Tæppet af grågrønne eller sølvskinnende tage af metal slipper kun modvilligt tågen over byen øst for Østersøen denne eftermiddag i april. I gaderne blander nye biler fra Vesteuropa sig med de ramponerede, elektriske Skoda-busser. Der er en fornemmelse af opbrud, et folk på vej ud af noget gammelt og tungt, ind i noget nyt, hurtigt og ukendt.
De fleste huse er lave. Ser man et enkelt højhus, så er det et moderne hotel med en bar i toppen. De er stolte af udsigten i Riga. Her få dage før deres debut som borgere i Den Europæiske Union ser letterne fremad, mens de forsigtigt begynder at slutte fred med minderne om fortidens undertrykkelse, lidelser og tab.
Ejendommen står støvet og anonym i en sidegade, tæt ved den russiske ambassade i udkanten af den gamle by. Huset ser ud, som om det er klar til at blive revet ned. Inde i opgangen drysser malingen af væggene. Vandrørene er blotlagte. Der er ingen elevator op til femte sal, hvor kragerne ofte lander og tapper blidt på Sandra Kalnietes vindue.
Kun hendes dør ser ny ud. »Det går langsomt, men vi er ved at renovere os ud af Sovjettiden«, som hun siger. Den 51-årige kunsthistoriker, forfatter, diplomat og politiker ved kun alt for godt, hvad det betyder. Og hvor lang vejen har været.
