Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: ERIK GLEIE

PH: Hvad er Feminisme?

I marts 1936 forsøgte arkitekten, forfatteren og samfundsrevseren Poul Henningsen - også kendt som PH - i en kronik i Politiken at at indkredse og definere kvindesagens problemer. I dag er mange af dem løst. Eller er de?

Som kvindesagsmand – anden adkomst har jeg ikke – vil jeg gerne yde sagen støtte indenfor mine evners grænse ved at søge at lægge feminismen paa plads i det aandelige liv.

Det vil sikkert blie opfattet, som jeg yderligere spreder mig, men det ligger nøjagtigt paa den ragekniv, jeg hidtil har balanceret over, og som jeg ikke agter at la mig pille ned af: Sammenhængen i den frisindede kultur. Disse betragtninger er derfor gjort for egen fornøjelse, og det er ikke det daarligste grundlag.

Feminismens definition er af vigtighed. Selv frisindede politikere kan godt i den sag glemme sammenhængen i tingene. Man sir, at naar folkeforbundet behandler kvindesager, saa spørres kristelige foreninger for unge piger, socialdemokratiske kvindelige vælgere og sammenslutninger til kanariefuglens bevarelse nogenlunde paa lige fod med organisationer, som for alvor har kvindesagen til program. Man undgaar sikkert derved at komme til at indta et ensidigt standpunkt, man undgaar maaske helt at ta standpunkt, og skulde der slippe nogen som helst tendens ind i et ellers tilfredsstillende valent standpunkt, saa har man sikkerhed for, at den bliver af antifeministisk art. Det er demokratiets idé, at alle sager til sidst skal for vores alle sammens domstol, saa vi derigennem kommer til at influere paa ting, som ikke gaar os direkte til hjertet, men det kan ikke være meningen, at den saglige forhaandsbelysning kan hentes hvor som helst, saa unge piger, der er mere kristelige end fabriksvante, influerer paa arbejderkvinders kaar, gifte damer udtaler sig med flertal om ugifte mødres samfundsstilling og velstaaende tanter om svangerskabsafbrydelse paa social indikation.

Man skulde mene, at højdepunktet var naaet, naar man, som skik og brug er, spør mænd om kvindespørgsmaal og endda lar dem afgøre dem. Men man kan naa et skridt højere i idioti ved at spørre kvinder, som er uden forudsætning for at svare. Derved handler man ikke alene urigtigt, men man forskaffer sig samtidig et falsk alibi.

Det er en udbredt misforstaaelse blandt mænd, at kvindesagen er et flertalsproblem, en slags gul fare, fordi kvinderne er de fleste. Den dag kvinden bliver sig selv bevidst, skal det være ude med os mænd. Jeg skulde efter det hidtil i historien passerede ikke beklage det, lisom jeg efterhaanden heller ikke kan se nogen grund til at være saa rædsom øm over den evropæiske kultur, saa længe den endnu ikke har fundet sømmelige metoder for samkvem med de andre verdensdele. Jeg synes kun der kan være én vej til evaring af mandsregimentets gode sider: at vi ophører med al tvang og uligestilling af kvinder, lisom der kun kan være én vej til Europas redning: at vi ophører med at tvinge og dræbe anderledes tænkende folk.

Foto: SPERLING JØRGEN

Men indtil videre og i en overskuelig aarrække kan vi betragte kvindesagen som et mindretalsproblem, der endda kun angaar de færreste af kvinderne. Det er derfor forkert at anse enhver dames mening om sagen for vægtig. Flertallet af dette fortræffelige køn er i dag koner og mødre og husholdersker i samme person og ønsker det ikke anderledes. Et yderligere tal har kun den drøm at blie det. Disse folks ord er uden feministisk betydning, for det første fordi sagen ikke angaar dem, og for det andet fordi gennemførelsen af hele feminismens program ikke med en tøddel vil hindre dem i en fortsat at blie koner, mødre og husholdersker.

Kvindesagen angaar de ramte kvinder, og det rager kun dem, der ikke er ramt, hvis de har fantasi og solidaritetsfølelse nok til helt og blindt at gaa ind for feminismen. Anden mulighed for at træde indenfor findes heller ikke for os mænd. Sagen angaar nemlig ikke en kæmpemæssig samfundsfarlig propaganda væk fra hjemmene, ægteskabet, fødslerne og ud i emancipationen. Sagen angaar et faktisk eksisterende underkuet mindretal.

Den indeholder derfor alle de karakteristiske symptomer, vi kender fra nationalitets- og racekampe: Undtagelseslove, som stiller mindretallet ugunstigere i konkurrencen og nægtelsen af selvstyre i interne sager. Kombineres disse to systemer, saa naar vi den særlig raffinerede forfølgelse, som vi i øjeblikket er vidne til overfor jøderne i Tyskland, men som i mild, men bestemt form længe har været brugt mod kvinden.

Parallellen er for den tænkende overordentlig præcis: I kan ikke faa adgang til de og de stillinger, I burde næppe ha stemmeret, I bør opføre jer anderledes og mindre udfordrende paa beværtninger og offentlige steder, I bør betales ringere for jeres arbejde. Af hvilken grund? Fordi I er et daarligere menneskemateriale. Hvem sir det? Det sir vi. Foreligger der noget videnskabeligt om det! Ja, der foreligger en af os fabrikeret raceteori, hvorefter vi er skabningens herrer.

Antifeminismen hviler ganske som nazismen paa en ubevist og overfaldisk biologisk teori, og da grænserne mellem kønnene er lisaa udflydende som blodet hos de fleste ”arier” er grumset, burde vi egentlig forvente en renselsesproces i det offentlige liv, hvorefter kun hundrede procents mænd turde regnes til skabningens herrer, og en deraf flydende fabriks- og arbejdslovgivning, hvorefter mere tvivlsomme mandspersoner falder ind under de udmærkede og ømme love, som er affattede til kvindens beskyttelse. Men her holder ømheden op. Det overlader man til en tilfældig jordmors skøn. Har man først faaet kørekort i mandens verden, saa maa man selv bestemme, om man vil være konditor eller grovsmed, gøre i jord og beton eller damekonfektion. Hvad vil der ske, hvis man gir los over hele linjen! Ret mange flere kvindelige grovsmede faar vi næppe af den grund.

Det er samfundets pligt i videst mulig udstrækning at skaffe enhver adgang til at finde sin rette plads og sit passende arbejde. Det er uden mening og har ingenting med løsningen af arbejdsløshedsproblemet at gøre, at man vilkaarligt afskærer et køn fra de arbejdsbetingelser, det andet køn har. Man kan lisaa godt forbyde alle folk, der hedder Andersen, at bestille noget. Man henviser til, at kvinder kan gifte sig, men det kan mænd jo ogsaa, og der findes mig bekendt ikke flere gifte kvinder end mænd i landet.

Foto: CHRISTENSEN TAGE

I Aarhus er en dame fornylig blevet afskediget og har mistet sin pension, fordi hun giftede sig. Som afskedsgrunde nævnes to: at manden var arbejdsløs, og at hun kunne risikere at faa børn af det. Det er en køn sag, sammenholdt med den skinløsning af arbejdsløshedsproblemet, som ellers praktiseres, hvorefter mænds koner ikke maa arbejde. Koners mænd skal derimod arbejde, kan man forstaa. Det vilde være yderligere pænt, om man betragtede kvindens børnefødsler som hendes værnepligt, som staten tog hatten af og pungen op for.

Kommunen har foretaet en karakteristisk optælling af kvindernes flere sygedage. Mon vi kan forvente en undersøgelse over jyders sygedage i forhold til fynboere? En statistik, der viser sygelighedens afhængighed af de sociale lag, hvorfra funktionærerne kommer, vilde ogsaa ha stor interesse. Skulde det saa vise sig, at de, der kommer fra proletariatet, har flere sygedage – saa har man to muligheder. Den ene bruger man som demokrat overfor mennesker: man gaar til ondets rod og sørger for mere hygiejniske leveforhold. Den anden bruger man overfor kvinder: Man ansætter ikke den slags personer.

Hver eneste undtagelsesbestemmelse mod kvinden i love, anordninger, tradition og praksis er uden videnskabelig begrundelse og hviler kun på gammel, efter mandens mening behagelig slendrian. Det er ham, der har opfundet raceteorien, hvorefter han er stærkere og klogere. Han brur igen det samme trick, som blev brugt overfor negrene, overfor arbejderklassen: I har jo ingenting lavet, I har jo ingen indsats gjort: Nævn historiens store malere, billedhuggere, forfattere, ingeniører, hærførere, som var kvinder – eller negre eller proletarer. Det blir af gode grunde ikke saa mange.

Men man arbejder paa andre felter ud fra den tanke, at det dyrkede korn før eller senere skal ha en opblanding med det vilde græs, og jeg nærer ingen tvivl om, at den nuværende kultur i høj grad trænger baade til proletaren, negeren og kvinden. Vi ønsker dem jo kun lige ret. Vi ønsker kun, at de paa lige fod skal have lov at prøve kræfter med overklassen, europæren og manden. Vi savner i kulturen arbejderens kontakt med slid og hverdag, hans korte sprog, hans rationalitet i moral og kammeratskab, vi savner negerens musikalitet i alle kunstarter. Vi savner kvindens dybe psykologiske syn. De kan aldrig udfolde sig, saa længe vi betragter arbejderen som ukultiveret, negeren som giftig og kvinden som sart. Ligeberettigelsen er den eneste mulighed for at faa forskelligheden klart og værdifuldt frem. Først i det øjeblik, vi aabner alle sluser for kvinden og gir hende enhver ret lige med manden, ligger feminismens stumper omkring hende, og hun træder frem som kvinde. Hun har endnu ikke faaet lov til at være sig selv.

Manden beskytter hende jo. Ganske som et undertvungent folk skal hun modta love fra beherskerens haand. End ikke selvstyre paa felter, der saa helt er hendes egne som barnefødsel, har man tilladt hende. I dag sorterer svangerskabskommissionen under en riddersmand som Justitsminister Steincke.

Vi maa kræve al lovgivning slettet, som stiller kvinden i en anden klasse end manden. Lige løn for samme arbejde. Ikke en eneste paragraf eller tarif maa indeholde ordet mand eller kvinde. Overalt maa ordet erstattes med menneske. Det er selve demokratiets ide, at man er menneske, før man er arbejder, neger, tysker eller kvinde. Al omsorg og beskyttelse, alle spørgsmaal om sundhed og arbejde, maa være lægelige spørgsmaal om svagere og stærkere mennesker – ikke om mænd og kvinder. Paa det punkt, hvor kvinden overgaar manden, i evnen til at føde børn, maa hun ha fuld selvbestemmelsesret. Der er endnu mænd, der tror, at de ogsaa har gjort en indsats, naar et barn kommer til verden, og det er udmærket. Saa stor syns jeg nu ikke indsatsen er. Men kan en mand overbevise en kvinde om, at det er noget godt og fælles, hun bær paa, saa er alt vel. Kan han ikke det, saa er det hendes private sag. Enhver lovgivning i dette private eneste ægte kvindespørgsmål maa udformes under parolen kvinders selvbestemmelsesret.

Men det er ikke gjort med svangerskabsafbrydelse for uønskede børn. Sagen stikker dybere. Der er haab om, at vi kan faa forhindret de værste ulykker for kvinden ved uønsket barnefødsel, men kan vi skaffe hende muligheden for at faa børn, naar hun ønsker det? Det er efter mit kendskab et langt vanskeligere socialt problem, for i det er manden økonomisk medinteresseret.

Foto: BUSSER

Jeg anser det meste, som skrives om degenererede forlystelsessyge kvinder, for ganske upsykologisk bagvaskelse. Det er ude i folket kvinden, der brænder af trang til at faa børn. Mandens instinkt i den retning er af naturlige grunde adskilligt svagere. Vi ser derfor, hvordan den unge pige gaar i en evig tvangstanke om det barn, som hendes kæreste ikke har raad til – sker saa heldet for hende ved et uheld, saa har hun ofte valget mellem kvaksalver, eller at kæresten render. Saa er der vel nok tale om mere end barnemord, saa nærmer vi os selvmord.

Det er min tro, at affolkningen skyldes manden mere end kvinden – det er for resten ikke noget at tro, det er noget, der sir sig selv. Men iøvrigt er det ikke affolkningsproblemet, det i denne forbindelse kommer an paa. Det er menneskeligt vigtigere, at en kvinde faar sin trang til at blie mor tilfredsstillet, end at samfundet blir forøget med et individ. Det er ingen anden end kvindens interesse, der skal varetas, hvad enten hun som de 99 ønsker et barn eller som den ene ønsker at undgaa det.

Men Problemet er svært og tungt, og det angaar begge parter. Det skal bare stilles omvendt op, af hvad man plejer: Hvordan faar vi manden til at gaa med til at faa børn?

Hvor staar saa feminismen i den almindelige frisindede kultur? Det er muligt, at den mest venstreorienterede politiker af sind og natur kan være antifeminist, selvom det er sjældent, og det sker ogsaa i Tyskland, at stærke feminister gaar over til nazismen. Men det maa opfattes som en strid i sindet, en splittethed, som kan være smertefuld for den, der rammes af den. I sin ide maa feminismen ligge i centrum af frisindet, og hele den nyreaktionære bevægelse, med udspring i verdenskrisen og kraftigste forløb i Italien og Tyskland, maa efter sit program være antifeministisk. Frisind er humanitet. Humanitet er ideen om en menneskehed. Ingen lov, ingen bud, som ikke er bestemt af den menneskelige natur maa lede menneskets handlinger. Maalet ligger i mennesket selv: den højest mulige udfoldelse af følelseslivet under fornuftens fineste kontrol. Fra saakaldt oven, det vil sige fra religiøsitet og overtro, maa ikke hentes noget direktiv, fra neden, det vil sige fra klasse og race og køn – heller ikke. Derfor er kravet om lige chancer og vilkaar i konkurrencen det første bud i frisindets program, og det maa være det første i feminismens. Naar kampen for den ide er anerkendt og i fuld gang, kan vi beskæftige os med personlighedens udfoldelse, hvad enten det er som klasse, som race, som køn eller som individ.

Der kan derfor ikke være tvivl om rækkefølgen i de to punkter af feminismens program. Kvinden er menneske, før hun er kvinde. Feminismen maa defineres i seks ord:

Ligeret som menneske, selvbestemmelse som kvinde.

Publiceret 8. marts 2014

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce