Til sidst var han så ikonisk, at det er svært at forestille sig, at det kunne have båret mere. I hvert billede i Valentinos sidste film, ’Sheikens søn’, er han arrangeret og lyssat og filmet, som var han den skinbarlige Jesus, der lider for vore synders skyld. Og – okay – godt kan se lidt sexet ud imens, ikke et paradoks, den katolske kirke traditionelt har noget imod, aner man ud fra dens æstetik.
I 1926 døde Rudolph Valentino. Det er næsten 90 år siden.
Hvis han havde levet 1-2 år mere, havde vi hørt hans stemme, for da var tonefilmen opfundet. Det havde hans karriere måske slet ikke overlevet, for hans italienske accent var tyk, og under alle omstændigheder var 1930’ernes smalhals og filmiske formater, gangsterfilmen, musicalen, screwballkomedien, det repliktunge sociale drama, ikke skabt for en som ham, en levendegjort erotisk fantasi, en fetich. I 1930’erne var det den utvetydigt maskuline type, der rådede i Hollywood.
Måske var det nådigt, at det sluttede, da det sluttede.
