Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Han smiler og drømmer om undergang

Skuespilleren Thomas Hwan er lige så jysk som sin far. Og det er ikke så lidt. Samtidig er han det overhovedet ikke. Han blev efterladt i et tæppe foran porten til et børnehjem i Seoul som spæd vedhæftet en seddel med hans fødselsdag. For Hwan, der er kendt fra DR’s ’Bedrag’ og er aktuel i ’Højskolesangbogen’ på Det Kongelige Teater, betyder det, at han ikke rigtig hører til noget sted.

Jeg kan godt lide ham kineseren«, siger Hanne, en kvinde på 64.

Kineseren er skuespilleren Thomas Hwan, der sidder i et hjørne af værtshuset Funchs Vinstue i det indre København med en guldøl.

Gennem en halv times jovial snak når den midaldrende kvinde at kalde Thomas Hwan for kineser, koreaner og thai. Hun taler indforstået med ham om yoga, noget hun har dyrket i mange år, og som hun tager for givet, at asiaten selv har godt styr på.

Hwan smiler fregnet til Hanne, skåler og siger, at han også godt kan lide hende.

Da baren lukker, krammer Hanne Thomas Hwan, ja, hun krammer hjerteligt de fleste.

»Prøv ham koreaneren«, siger hun indforstået – og alt for højt til, at det er sobert – til Melissa, fotografen.

»Du kan altid forlade ham bagefter«.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

Klokken er lidt over to om natten. Det er Hwan selv, der har foreslået, at vi skal mødes sent. Han har alligevel svært ved at sove om natten, så hvorfor ikke udnytte det til at gå ud og drikke øl og tale. Nu er vi mere eller mindre snublet ind i en diskussion om arv, miljø og hvordan man forholder sig til det.

Thomas Hwan har valgt at forholde sig til andres syn på hans etnicitet med et skuldertræk og et smil. Man kunne selvfølgelig godt se det som »nedladende og racistisk« at blive omtalt på den måde, men han vælger i stedet at se det sådan, at folk lægger mærke til, at han »ser lidt mere eksotisk ud« end så mange andre.

Når han ser sig selv i spejlet, ser han sin far. En rolig og halvskaldet nordjyde, som Thomas Hwan føler sig nærmest telepatisk forbundet til. Af og til prøver han at lægge ansigtet i nye folder, dér foran spejlet, siger han, for ikke at ligne faren alt for meget. Han rynker på næsen og kniber øjnene sammen for at få et andet udtryk.

Men når han ser godt efter, lægger han mærke til, at hans øjne er skævere end farens. Hans næse er lidt fladere. Hans hud er mere brun, og hans hår kulsort og står som en bølge over panden.

Noget af en modsætning til den urjyde, han føler i brystet. Smeden og sygehjælperens søn fra Brovst, hvis ven blev kørt til gymnasiet i Fjerritslev i en stor, grøn John Deere-traktor. Ham, der lige nu, efter at baren er lukket, sidder på journalistens værksted klokken fire om natten og viser fotografen, hvordan hun bruger en luftpistol.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

Og selv om Thomas Hwan godt med hjernen kan kapere visheden om, at han er født på den anden side af Jorden, og at der måske går en mand og en kvinde rundt et sted og ligner ham, så har han svært ved at føle det. Hans biologiske familie er så fjern for ham, »at de lige så godt kunne have vinger og være fra en Marvel-tegneserie«. Han har aldrig følt behov for at finde dem, og det kommer med al sandsynlighed heller aldrig til at ske.

Han blev lagt uden for porten til et børnehjem i Seoul som spæd med en vedhæftet note om, at han er født 4. maj 1982. Det er alt, han ved. Da han for nylig var i Korea for at lave en film, gik han hen til det sted, han blev lagt som barn. I dag er det et kontor, et sted man går forbi uden at tænke videre over det. Thomas Hwan havde da heller ikke forestillet sig det helt store af gensynet, men han endte med at ryste hele dagen efter at have stået der. Kroppen reagerede.

