Tredive aar efter sidder den berømteste af musketererne fra 'Hærværk-perioden, romanens forfatter og hovedanklagede, Tom Kristensen, og mindes de svundne, store tider. Han kan glæde sig over, at musketerernes bedrifter ikke er glemt. De har rejst sig af deres egen aske og er blevet litteratur af blivende værdi. Bogen, som for tredive aar siden blev modtaget som et skandskrift, en nøgle- og en nøglehulsroman, der belurede sagesløse samtidige, er kommet sjette oplag og i blaat bind og fører sig med en klassikers værdighed. Den gamle drukhistorie med de mange sjusser og de dundrende tømmermænd er blevet magisterkræs, offer for den sammenlignende æstetik: Hvis man sammenholder side 128, linje 9 foroven, med side 263, linje 18 forneden, og mindes dunkle punkter i den tidligere produktion, saa ser man, at der er en klar linje i forfatterens bugtede livsbane.
Ja, her sidder altsaa, Ole Jastrau fra 'Hærværk' og den yngre kollega fra Politiken, vi sidder paa en restaurant og drikker, tyller i os og lader servitricen springe: først kandekaffe kop efter kop, og bagefter kolbekaffe. Det er netop ulykken ved det man skal ikke bare have mere og mere man skal ogsaa have det stærkere og stærkere. Vi spiser kun et enkelt rundstykke hver: det er et sikkert symptom, man mister appetitten og forvinder aldrig tørsten.
Det er lys, tidlig dag, livets børn farter af sted derude i det unge solskin, travle, arbejdsomme og stræbsomme, og vi sidder indelukkede og hyller os i tobaksrøg, mens vi fører koppen til læberne. De andre udretter noget, vi beretter noget, Tom Kristensen fortæller og ler, men hans latter kommer ikke ud. Det er, som om han synker et uvejr, det presser kinderne røde og taarerne frem i øjnene. Var det da en dejlig tid, eller syner den saadan nu, siden at han finder den saa morsom? Kære læsere, Tom Kristensen har løftet sig op over sig selv, det er fra højderne, han ler ned mod sit jordebillede, guden Tom af mennesket Tom. Han har lov at le.
Han ler og sprænges, tørrer taarerne bort og siger dybt alvorligt:
