Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Marie Hald

Byggematadoren og det besværlige hjertebarn

I Aarhus bølger debatten om Bazar Vest, på én gang et mellemøstligt marked og et integrationsprojekt. Bag basaren står byggematadoren Olav de Linde. En mand, der beskrives som både barsk og blød – og som tror på, at man skal give folk en chance.

Han viser gerne rundt, men standser op hele tiden. Skal lige høre, hvordan det går hos slagteren. Og den unge indvandrer, som engang arbejdede for ham, hvordan går det nu?

Så forsvinder han ind i en lille niche og taler med skrædderen, som har været syg med dårlig skulder.

»Du skulle svømme hver uge«, anbefaler han manden.

Og lidt efter til en yngre mand:

»Hvad laver du egentlig nu? Er du begyndt på hf? Det er klogt«.

Herefter ser vores rundviser så stolt og triumferende på sit lille følge, at man skulle tro, det var et af hans egne børn, der netop havde truffet et fornuftigt valg om at uddanne sig.

Vi er med Aarhus-bygmesteren Olav de Linde på rundtur i hans smertens- og hjertensbarn, Bazar Vest. Et eksotisk stykke Mellemøsten i Gellerup vest for Aarhus med granatæbler for 29,50 kr. kiloet, to svimlende bundter bredbladet persille for en 10’er og friske krydderurter i lange baner. Tilsat et sansebombardement af snabelsko, blomsterkæder, arabisk musik, lammekød, pangfarvede strutkjoler og tahin.

Et mekka med alt, hvad Sydens markedshaller kan præstere. Sådan lød de Lindes idé, da han åbnede stedet for 17 år siden, og sådan ser stamkunderne stedet. Andre holder sig langt væk på grund af tilbagevendende avisskriverier om ballade, polititilhold, slagsmål og for nylig endnu en påsat brand.

Olav de Linde erkender, at der er noget om begge dele, men han både tror og håber på en fremtid for det, der må karakteriseres som hans private integrationsprojekt. Som han siger med sin karakteristiske blanding af jordnær forretningssans og idealisme:

»Her er 300 mennesker i arbejde i et område, hvor der ikke er andre beskæftigelsesmuligheder, og når de begynder at få en forretning ud af det, får de selvrespekten og det, jeg kalder livets smil, tilbage. Får de det, er det godt for dem og deres børn. Det er godt for samfundet. Og vi får en bedre forretning«.

»Jeg er fra ...«

Når man siger Olav de Linde til folk i Aarhus, stritter reaktionerne i alle retninger, men alle fra yngste mand i skurvognen til magthaverne i toppen ved, hvem manden er. På byggepladserne kan folk berette, hvordan en mand i vindjakke af og til kommer anstigende på cykel og kan give sig til at plante blomster i plantekasser omkring et byggeri, så der bliver lidt grønnere. At det er topchefen himself, må de ældre i gårde forklare de måbende nyansatte.

Andre kan fortælle, hvordan de, først længe efter at de har mødt Olav de Linde, bliver klar over, at det er ham, de har talt med:

»Jeg er fra Olav de Linde«, præsenterer han sig typisk med det karakteristiske ’fra’, der får folk til at tro, at de har med enhver anden at gøre end ham, der ejer hele butikken.

Spørger man de Linde, hvorfor han ikke spiller det gyldne kort, ryster han på hovedet, rynker panden lidt og ser på én med et gennemborende blik, som man slet ikke er i tvivl om kan få både byggegrunde og borgmestre til at modne.

»Jeg mener ikke, at det er noget at spille med«, erklærer han så.

Folk, der beskriver Olav de Linde, har det med at tale i kontraster: Han er hård, men samtidig blød, siger en handlende i basaren. Barsk og empatisk, siger en anden. Imødekommende, men også temmelig kantet, lyder det fra en tredje.

Borgmesteren i byen, Jacob Bundsgaard, beskriver de Linde som visionær, men også så solid, at han står fast, hvor finanskriser får andre til at vælte omkuld. De Linde er »et ordentligt menneske«, siger borgmesteren:

»Olavs sociale ansvarlighed er meget markant. Han giver ikke ved dørene, men de, der er villige til at arbejde, får chancen og bliver hjulpet i gang. Det er en del af hans livsfilosofi, at det er sådan, man hjælper folk: ved at stille krav«.

Foto: HALD MARIE

Også på Metins Grill inde i basaren er det topchefens sociale ansvarlighed, der nævnes.

»Han har stor respekt for vores forskellige kulturer herude«, siger Metin Pöhrenk.

Man skal ikke romantisere. Olav de Linde er i gamet for at lave forretning. Han har aldrig ment, at »der skulle være noget forbudt i at tjene penge«, og der er dem, der har brokket sig over huslejer og kontrakter. Men de Linde har et blødt punkt, lyder det omkring ham.

»Olav er en hård mand, der kan have sine kanter, men basaren er hans passion«, siger en af dem, der har arbejdet tættest sammen med de Linde de senere år, den daglige leder af basaren, Ahmet Øcalan.

»I perioder har det kørt dårligt, han er blevet truet på livet, og enhver anden forretningsmand havde lukket stedet for længst. Men han bliver ved, og jeg kan ringe til ham midt om natten, hvis der er noget«.

Øcalan fremhæver som mange andre de Lindes sociale forståelse og kan fortælle, hvordan han har oplevet bossen gå irriteret og målrettet mod en lejer, der ikke har levet op til sine forpligtelser eller betalt husleje – kun for at komme tilbage blød som smør og uden penge. Men med en sikker forvisning om at have gjort det rette ved »ikke at sparke til en, der ligger ned«.

Fra højre side er Olav de Linde blevet lagt for had som »perkerelsker« og fra venstre side som »racist, der vil suge penge ud af indvandrere«, som Øcalan formulerer det. De Linde lader folk »sige, hvad de vil«:

»Jeg er sikker på, at jeg gør det rigtige. Jeg er sikker på, at hvis man giver et menneske en chance, kan det være dét, der får det menneske i gang«.

Og jo, somme tider kan det rigtige, selv for en forretningsmand, være ikke at stå og trampe for at få sin husleje kradset ind.

Er det ikke mere i din ånd at lade enhver svare sit?

»Jo. Men det kunne jo være, at det var klogt at lukke øjnene mod, at de så fik en forretning op at stå og fik fire børn godt i vej«.

Banker puds af ...

Olav de Lindes egen opvækst er foregået i små kår med tvillingebroderen, Mogens, og seks andre søskende uden for Brabrand ved Aarhus, hvor forældrene drev gartneri. Manden, der i dag ejer store bidder af både Aarhus, Odense og København, lærte, at der skal arbejdes for føden, og børnene måtte med ud i kålrækkerne. Samtidig måtte de lægge ører til, når mere velbjærgede skolekammerater og deres forældre drillede og stak til, hvad der var råd til »i et hjem med otte beskidte unger«.

Tvillingebrødrene, der senere begge skulle blive byggekonger, opøvede forretningstalentet ved selv at »sælge tomater og krumme agurker«. Da de blev ældre, knoklede de på med gamle møbler, som de så værdien i, satte i stand og tjente penge på at videresælge. Derpå gik de i storskala, først sammen og senere hver for sig: De Linde har bygget og restaureret i det halve Aarhus og er berømmet for, længe før råt byggeri blev trendy, at købe fabrikshaller og garager og sætte dem i stand på nænsom vis, så bygningernes historie blev bevaret. Som en kollega siger:

»Olav er sådan en, der investerer i at banke puds af«.

Med sig på turen via Handelshøjskolen ud i forretningslivet har Olav de Linde haft en bestemt sentens derhjemmefra:

»Det kan du sagtens finde ud af«, lød det, når forældrene afviste indvendinger og stillede krav om, at børnene skulle hjælpe til.

I dag mener en af landets største bygherrer, at det er præcis den tilgang, man skal tage, når man skal hjælpe flygtninge, indvandrere og socialt udsatte.

»Vi ved, hvor du bor«

På rundvisningen med Olav de Linde i basaren passerer vi det nye fitnesscenter. Ejendomsselskabet måtte punge ud til indretning og baderum, inden det lykkedes at få nogen kæde til at flytte til Gellerup, men nu kan bygherren med tydelig stolthed udpege særligt høje skillevægge til kvindeomklædningen og matterede ruder, så muslimske kvinder kan strække igennem, uden at mænd kigger med.

Få minutter efter viser han, hvad basaren også kan være: Bænkene er solide stolper, fundet på havnen, så de kan modstå hærværk »mere end bare fjorten dage«. Vagter patruljerer systematisk. Og med et træt nik over mod et udbrændt butikslokale sukker han:

»Brand igen. For en uge siden. Fanme!«.

Er du desillusioneret?

»Jeg troede nok, at integration gik hurtigere. Og jeg kan da somme tider spørge mig selv, om det overhovedet er en privat mands opgave at stå for alt det her«.

Især tvivler han på det hele, når han opdager, at folk, han har hjulpet, fordi de var i nød, viser sig at have stukket ham en plade. Eller når der ruller en bil op ved siden af ham med et: »Vi ved, hvor din familie bor«. Han har også stadig et par plakater med hagekors liggende, fra dengang han blev udstillet med fuldt navn og foto på lygtepæle i Odense, fordi nazister rasede over, at de Linde også åbnede basar der.

»Jeg er nok blevet lidt hårdere, end jeg var, da jeg begyndte. Men ... så kommer en arabisk mand hen til mig, næsten med tårer i øjnene, for at fortælle, at hans datter er »kommet i gymnasium«. Det er det det hele værd«.

Den enkeltes værdighed vender de Linde tilbage til igen og igen. Det er helt galt, at det offentlige skriver checks ud på overførselsindkomster, siger han og kan lyde som noget ude fra højre. Få sekunder efter erklærer han stik imod den aarhusianske højrefløj, at den omdiskuterede moské i byen bør ligge »i absolut nærhed af Gellerup«.

Du lyder indimellem som et integrationsprojekt og indimellem som en, der har fået nok af flygtninge og indvandrere?

»Det har jeg ikke. Det er irriterende, at nogle få bliver bøller, men man skal huske, hvorfor de er blevet sådan: Mange af dem har aldrig fået en chance. Giver man dem en, kan det være, at de griber den. Og så undgår man måske, at deres børn vokser op uden at lære noget som helst«, siger han.

»Det er ikke er til at holde ud at se på det spild af liv. Vi skal give de her mennesker gnisten tilbage. Vi skal huske på den her fra min barndom: Du kan sagtens«.

Publiceret 7. november 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden

Annonce