0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
LARS KRABBE
Foto: LARS KRABBE

Julen i hjertet

Morten Sabroe skrev 24. december 1994 om juleaften, når den er bedst. Om dengang julen var blottet for sentimentalitet og den overdrevne hjertelighed, der kan gøre højtiden så hjerteløs.

FOR ABONNENTER

Det var dengang, hvor der var juleaftener til. Der var sne i gaderne og sne på hustagen og nede under sneen og tagene boede der noget, man kaldte familier. En familie bestod af en far, der gik på arbejde, og en mor, der stod i køkkenet og så et par børn. Alene sproget fortalte noget om uligheden mellem kønnene. Faren gik på arbejde, moren stod i køkkenet. Det var en af grundene til at kvinderne dengang altid blev ældre end mændene. Det var ingen kunst bare at stå i et køkken, det var langt mere krævende at gå et sted hen for at arbejde. Og det var selvfølgelig derfor at man fik penge for det sidste og intet som helst, heller ikke tak, for det første.

Ak ja, dengang. Dengang vidste man ikke at juleaften engang skulle blive noget uhyre kompliceret, hvor en mand, hvis han skulle fejre jul med alle sine børn, skulle vandre mellem tre forskellige hjem, der ikke var hans, og spise tre gange and og tre gange ris a l’amande med tre ekskoner og tre sæt nye stedfædre til de børn, han havde sat i verden som om han stadig boede i én og samme familie.

Dengang var der en ro og en harmoni i luften, som helt er forsvundet i dag. Indtil maj 1968 troede man ikke, at verden kunne forandre sig. Sneen faldt trofast år efter år. Hvert år indtil det djævelske år 1968 fejrede man hvid jul i Danmark. Og det var ren blasfemi at kvindebevægelsen tog et af julens symboler, de røde nissestrømper, og gjorde dem til et symbol i deres fuldstændig familienedbrydende kamp, en kamp der var med til at gøre julen til et ensomt og usammenhængende merkantilt helvede. Det var sikkert også rødstrømperne der tog sneen. Og det var de venstreorienterede, der smeltede den og drak den i den slavewhisky, de bællede i sig når de hyldede Stalin og Lenin og Castro på deres kommunistiske fællesmøder.

De kan næppe forestille Dem hvordan det var, men det kan jeg, for jeg var der, mens det skete. Hverken Barbie-dukken, Løvernes Konge, den store arbejdsløshed eller TV 2 fandtes dengang. Der var knap nok nogle indvandrere, bortset fra en håndfuld sorte amerikanske jazzmusikere i den indre by. Der var sporvogne, radio og amerikanerbiler i gaderne.Der var fædre som havde stået i kælderen og høvlet på et eller andet træskib, som de kunne finde på at give deres søn i julegave og som kæntrede i samme øjeblik det belv søsat i badekarret.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden