Foto: Holger Damgaard

»I Nyboder er der ikke noget Socialisteri. De Mistænkelige kommer ind fra Kristianshavnssiden«

I 1890 skrev den 32-årige journalist ved Politiken Henrik Cavling denne reportage fra årets 1. maj-begivenheder. Artiklen blev bragt på forsiden af Politiken 3. maj.

Nyboder

Snart dages det, Brødre, det lysner … ja, virkelig oprandt den paa Forhaand saa berømte Majdag med den skønneste Morgenrøde. Carl Locher vilde ikke kende sine blaa Bølger igen, om han saa dem lyserøde komme rullende ind mod Toldboden en saadan Forårsmorgen Kl. 5.

Aftenen forud var der gaaet Rygter om, at Holmens 400 Smede til Trods for Admiral Braags Opslag truede med at udeblive fra deres Arbejde. Vi afventer Øjeblikket, da de 400 tørner ud af deres gule Nürnbergerhuse. Skulde Dupskoen virkelig sidde løs paa Holmens faste stok?

Bim, bam! Klokken ringer. I Hundreder af smaa Vinduer trækkes Dækket fra. Nu ryger Skorstenene, og de første Arbejdere styrer deres Fjed mod Toldbodbommen, der langsomt skydes over og forbinder Statens Værksteder med det faste Land. Først kommer Arbejderne enkeltvis, saa i Klynger, der hurtigt formerer sig til Kæde, vokser og breder sig lands Gaden til en veritabel Strøm. I Bagtruppen kommer underofficererne og Mestrene. Rækkerne bliver tyndere. De sidste kommer kilende. Broen glider bort. Syvsoverne spærres af det aabne Vand og maa færges over. Lørdag Aften faar de dem en Mulkt. Tænk at blive mulkteret, fordi man ikke kan løsrive sig fra en kærlig Ægtemage om Morgenen Kl. 5!

Gaden ligger atter tom og øde. Vi raadfører os med Brovægteren, en gammel Ulk og spørger ham, om hele Holmens faste stok er mødt. »Ja«, svarede den Gamle, »de er mødt hver Mand. I Nyboder er der ikke noget Socialisteri. De Mistænkelige kommer ind fra Kristianshavnssiden. Men vær rolig, ogsaa de er mødt. Vov, vov!«.

Det forekom mig, at den Gamle gøede som en hund.

Rævehalen

Refshalen, eller som den populært kaldes, Rævehalen, modtager sit Arbejderkontingent fra Land en Time senere end Holmen, altsaa Kl. 6. Mandskabet sættes ud i 12 store baade, der hver rummer ca. 60 Mand.

Kl. 5½ samles disse Arbejdere alt i alt ca. 1000, ved den Trappe, der er vel bekendt fra fyrstelige landejendomme. Arbejderne er belæssede med deres Madtørklæder og Ølflasker. Der er Ild paa Piben, og naar Morgensolen titter frem bag Skoven, ser den ofte Flasken promenere i den brede Baad.

Imidlertid. Det er i dag øjensynligt, at disse Folk vil ikke længere end til Kanten af det vaade Element. De fleste er i Søndagstøjet, og hist og her brænder der en fin Cigar.

Kun 2 Baade gaar af sted til Rævehalen. Det er Læredrengene og nogle faa Skibstømrere. Resten Kedelsmedene, der vistnok af alle Kjøbenhavns Arbejdere er Socialismens trofasteste Tilhængere, forbliver rolig, hvor de er. Skilt fra dem ved Strømmen ligger Damperen Thorvaldsen og venter paa sin Dæksrigning, og bag den Jørgen Jensens Petroleumsskib paa Bedding. Klokken bliver 6½ og 7, og endnu er der dødstille over paa det store Værft. Ingen Hamren, ingen Banken og ingen hvidglødende Nagler mellem røde Splinter. Denne Dødsstilhed taler højere end et Bombardement. Men det er et andet Sprog, et nyt Sprog. Her har vi for os Dagens Glanspunkt: Tavshedens Demonstration.

Værftets Baad Stafet gaar over Strømmen og Mester Thygesen, der er ombord raaber ind til sine Folk: »Vil I ikke arbejde?«. Hvortil en af de Yderligststaaende svarer: »Nej!«. Det er hele Underhandlingen. En halv Time efter sendes Lærlingene i Land. Har Fanden taget Svendene, saa lad ham ogsaa tage Drengene! Op ad Dagen gaar Mestrene fra Værftet. Kun Burmeister er tilbage i sit tomme Bur!

Byen rundt

Derimod mødte samme Firmas Arbejdere paa Kristianshavn. Af de 800 Mand, der er beskæftigede her, havde kun 3 svenske Kobbersmede ladet sig henrive til at nyde Friheden og til at synge den i Dagens Anledning af Arbejderdigteren Chr. Bildsø skrevne Sang:

Foto: DAMGAARD HOLGER

'Længe Du tav,

stil nu Dit Krav,

kast nu Din Hammer og Sav!

Raab højt, hvad Du vil, hvad Din Kæmpemagt

- trods Mord og Vold – skal naa;

mod Dig, naar Du kæmper uforsagt

kan intet staa!'.

Paa Frederiksholms Teglværker fandtes ingen Demonstranter. Heller ikke paa Rubens Væverier. Derimod nedlagde Wessel & Vetts Fabriksarbejdere i Landskronagade deres arbejde Kl. 12, ligesom næsten alle Bygge – og Tømmerpladser stod tomme. Mange Steder, hvor vi hørte ind, som hos Maskinfabrikanterne Løwener og Co., havde kun en Del af Arbejderne, paa det sidste Sted alle Kedelsmedene, brudt ud for at slutte sig til Friluftdemonstrationen. Arbejderelementet var let at spore paa Gaderne. Lidt over Middag ændrede de mange solbrændte Ansigter hele byens Fysiognomi.

Samtidig havde Bahnson og Politidirektøren travlt. Allerede tidlig om Morgenen saa man fra alle Kanter gamle Wienervogne rulle ind fra Landet. I hver Wienervogn sad der 4 Lyseblaa med Sabler og Geværer. Var de ladte? Hele amtets Gendarmeri syntes paa denne Maade at være bleven dirigeret ind mod Kjøbenhavn … kørende! Kan de Lyseblaa ikke bruge deres himmelfaldne Ben? Fra Trekroner havde man sendt en Forstærkning Artilleri ind for at betjene Kanonerne paa Citadellet. De i 1885 anskaffede 'Socialistkardætscher' var bragt frem for Dagens Lys og blev holdt parate. Soldaterne var konsignerede og Vagterne fordoblede, medens den fredelige By laa og badede sig i det dejlige Foraarssolskin. Alligevel maa man jo beundre Militærstatens Mod!

Mest kneb det med Gendarmerne. Hvad skulde man i Grunden foretage sig med disse Mennesker, der altid kommer til Ulejlighed? Der var ikke andet for: de maatte anbringes i forskellige mørke Baggaarde, hvor hverken Luften eller Udsigten har været af den bedste. I Gaarden paa Fælledvejen 20 holdt saaledes en stor Afdeling med lange slappe Sabler, medens to forpustede Betjente maatte spærre for de nysgærrige Arbejdere. Dejlig er en Lyseblaa, men man maa ej se derpaa. Uf!

De Revolutionære

Dagen forinden var Redaktøren af Arbejderen, Hr. Nicolai Petersen, bleven anmodet om at aflægge Politidirektøren en lille Visit Kl. 12. Et Øjeblik efter sad disse to Repræsentanter for det nærværende og det kommende Aarhundrede fordybede i fortrolig Passiar.

Politidirektør Petersen: »I sidste Numer af Deres Blad har De skrevet at den danske Bastille falder. Hvad forstaar De ved den danske Bastille? Er det Raadhuset?«.

Redaktør Petersen: »Nej, det er et ret og slet Begreb«.

Politidirektøren: »Godt. De har desuden skrevet, at Deres Parti til Trods for Forbudet har i Sinde at demonstrere paa offentlig Gade. Hvorfra udgaar den Demonstration?«.

Ja, det var Sagen: Alle Mennesker spurgte: Hvor skal Slaget staa? Men Ingen vidste det, fordi det ikke blev bestemt før Kl. 2. De Revolutionære besluttede hemmelig at samles ved det kgl. Teater, foran Fader Holberg. De burde hellere have valgt den anden Digter. For det blev en Procession i tragisk Stil!

Paa Slaget 3 var vi paa Pletten, forberedte paa lidt Fyrighed, saasom Udfoldelse af rød Fane, Arrestationer, Hylen og Tuden og hvad nu forøvrig hører til, naar man gør Fordring paa at kaldes Revolutionær. Men hvad fik vi saa at se!

Fra fem hinanden modsatte Sider kom nogle Minutter over 3 marcherende fem Flokke Revolutionære, hver paa ca. 20 Mand, der ængstelig saa sig om til alle Sider og derpaa uden at formere nogen Procession listede ned ad Lille Kongensgade. Paa Hatten havde Demonstranterne, der anførtes af Hr. Gerson Trier og billedskærer Christensen, fastgjort hvide Plakater, hvorpaa stod:

Kun

8 Timers

Arbejde.

Plakater, uden hvilke de Forbigaaende sikkert havde anset Toget for et Ligfølge. Paa Amagertorv mødte man en tyk Betjent, der med fornøden Alvor stod og ralede sig. Det faldt ham sikkert ikke ind, at Revolutionen strøg forbi hans Næse. Det faldt overhovedet intet Menneske ind, før Toget naaede Korsgade. Her kom en Overbetjent og sagde: »De maa inte gaa i Rad!«. Hvorpaa de Revolutionære splittedes og to og to naaede Jagtvejen Nr. 47, hvor de i Tale og Sang tolkede glæden over deres vilde Ridt.

Sent om aftenen traf vi dem i Forsamlingssalen, Lille Kongensgade 25, hvor Foredrag af Trier Nielsen Kolding o. m. Fl. fulgte Slag i Slag. En af Talerne ytrede: Vi kan se tilbage paa en smuk Dag! Du søde Grød! Naar selv de Revolutionære er tilfredse, hvem faar vi saa til at gøre Revolutionen i Kjøbenhavn!

Under aaben Himmel

Imidlertid er der bleven Liv i Gaderne, der munder ud mod Fælleden. Undervejs har Arbejderne fra Byen kiggede indenom i Rømersgade, hvor nogle faa Trofaste holder Vagt. Med det røde, runde Mærke anbragt i Hatten slentrer de nu afsted, ud mod den store Forsamlingssal, idet de indvendig gaar og glæder sig over, at Vorherre har været dem om mulig gunstigere stemt end Politidirektøren. Himlen ligger gullig graa og diset saadan som Brendekilde holder af at male den, men det er Sommervarme, og det har ikke nedslaaet Arbejdernes Humør, at de ikke samlede maa gaa til deres Møde. I Sølvgadens Forlængelse, hvor der hen mod Tre-tiden formelig bliver Trængsel, antager Tilstrømningen for øvrigt af sig selv Præget af en storartet Procession. Theodor Petersen, der rider Lovens Hest paa Blegdamsvejen, ser paa Afstand ud som Togets festlig paaklædte General.

Allerede her er det klart, at Demonstrationen vil blive impornerende. Denne velklædte Arbejdermasse indgyder selv Modstanderne Respekt for de danske Socialdemokraters Organisation. Nu samler man sig forude. Fanerne udfoldes. De 100 Betjente og de 15 Heste sluges af den store Masse. Musiken spiller op. Toget sætter sig i gang, først rullende og uden Orden, saa i Trit. Fremad:

Det knager i Samfundets Fuger og Baand, -

lad falde, hvad ikke kan staa! -

Men ræk mig, o Broder! Din barkede Haand,

før i Løgn og af Sult vi forgaa.

En Bygning vi rejser til Skærm i vor Nød:

til Arbejdet! Liv eller Død!

Vi er bænkede om Talerstolen, der som et rødligt lysende Fyrtaarn hæver sig midt i det bølgende, levende Hav.

En Parentes

Det var netop igaar, den 2 . Maj, 18 Aar siden, at det lille Blad Socialisten, der udgik fra Integade, i Anledning af Murerstrejken publicerede følgende Krigserklæring til Kapitalen:

»Eder, I Guldets Dyrkere! I de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu engang tilraabe: I har i Aarhundreder skænket os en bitter Livsdrik! Vogt Jer nu! Maalet er fuldt! (...)!«.

I samme Numer opfordredes Kjøbenhanvs Arbejdere til at give Møde paa Nørrefælled 3 Dage efter, den 5. maj. Den 4. sent om Aftenen blev Stormesteren Louis Pio, samt Brix og Geleff arresterede og ledelsen af Bladet overgivet til Carl Würtz.

Den 5. Maj 1872 var en dejlig Søndag med Solskin. Paa Fælleden just her hvor Talerstolen i dag er rejst, holdt en stærk Deling Kavalleri, sekunderet af Politi og af – Natvægterne! Rundt om Fælleden, under de halvgrønne Træer, samledes lidt efter lidt Tusinder af Arbejdere som en stor sort Mur.

Foto: CHRISTENSEN TAGE

Det var de kjøbenhavnske Proletarers første offentlige Demonstration. Haandgemænget begyndte ved Trianglen og forplantedes langs ad Blegdamsvejen hen mod St. Johannes Kirke, hvor der just var Aftensang. Betjentene fik kastet Snus i Øjnene og drev i vildt Raseri den fremstormende Mængde tilbage, over Grøfter og Gærder, gennem den aabentstaaende Port og lige ind i den tomme Kirke, hvor Præsten stod paa Prækestolen. Efter at denne Embedsmand var kommet sig af sin første Overraskelse, greb han Lejligheden til med opløftede Hænder at fordømme de indtrængende ophidsede Arbejdere og Gadedrenge til Helvedes Pøl og Brand.

Hin Demonstration, der var bleven forbud af Politidirektør Crone, havde det formaal at opfordre Kongen til at udnævne en Arbejdsminister. Vel blev Mødet hindret, vel er Hundreder af Møder blevet hindrede siden, og vel har Reaktionen med opstrakte Hænder ikke ophørt at forbande Urostifterne, som Præsten den søndag greb Lejligheden til at forbande dem i Kirken, men alligevel har de tusinde stumme Ønsker antaget faste Former. Hvorledes gaar det til? Ingen nægter mere, at Arbejderspørgsmålet er Tidens eneste store Spørgsmaal… selv Estrup sender Tietgen til Berlin! De raadvilde Statsmænd føler, der bør gøres noget. Men hvad? Lad os høre dem, der har budt os ud paa Fælleden idag.

Talerne

Selve Mødet var yderst kort. Hvad der kan siges om Normalarbejdsdagen er snart sagt, og desuden: Under aaben Himmel lærer Talerne Beskedenhed. Er Indledningen lidt lang, er de næppe kommet over den, før Stemmemidlerne slaar Klik. Men Indledningen her var ike lang.

P. Holm: Man har overdraget mig at lede dette Møde (Hurra!). Vi er organiserede Arbejdere, der véd, hvad vi vil og hvad vi kan (Hør!). Vi havde Alle turdet haabe paa, at 50,000 havde kunnet trodse de Hindringer, der er lagte os i Vejen. Et Leve for den internationale Arbejderbevægelse, der idag giver sig et saa mægtigt Udslag (stærke Hurra).

Maler J. Jensen: Vi kan idag være stolte over Resultaterne af vor Agigation. Hvorfor er vi her i dag? Fordi vi føler Trang til at protestere mod den lange Arbejdsdag, den, der fornemmelig er Kilden til alle Ulykkerne i vor Stand.

Arbejdsløsheden er en af de væsenligste Grunde til, at vi vil have Arbejdstiden indskrænket. For at der kan blive Plads til alle Arbejdere er det, at vi fordrer 8 Timers Arbejde paa en Dag (Tilslutning).

Ogsaa kræver vi denne Arbejdsdag af Hensyn til vor Sundhed (Hør!), samt af Hensyn til vor Oplysning. Vi forlanger Tid til Kundskab og Ret til at udvikle os som Mennesker. Otte Timers Arbejde, otte Timers Fritid og otte Timers Hvile, det er det, Arbejderne idag samles om hele Verden rundt. Et kraftigt Leve for den fælles Sag!

Og ud gennem Tilhørerne rungede et Raab, der forplantede sig gennem Mængden, steg og faldt, til det omsider fra de yderste Rækker atter kastedes ind mod Talerstolen som et Ekko. Musiken brød igennem, og de tusinde Røster bøjede sig om Sangens Ord:

Verdens Ungdom smykker sig i Haabet

under Vaarens lysegrønne Tag,

og mod ranet Rigdom stiger Raabet

om den 8 Timers Arbejdsdag.

Afslutning

Den foregaaende Taler havde Slaaet an. Men ikke vakt Begejstring. Nu kommer en af Arbejderpartiets mest afholdte Mænd:

Forretningsfører P. Knudsen: Den Tid, vi vinder ved at faa otte Timers Arbejdsdagen indført, vil vi benytte til at afkaste Aaget, som Klasseherredømmet har lagt paa vore Skuldre (Hør!). Har vi nogensinde følt dette Herredømme mere end i Løbet af de sidste Dage (Nej!). Har ikke Magthaverne troet at kunne knuse vor internationale Organisation (Jo!). Men denne Dag er et Bevis for, at den eksisterer mere end nogensinde før (Hurra).

Hvorledes anvendes ikke Magten her i Landet? Vore Brødre mister Valgret, fordi de af Kapitalisterne har modtaget en Smule Medicin. Her forlanger vi Reform (stærk Tilslutning) Vi forlanger Afskaffelse af Natarbejdet og Indførelse af en ugentlig Hviledag. Et Leve for Arbejdets Ordning ved Arbejderne selv. Leve Socialismen. (...)

Derpaa sættes den tidligere i Politiken gengivne Resolution under Afstemning og vedtages under stormende Ovationer. Men hvor mange resolutioner er det ikke bleven vedtaget af Arbejderne i de siden Fælledmødet i Maj 1872 forløbne 18 Aar? Hvor er de Alle blevet af? Findes der i Rømersgade et Arkiv? Imidlertid bliver Hurraraaben ved at tordne op mod Talerstolen, og det forekommer os, at der er mere Liv i Tilhørerne end i Talerne. Deres Foredrag var uden rigtig Stemning, uden Billeder og Flugt. Den store Masse har et lydt øre. Den har siden Louis Pios Dage manglet Instrument.

Arbejdernes Aften

Efter en smuk Dag en smuk Aften. Naar man demonstrerer for den otte Timers Arbejdsdag, hvad kan man saa forlange mere: Otte Timers Promenade, otte Timers Diskussion, otte Timers Dans – og ingen Søvn!

Paa Ny Alhambra er den store Sal smykket paa det festligste. Paa Væggene ser vi Billeder af Lasalle, Spies, Parson, Overbye og Carl Marx.

Cigarhandler Hyller indleder og giver Ordet til Hr. A. C. Meyer, der i Sommer var en af Arbejdernes Udsendinge til Paris og nu holder et fortrinligt Foredrag om Maksimalarbejdsdagen. Naar vi ikke refererer det, er det kun fordi det i Politiken som i Ny Alhambra skorter slemt paa Plads.

Foto: DAMGAARD HOLGER

Sortedamslund er overfyldt allerede førend Kl. 9. Hr. Sigvald Olsen indleder og angribes af en Løjtnant, der besidder det for en Taler usædvanlige Mod overfor en Forsamling som denne at turde kalde Fælledmødet for en lumpen Demonstration. Man tænkte sig til Socialisternes Raseri! Løjtnanten – hans navn er Petersen, rimeligvis en ret og slet Sekond-petersen, - maa følges ud, hvorpaa Musiken spiller op til Dans. Forinden den kompakte Masse endnu var kommen i Bevægelse, befandt vi os paa Wodrofflund.

Her havde Maler J. Jensen for længst budt Velkommen, hvorpaa Forretningsfører P. Knudsen havde talt for ”Dagen idag”. En svensk Arbejder gjorde megen Lykke ved at bringe de Tilstedeværende en Hilsen fra Vennerne hinsides Sundet, som de danske Arbejdere ikke har det mindste imod, blot de holder sig til Skaane. Ny Dans, ny Flugt!

Omsider ender vi i Rømersgade, hvor Kursusbestyrer M. Klausen for længst har talt, og hvor nu Dansen i den forfærdelige Varme er i fuld Gang. Det er Vals. En sat Kone skæver vist til Deres Meddeler og henkaster:

»Er Di ikke en Ven af Mikkelsen?«.

»Netop, lille Madam!«.

»Saa er Di vel med paa Valsen?«.

»Ja, med Fornøjelse!«.

Og så Valsede vi.

En Observation: Herrerne viftede Damerne med den flade Haand!

Vore Naboer

Medens Arbejderne dansede og det elegante Kjøbenhavn gik paa Langelinje, spillede Telegrafen lystig op. Da man havde ventet Optøjer hele Jorden rundt, og da altsaa alle omsigtsfulde Telegrafbureauer havde givet deres Korrespondenter strænge Paalæg om Udførlighed, kunde man, selv om der ikke skete nogen Verdens Ting, være forberedt paa Telegram en masse. I det forløbne Døgn har da ogsaa telegrafiske Meddelelser gennem Ritzau og private Korrespondenter regnet ned over Politiken i saa uhyre mængder, at vi ser os stedt i den Nødvendighed at meddele dem i Udtog. Hvem havde tænkt sig det for 10 Aar siden: at forkorte Telegrammer! Gudskelov de ikke er paa Vers!

Først vore Naboer Norge og Sverig. Fra Stockholm telegraferes der, at Arbejdernes Procession, der talte 30,000 Deltagere og altsaa i Antal nærmede sig den danske, Kl. 2½ udgik fra Cirkusplænen og først Kl. 3¼ naaede Mødepladsen. Alt løb af i Ro. Kl. 5 sluttede Mødet med, at man vedtog den fra Pariserkongressen bekendte Resolution.

I Kristiania talte Arbejdertoget 4000 Deltagere. En Deputation havde Foretræde hos Stortingets Præsident, der lovede at lade Arbejdernes Fordring om Normalarbejdsdag komme frem i de lovgivende Forsamlinger. Dr. Nissen, der holdt Talen, sluttede med følgende smukke Ord: »Hører I Hurraraabene fra Kammeraterne i de fjærne Lande? Det er for den ny Dag, de raaber, Normalarbejdsdagen! Den leve! Et Leve for det fremrykkende Proletariat!«. Toget opløstes i Ro.

Andre Lande

Efterretninger fra de 3 Hovedcentrer: Paris, Berlin og Wien vil man finde andet Steds i Bladet. De utallige Telegrammer fra den største Del af Tysklands Egne gaar saa godt som alle ud paa, at Majdagen er forløbet uden Voldsomheder. I Østrig mældes derimod fra Prossritz i Mähren at 4000 Arbejdere har stormet det derværende Fængsel for at befri nogle Kammerater, der blev arresteret den forgaaende Dag. Ogsaa i Budapest har der fundet Udskejelser Sted fra Arbejdernes Side. Bevæbnede Skarer forsøgte at storme en Valsemølle. Soldaterne gjorde et Bajonetangreb og flere af Urostifterne blev saarede.

I en enkelt fransk Provins har lignende Voldsomheder fundet Sted, nemlig i Fabriksbyen Tourcoing. I et Telegram, vi igaar Aftes modtog gennem Ritz. Bur., erklæres Situationen dér for meget alvorlig. Over 30,000 Arbejdere strejker og har spredt sig over hele Byen. Flere Steder er det kommet til Voldsomheder og blodige Optrin følger Slag i Slag. Jærngitrene omkring Fabrikerne rives ned. Myndighederne telegraferer efter Militær.

I Rom samledes et Par Hundrede Arbejdere paa Monte Testacio, men opløstes Kl. 4 uden Modstand. Arbejderne sammenrottede sig da et kort Stykke derfra, men blev adsplittede af Kavaleri. Senere samledes 150 Arbejdere paa Piazza del Popolo og efter at være blevne drevne fra hinanden, drog de ned til Korsoen…

Kan man tænke sig noget latterligere end dette Telegram fra Rom? Nogle stakkels Lazzaroner, der ikke kan faa Lov at gaa i Fred for Crispis Kavaleri! Telegrammet slutter med, at Kongen og Dronningen foretog deres sædvanlige Køretur paa Korsoen Kl. 6.

I London var der kun samlet et Par Tusinde Mennesker i Hyde Park. Som praktiske Folk har de engelske Arbejdere opsat deres Demonstration til imorgen Søndag den 4de Maj.

At Lissabon og Madrid ikke har haft nogen urolig Majdag, er uden stor Interesse, at derimod Belgien med sin store revolutionære Befolkning i Miner og Fabriker har undgaaet alvorlige Optrin, kommer meget overraskende. I Charleroi og Lüttich har Grubearbejderne marcheret om med nogle røde Faner, ligesaa i Gent. Fra Nabolandet Holland meddeles, at Amsterdam er rolig. Ja, hvad andet havde man igrundet ventet sig af Amsterdam!

Hinsides Atlanterhavet

har endelig Majdagen givet Anledning til en Række Monstredemonstrationer hele Unionen rundt. Gennem Telegrammer fra Chikago og New York kan man slutte sig til Rejsningens storartede Karakter: Almindelig Hviledag, almindelig Udfolden af det skønne Stjærnebanner, Sang og Musik i Spidsen for de milelange Processioner og derpaa amerikansk Begejstring for Pariserkongressens Resolution. Fordringen om Normalarbejdsdagen, der paa Kongressen blev foreslaaet af Amerikanerne, er nu holdt over Daaben i den gamle Verden – og den er ikke bleven døbt i Blod. Hvad nytter det at sætte sig til Modværge! Alle Mennesker, der arbejder vil dog alligevel inden ret længe fordre denne Fin du siècle-Arbejdsdag, som Politiken alt har indført paa sit Trykkeri -

- men desværre ikke i sin Redaktion!

Henrik

Publiceret 1. maj 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce