Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Nanna Navntoft/NANNA NAVNTOFT

Sebastian Klein: »Vi holdt det hemmeligt, at min far havde problemer med alkohol. Eller måske så vi det ikke selv«

Jesper Kleins søn. Sådan blev tv-værten Sebastian Klein opfattet hele barndommen, hvor alle ville have en bid af hans berømte far. Derfor skjulte han sit ophav. Nu er han en voksen mand på 44 og vil ikke holde på sin families hemmeligheder mere. I sin nye bog ’Fra min faders skygge’ fortæller han om sin fars liv og om det årelange misbrug, der bragte Jesper Klein ud på kanten af livet.

Farens flasker var gemt alle vegne. Bag reolerne. I skabene, iskufferne. Under bordene.

Sebastian Klein tømte dem alle sammen i håndvasken. De halvfulde flasker. De helt fyldte. Det fine drinksserveringsbord smed han også ud. Selv om han godt vidste, at det ikke ville kurere en alkoholiker, var han nødt til at gøre noget. Han havde taget sin bedste ven med, og her, en sen nattetime i efteråret 1999, forsøgte de sammen at redde det menneske, han respekterede mest i verden, fra at drikke sig ihjel.

Foto: Privatfoto

Det er ikke en scene, man ser for sig, når man tænker på den Sebastian Klein, der er kendt fra Danmarks Radio, hvor han formidler viden om dyr og naturen til børn på sin egen ligefremme, glade facon. Men den aften så han ikke andre udveje end at tømme alle flasker i sit barndomshjem.

Som barn hadede jeg de mennesker, der kom hen med deres: »Dav, Jesper!«. For jeg vidste, at de fik min far til at få det dårligt

Et par timer før havde han hørt sin mors desperate stemme i telefonen.

»Far dør, far dør!«, sagde hun.

»Hvor er I?«.

»Hjemme«.

Sebastian Klein var styrtet ud ad døren. Ud af lejligheden, hvor hans nye kæreste og to af hans venner sad en aften midt i det liv, han havde fået stablet på benene, efter at han var flyttet hjemmefra. På vej mod barndomshjemmet, den røde murstensvilla på Amager, hvor hans far lå på reposen på 1. sal, mens hans mor knælede ved siden af ham. Her lå Jesper Klein, der havde underholdt danskerne gennem hele sit liv med sin finurlige begavede humor. Her lå han, fordi han havde tømt sin kones glas med sovepiller ude på badeværelset. Her lå han, fordi han efter år med dalende succes og stigende alkoholmisbrug havde besluttet sig for at tage sit eget liv.

»Nogle gange kan det næsten lyde overmenneskeligt, når folk beskriver min far som Den Store Kunstner, men han havde selvfølgelig fejl som alle andre«, siger Sebastian Klein.

Han sidder på en havestol ved Brøndsalen i Det Kgl. Danske Haveselskabs have på Frederiksberg, hvor han som dreng kiggede efter salamandere, skøjteløbere og fuglekonger i havens bassiner og træer, mens hans far og mor spillede ’Ølkasserevyen’ og flere af Klyde-forestillingerne inde i det højloftede lokale ved siden af. I dag blæser det. Og det bliver det ved med. Og det kommer til at tage til i morgen og i overmorgen. Sådan noget ved Sebastian Klein, for sådan noget skal man vide, når man er så passioneret en fuglekigger som han. Når det pivblæser fra vest, kommer der havfugle ind fra Atlanterhavet. Sådan noget ved han også.

»Min søn sidder altid oppe i et træ«, som Jesper Klein plejede at sige.

I slutningen af denne måned udgiver Sebastian Klein bogen ’Fra min faders skygge’, som er sønnens kærlige portræt af Jesper Klein. En mand, der som 19-årig begyndte som barpianist på den nussede beværtning Las Vegas i Nyhavn, og som på toppen af karrieren var et af landets mest kendte og elskede ansigter. En mand, der var lige så udadvendt, når han var på som skuespiller, instruktør, komponist og legeonkel på tv, som han var sky, genert, blufærdig og stille, når han var privat.

I kapitlet ’Den gamle alkoholiker’ beskriver Sebastian Klein sin fars alkoholmisbrug og situationen, hvor han tømmer flaskernesammen med sin bedste ven. Det var lavpunktet i et årelangt misbrug, som Sebastian Klein først opdagede, da han i 1993 som 21-årig var flyttet hjemmefra. Selv om faren havde drukket tæt siden 1970’erne, som der står i et håndskrevet brev fra moren til faren, som Sebastian fandt efter forældrenes død.

»Det er vigtigt for mig, at min bog ikke bliver opfattet som historien om et barn, der skriver om sin skrækkelige opvækst med en fordrukken far og en tosset mor. Jeg er glad for min barndom og har haft fantastiske forældre«, siger Sebastian Klein.

Han har ikke skrevet bogen for at bebrejde dem noget, siger han. Alkohol var ikke noget, han oplevede som et problem i sin barndom. Og han ser ikke sin bog som en af de fortællinger, hvor hans egen generation i disse år beskriver svigt i barndommen. Men hvorfor har han så alligevel skrevet en bog, der afslører hans fars godt bevarede hemmeligheder?

Foto: Privatfoto

»Sig noget sjovt«

Som søn af sine berømte forældre er Sebastian Klein er en såkaldt KFB’er. Det står for Kendte Folks Børn, fortæller han. Et humoristisk udtryk opfundet af Jacob Dahl, der er søn af skuespilleren Lisbet Dahl, i et forsøg på at navngive en gruppe mennesker, der er fælles om at have trådt deres barnesko i offentlighedens ofte alt for dominerende søgelys.

»Vi har faktisk talt om at starte et band og simpelt hen kalde os KFB«, siger Sebastian Klein.

»Vi har bare ét problem: Alle børn af kendte folk vil være forsangere. Vi ville aldrig kunne få nogen til at spille bas«.

Sebastian Klein ligner sin far. På det røde hår, på fregnerne og på de mørke øjne i det lyse ansigt. Og højden. Men hvor hans far var mere spøjs end køn, har Sebastian også arvet sin mors gode udseende. Han ligner bare ikke en, der ved det selv. Eller også er han ligeglad. Brillerne er decideret usmarte. Tøj er »noget, jeg har på, fordi det holder min krop varm«, som han siger. På tv fremstår han med sin egen form for rar og vidende maskulinitet, eller som hvis man proppede en ultranørdet, vidende og pædagogisk bevidst spejderleder ned i en flaske sammen med en havnearbejder fra Sydhavnen, hvorefter man rystede flasken grundigt og hældte den ud på tv. Han bander meget og vil helst ikke have det med i interviewet. Han taler meget. Og han taler meget højt. Hele tiden. Og så griner han en hel del.

Som barn husker Sebastian Klein de mange Tivoli-ture, hvor hans far bag store solbriller hastede drengen gennem haven for at nå i sikkerhed blandt kollegerne i Grøften. For Tivoli uden for Grøften var fuld af berusede mennesker, der ville have en bid af Jesper Klein. Og have den sjove mand til at sige noget sjovt.

»Jeg vidste, hvor meget han hadede det, og derfor hadede jeg som barn de mennesker, der kom hen med deres: »Dav, Jesper!«. For jeg vidste, at de fik min far til at få det dårligt«, siger Sebastian Klein.

Jeg havde jo også de her tanker: Kører han bil, når han er fuld? Hvad hvis han kører et barn ned? Ville jeg kunne tilgive det?

En stor del af handlingen i ’Fra min faders skygge’ udspiller sig i det røde murstenshus, som Jesper Klein købte sammen med sin kone, skuespilleren Lykke Nielsen, i 1969, da de var tidens hotte kunstnerpar. Et hus, hvor Sebastian Klein boede alene med sine forældre, fra han blev født i 1972, til han flyttede hjemmefra.

»Folk har altid været skideinteresserede i, hvordan der var hjemme hos min far og mor. Det kunne være skolekammerater, det kunne være deres forældre, det kunne være lærere. Alle, jeg mødte i min barndom, har vist den interesse, og jeg kunne se det i deres øjne, så snart de vidste det. Det brød jeg mig ikke om. Derfor fik jeg det hurtigt sådan, at jeg ikke ville sige, hvem min far var. Eller ... hvem jeg boede hos. Hvis man kan sige det sådan. Vi var mere tilbageholdende med at invitere folk ind i vores fællesskab end andre familier«.

Alligevel voksede Sebastian Klein op med oplevelsen af, at folk kun så ham som sin fars søn. I stedet for som et menneske i egen ret. Gennem barndommen har han for eksempel oplevet, at folk slet og ret har kaldt ham Jesper, fortæller han.

Det forstår jeg ikke. Hvorfor gjorde de det?

»Jamen, prøv at spørge hvem som helst, der er KFB’er. Vi har alle sammen prøvet at blive kaldt vores kendte forælders navn. Det gør folk med kendte folks børn. »Hej Jesper«, siger de så til barnet. Folk er idioter på den måde«, siger han.

»Altså, selv Jacob Dahl er blevet kaldt Lisbet«.

Fra sin plads på havestolen fortæller Sebastian Klein om forholdet mellem en far og en søn. Om sin egen kærlighed og næsegruse beundring for den berømte far og om kampen for at forlige sig med den skygge, faren kastede over det lille menneske, han selv gik rundt og var. Hans historie springer ud af et familieliv, hvor tre mennesker for at skåne farens ry og rygte var dygtige til at holde sammen. Og til at holde på hans hemmeligheder.

»Der var jo ikke særlig mange, der vidste, at min far endte med at have problemer med alkohol. Det holdt vi hemmeligt. Eller måske så vi det ikke selv. Man vil jo ikke se det. Man bliver medmisbruger og beskytter dem, man elsker«, siger Sebastian Klein.

Foto: Nanna Navntoft (Arkiv)

Altid oppe på kontoret

Jesper Klein blev født i Næstved i 1944, hvor hans far først arbejdede som pottemager på Kählers keramikfabrik. Faren havde ambitioner og startede sit eget pottemageri, men efterlod familien med gæld, da det brændte ned i 1948. Familien flyttede til en baggård på Vesterbro, hvor der ikke altid var penge til at sætte varme på. Hvor faren drak lidt for meget og var lidt for glad for kvinder, hvor den ofte stod på grød til aftensmad, og hvor Jesper Klein blev sendt væk, når forældrene ikke kunne overskue andet.

I gymnasiet var Jesper Klein en elev, der fik middelkarakterer, men som spillede klaver på byens barer om natten. Han begyndte på musikvidenskab på Københavns Universitet, hvor han brændte for progressiv musik. Tolvtonemusik, atonal musik, det skæveste, man kunne finde. Da han til sin første halvårsprøve bankede underarmen ned i tangenterne, helt som komponisten havde ønsket det, dumpede han. Og begyndte kort efter på teatervidenskab, hvor en studenterkabaret førte ham til Danmarks Radio, der satte ham til at lave radio til yngre lyttere. Inspirationen kom fra folk som Monty Python’s Flying Circus – »man skulle helst ikke tage den slagne vej hen til en punchline«, som der står i bogen.

»Han talte ikke decideret gammeldags, men en smule affekteret for sin alder – og generation. Altid med en tone af, at han holdt tale. Adstadigt og med vægt bag ordene. Der er ingen tvivl om, at han har været speciel at omgås. Folk omkring ham må have tænkt: »Hvad i alverden er det der? Og hvor kommer det fra?««, skriver Sebastian Klein om sin far.

Det store gennembrud kom i 1969. Her spillede Jesper Klein med i ’Kierlighed uden Strømper’, der blev vist på landets eneste tv-kanal, han skabte kø ned ad Strøget med forestillingen ’Kameldamen’, hvor han spillede over for Jytte Abildstrøm, og 14 dage efter premieren indtog han hovedrollen i filmen ’Balladen om Carl-Henning’, der indbragte ham en Bodil for bedste mandlige hovedrolle. På tv var han en af bagmændene bag ungdomsprogrammet ’Peberkværnen’, der lavede provokerende tv om eksamensboykot, rusmidler, kondomautomater – og sendte en ung journalist i byen for at se, om han kunne købe hash, før programmet var slut. Det kunne han godt.

Jesper Klein arbejdede altid, fortæller sønnen. I det røde murstenshus kunne man finde ham på kontoret oppe på loftet.

»Det var ham, vi levede af, ham, der holdt os i live. Og deri lå også det, at han arbejdede hårdt. Når min far ikke spiste eller sov, så arbejdede han – ah, nogle gange så han måske fjernsyn, men ellers arbejdede han«, siger Sebastian Klein.

Oppe på loftet lå sønnen på et væg til væg-tæppe og legede med lego, mens faren skrev manuskripter til tv-julekalendere, børnebøger eller sketcher til karrierens højdepunkt, den musikalske underholdningstrio Klyderne, som Jesper Klein havde sammen med kollegerne Jess Ingerslev og Tom McEwan. De lavede tv-showet ’Kaptajn Klydes Flimmercirkus’ i 1976 og løsrev senere konceptet fra tv, så de kunne optræde med deres eget sceneshow. Med Jesper Klein som direktøren og Lykke Nielsen som showets kvindelige islæt. I årene med Klyderne var huset trioens faste øvelokale.

Men i husets kælder regerede sønnen på sit værelse. Og imellem far og søn herskede en kærlig-ironisk tone. Som når Jesper Klein plejede at afslutte længere samtaler med at sige til sin søn:

»Du er for lille og for dum. Gå ned i kælderen og modn«.

Til det udsagn havde Sebastian Klein to modsvar til sin far:

Enten: »Når du bliver gammel, sender jeg dig på hjem!«.

Eller: »Når du er død, skriver jeg en bog om dig. Og den kommer til at hedde ’Fra min faders skygge’!«.

Foto: Privatfoto

Mor får Ribena, far får rødvin

Da Lykke Nielsen havde mødt Jesper Klein, havde hun haft godt gang i en karriere som skuespiller. Hun var begyndt som smuk Lommer-pige sammen med sin enæggede tvillingesøster, Helle, blev uddannet skuespiller og havde roller i både film og teater, men i 1970’erne begyndte jobbene at ebbe ud. Og det var en kilde til frustration for hende resten af livet.

Forholdet mellem forældrene var livligt og fuldt af kærlighed. Hvor Jesper Klein var stille og konfliktsky, var Lykke Nielsen varmblodig, højttalende og altid i sine følelsers vold.

Om aftenen lå Sebastian Klein og lyttede til sine forældre, der talte sammen og delte en flaske rødvin nede i stuen.

»De drak også altid rødvin til maden. For mig var det meget naturligt, at de drak rødvin, og jeg drak mælk. Men på et tidspunkt syntes min mor, de drak for meget, og nu skulle de i stedet drikke Ribena. Det gjorde de så i en periode, indtil min far gik tilbage til rødvinen, mens min mor beholdt Ribenaen. Og jeg tror måske, det reddede hende fra et misbrug. Men det reddede så ikke min far«.

Et brev i bogen taler tydeligt om parrets problemer. Brevet er skrevet i 1990 og er fra Lykke Nielsen til Jesper Klein. Hun lægger ud med at skrive, at hun sidder og drikker i et forsøg på at tømme hjemmet for alkohol.

»Det, jeg vil forsøge at skrive til dig bliver måske ikke rigtigt formuleret, men een ting skal du vide, jeg elsker dig overalt på jorden«, lyder det.

»Når jeg nu – så ’mindeligt’ er det vel ikke, men så ’hysterisk’– be’r dig om at lade være med at drikke så er det fordi jeg er bange for at miste dig. Ikke bare sådan rent fysisk, men osse sanseligt. (...) Jeg behøver ikke lugte til dig. Jeg behøver ikke kontrollere glas og flasker, jeg kan se det på dig, før jeg ser dig. Jeg kan mærke det, før du selv kan. Når du tager i døren, så kan jeg høre på dørhåndtaget, hvordan du har det efter en optræden«.

Linjerne er skrevet på et tidspunkt, hvor Sebastian Klein stadig boede hjemme. Lykke Nielsen skriver om sin mands »forurettede øjne, der kan skimtes inde bag de tykke øjenlåg, der skjuler 20 års fortættet rus«. Hvis man regner tilbage, betyder det, at hun mener, at Jesper Klein har drukket siden sin karrieres start, og længe før de blev forældre. Hun skriver også:

» Hvorfor spørger: 1. Eugen Tajmer, 2. Flemming Jensen, 3. Steen Springborg, 4. Bent Mejding, 5. Ulf Pilgaard, 6. Per Nielsen, 7. Mogens Vemmer, 8. Johnny Reimar. Hvorfor spørger de alle mig, når du har svaret på deres spørgsmål? »Hvor meget har han drukket?«. Fordi, tror jeg, du svarer på samme fordrukne måde, som du svarer mig på«.

Og så kalder hun sig selv alkoholiker i brevet. Men det tror hendes søn ikke på, siger han.

»Nej, jeg tror ikke, min mor var alkoholiker. Men hun har siddet der og drukket og skrevet brevet og så faldt det sådan ud. Og det var da voldsomt for mig at finde det brev, for på det tidspunkt var min fars forhold til alkohol ikke noget, jeg tænkte over. Bortset fra at vi havde den der joviale tone i hjemmet, som min far førte an, hvor han kunne finde på at sige:

»Ah, den gamle alkoholiker skal have et bad!«.

Foto: Privatfoto

Så stoppede han bare

Sidst i 1980’erne mistede Jesper Klein noget af den ’kunstneriske sult’, der havde drevet ham fremad tidligere i karrieren. Hans optrædener i 1990’erne var ofte noget med at køre langt for en firmafest, opføre nogle af de gamle sketcher og tjene gode penge. Det var et stort skift fra de tidligere år, hvor han havde været den store påhitter, igangsætter og chef. Og det var ikke et skift, der så ud til at passe ham godt, siger sønnen.

Lykke Nielsen begyndte at brokke sig til sin søn over, at hans far drak for meget. Hun blev ringet op af kolleger, der sagde, at Jesper Kleins timing på scenen var påvirket. Og i 1997 blev Sebastian Klein selv ringet op af Flemming Krøll fra Nykøbing Falster Revyen, hvor hans far var hyret. Krøll ville høre, om Sebastian, som på det tidspunkt var i gang som tv-vært på DR, ikke kunne snakke med sin far, som gik fuld på scenen. Men Sebastian Klein ville ikke indrømme, at hans far havde et problem.

»Jeg havde ikke autoriteten til at sige ’Tag dig sammen’ til min far. For det første indgød han stadig respekt, for det andet ønskede jeg ikke at pille ham ned fra den piedestal, jeg selv havde stillet ham op på. Hans rolle skulle jo være at være mit forbillede. Jeg ville ikke være hverken hans sygeplejerske eller fangevogter«, skriver han.

Det var først, da Jesper Klein i 1999 lå bevidstløs på reposen på førstesalen efter selvmordsforsøget, det gik op for hans søn, hvor galt det var fat. For det var ikke noget planlagt selvmordsforsøg. Det var en impulsiv idé, der var opstået samme aften, da Jesper Klein havde set på pilleglasset. »Tja, hvorfor ikke? Det kan jeg jo lige så godt«, havde han tænkt. Og så havde han tømt glasset.

Det var først da, Sebastian Klein greb til handling og sammen med sin ven hældte husets spiritusflasker i vasken, mens Jesper Klein selv røg på antabus – og drak alligevel. Han drak helt frem til 2005, hvor Lykke Nielsen havde fået konstateret den brystkræft, der året efter endte med at tage livet af hende. Her fik Jesper Klein blødende mavesår og beskeden om, at han ville dø, hvis han ikke holdt op med at drikke.

»Det var faktisk det, jeg blev allermest vred over. At han bare stoppede. For det kunne jo han sagtens, viste det sig«.

Hvorfor blev du vred over det?

»Fordi hvorfor fanden stoppede han så ikke noget før!«.

Sebastian Kleins øjne mørkner. Han holder en lille pause.

»Vi havde gennemlevet rimelig mange lidelser og gjort de største krumspring for, at folk ikke skulle finde ud af, at han drak så meget. Og jeg havde jo også de her tanker: Kører han bil, når han er fuld? Hvad hvis han kører et barn ned? Ville jeg kunne tilgive det?«.

Ville du?

»Ja, det ville jeg jo nok. Men verden ville ikke. Som børn tilgiver man jo sine forældre utrolig meget. Og jeg bebrejder heller ikke i dag min far for hans druk. Måske burde jeg være mere vred. Men det er svært at være vred på et menneske, der har givet en så meget. Som man holder så meget af og respekterer på så utrolig mange områder«.

Man kan godt få en fornemmelse af, at du viderefører noget, du beskriver i bogen omkring din fars misbrug – at I slog ring om ham?

»Jamen det gør jeg. Stadigvæk. Og derfor er det også en udfordring at skrive sådan en bog, hvor man løsner på den ring. Jeg er bekymret for, om folk bliver sure, fordi jeg piller ved billedet af en helt. Men det gør jeg jo blandt andet, så folk kan lære, at selv store danskere, som man kalder det, har begået fejl«.

Foto: Nanna Navntoft

De gamle fuglekiggere

Vi går ud i Det Kongelige Haveselskabs have, hvor der dufter af æbler og våd jord. Sebastian Klein indtager med det samme rollen som naturvejleder. Hver gang, der lyder et pip ovenfra, kender han sangeren.

»Det er næsten ligesom at se dem, når man hører dem«, siger han.

»Hver fugl har sit helt eget kald, og jo mere man lytter til dem, jo bedre bliver man til at skelne mellem dem. Hør, det dér er en gransanger. Se, deroppe er den! Den er pisselille og grøn og kedelig«.

Under de susende trækroner og på de store plæner i Frederiksberg Have er vi i selskab med gærdesmutter, fuglekonger, ringduer, klippeduer, sølvmåger, hættemåger, grågæs, canadagæs, fiskehejrer. Åbenbart. For hver fugl fortæller Sebastian Klein en historie. Da han hører to sortmejser, men ikke kan se dem, beder han mig om at være stille.

»Nu er du på den helt store nørdekspedition, er du med på den? For nu skal vi lave noget, der hedder pishing – og det lyder frækt, men det er det ikke. Nu skal vi sige som en fugl, der er sur. Pssst, psssst, psssst«, siger han, mens han kigger op i træet foran os.

Kort efter sætter to sortmejser sig over vores hoveder.

Du tilkalder dem?

»Jeg taler til dem – ja. Det er faktisk bedre at gemme sig inde i en busk, mens man gør det. Men så er det vigtigt, at ingen ser dig. For hvis man bare én gang er blevet opdaget af normale mennesker, mens man stod inde i en busk med en kikkert om halsen og snakkede med fugle, så sørger man for, at det aldrig sker igen«.

Sebastian Klein har ingen uddannelse. Han ville have været biolog, men orkede ikke at læse de ekstra fag, han skulle bruge for at komme ind. I stedet begyndte han først på pædagoguddannelsen, så læreruddannelsen, uden at gøre nogen af dem færdig. Så ringede de fra DR og spurgte, om han ville lave børnefjernsyn. Det tilbud havde han sagt nej til flere gange, da han var barn. For han ville ikke lave det samme som sin far. Men da han var blevet voksen, sprang han ud i det. Bevidst om, at tilbuddet kun var kommet, fordi hans far var hans far. Og sikker nok på sig selv til at tro på, at han ville kunne løfte opgaven. I dag skriver han artikler om fugle til videnskabelige tidsskrifter ved siden af sine jobs som tv-vært, formidler og underholder.

Over os er luften pludselig fuld af alliker, tusindvis af dem. De sorte fugle flakser kaotisk rundt i blæsten over vores hoveder.

Sebastian Klein er 44 år og dermed på toppen af sin karriere som fuglekigger. For mange går det ned ad bakke med hørelsen, når de bliver 50. Og den verden, de har brugt et helt liv på at udforske, fuglenes sang, forsvinder. De kan ikke længere høre de frekvenser, en fuglekonge synger på.

»Det er ligesom at blive blind. Det er lige så slemt. Mange af de gamle fuglekiggere, de holder simpelt hen op med at kigge på fugle på den måde, de har gjort. I stedet sætter de sig ude ved havet med et teleskop og kigger på havfugle. For der behøver de ikke høre kaldene. Men de kan se dem. Jeg har altid tænkt det lidt som eskimoerne, der sender deres gamle ud på en isflage. Sådan: Han er ude ved havet nu«.

I årene efter Lykke Nielsens død i 2006 oplevede Jesper Klein en personlig opblomstring. Han drak ikke mere og begyndte at gå mere ud og virkede i det hele taget mere fri end tidligere, hvor hans indadvendthed havde styret meget. Men i 2011 fik også faren konstateret kræft, og det gik stærkt med sygdommen. Kun få måneder senere havde Sebastian Klein hverken en mor eller en far længere.

Foto: Privatfoto

Hvorfor drikker Jesper?

I dag ved Sebastian Klein ikke, hvorfor hans far begyndte at drikke for meget. Men han ved, at hans farfar også var drikfældig, og at hans far var arbejdsnarkoman. Han ved også, at det ikke passede den ambitiøse Jesper Klein, da karrieren og den eksplosive kreativitet, der havde sendt den af sted, begyndte at stagnere. Og så ved han fra sig selv, at underholdningsbranchen er et krævende sted at befinde sig.

Han drikker selv kun sjældent alkohol. Til gengæld er han afhængig af Coca-Cola, som han i perioder drikker over 2 liter af om dagen. Han er faktisk holdt op med at drikke cola mindst 10 gange, men får tilbagefald fra tid til anden. Alkoholiker bliver Sebastian Klein aldrig, siger han. Til gengæld gik han psykisk ned tre år efter sin fars begravelse – og efter et årti med to forældre, der var døde af kræft. I bogen beskriver han, hvordan han i 2014 fik uforklarlige symptomer. Først snurrede fingrene, så snurrede hele verden. Flere i omgangskredsen spurgte, om symptomerne kunne skyldes stress, og hans kone var bekymret for hans arbejdsmængde, da hun opdagede, at han fra september til december ikke havde planlagt en eneste fridag. Heller ikke i weekenden.

»Jeg havde bare sagt ja til alt, for jeg syntes, det var så sejt, at jeg kunne tjene så mange penge, og at folk var så vilde efter at få mig ud og optræde. Det trak i mig«, siger Sebastian Klein.

En dag, mens han kørte i bil, fik han et angstanfald, der var så voldsomt, så hans kone endte med at køre ham ud på Psykiatrisk Modtagelse på Amager, hvor personalet indlagde ham. Her fik han diagnosen depression, angst og stress. Og medicin, som hjalp ham igennem. I august i år slap han pillerne.

»Det går meget godt. Men jeg er skidebange for, at det kommer igen«.

Jeg havde ikke autoriteten til at sige: »Tag dig sammen« til min far

I omgangskredsen i det røde murstenshus talte folk ofte om, at Jesper Klein ville dø af sit arbejde.

»Det lå et eller andet sted i tankerne hos os alle sammen, at han skulle dø på scenen, akkurat som en soldat dør med støvlerne på, ikke? Det troede vi alle sammen. Når folk kom på besøg, sagde de altid: »Jesper må ikke arbejde for meget. Han ender som Dirch«.

Dirch Passer, Keld Petersen, Jørgen Ryg, Preben Kaas. De store danske komikere, der alle fik alkoholproblemer. Det var skæbnen.

»Vi tænkte, at det var uundgåeligt. Også i familien. Vi tænkte, at det er jo sådan, de store ryger«.

Det er en meget mytologisk betragtning om et menneske, man er så tæt på?

»Ja, men der var jo en enorm respekt om ham både udefra og indefra. Min respekt for min far var enorm. Og det var min mors også«.

Vi har bevæget os ind i en del af Frederiksberg Have, ingen af os kender. Sebastian Klein kigger sig lidt omkring. Livet igennem har han været med til at opretholde billedet af et ikon. I dag har han fortalt historien om et menneske. For det er ikke Jesper Kleins søn, der har skrevet en bog. Det er Sebastian Klein, der har skrevet om sin far. Han har taget sin far tilbage fra den verden, der altid har gjort krav på ham.

Foto: Privatfoto

En fars skygge

Jeg har tænkt over titlen på din bog. Hvorfor hedder den ikke ’Ud af min faders skygge’? Så kunne det både betyde, at det er den, du kommer fra, og at du ikke længere er i den?

»Nej, for jeg sidder stadig inde i den skygge. Det gør vi uvægerligt, tror jeg. Man vil altid sidde i skyggen af sine forældre«.

Jeg synes, det lyder klaustrofobisk at sidde der som 44-årig. Er det ikke pointen med at blive voksen, at man skal ud af sine forældres skygge?

»Jeg vil ikke gemme mig i skyggen. Men hvor jeg tidligere har opfattet det som meget generende at være Jesper Kleins søn først og Sebastian bagefter, har jeg i dag forliget med mig, at jeg er hans afkom. Min far er død, og det har betydet, at der i dag er færre, der forbinder mig med ham. Men der sker også noget andet, når ens forældre dør. De har måske været pisseirriterende igennem mange år, men lige pludselig er de væk, og så længes man efter den tid, hvor de var der. Jeg savner jo min far. Jeg savner jo min mor. Det, jeg kalder min fars skygge, var også, at jeg havde en, jeg kunne snakke med ligeværdigt, en, som kunne rådgive mig, og alt det savner jeg«, siger han.

I dag kommer folk jo hen og fortæller mig, hvor meget han betød for dem, og så er det jo fandeme sådan, at jeg får en klump i halsen

»Jeg har også tænkt, at der er en fantastisk dobbelttydighed i sådan en skygge. En skygge er jo ikke kun en altoverskyggende skygge, der kan hindre en i udfoldelse. Skygge er også et sted, hvor man søger læ, beskyttelse og sikkerhed«.

Men i begge tilfælde indtager du jo barnets rolle. Det er jo barnet, der har brug for sine forældres beskyttelse, og barnet, der er i risiko for at blive overskygget af dem?

»Åhr hvad, jeg bliver analyseret til danskeksamen nu! Ha ha. Men okay, du siger, hvorfor vil jeg forlænge min fars skygge, hvorfor vil jeg vedblive med at være Jesper Kleins søn? Hør her: Tidligere hadede jeg det, men i dag kommer folk jo hen og fortæller mig, hvor meget han betød for dem, og så er det jo fandeme sådan, at jeg får en klump i halsen. Jeg bliver virkelig glad. Og stolt over at være hans søn. Det er dén skygge, jeg vil forlænge. Desuden ... Det var jo den titel, jeg altid truede ham med, da jeg var lille. Så den bog kunne naturligvis ikke hedde andet«.

Hvorfor ikke?

»Fordi det ville ødelægge joken, selvfølgelig! Og det ville ligge meget langt fra mig og min familie at ødelægge så fin en joke«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden

Annonce