Ben Bradlee havde hævet det meste af sin formue. Lige nok til en togbillet til strækningen Boston-Baltimore-Washington-Salt Lake City-Santa Barbara og en turne rundt til en række af de aviser, som den 27-årige Bradlee ville forsøge at overbevise om sine talenter.
»Det var en af den slags fejl eller lykketræf eller Guds vilje … Jesus, hvor det regnede,« fortalte Bradlee mig en gang, da jeg besøgte ham på hans kontor på Washington Post.
For regnen stod ned i stride strømme den novemberdag i Baltimore i 1948, da Ben Bradlee for alvor skulle til at begynde sin journalistiske karriere.
Han blev siddende i togkupeens tørvejr, droppede jobsamtalen på Baltimore Sun og ventede i stedet med at stå af, til han ankom til Washington, D.C., hvor han skulle til samtale på Washington Post. Og nærmest undskyldende, som ville han med godt seks årtiers forsinkelse komme med en forklaring over for Baltimore Sun, sagde han: »Ingen kunne fortænke mig i at blive siddende. Det styrtregnede!«.
