har skabt denne myte om, at vi er oprørske mennesker, der sejler over havet og indtager nyt land. At vi kan klare os, selv om vi er små og fåtallige ... Men det er også sagt med humor. For når alt kommer til alt, ved vi jo godt – inderst inde – at vi ikke er lige så store og uovervindelige, som vi selv går rundt og tror«.

Einar Már Gudmundsson trækker ordene ud. Tygger på dem. Han taler langsomt og forsøger med sine hænder at illustrere, hvad han mener. Politiken har mødt den 61-årige islandske forfatter i Reykjavik. Anledningen er EM i fodbold, hvor vulkanøens helte – ’Strákanir Okkar’ – ’Vores Drenge’, som landsholdet kaldes på disse breddegrader – er med for første gang.

De 11 udvalgte klarede tirsdag uafgjort 1-1 i den første kamp ved slutrunden i Frankrig mod Cristiano Ronaldo og de andre stjerner fra Portugal. Nu venter først Ungarn på lørdag i Marseille og siden Østrig på onsdag i Paris. Dermed er alt fortsat muligt for ’Strákanir Okkar’. Men det vil være en sensation, hvis Island formår at klare sig videre fra puljespillet. For godt 5 år siden lå det islandske landshold placeret som nummer 123 på Fifa’s verdensrangliste, bag Færøerne, Liechtenstein og Togo. Og de er med deres 330.000 indbyggere den mindste nation, der nogensinde har kvalificeret sig til EM.

»Det ligger i vores kultur, i vores mentalitet, at vi ikke ser hindringer som store hindringer«, siger Einar Már Gudmundsson.

»Vi ved jo fra historien, at det at lykkes med noget, det kommer ikke an på kvantitet, altså hvor mange indbyggere et land har. Det kommer an på kvalitet. Det stammer helt tilbage fra det 13. århundrede, da sagaerne blev født. Vi skabte en verdenslitteratur, selv om der ikke bor så mange her. Og også i sagatiden så man en dyrkelse af individet. En dumdristighed. En tro på sig selv«, fortsætter han.

Talerør for folket

Einar Már Gudmundsson er en af Islands største forfattere. Han modtog i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ’Universets engle’ og er blevet hædret med Det Svenske Akademis nordiske pris, der går under navnet ’den lille nobelpris’.

Gudmundsson er uddannet i litteraturvidenskab og historie fra Islands Universitet, men han har også studeret i København, hvor han gennem 6 år i starten af 1980’erne var del af den danske hovedstads digtermiljø. Han er især kendt for sine på en gang socialrealistiske og fabulerende fortællinger, men efter finanskrakket i 2008 har Gudmundsson især skrevet om de økonomiske forhold og folkets oprør mod det politiske establishment på vulkanøen.

Einar Már Gudmundsson gik selv på gaderne i Reykjavik dengang og blev en art talerør for befolkningen, der demonstrerede. Mod de storspekulanter, som med lånte penge fra Islands tre største banker satte landets økonomi på katastrofekurs. Han har endda udgivet en litterær hvidbog om ?nanskrisen

Men nu sidder han her, i idylliske grønne omgivelser i Botanisk Have midt i Reykjavik, og taler fodbold med Politiken. Gudmundsson har fem børn og syv børnebørn, og en del af dem sidder ved et tilstødende bord i havens åbne restaurant, et langt udspark fra nationalstadionet, Laugardalsvöllur.

Den populære forfatter giver et af sine børnebørn et kram og hilser venligt på et par nysgerrige fans, før han sætter sig.

»Jeg er vokset op ikke langt herfra, og jeg spillede selv fodbold ovre på markerne ved stadion. Da jeg var 10-11 år, sneg jeg og mine kammerater os ind på stadion og samlede flasker til de store kampe. Jeg spillede også dengang på et af byens hold, Valur, oprørsklubben fra den østlige del af Reykjavik. Men det passede mig ikke rigtig med al den disciplin, der er på sådan et fodboldhold«, siger Einar Már Gudmundsson.

Han følger i disse dage ligesom de fleste andre islændinge spændt med i, hvordan ’Strákanir Okkar’ klarer sig ved EM. Han er imponeret over, at det undertippede unge landshold er kommet med til slutrunden som underdogs og nu skal spise kirsebær med de store nationer i Frankrig. '

»Vi vil gerne bevise noget. Vi er David mod Goliat, den lille mod den store. Og når den lille viser sig slet ikke at være så dårlig endda, bliver vi stolte. Halldor Laxness sagde det på denne måde: »Anerkendelsen kommer udefra. Man må først bryde igennem uden for landets grænser, før man kan få respekt hjemme«. Deri ligger nok en del af forklaringen på den opportunisme, der præger vort folk«, fortæller Gudmundsson.

De store nederlag

Den nationale identitet har han beskrevet i blandt andet slægtsromanen ’Islandske konger’ og i sin nyeste bog, søfortællingen ’Hundedage’.

»Islændinge var jo oprindelig aristokrater, der flygtede fra Norge, fordi de ikke ville adlyde kongen. Historien går på, at da den norske konge udsendte landets første skattelov omkring år 800, flygtede alle de, som kunne læse, over havet til Island. Og de, som blev søsyge undervejs, dem efterlod vi på Færøerne«, siger Einar Már Gudmundsson og griner højt.

Så bliver han pludselig mere alvorlig. Vores samtale drejer sig ind på forventningerne til landsholdet i fodbold, da jeg spørger, hvad der vil ske, hvis holdet bliver smadret af Ungarn og Østrig og sendt hjem fra slutrunden, før det begynder at blive rigtig spændende.

»Vi er godt klar over, at hvis man ser logisk på det, kan vi ikke vinde. Hvis vi klarer os og går videre fra gruppen, er vi oppe imod det rationalistiske. Men vi tror på det. Det farlige er, at vi tror på det i situationen. Vi er vant til alle disse store forventninger. Men når forventningspresset bliver for stort, åbner det for det store nederlag«, siger forfatteren.

Han henviser til, at mange islændinge hvert år regner med, at nu – nu – vinder den lille nation det internationale melodigrandprix, som er en stor ting i Island:

»Men hver gang bliver vi skuffede. Vi har jo aldrig vundet den sangkonkurrence. Det samme mønster gentog sig ved EM i håndbold i 1995, da vi var på hjemmebane. Vores landshold havde klaret sig så godt det år, og alle regnede med, at vi ville vinde. Vi tog det alvorligt. Holdet blev installeret på hotel uden for byen, og de måtte ikke se deres koner under slutrunden. De havde endda en præst med sig, og det hele mindede om en slags sportslig okkultisme. Det endte selvfølgelig med, at de tabte alle kampene. Det var en total fiasko«.

Det var det samme overmod, der gjorde sig gældende i Island ved finanskrakket i landet i 2008.

»Nationalkarakteren afspejler sig i denne dumdristighed, selv om ikke er alle islændinge tænker sådan. Der er en forventning om, at vi kan klare alt. Men den stemning kan også flyde over i massehysteri. Og det er det, vi ser ske omkring fodboldlandsholdet lige nu«, siger han. Og tilføjer:

»Det var lidt det samme, jeg oplevede, da jeg boede i København. I 1984 var Danmark med til EM i Frankrig. Dengang Elkjær sparkede straffe over målet mod Spanien. Her var der den samme stemning, den samme spænding. En følelse af, at man var i gang med at udføre det umulige. Og det er der jo en fantastisk ren uskyld over. Især hvis man vinder«.

Hvad mener du med det?

»Islændinge er begejstrede for alle, der klarer sig godt. Om det er en musiker, en forfatter eller en fodboldspiller. Det kan vi også se i myterne og legender, vi fortæller om, hvordan vi byggede vores land. Lige nu står vi også helt ukritisk sammen om fodboldholdet. Normalt skændes vi hele tiden og er i fuld gang med et nyt oprør mod politikerne og de mange politiske fraktioner, vi har her«.

Publiceret 17. juni 2016

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce