Hver dag, når Suzanne efter skoletid satte sig ind i toget på Jægersborg Station for at køre hjem, var det med livet som indsats. Ikke hendes eget. Men hendes mors. Og da de to på det nærmeste var vokset sammen, var det hele den ranglede skolepiges tilværelse, der hang i en tråd. En enkelt regnefejl og verden kunne gå under.
»Min forestilling spillede på det her med marguerittens kronblade: Han elsker mig, han elsker mig ikke«, fortæller Suzanne Brøgger.
»Men for mig blev det til: Min mor er død, min mor lever. Og det var så ikke kronblade, jeg talte, men stationer«.
Første stop var Lyngby Lokalstation. En svagt pistaciefarvet bygning. »Min mor er død«, tænkte hun. Fuglevad lå inde i skoven og var mat okseblodsfarvet. »Min mor lever«. Brede var mosebrun, Ørholm rustrød og Lundtofte æggegul. »Hvad stiller man egentlig op med en død mor? Hvem ringer man til? Politistationen? Eller kirken?«. Så blev det Egevang. Gudskelov! Her skulle Suzanne af. »Min mor lever«.
