Da Erik af Klint i 1944 fik oplæst sin tantes testamente, skulle han være blevet alt andet end lykkelig. Han anede ikke, hvad han skulle stille op med den omfattende, besynderlige arv. Omkring 1.000 malerier og tegninger og 25.000 siders notesbøger havde hans barnløse, ugifte tante, Hilma af Klint, ved sin død efterladt ham. Hun blev 82 år gammel.
Nevøen vidste, han var blevet pålagt et stort ansvar, for tanten ville vise sine billeder for verden. Men én formulering i testamentet havde i det mindste beroliget ham: Malerierne måtte først udstilles 20 år efter hendes død. Først da var verden klar til hendes kunst, lød hendes egen vurdering.
Derfor lå Hilma af Klints tegninger og malerier i årtier stakket op i kufferter og i dragkister på et loft i det indre Stockholm. Da tiden var kommet, drog Erik af Klint, der nu var pensionist, til Moderna Museet på Skeppsholmen med fotos af nogle af værkerne.
»Vi takker nej«, lød beskeden fra museumsledelsen. Og den besked blev gentaget på andre svenske museer, som nevøen siden besøgte. Han endte med at oprette en stiftelse.
