Jeg smed Cyklen ved Grøftekanten og gik ind over Sletten til en bestemt Træstamme, som jeg kender, og som man kan sidde paa. Mine Sko havde faaet et graaligt Skær af Vejstøvet, og jeg sørgede for at faa det slaaet af mod Græsset. Da jeg havde sat mig ned i Skyggen, mærkede jeg, hvor varm jeg var blevet. Det var Eftermiddag, og Solen stod højt på Himlen. Ingen Hjorte var at se, men rundt om græssede adskillige Kunstmalere, de havde travlt, for Tjørnene var i fuldt udspring. Tre af dem var Damer, de stod på Rad og Række med et par Meters Mellemrum. Akvarel aabenbart. Fra et Strandvejspensionat. Tolv Kunstmalere kunne jeg tælle ialt, og jeg spekulerede på, om jeg kom med på nogen af Billederne, hvis jeg sad pænt stille.
Rundt om Træet groede der Lungeurt med de smaa blaa og lilla Blomster, og Planterne hang sløvt med Hovederne i Middagsvarmen. Ved Roden var Stammen halvvejs hul og saa trøsket, at en Brændenælde havde fundet Grobund. En lille irgrøn Bille kom i Trav op ad mit Bukseben, begyndte ved Opslaget, stod stille nogle Gange for at tage et Overblik, men fortsatte i øvrigt frisk og ivrig - den vilde helt op. Saadan ser man smaa Børn, der paa egen Haand og fulde af Formaal pludselig løber ti Skridt bort fra deres mor, står stille et Sekund, hvor man kan se, at Verden, den store og nye, allerede har opslugt dem, og derpaa løber ti Skridt videre ind i Eventyret, inden Moderens Arm har indhentet dem.
Saa bliver der pludselig nogle sekunders fuldkommen Stilhed. Formodentlig har en uafbrudt række af Biler hidtil larmet af sted på Vejen uden for Dyrehaven, uden at man har opfattet det, først nu, da Kæden er blevet brudt, hører man det, spidser Ører som i Panik i den stilhed, der pludseligt slaar sammen om En. Er Verden blevet affolket for Lyde? Men saa begynder Luften over En at tone, en gylden Dirren helt i Udkanten af, hvad man kan opfatte, Svingningerne fra en Violin, efter at Strengene er sluppet. Selve Sommeren, der bliver til Lyd? Og man kikker op, og i Tjørnens Krone over ens Hoved flyver Bierne fra den ene hvide Blomsterskærm til den anden, voldtager kælent Blomst efter Blomst, og den bedøvende Duft daler ned over En sammen med Lyden, slutter En inde som i en Kuppel af sød, fuldbyrdende Sommerlighed.
Tynde, hvide Skyer, der ingen ting betyder for Vejret, går hen over den blaa Himmel.
