Instruktøren ligger på siden hen over det lille, sorte bjerg af en sækkestol på gulvet i sit kontor i hjemmets underetage. Som en bleg og bugtet aflejring oven på et ældre jordlag, iført et par løse, plasterfarvede trekkingbukser og en sort T-shirt. Selv sidder jeg overfor på gulvet og spekulerer med rank ryg og strøm i alle synapser over, hvordan jeg skal få ham til at fortælle om sin ungdoms oplevelser med kvinder.
Det er et par timer siden, Lars von Trier tog imod i døren. Skægget er længere, end det plejer, og kraniets tromler og drivremme synes også at køre lidt langsommere end sædvanligt. Udenfor er det oktober, og i det store vindue mod havens skråning rejser himlen sig over åens snoede løb i en diset, grå kuppel, der både ser ud til at strække sig uendeligt og slutte lige for enden af haven.
Ellers er alt, som det plejer. Jeg spørger igen og igen til hans fortid. Han parerer, protesterer og laver fis. Og farer fra tid til anden ud ad en eller anden forgrening til en sidevej til en omvej. Fortæller om en udsendelse, han har set, beskriver fordelen ved visse haveredskaber, en detalje i en latinamerikansk torturform eller en finesse i beskæringen af et æbletræ. Og når han løber tør for luft, spørger jeg igen til hans fortid, hvorefter han stønner tungt, lukker øjnene og falder hen i halve minutter, hvor jeg ikke er sikker på, om han er ved at falde i søvn. Eller om det allerede er sket.
Men det er, som instruktøren selv beskriver sit arbejde: Man får aldrig 100 procent af det, man er kommet efter. Ofte kun 60. Men indimellem dukker der noget op, man ikke ledte efter. Og da interviewet en rum tid har humpet af sted, snubler han pludselig over noget, der interesserer ham. En bog, han læste i sin filmskoletid. ' Søvngængerne' af Hermann Broch, som Mogens Rukov gjorde ham opmærksom på. Eller rettere:
