Det har været før premieren på ’Melancholia’. En dag, jeg besøgte Lars von Trier på hans kontor i udkanten af Filmbyen, hvor han som sædvanlig lå i sofaen og hyggebrokkede sig over et eller andet, som han – ikke uden strejf af selvironisk munterhed - havde gjort i det lille år, vi havde arbejdet på en bog om ham. Bogen var færdig. Filmen ligeså. Men nu var han begyndt at læse romaner, fortalte han. Klassikere af Dostojevskij og Thomas Mann. Og var faldet over noget, man ofte møder i litteratur, men næsten aldrig ser på et filmlærred.
Jeg burde have anet, hvor det bar hen. Opdager Lars von Trier noget, man bare ikke gør i film, er han nødt til at demonstrere. Ikke bare, at det kan lade sig gøre. Også, at det tør han godt. Men den dag faldt det mig ikke ind, at hans pludselige roman interesse kunne være begyndelsen til hans næste film.
Normalt ville vi spørge instruktøren selv, hvorfra ideerne til hans film kommer. Til kridtstreger, en talende ræv og en flok spassende oprørere i en forstadsvilla. Og nu også til en fem en halv timer lang film, skåret ned til fire, om en midaldrende nymfoman, Joe, der forslået bliver samlet op i en baggård af en aldrende asketisk bogorm ved navn Seligman, som tager hende med hjem, giver hende en kop te, låner hende sin pyjamas og en seng, og til gengæld får hele hendes historie om et liv i lystens vold og voldens lyst.
