Han ligner ikke en succesrig amerikansk politiker: Det læbeløse smil. De lidt udstående øjne. Den vege hage, der med alderen har fået et vedhæng af løst pludder, der ofte får karikaturtegnere til at skildre ham som en skildpadde.
Mitch McConnell er hverken John F. Kennedy eller Ronald Reagan. Han er introvert og usikker i menneskemængder. Han har på ingen måde ordet i sin magt, han er ikke slagfærdig og har svært ved at skabe en forbindelse til almindelige vælgere ansigt til ansigt, og han har aldrig været videre afholdt af de mennesker, han har repræsenteret i 30 år.
Alligevel er den 72-årige senator fra Kentucky nu på nippet til at realisere sin livslange politiske ambition. Hvis republikanerne efter tirsdagens midtvejsvalg vinder mindst seks pladser, kan McConnell kalde sig Senatets flertalsleder – hvis han altså selv for sjette gang overlever valget i sin egen hjemstat.
Hvordan er en mand uden de traditionelle politiske egenskaber nået så langt?
