Elisabeth Jansson er dronningen i ’Livlægens besøg’. Det er julen 2011, og iført enorm barokkjole med hoftepuder og en højt opsat paryk står hun på scenen i Operaen på Holmen i København. Hun pendler hver dag med toget fra Sverige og er enlig mor til en søn på 5 med autisme. Desuden er hun lige blevet separeret, har to hovedroller på tapetet og må arrangere babysitter på de mange sene prøvedage.
»Der var meget smerte i livet der. Det var en hel befrielse at gå på arbejde, gå ind i en anden rolle og glemme mine egne problemer «, siger hun.
Men det går ikke i længden. Hverken stemmen, kroppen eller psyken kan holde til det. Til prøverne bruger hun tiden på bare at få stemmen til at fungere, fordi hun har grædt, og stemmebåndene er anstrengte. Hun ender med at melde sig syg.
Da hun to måneder efter vender tilbage til sin faste stilling på teatret, finder hun sin indre styrke igen ved hjælp af Benjamin Brittens ’Albert Herring’ og navnlig via titelrollen i Bizets ’Carmen’ som den selvsikre og stolte spanske kvinde.
Sådan kan nogle roller virke helt terapeutiske for hende, mens de mere tunge og lidende roller kræver, at hun har godt styr på sin egen psyke. Og hendes egne prøvelser giver hende en stor indlevelsesevne som skuespiller. Når hun fortæller om sit liv, forstår man, hvordan hun lader rollerne forme sig, og hvordan hendes oplevelser kan bruges til at puste liv i karaktererne på scenen.
[billedhjul-1]
Elisabeth Jansson er mezzosopran og solist på Det Kongelige Teater og spiller i øjeblikket Amando i den anmelderroste opera ’Le Grand Macabre’. Det er en mindre rolle, men hendes særlige stemme og udstråling på scenen har det med at stjæle billedet. Hun har siden debuten i 2003 allerede sunget flere store hovedpartier og har ud over en Reumertpris i 2004 vundet en lang række andre priser og legater.
Bukseroller og mørke skygger
Elisabeth Jansson tager sit tøj af i garderoben på Operaen og vrider sig i en stram undertrøje, der skal gøre busten flad. Hendes rolle i ’Le Grand Macabre’ er en såkaldt bukserolle, en kvinde, der spiller mand. Siden kastratsangerne forsvandt, har det været helt almindeligt for mezzosopraner at spille unge mænd og drenge.
Hun haster over til sminkestuen i slåbrok og et par sutsko med påskriften ’Diva’, som hendes veninde har købt for sjov på The Met i New York. Her sidder allerede flere sangere foran rækker af spejle og får lavet falske skaldepander og blodige forbindinger.
Overfor rømmer den norske bas Ketil Hugaas sig med patos og lader et par lange toner følge med på udåndingen. Hans dybe bas blander sig med Elisabeth Janssons lyse stemme og de andre sangere, der på forskellige skandinaviske sprog og varierende melodi taler om den sidste tur hos kiropraktoren, forkølelser og en te, der er særligt god for stemmen.
Elisabeth Jansson folder hænderne stramt, mens hun får sat håret op i små snirkler og et tykt lag makeup i ansigtet.
»Nu kommer det«. Hun og den svenske makeupartist nikker til hinanden.
En af de bløde børster dupper mørke skygger på hendes hage og forvandler hendes ansigt til en ung mands.
»Husk mine hår på brystet«, siger hun, inden hun får børstet lidt mørke skygger i udskæringen også.
Hun holder øje med uret. Hun skal nå at varme stemmen op, så hun er klar til at nå et dybt ’g’, og øve rytmen i en svær passage.
Fra Stockholm til München
Elisabeth Jansson er vokset op i Stockholm med forældre, der begge arbejdede fuld tid på Sveriges Television. Hendes far var i økonomiafdelingen, og hendes mor tog imod gæster, der medvirkede i nyhederne, hun elskede sit job og var meget væk hjemmefra.
Derfor blev Elisabeth Jansson og hendes søskende altid hentet sidst i børnehaven, men det har hun ikke lidt under. Hun mener nærmere, hendes mor er et forbillede, fordi hun altid har lavet noget, hun syntes var sjovt.
»Det lærer man af. Det værste for et barn må være – uha – at have en mor, der har ofret sig hele sit liv. Det sender et helt forkert signal til barnet, hvis man vælger sig selv fra«, siger hun.
For hende er det vigtigt at være noget ved siden af mor-rollen for at have noget at give af til sit barn.
»Jeg har tænkt over, om jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke bager boller konstant og sidder med spand og skovl på legepladsen i timevis i overtræksbukser. Jeg har aldrig været den mor. Jeg orker det ikke. Jeg er den, jeg er, og jeg giver mit barn masser af kærlighed og glæde, og han er tryg og glad og tilfreds. Han er fuld af fantasi og har venner, og alting er gået godt. Noget har jeg vel gjort rigtigt«, siger hun.
Elisabeth Jansson har altid sunget. På et tidspunkt ville hun være popstjerne. Folk har altid sagt, hun har en smuk stemme. I gymnasiet var det soul og Whitney Houston, og hun var med i et teaterstykke, også dengang i en manderolle med påklistret moustache. Men pigen, der spillede hovedrollen, kunne ikke synge, så det klarede Elisabeth Jansson for hende, gemt bag det falske skæg.
Hun valgte at studere tysk efter gymnasiet, selv om alle forventede, hun ville fortsætte med at synge. Hun tog på udveksling til München, købte en cykel den første dag og cyklede ned for at skrive sig ind på universitetet. På vejen kom hun forbi en Musikschule og tænkte, at det kunne være en god idé at blive ved med at få lidt undervisning.
Hun fik et telefonnummer til en Frau Hirschberger, som egentlig ikke havde tid og kun tilbød en enkelt prøvetime. Hun blev dog overrasket over, hvad hun hørte, og opfordrede Elisabeth Jansson til at gå til optagelsesprøve på konservatoriet tre uger efter.
Hun kom ind og blev i München i tre år.
Bokseslag i voksenbørnehaven
Et par spejle længere nede i sminkerummet sidder Elisabeth Janssons kæreste, den tyske bas Florian Plock, der også er ansat på teatret. Han er ved at blive forvandlet fra en hyggeligt udseende mand med halvlangt brunt hår til skinhead, og det er ham, der har slået hende i hovedet, så der er blod på forbindingen. I stykket. På et tidspunkt skal Elisabeth Jansson også selv give en medspiller et par knytnæveslag.
»Og Florian sagde, jeg gjorde det tøset i går«, siger hun.
Så nu skal han lige med ud på gangen og vise, hvordan man gør. Hun knytter næverne.
»Satans yngel«, siger hun og sætter knæet i maven på ham. Han tager fat om knæet og siger, det skal længere op. De mister balancen og prøver igen. Hun prøver med en lige højre og øver sig også lige i at gå med mandige skridt.
Bagefter går hun ind i garderoben og varmer stemmen op. ’Le Grand Macabre’ er rytmisk svær. Hun må bare synge det mange gange og håbe, det sidder fast, siger hun. Hun er glad for, at både hun og Florian er med i opsætningen. Det gør det nemmere at få tid til at ses. De andre kommer omklædte ud fra deres garderober. Det er snart tid til første akt. Stemningen blandt de medvirkende er munter og næsten fjollet.
»Jeg plejer at sige, når jeg har afleveret Leo i børnehaven, at nu skal jeg i voksenbørnehaven. Vi klæder os ud, maler os i ansigtet og synger og leger«, siger hun og skynder sig at tilføje, at de selvfølgelig også tager det alvorligt. Men hun synes, det er ret sjovt, når en svensk kollega skal til diktion, fordi han skal lære at udtale det danske ord ’røvhul’. Det står i partituret. Hun fniser. Det er altid en ambition at komme ud og synge andre steder i verden også, men hun drømmer ikke om det lige nu.
»De seneste år har der været følelsesstorme. Det har handlet om at finde en balance, der var god for mig og mit barn. Nu er der begyndt at være en slags harmoni. Og så har jeg en rigtig sjov sæson«, siger hun.
En engel i metroen
Da Leo, Elisabeth Janssons søn, var to, fik han diagnosen autisme.
»Det fyldte det hele. Hele verden. At skulle vænne sig til og forholde sig til, at ens barn var anderledes. Og så stoppede relationen med hans far, og jeg var alene med ham i vældig lang tid og skulle klare alting selv«, siger hun.
Hun og Leos far havde på det tidspunkt været sammen i 11 år, men boede ikke sammen. De havde mødt hinanden i London, hvor Elisabeth Jansson var kommet direkte ind som post-graduate på Royal Academy of Music. Han er amerikansk kunstmaler bosat i København, og det var på grund af ham, at Elisabeth Jansson endte med at søge ind på Operaakademiet i København.
Men Leos diagnose fik Elisabeth Jansson til at indse, at det var tid til at skilles. Trods gensidig kærlighed var hun ikke lykkelig i forholdet.
»Jeg skulle være stærk for mit barn. Det var driften. Jeg følte meget intenst, at jeg skulle have det godt og føle en indre lykke, og det havde jeg ikke i den relation«, fortæller hun, da vi mødes i hendes lejlighed i Malmø to uger inden premieren på ’Le Grand Macabre’. Hun byder på kaffe, morgenmad og kage i køkkenet og undskylder de nøgne vægge. Hun og Florian Plock er lige flyttet sammen, og de er ikke helt færdige med indretningen.
Hun vender tilbage til tiden efter skilsmissen, hvor det ikke var let at være alene med Leo, mens hun havde to store hovedroller på teatret, mange prøver, lang vej at pendle og mange sene aftener.
»Man kan næsten ikke synge, når man har det så dårligt. Det hænger sådan sammen med psyken at åbne munden og lade luften strømme. Der var nogle gange, jeg havde grædt hele natten og var helt ødelagt, når jeg kom på arbejde«, siger hun.
Hun havde daglige prøver på Dorabella i ’Cosi fan tutte’ og dronning Caroline Mathilde i ’Livlægens Besøg’, begge krævende hovedroller.
»Vi havde på et tidspunkt en gæstelærer, som brugte hele timen på at få mig til at lande i kroppen. For overhovedet at kunne producere lyd. Åndedrættet var heroppe«, hun peger på skuldrene.
»Jeg havde grædt, stemmebåndene var spændte, jeg var helt ødelagt, udtørret og stresset og skulle synge Dorabella. Og det lykkedes – men dagen efter skulle jeg synge ’Livlægen’. Nogle gange kom der kun tre toner og så hulken«.
Ved juletid indså hun, at det ikke kunne blive ved, og hun måtte melde sig syg.
»Det var godt, jeg tog en pause fra teatret. Jeg var ved at crashe. Jeg er alene med mit barn, og hvis det sker, hvem skal så tage sig af ham? Det var et meget turbulent år«, siger hun.
Men så kom tilbuddet om at synge ’Carmen’ i et gammelt stenbrud i Østrig med levende heste på scenen og plads til 5.000 publikummer. Det viste sig at være ren terapi at leve sig ind i rollen som den stærke, egenrådige Carmen, og Elisabeth Jansson følte, at hun fik mulighed for at udleve hele det kvindelige følelsesregister.
Efter ’Carmen’ skulle hun hjem på teatret og være med i en opsætning af Händels ’Messias’, hvor hun på instruktørens opfordring skulle forestille sig at være krigsflygtning i en religionskrig. Det var en hård landing på et tidspunkt, hvor hun ellers lige følte, hun var ved at komme ovenpå. Instruktøren David Freeman ville have, at sangerne virkelig skulle føle det, de spillede på scenen. Græde. Det skulle være rigtigt. Og når han sagde, Elisabeth Jansson skulle lide, så led hun.
»Det var meget svært at komme fra den stærke, fantastiske glædefulde sommer til den tunge, mørke, grædende, stakkels, lidende Jesus. Jeg var så påvirket af det. Af og til sad jeg i toget på vej hjem og var helt isoleret, og tårerne trillede bare. Fy Farao«, siger hun
En aften på vej hjem efter prøver på ’Messias’ sad hun i metroen og hørte musik, og på en af stationerne inden lufthavnen lagde hun mærke til en mand. Der var mange ledige pladser, men han satte sig lige over for hende.
»Han var så glad, han sad og sang. Jeg tror, han havde været til et religiøst møde eller sådan noget, han var helt opslugt af glæde og Gud«, siger hun.
De fik aldrig øjenkontakt, men hans soulstemme fik hende til at smile. Og selv om hun overhovedet ikke anser sig for religiøs, tænkte hun alligevel, at det her, det var en engel.
»Der manglede bare en glorie. Det var en herlig oplevelse. Hvis man er sådan, ville man nok se det som et tegn«, siger hun.
Draget af smerten
Det var også under prøverne på ’Messias’, at Elisabeth Jansson mødte Florian Plock.
De medvirkende skulle hver finde på en personlig historie, som de skulle fortælle hinanden.
»Og det var så kært, for den smerte, jeg bar, gjorde, at den her mand blev draget mod mig. Han ville trøste mig. Hans karakter kom tættere og tættere på min karakter. Vi skulle gå rundt på scenen, og i starten var han langt væk, men med tiden kom han tættere på. Han trøstede mig, forsøgte at få mig til at få det bedre. Så det voksede ligesom frem på scenen«, siger hun.
Hendes telefon bipper på køkkenbordet i lejligheden i Malmø. Det er en sms fra ham. Han er på vej fra Dresden til Frankfurt og har været væk i tre uger. Hun sukker, mens hun læser.
»Det er anderledes med ham, for det var ikke en himmelstormende rosa forelskelse. Men det føltes bare så rigtigt. Vi ligner hinanden meget. Jeg har været sammen med mænd tidligere, som var vældigt ulig mig«, siger hun. Hun skynder sig at tilføje, at hun og Leos far har en god kontakt i dag. De var bare meget forskellige.
Med Florian Plock føler hun, at der er plads til at være følsom. Hun kan bare være sig selv. Han er vokset op i en stor familie med masser af søstre og er vant til kvinder, fortæller hun.
Senere i år skal Elisabeth Jansson spille Octavian i Strauss’ ’Rosenkavaleren’. Det er endnu en bukserolle, og hun har spillet den før, kort efter hun blev mor. Da var hun 17 kilo tungere, end hun er nu.
»Det var lidt svært at spille mand, når man er så stor og har så stoe bryster. Jeg var en vældig kvindelig ung mand. Jeg er sikkert stadig kvindelig, men kan nok lettere spille mand nu, hvor jeg ikke har enorme ammebryster«, siger hun.
Octavian er først forelsket i Feltmarskalinden, men så bliver han styrtende forelsket i den unge Sophie, og derimellem klæder han sig ud som tjenestepige.
»Så der er jeg en kvinde, der spiller mand, der spiller pige. Det er lidt sjovt. Så den har både vældig meget humor, meget smerte, meget kærlighed, den har så mange følelser, det er en vidunderlig rolle at spille, og musikken er helt fantastisk«, siger hun.
Når der som nu er forestillinger, og Elisabeth Jansson ikke har prøver på næste sæsons forestillinger, disponerer hun selv tiden om dagen. Hun har mere tid til sin søn, til at træne, og hun tager sangtimer hos en privat lærer, hvor hun øver sit repertoire til forskellige arrangementer. Blandt andet synger hun en arie, en kærlighedssang fra Camille Saint-Saëns’ romantiske opera ’Samson og Dalila’.
»Arien betyder meget for mig. Jeg har sunget den mange gange og har vundet et stort legat efter blandt andet at have sunget netop den. Den har fulgt mig længe, og min stemme har udviklet sig med den. Den er så fuld af følelser, og musikken bygges op til et vidunderligt højdepunkt. Dalila er en rolle, jeg meget gerne vil synge engang«, siger hun.
Som blomster ved daggryets kys
Hun står foran en høj trælåge uden for et kolonihavehus på Amager. Man kan svagt høre en kraftig mandsrøst strømme ud fra huset bag lågen. Hun kigger på klokken. Vil ikke komme for tidligt og forstyrre. Nu er den præcis 13, og hun går ind. Banker på, og en lang slank mand slår ud med armene og byder hende indenfor. Det er Klavs Lewinsky, hendes sanglærer. Og mandsrøsten tilhører Florian Plock. De plejer at tage timer i forlængelse af hinanden, og så venter de på hinanden og følges hjem. Han sætter sig i sofaen. Hun tager noderne frem – der er tre sange, hun gerne vil synge.
Elisabeth Jansson stiller sig midt på gulvet i jeans og hestehale og siger »brrr« som en legetøjsbil op og ned i stemmeregistret vejledt af Klavs Lewinskys flagrende arme og buldrende akkorder på flygelet.
Han giver hende en tone.
»Mmmmm føl den i kroppen – længere op længere op«. Han siger hele sætningen på den samme dybe tone. Hun gør, som han siger.
Han går en tone ned på klaveret.
»Mmmmmmm. Maaaaaaah«, siger han. Hun efterligner, og en dyb tone strømmer kraftfuldt ud
»Thats very nice!!!! What have you done to her?«, siger han til Florian Plock og bladrer i noderne.
Elisabeth Jansson rokker lidt fra side til side. »Du har hørt den før«, siger hun på engelsk til Florian Plock, som sidder i det stribede lys fra kolonihavens persienner i en lav sofa og kigger på hende.
Klavs Lewinsky slår flyglet an. Hun trækker vejret ind, får et fjernt blik i øjnene.
»Mon cœur s'ouvre à ta voix, comme s'ouvrent les fleurs aux baisers de l'aurore«, synger hun.
’Mit hjerte åbner sig ved din stemme. Som blomsterne ved daggryets kys’.
Det er første strofe i Dalilas kærlighedssang til Samson.
Hendes øjne er blanke, og i hendes blik udspiller der sig en scene, vi ikke kan se, kun høre.
Publiceret 16. marts 2014