De afghanske kvinder var på vej væk. Ansigterne var dækket af slør, så kaptajn Mads Silberg kunne ikke se deres ansigter. Men deres lange gevandter var tydelige, da de i mindre grupper hastede ned ad grusvejen med små børn i hænderne.
Væk fra soldaterne.
Solen var begyndt at stige på himlen, og den danske kaptajn gik sammen med en deling på omkring 40 soldater hen over de grønne marker, hvor opiumsvalmuerne var ved at vokse op. Mads Silbergs militærstøvler sank lidt ned i den klæbrige jord, mens han og de andre nærmede sig en række huse, som kvinderne og børnene netop havde forladt.
Han var ikke i tvivl. Kvindernes flugt var et faresignal.
