Hvert år ved påskefrokosten langfredag plejede min far at se dystert på det tomme snapseglas foran sig og i en højtidelig tone, der aldrig ophørte med at komme bag på dem, der var vant til hans fantasifulde påkaldelser af Helvedes nedre regioner, at fremsige følgende ord: »Langfredag var en bitter dag«. Han smagte på ordene, som om de lå fremmede i hans mund, og det gjorde de også, for til trods for det forbløffende antal synonymer, han kendte for Den Onde selv, var han absolut ikke bibelkyndig, endsige troende. Hans ord fremkaldte derfor ikke ligefrem nogen religiøs andagt rundt om det veldækkede bord, men snarere en forventningsfuld fnisen hos de yngste tilstedeværende. Min mor var den eneste, som udlagde situationen korrekt. Hun fyldte straks det tomme snapseglas, og ved synet af duggen, der bredte sig op over glasset, fuldendte min far den sætning, han var begyndt på, denne gang i en forløst tone, omtrent som om han var på nippet til at bryde ud i sang, noget, der også lå langt bedre til hans temperament end bibelpræk: »men skøn var påskemorgen«.
Lige siden har jeg altid opfattet denne henvisning til påskemorgen som synonym for ordet 'skål'. Hvis min far havde en trosbekendelse, havde den ikke meget med et liv i det Hinsides at gøre, men var snarere en bekendelse til bordets og livets glæder i al almindelighed. Et veldækket bord - det var for ham opstandelse nok. For et godt stykke tid siden sad jeg en aften i et sommerhus med en blandet flok af børn og voksne, og snakken gik om, hvad vi egentlig troede på. Den eneste, der havde et præcist svar, var min dengang kun treårige datter, som med sin klare, lille stemme bekendtgjorde, at hun troede på Zeus, en noget sælsom trosbekendelse for en treårig, som dog bliver mere forståelig, hvis man tilføjer, at hun på det tidspunkt var under stærk indflydelse af Disney- koncernens tegnefilm-udgave af myten om den græske sagnhelt Herkules, som nedstammede fra Zeus. Det var ved den lejlighed, jeg besluttede mig til, at hendes næste fødselsdagsgave skulle være Bibelen, så at hun i det mindste kunne få et forhold til grundmyterne i den kultur, hun vokser op i.
Jeg anskaffede Johannes Møllehaves Billedbibel og fandt hurtigt ud af, at her var det meste skåret væk i misforstået hensyntagen. Borte var Kains brodermord på Abel, Abraham med hævet kniv parat til på Guds bud at ofre sin søn Isak, og hvad der egentlig skete med Samson, da søjlerne i filistrenes tempel ramler ned om ørerne på ham, må man selv gætte sig til. Sådan får man jo ikke et forhold til kristendommen. Børn er ikke sarte. De kender af personlig erfaring mørket. Halvdelen af døgnets timer vælter det uendelige himmelrum sig ned over dem, og urmørket befolker deres fantasi. Deres yndlingseventyr er 'Hans og Grethe' i ubeskåret, upædagogisk originaludgave, en historie om et forældrepar, der planlægger at tage livet af deres børn ved at overlade dem til sultedøden i den vilde skov. I skoven finder børnene et midlertidigt husly hos en rar, ældre dame, der i modsætning til de kolde forældre ikke vil overlade dem til sultedøden, men til gengæld feder dem op for en dag at kunne sætte dem til livs i stegt tilstand. Hende brænder de til sidst levende. Den slags tåler børn godt at høre, for ingen tager skade af at høre om livets grusomme sider. Man tager snarere skade af ikke at høre om dem, for uberørthed er på lang sigt også en slags skade. Der er en morale i eventyret: Børnene overlever takket være deres egen årvågenhed og snilde. Men eventyret skjuler ikke for dem, at verden også kan være fjendtlig, og at ikke alle vil dem det godt: Deres overlevelse sker egentlig på trods. Alle odds er jo imod Hans og Grethe. Forældrene, skoven, heksen, deres egen uerfarenhed og barnlige udsathed. Og så alligevel: De overlever. Verden er en vild skov, men også fuld af uventet generøsitet og overraskende håb. Der er en slags trosbekendelse i dette på trods, som er i slægt også med det kristne begreb om nåde. Alt har jo sammensvoret sig mod den kristne, først og sidst hans egen syndige natur. Han er fordømt. Ingen frelse synes mulig. Han er faret vild som Hans og Grethe i skoven. Og så alligevel: Nåden er der, og en vej åbner sig.
Den moderne intellektuelle er et barn af oplysningstiden. Han beskæftiger sig ikke med at tro. Han lader fornuften styre sine synspunkter. Og dog er der også hos ham et eller andet udefinerbart på trods, der åbner en vej, som kan minde om eventyrets eller troens. Han vil måske hævde, at forudsætningen for hans virke er fornuften eller det fornuftige i mennesket. Uanset hvad han mener dermed, er han nødt til at bruge ordet tro i forbindelse med fornuften. At mennesket skulle være et fornuftigt væsen er nemlig ikke videnskabeligt bevist, selv om det modsatte heller ikke er tilfældet. Alle påstande om at mennesket skulle være enten godt eller ondt er ligeledes hypoteser af tvivlsom sandhedsværdi. Historien synes overvejende at antyde, at mennesket skulle være ondt, eller i hvert fald styret af snævre egeninteresser. Gennem det meste af det 20. århundrede befandt vi os som Hans og Grethe i heksens hus, i venten på en grusom skæbne, og først i sidste øjeblik endte heksen i sin egen ovn.
