Snart dages det, Brødre, det lysner … ja, virkelig oprandt den paa Forhaand saa berømte Majdag med den skønneste Morgenrøde. Carl Locher vilde ikke kende sine blaa Bølger igen, om han saa dem lyserøde komme rullende ind mod Toldboden en saadan Forårsmorgen Kl. 5.
Aftenen forud var der gaaet Rygter om, at Holmens 400 Smede til Trods for Admiral Braags Opslag truede med at udeblive fra deres Arbejde. Vi afventer Øjeblikket, da de 400 tørner ud af deres gule Nürnbergerhuse. Skulde Dupskoen virkelig sidde løs paa Holmens faste stok?
Bim, bam! Klokken ringer. I Hundreder af smaa Vinduer trækkes Dækket fra. Nu ryger Skorstenene, og de første Arbejdere styrer deres Fjed mod Toldbodbommen, der langsomt skydes over og forbinder Statens Værksteder med det faste Land. Først kommer Arbejderne enkeltvis, saa i Klynger, der hurtigt formerer sig til Kæde, vokser og breder sig lands Gaden til en veritabel Strøm. I Bagtruppen kommer underofficererne og Mestrene. Rækkerne bliver tyndere. De sidste kommer kilende. Broen glider bort. Syvsoverne spærres af det aabne Vand og maa færges over. Lørdag Aften faar de dem en Mulkt. Tænk at blive mulkteret, fordi man ikke kan løsrive sig fra en kærlig Ægtemage om Morgenen Kl. 5!
Gaden ligger atter tom og øde. Vi raadfører os med Brovægteren, en gammel Ulk og spørger ham, om hele Holmens faste stok er mødt. »Ja«, svarede den Gamle, »de er mødt hver Mand. I Nyboder er der ikke noget Socialisteri. De Mistænkelige kommer ind fra Kristianshavnssiden. Men vær rolig, ogsaa de er mødt. Vov, vov!«.