»Selv om jeg har tendens til det, kan jeg mærke, at det er farligt at skubbe det helt væk. For selvfølgelig betyder det et eller andet at være adopteret. For eksempel, at du aldrig føler, at du passer helt ind«.

I Korea talte alle automatisk engelsk til ham, fordi han helt åbenlyst ikke hører hjemme. Hans gangart er forkert, holdningen er forkert og tøjet er forkert. I Danmark er det de ting, der passer ind, men ansigtet, der stikker ud.

Det skal ikke forstås som noget traume. Thomas Hwan føler sig heldig. Heldig, fordi han aldrig har følt behov for at spekulere så meget over, hvorfor han mon havnede lige netop hos de forældre, som blev hans. Hvorfor han ikke endte i New York eller i rendestenen i Seoul. I sin dagbog har Thomas Hwans mor, Tove, skrevet, at da de hentede ham i Kastrup lufthavn efter en graviditet, der ikke varede længere end togturen til København, tog han fat i hendes briller.

Fra det tidspunkt vidste hun, at de var familie.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

Modstand

Et par dage før mødet med Hanne og snakken om tilhørsforhold står Thomas Hwan iført et temmelig meget for stort gråt jakkesæt uden for Skuespilhuset i København. Han ryger hvide Marlboro. Først en og så en mere til dessert. Der er en lille pause i prøven til forestillingen ’Højskolesangbogen’, som han spiller med i for tiden.

Han er fastansat som skuespiller på Det Kongelige Teater, og når man er det, så spiller man med i lidt af hvert. I det her tilfælde en ( nu uhyre velanmeldt) teaterkoncert baseret på højskolesange. Han siger selv, at han er er den »klart dårligste sanger« på holdet, og at han primært er med, fordi han kan »synge rent og fungere nogenlunde i et korarrangement«.

Det er omtrent så meget pralrøv, han kan være.

Efter rygepausen går han gennem foyeren, forbi et kæmpe portræt af sig selv, som han ikke ænser, åbner døren til teatersalen og går direkte og uforstyrret gennem det, der virker som en glasvæg for civilister. Han spadserer lige op på scenen på Det Kongelige Teater.

Her hører han til, og her har den nu 34-årige skuespiller hørt til i mere eller mindre hele sin karriere som skuespiller. Allerede inden han var færdig på Statens Teaterskole, stod han på scenen i ’Kirsebærhaven’ på Det Kongelige.

Da han var færdig på skolen, blev han kort efter ansat ved teaterets eksperimenterende ensemble i ‘Det Røde Rum’, og da det blev nedlagt sidste år, blev han en del af det faste ensemble på teateret.

»Det handler også om held«, siger han selv, mens andre kalder ham et af hans generations største scenetalenter. Han modtog Reumerts Talentpris, da han gik på skuespillerskolen, og den ægte vare for sine biroller i ’Macbeth’, ’Kagefabrikken’ og ’Madame Bovary’ i 2013.

På scenen står Jens Jørn Spottag med bar røv vendt mod stolerækkerne. Polyesterkondibukserne og de hvide boxershorts hænger nede om anklerne over hans lige så hvide kondisko. Skuespilleren Marie Bach Hansen krammer ham i rollen som evighedsstuderende forførerske, mens hun synger ‘Kringsat av fjender’.

De øvrige skuespillere, der ikke er med lige i denne bid af forestillingen, sidder spredt omkring i salen eller på sidescenen sammen med Thomas Hwan og kigger på deres mobiltelefoner.

Da sangen er ovre, trækker Jens Jørn Spottag sine bukser op igen.

Hwan har aldrig selv været på højskole eller efterskole eller noget i den stil. Han har ikke noget særligt forhold til højskolesangene.

Når han tager sin hvide cykel uden for lejligheden i begyndelsen af Amager, kan han sagtens finde på at tænke, at koreografien til et eller andet nummer i teaterkoncerten er lidt fjollet. Alligevel går han ind og danser efter det indøvede mønster, laver ansigter på de i forvejen aftalte måder, svinger benene som spaghetti og armene som en robot.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

Han gør det med alt, han har, og når han er færdig, tænker han igen: »Det var måske i virkeligheden lidt fjollet«.

Men det er ikke Thomas Hwan, der står der og danser tosset på scenen. Det er en lokalpolitiker fra Hirtshals, der er godt gammeldags mentalt afsporet, det alle andre end psykologerne ville kalde kuk-kuk, og oven i det lidt af en outsider. Og lige i den her virkelighed er det sådan, han danser.

Og derfor gør Thomas Hwan det.

Når han er på scenen, opstår der et »vakuum« rundt om ham. Hans intellekt og adfærd kobler ud af medborgergearet for i tre timer at være overtaget af en verden, hvor al samtale og social omgang ligger lagret i kroppen på en måde, så han ikke skal tænke, men kun agere.

På scenen er Hwan til i et beskyttet rum, hvor han kan fremhæve hjørner af sig selv, han ikke kan få sig til ude i samfundet. Han kan finde sin »indre voldspsykopat«, »stodderen« eller i det her tilfælde finde sin egen følelse af at være ved siden af og blæse det op i kæmpeformat.

På scenen forsvinder de intimsfærer, der eksisterer i samfundet. Her bliver skuespillerne tilsammen, når alting går, som det allerhelst skal, til en fælles puls, hvor der ikke skal andet end blik til for at vide, om man uprovokeret kan gå hen og gribe nogen om nosserne, hvis det passer ind lige der.

»Det spændende som skuespiller er ikke at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på en karakter, for man kommer aldrig til at forstå nogen lige meget hvad. Det spændende er, når jeg ikke forsøger at være præcis, som de er, men når jeg fantaserer om, hvordan den person kan være, og bruger det«, siger han.

Han er ikke blevet skuespiller for at fremføre klassiske roller 1:1, men for at udvikle. Det er netop det, han mener, teateret kan og skal. På Det Røde Rum var det ensemblet selv, der mere eller mindre bestemte, hvad der skulle spilles. Det betød, at de levede hele deres liv på teateret i de år, og det betød, at alle tog en kæmpe luns af sig selv med ind på scenen. De gjorde teateret til det »flygtige møde mellem rigtige mennesker«, som Thomas Hwan mener, det skal være, for at være godt.

Han interesserer sig ikke for succesforestillinger, han interesserer sig ikke for besøgstal eller genopsætninger af publikumssucceser. Det sidste er han decideret imod, fordi det smukke i teateret ligger i, at man kan gå glip af noget. Det, der interesserer ham, er kunsten. Det er han ikke bange for at sige. Han er heller ikke bange for at sige, at han synes, man skal tage den seriøst. Heller ikke til sine chefer, »der helt sikkert tit synes, jeg er pisseirriterende«.

»For at jeg synes, det er rigtig fedt, skal det ud på så dybt vand, at man bliver nødt til at spørge sig selv, om det faktisk holder. Teater er forsøget på at gøre noget. Faren ved at gå i en kommerciel retning er, at man ikke har plads til at satse«, siger han.

Nogle gange får han tingene sagt på en måde, så hans kæreste, skuespilleren Johanne Louise Schmidt, bliver lidt nervøs for, at han bliver fyret for det. Hvis han bliver det, så må det være sådan, siger han. Det mest naturlige for en skuespiller er alligevel at være freelance, synes han. Så bliver man nødt til at tage stilling til alt, man laver, på en anden måde, end hvis man får det udstukket.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

Opgang

Som barn følte Thomas Hwan, »at nogen bare havde trykket play et eller andet sted«. Hverdagen skubbede ham kværnende frem, uden at han kunne gøre det store ved det.

Han boede i et hus ved en stor mark med udsigt til Limfjorden på den samme vej som sin ven, der boede i et hus med udsigt til en stor mark og Limfjorden. I dag føles det lige så underligt at tænke på, som det dengang føltes nogensinde at skulle bo et andet sted, siger han.

»Man kunne sagtens drømme om alt muligt, men hvad fanden nyttede det? Vi kunne godt tænke os at komme i svømmehallen, men der var ikke en svømmehal. Vi kunne godt tænke os at komme i biffen. Der var ikke nogen. Man kunne gå til fodbold, og det gjorde vi så. Det er nok også derfor, jeg ikke tænkte så meget over, at jeg er født på den anden side af Jorden. I Brovst er alt så langt nede på jorden, at det er utopisk at tænke på den måde«, siger han.

I stedet gjorde Thomas Hwan »det vildeste, vi overhovedet kunne tænke på«, som samtidig var noget, »der overhovedet ikke var vildt nogen andre steder«. De begyndte at spille musik. De hørte Nirvana og »tænkte bare WHAAAAAT?«, de købte guitarer og basser og forstærkere og stereoanlæg og »fik lige pludselig en exitplan«.

»Det skulle være vores vej ud af Brovst«.

Han bærer stadig rockdrømmen på kroppen.

Stramme cowboybukser, læderjakke og læderstøvler. Ærgrer sig over, at han aldrig blev tatoveret på hele overkroppen. Det var først, da han var ved at være færdig med gymnasiet, han kom til at tænke på, at han måske ikke kunne leve af musik. At han måtte finde en anden vej ud af Brovst. Der var ikke noget, han drømte om. Ud over musikken, altså. Men han spillede teater.

»Det ville være løgn at sige, at jeg havde en stor drivkraft, når det kom til teater. Det havde jeg for musik. Med teateret handlede det om, at jeg var en liderlig teenager, der gerne ville være tæt på så mange tøser som muligt«. Og til Skovspillene i Brovst, et årligt sommerspil, der er »lige tanden over dilettant«, havde han muligheden for at komme tæt på alle »de lidt ældre piger, der ellers bare gik til håndbold eller ridning, og som man skulle være fuld virkelig mange gange for at komme i nærheden af«.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

At han var god til at spille skuespil, har han svært ved at indrømme, men endnu sværere ved at løbe fra. Trængt helt op i en krog efter en uges spørgsmål vil han gå så langt som et »ja, ja, jamen, jo«. Det var der i hvert flere, der fortalte ham. »Men kunne jeg tage det for gode varer? Jeg var også den bedste til at spille bas, men det var ikke nødvendigvis nok til at kunne komme på konservatoriet«.

Frem mod 3. g kunne man i skolesammenhæng karakterisere Thomas Hwan som en doven hund. Hos studievejlederen sad han med et blankt stykke papir og sit lige så glatte ansigt og fik at vide, at han »havde afskåret sig selv fra en hel del ting ved ikke at vælge matematik på højniveau«. Op til vinterferien manglede han 21 afleveringer og måtte skrive et brev til rektor, hvor han lovede bod, bedring og kurs mod mere modne kyster. Han fik besked på, at han ville blive taget til nåde, hvis han kom med alle 21 opgaver efter ferien. Og bestod dem. Med den information foldet godt sammen i baghovedet tog han direkte på skiferie og heftig druk.

»Jeg var så meget i tvivl om, hvad jeg ville, og jeg var så nede over det fucking stykke hvide papir«. Da han kom hjem, tog han et par dage uden søvn, bestod alle 21 afleveringer og tænkte »satans også«.

Der var en del i ham – en del, han har endnu – der »bare gerne ville se det hele gå ned«.

Så var der ikke rigtig så meget andet at gøre end at finde på noget. Han ringede til instruktøren fra Skovspillene, som sagde, at han kunne læse med en skuespiller i Aalborg. For hvordan man skulle blive skuespiller, vidste studievejlederen ikke lige. Som 19-årig gik Thomas Hwan til optagelsesprøve på Statens Teaterskole. Han kom videre til tredjeprøven, hvor der kun var omkring 20 tilbage af de 1.100, de havde været i første omgang.

Han kom ikke ind, men han kom væsentlig længere end de skuespilleraspiranter, han læste med i Aalborg, nogensinde var kommet. Alligevel »var der ikke noget at fejre«, siger han. »Det handler om held og alt muligt lort. Ens odds er umulige«.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

Men så ringede Tommy Kenter en dag hjem til hans forældre og sagde, at han havde siddet i juryen og var rasende over, at Thomas Hwan ikke var kommet ind. Han tilbød ham at give gratis timer, hvis han havde lyst. Det næste halve år tog han tirsdag og torsdag toget til København fra Aalborg, så han var i hovedstaden omkring klokken halv otte om aftenen og hjemme igen i Nordjylland klokken halv seks næste morgen.

»Det var fucked, men det var fedt«.

Året efter, som 20-årig, kom han ind på teaterskolen. I dag har han allerede 10 års erfaring fra landets scener. Han har spillet Romeo og Pinocchio, Banquo i Macbeth, været med i dramatiseringen af Ovids ’Metamorfoser’, Flauberts ’Madame Bovary’, Shakespeares sonetter og rigtig meget mere. De fleste kender ham sikkert som ansigtet på den talkloge politimand Alf i de to sæsoner af DR’s dramaserie ’Bedrag’, der har været hans folkelige gennembrud i en sådan grad, at forbipasserende siger »hej Alf« til ham på gaden.

Undergang

På værkstedet er det gået fra at være sent til at være tidligt.

Fotografen skyder stadig luftpistol, som Thomas Hwan tålmodigt knækker for hende, når den skal lades.

»Jeg kan gå hele dage uden at lave det, jeg skal. Om natten bliver jeg rastløs. Eller nærmere handlingsrastløs, fordi jeg så ikke kan lave de ting, jeg skulle have lavet tidligere, fordi alle andre sover«.

I stedet bruger han de vågne nætter, som bliver færre og færre, siger han, til »at nulstille mit hoved«. Nogle gange kan han læse sig for langt ind i hjørner af ting til at kunne få det ud igen. Det sidder fast. Ventilen er at gå i byen i sådan en grad, at han ender med at »være så patetisk fuld, at jeg ikke kan rejse mig fra den bænk, jeg sidder på, for at tage en taxa«.

»Der ligger da helt klart nogle destruktive tanker. Jeg siger nogle gange til mig selv, at jeg bare burde gå til psykolog og få det overstået ...«, siger han.

Foto: KÃœHN HJERRILD MELISSA

På den anden side »er alt, der er fucked, også interessant«. Hvor det kommer fra, ved han ikke. Der er et mørke, som han vedkender sig. Og der er også en splittelse og en følelse af hjemløshed. Hvorfor vil han ubevidst konkurrere om alting? Selv hvis det skulle være sådan, at alt er kaos, som vi aldrig kommer til at forstå noget som helst af, selv da vil han være bedst til at forstå det.

»I sociale situationer tænker jeg altid, hvad jeg kunne gøre her, for at det hele blev akavet. Hvad ville jeg kunne gøre, der er mest forkert?«.

Skuespil er frirummet til ikke kun at tænke det, men til at gøre det.

»Det er lidt som at være ludoman. Mange tror, at man får et kick af at vinde en masse penge«, siger han.

»Men det er den følelse af, at alt blod forsvinder fra din krop, når du taber det hele, der bliver siddende i dig. Det kick, det glemmer du aldrig. Det er det, jeg jagter. Jeg spiller bare ikke mine penge op, det tør jeg slet ikke. Jeg spiller teater i stedet«.

Han kigger på uret, siger »fuck« og rejser sig op. Han skal til jordemor med sin højgravide kæreste om tre timer, så han må hellere komme hjem i seng.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce