Der findes ganske få politikere, som endnu i deres samtid opnår status som levende monumenter over en lang og hæderfuld kamp for deres ideer.
Men der findes også politikere, for hvem monumentet revner og falder i grus, netop som livsværket står for at fuldendes. Det er sådan en skæbne, der er blevet Erik Ninn-Hansens.
De seneste år har udviklet sig til langt og meget bittert opgør ikke mindst med egne partifæller, som han har følt sig svigtet af. Men det er en strid, som Erik Ninn-Hansen selv har søgt. Hans kamp for eftermælet er mere og mere kommet til at ligne en af antikkens græske tragedier.
Uanfægtet af omgivelsernes advarsler og redningsforsøg er han troligt fortsat ad sin egen vej. Og for hvert skridt voksede katastrofen.
